Tour de Pologne-analyse: Da Ineos tabte og jublede på samme tid

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Det er nok ikke helt urimeligt at kalde Ineos-mandskabet for det mest succesrige cykelhold i løbet af det seneste årti. Selvfølgelig er den slags vurderinger altid en smagssag, og flere vil sikkert hævde, at Quick-Step med deres endeløse serie af klassikersejre og en bugnende vinderliste kan gøre dem rangen stridig. Det er bare pokkers svært at konkurrere med et hold, der har vundet verdens største cykelløb syv gange og i samme periode vundet to Vueltaer og en Giro. De ugelange etapeløb er jo også stort set blevet støvsuget, og at kalde et hold, der vundet tre af sportens monumenter i samme periode for en fiasko i klassikerne, vil nok være en journalistisk stramning.

Når man er så vant til at vinde, jubler man ikke over podieplaceringer. Jo, måske var det i lyset af Jumbos og UAEs magtovertagelse en lille sejr, at Geraint Thomas var ”best of the rest” i årets Tour, men normalt er Dave Brailsford ikke en mand, der slår sig til tåls med 2. eller 3. pladser. Når Ineos stiller til start i et cykelløb, er det hverken for at score point eller for at blive bemærket. Nej, det er for at vinde.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Sådan var det utvivlsomt også, da årets Tour de Pologne efter fem lidt trivielle dage endelig nåede sit klimaks på den meget specielle og stigende enkeltstart i de Tatr-bjerge, der plejer at være rammen om de mest begivenhedsrige etaper i det polske løb, men som i år nærmest var reduceret til det rene ingenting. Brailsford og co. havde bestemt også noget at have deres ambitioner i, for når man skulle rangere favoritterne, blev der nærmest ved med at poppe Ineos-navne op i én uendelighed.

Der var naturligvis Ethan Hayter. Briten har på mindre end et halvt år bevæget sig helt op i den absolutte tempoelite, hvilket blev allertydeligst illustreret, da han i Dauphiné endte som nr. 3 på en flad tonserrute og var ganske tæt på at slå både Filippo Ganna og Wout van Aert. Ganske vist var den stigende rute måske helt ideel for en mand, der er mere tempo- end klatrestærk, men i lyset af de klatreevner, han senest stillede til skue med et dybt imponerende Dauphiné, lignede han manden, der skulle slås.

Han var imidlertid ikke alene. Holdet havde også Ben Tulett, der for bare et år siden smed sit polske klassement, fordi han slet ikke kunne køre enkeltstart, men som det britiske mandskab på få måneder har forvandlet til en regulær specialist med to 5. pladser på Giroens enkeltstarter. De havde også Richard Carapaz, der i år har kørt så fremragende enkeltstarter, at hans gamle akilleshæl nu snarere ligner en lille styrke, og som ville elske det stigende terræn i de sydpolske bjerge. Og så havde holdet kometen Magnus Sheffield, der måske nok havde til gode at levere et topresultat i en europæisk enkeltstart, men som med sin banebaggrund og juniorverdensrekord i forfølgelsesløb har et helt åbenlyst tempopotentiale, som kan føre ham ufatteligt langt.

Fire kort var imidlertid ikke nok. Da alle rytterne havde nået toppen af den lange opkørsel og afsluttet deres 11,8 km lange kamp mod uret, var det ikke en Ineos-rytter, der stod øverst på podiet. Det var derimod en anden af etapens helt store favoritter, Thymen Arensman, der blæste op ad bakken i en tid, der var 7 sekunder end Sheffields og 8 sekunder hurtigere end Hayters.

Champagneflaskerne blev næppe hevet frem på Brailsfords kontor her til aften, når man ender med nr. 2 og 3 på en etape, hvor forskellene var så små, at sejren var inden for rækkevidde, men formentlig godtede den britiske manager sig alligevel. Nok er det DSM, der endte med at tage en tiltrængt sejr til det sejrshungrende mandskab, men i en vis forstand kan briterne hævde, at de faktisk ryddede podiet denne eftermiddag i Polen.

Der går nemlig bare fem måneder, inden Arensman kører i noget helt andet tøj. Når kalenderen siger 1. januar, vil hollænderen iføre sig Ineos’ karakteristiske farver og blive det næste lovende etapeløbstalent i den lange række, som det er lykkedes Brailsford at kapre. Ganske vist mangler den officielle bekræftelse, men det er en offentligt kendt hemmelighed, at det hollandske stortalent foretrak en tjans i britisk tjeneste frem for en fremtid på det meget kontroversielle hollandske mandskab, der nok engang mister et lovende navn, netop som de skal til at høste frugterne af deres udviklingsarbejde.

Hvor stort et kup, Brailsford har gjort, ved vi først i de kommende år, men dagens resultat er endnu en indikation af, at det er stort. Det holdt ellers hårdt for Arensman i sine to første år som professionel, men i år har alle kunnet se, hvorfor det var ham, der var nærmest til at true en vis Tadej Pogacar i Tour de l’Avenir i 2018. Dengang var han endda bare 18 år og således i sit første år i U23-klassen og alligevel slog han ældre ryttere som Gino Mäder, Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Tobias Foss, der jo ikke just har udviklet sig til at blive de rene nobodies.

Det er egentlig ikke mærkeligt, at Arensman ikke som Pogacar er braget ind på scenen. Han er nemlig mere end noget andet indbegrebet af en dieselmotor, der skal bruge både mange løb og kilometer for at komme i gang. I den forstand er det jo kun logisk, at han også skal bruge et par år på at få varmet motoren så meget op, at han kan blande sig med verdenseliten, men det kan han nu langt om længe. Det kunne han første gang i Tirreno, hvor han endda havde fornøjelsen af at have Romain Bardet som hjælper, og det kunne han, da han endte på podiet i Alperne, hvor sejren gik til kaptajn Bardet. Og det kunne han i en Giro, hvor han var i udbrud i tide og utide og var så pokkers tæt på at vinde løbets kongeetape.

Det interessante ved Arensman er, at han har hele pakken som grand tour-rytter. Allerede i sin første Vuelta i 2020 blev han bare bedre og bedre, og det er som bekendt den restitutionsevne, der er allervigtigst i lange etapeløb. I år har han også vist, at han kan klatre med de bedste, og de tempoevner, der allerede sendte ham på podiet på den sidste enkeltstart i Vueltaen for et år siden, har nu bragt ham så langt op i den absolutte tempoelite, at han nu kan føje en sejr på en WorldTour-enkeltstart til den 2. plads, han fik i Giroen. I dag skete det endda på en kort enkeltstart, hvis distance slet ikke passede ham, og det gør blot perspektiverne endnu mere opløftende frem mod de længere enkeltstarter, som typisk findes i de grand tours, hvor han mere og mere kunne ligne den næste store hollandske toprytter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Til gengæld har han også sine begrænsninger. Forud for løbet stod det klart, at enkeltstarten ville være den suverænt vigtigste etape i denne rutemæssigt udvandede udgave af det polske etapeløb, og det blev blot endnu mere åbenbart, da mandagens murfinale gjorde mindre forskelle end sidste år, og tirsdagens kuperede etape endte med at blive så let, at Pascal Ackermann spurtsejrede. I det lys burde en sejr på enkeltstarten have været nok til den samlede sejr, men sådan blev det ikke. Arensman var nemlig en af de relativt få, som led et større nederlag i murfinalen, og hvor man i første omgang kunne overveje, om det skyldtes manglende form, står det efter i dag klart, at det nok blot alene handlede om, at hollænderen er helt, helt uden punch. Her er i hvert fald en svaghed, Brailsford skal arbejde med, for i fremtiden går det altså ikke, at Arensman taber 19 sekunder på en knap 1 km lang mur, hvor ikke færre end 13 mand noteres for samme tid som vinderen.

Den svaghed er en bekymring for fremtiden, men lige nu lever Brailsford nok med, at den ikke er overvundet endnu. Det betyder nemlig, at Hayter kun er en sprinteretape fra at leve op til sin favoritværdighed og tage den første samlede sejr i et WorldTour-løb, der rutemæssigt også lå til hans højreben. Det er klart, at hans klatreevner lægger visse begrænsninger på, hvor svære løb han kan vinde, men at han med sin alsidighed kan blive lidt af en vindermaskine i etapeløb, er vist ganske klart. Undgår han uheld i morgen, har han nemlig allerede vundet både Tour of Norway og Tour de Pologne, og med samlede 2. pladser i både Volta ao Algarve og Tour of Britain, hvor kun en vis Wout van Aert stod i vejen, har han været pokkers tæt på at kunne kalde sig vinder af fire etapeløb på mindre end to år. Det er en bedrift, som selv Remco Evenepoel næsten - men også kun næsten - må være misundelig over. Så lever Brailsford nok med, at han ikke helt viste sig så stærk på dagens rute, som man kunne have forventet.

Det gør han også, fordi han har noget andet at glæde sig over. Alle, der så Sheffield i foråret, hvor han blev en uhørt ung vinder af Brabantse Pijl inden sit fyldte 20. år, vil vide, at vi her taler om et kolossalt klassikertalent. Til gengæld har hans program i år ikke været lagt an på etapeløb og enkeltstarter, og derfor var dette faktisk den første relativt almindelige enkeltstart, han i år kørte i Europa. Den lå endda temmelig dårligt til en rytter, der trods alt ikke er bjergrytter, og alligevel slog han en mere klatrestærk tempokonge som Hayter. Det kan godt være, at det er Hayter, der i første omgang har meldt sig ind i den absolutte tempoelite, men der går næppe længe, inden Sheffield også skal regnes som en af verdens allerbedste temporyttere, når han kan præstere på denne facon på en rute som denne. At Tulett med en 6. plads bekræftede sin forvandling, var blot endnu en fjer i Brailsford velprydede hat.

Den eneste malurt i Ineos-bægeret var Carapaz, og det må vække en vis bekymring. Allerede i mandags så vi, at han har en del arbejde at gøre inden Vueltaen, og det blev endnu tydeligere i dag. Heldigvis er der fortsat to uger til starten, og vi ved jo, at ecuadorianeren sjældent er flyvende uden for grand tours, men han plejer i det mindste at være ret skarp i sit sidste forberedelsesløb, som vi har set med hans sejre i Tour de Suisse og Vuelta a Asturias. Men måske har han lært lidt af Giroen, hvor han måske ikke var helt flyvende i den tredje uge, hvor han plejer at være stærkest.

Han blev også slået af flere af sine Vuelta-rivaler. Pello Bilbao blev en hæderlig nr. 9, men når vi husker på, hvor tempostærk han var på kuperede ruter, var det endnu en vidnesbyrd om, at hans gamle force i dag snarere skal regnes som en svaghed. Værre gik det dog for Sergio Higuita, der efter den lille opløftende præstation i Schweiz nok engang måtte sande, at han altså har en gedigen akilleshæl i en disciplin, hvor ruten her ellers burde have stillet ham betydeligt bedre. Ruten var nemlig trods alt så klatretung, at temposvage klatrere som Simon Carr, som endelig viste lidt af sit store potentiale i en ellers trist sæson, Harold Tejada, der i dette løb endelig har lignet den komet, han var i 2020, og Sylvain Moniquet, der fortsætter med at imponere, leverede resultater, de aldrig havde været i nærheden af på en mere klassisk rute.

Den viste sig også en anelse for svær for de store specialister. Remi Cavagna endte ”kun” som nr. 4, men det var faktisk et uhyre opløftende resultat. I år har hans enkeltstarter nemlig med en enkelt undtagelse været skuffende, men nu synes han endelig at være tilbage på sporet, som hans flotte 3. etape også viste. Det her var nemlig så klatretung en rute, at han burde være overmatchet af mere klatrestærke folk. Han fik også revanche mod sin overmand fra de franske mesterskaber, Bruno Armirail, der ellers er en betydeligt stærkere klatrer, men som fortsætter med at være lidt af en lottokupon på enkeltstarterne. Andre relativt klatrestærke specialister som Lawson Craddock, Nikias Arndt, Josef Cerny og Daan Hoole måtte også sande, at ruten blev en tand for svær.

Det burde den til gengæld ikke have været for Matteo Sobrero, der jo leverede en knusende magtdemonstration i Giroen, hvor han på en meget hård rute satte Arensman ganske eftertrykkeligt til vægs. Efter hans sublime murfinale i mandags lignede han en mand, der måske kunne gentage det ridt her, men han endte som dagens vel nok største skuffelse. Dermed står vi med det paradoks, at han tilsyneladende kører fremragende enkeltstarter, når han klatrer horribelt, men i hvert fald i dag skuffede i et løb, hvor han klatrer som en drøm. I det hele taget var det en fæl dag for BikeExchange, hvis i år så imponerende tempomirakel var helt usynligt, da heller ikke Craddock eller den i Giroen så lovende Lucas Hamilton var i nærheden af deres bedste præstationer. Kun Michael Hepburn, der var klart på udebane på denne rute, gjorde, hvad han også gjorde i Giroen, nemlig overpræsterede i terræn, der egentlig burde væe for svært.

Det var det til gengæld ikke for Samuele Battistella, der i år har vist sig som en svær mand at spå om. Nu har han to gange kørt fornemme enkeltstarter, men ellers været ganske langt fra de bedste, og i dag kom det flotte ridt endda i et løb, hvor han indtil nu har været skuffende. I den forstand bliver der lidt lottokupon over det, som der jo altid er med Mark Padun. Ukraineren har jo haft en ganske rædselsfuld sæson, men ligesom i 2019 og 2021 synes han at have brugt som sommerpausen til at finde formen. I dag bekræftede han de tempoevner, han pludselig åbenbarede, da han tidligere i år choksejrede i Galicien, og nu bliver han pludselig et lidt spændende navn til en Vuelta, der vel har til formål at redde hans sæson. Her kan vi vel også vente at se Marco Brenner, der jo lignede lidt af en komet, da han efter et stærkt 2020 sprang direkte fra juniorklassen til eliten, men som siden har haft det meget, meget svært. Dagens temmelig chokerende resultat blev imidlertid første vidnesbyrd om de tempoevner, han jo havde for nogle år siden, og når vi mindes om, at han stadig kun er 19 år, tegner der sig vel stadig en lys fremtid for den engang så spændende tysker.

Samme fremtid har Diego Ulissi ikke. Dagens halvsløje enkeltstart på en rute, der passede ham ganske fortrinligt, var nok et søm i ligkisten, der efter et meget skuffende 2022 bliver mere og mere færdigbygget, efterhånden som skuffelserne vælter ind. I det hele taget var det en trist dag for UAE, da Davide Formolo nok engang endte langt fra de bedste og fortsætter en sæson, hvor han har været en skygge af sig selv.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det er måske også endnu en grund for Brailsford til at glæde sig. Nok har Jumbo og UAE i dette løb vundet med deres sprintere, men for en gangs skyld er det Ineos, der har overhånden i klassementet. I morgen vil Hayter kunne kalde sig vinder af sit første WorldTour-etapeløb, og i dag fik de to mand på podiet. Tillader man sig at føje Arensman til truppen allerede nu, kan Brailsford se tilbage på en dag, hvor han ryddede podiet med ryttere på hhv. 22, 20 og 23 år, og hvor han topper klassementet med ryttere på hhv. 23 og 22 år. Det kan godt være, at dagens vinder teknisk set var DSM, men mon ikke det er taberen Brailsford, der ender med at juble mest?

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER