Tour de Pologne-analyse: Den kloge narrer de mindre kloge

Massespurter kan af og til være en ret ensidig affære. Det er i hvert fald meget almindeligt, at der i et etapeløb er en enkelt sprinter, der skiller sig ud og sætter sig på flæsket. Det kommer naturligvis mest til udtryk i grand tours, men også i ugelange etapeløb ser man ofte, at en rytter viser sig at være så suveræn, at han nærmest gør rent bord på sprinteretaperne.

Derfor er det også forfriskende, når man en sjælden gang oplever en gedigen overraskelse, som ikke bare skyldes et styrt eller anden form for uheld. Den slags overraskelser er WorldTourens mest specielle massespurt heldigvis ofte leveringsdygtig i, for man skal ikke studere listen over vindere i den faldende spurt i Katowice længe for at se, at det langt fra altid er hurtigste mand, der vinder. Det var måske tilfældet, da Pascal Ackermann sejrede i 2018, da Fernando Gaviria vandt i 2016, og da Matteo Pelucchi triumferede i 2015, men lige så ofte får man et helt uventet resultat, når rytterne brager ned mod mållinjen med en fart, man sjældent ser i en spurt noget andet tidspunkt i sæsonen.

Der var eksempelvis ikke mange, der havde luret, at Jonas Van Genechten i 2014 ville tage en sejr op WorldTour-niveau, når han indtil den dag blot have en enkelt sejr i det relativt lille GP Cerami. Der var næppe heller mange, der i 2017 havde spillet penge på, at Sacha Modolo, der allerede dengang var en skygge af den rytter, som i 2014 vandt to etaper i Giroen, ville sætte Caleb Ewan til vægs på bakken ned mod Katowices centrum. Og formentlig var der endnu færre, der havde spillet på, at Luka Mezgec i dag ville vinde årets 2. etape i et sprinterfelt, der med navne som Pascal Ackermann, Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen må høre til blandt det bedste, vi i 2019 vil finde i et ugelangt etapeløb.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Alligevel var det præcis, hvad der skete. At der var tale om en mindre sensation afspejles i der faktu, at sloveneren, der ellers i sine unge år lignede en ret lovende sprinter, særligt i hårde løb, ikke havde vundet ét eneste WorldTour-løb siden sejren på 1. etape i Tour of Beijing i 2014. Det var kulminationen på et år, hvor han i alt vandt ikke færre end fem gang på højeste niveau, herunder på sidste etape i Giroen, og som indikerede, at der kunne være noget stort i vente for den lovende slovener, men det stod desværre hurtigt klart, at det ikke ville gå sådan. Hverken i lette eller hårde løb viste Mezgec sig nemlig at være hurtig nok, og efter langsomt at være gledet ned i det dengang ret stærkt besatte sprinterhierarki på det nuværende Sunweb-mandskab, erkendte han sin nye status, da han skiftede til Mitchelton-Scott for at blive en del af Caleb Ewans lead-out.

Her har han siden dengang trivedes i sin nye rolle. Nok har han fået sin chance i nye og næ, både i større og mindre løb, men det er først og fremmest i rollen som støtte for først Ewan og siden Matteo Trentin, at han har vist sig frem. I de store løb er han gang på gang blevet sat til vægs af de rigtige sprintere, og hans eneste sejre er da også kommer på hjemmebanen ved de nationale mesterskaber eller i Tour de Slovenie samt i det lille Veenendaal Veenendaal Classic.

Derfor var der da heller ikke mange, der talte om Mezgec forud for årets Tour de Pologne, som tydeligvis ikke er det løb, der har fået størst prioritet hos det australske storhold. Nok hører de til blandt WorldTourens bedste, men efter deres nylige fokusskifte skyldes det bestemt ikke deres sprintere. Faktisk har de efter Ewans exit nærmest negligeret massespurterne fuldstændigt, og Mezgec har bestemt ikke været i stand til at udnytte den ekstra frihed til at relancere sin sprinterkarriere - måske snarere tværtimod. Og gårsdagens 10. plads i Krakow var da også meget fint i overensstemmelse med de generelle forventninger til sloveneren.

Men så er det jo godt, at man har bakken i Katowice. Her har Modolo og Van Genechten tidligere vist, at det ikke er den hurtigste, men den klogeste, der vinder. Og klogest var præcis, hvad Mezgec var, da han i dag brød sin fem år lange WorldTour-tørke, endda ved at vinde med en margin, der normalt kun er de bedste sprintere forundt.

Spurten i Katowice er nemlig så lynhurtig - Mezgec nåede i dag en fart på intet mindre end 82 km/t - at det ikke er den mest kraftfulde, men den smarteste, der vinder. På flad vej vil man normalt aldrig se Mezgec med lethed køre fra Gaviria og Ackermann, men på bakken i Polen kan det lade sig gøre. Sloveneren var måske nok heldig med, at Ackermann tøvede for længe med at åbne for gassen, og at Gaviria med sin lange spurt endte med at bringe ham tilbage fra en lidt skidt position i rundkørslen på toppen af bakken, men den slags held skal som regel også til, når man opererer relativt alene i det kaos, der udgør WorldTourens massespurter. Og da først muligheden opstod, ramte sad Mezgecs timing lige i skabet i en afslutning, hvor netop timing og hverken power eller topfart er nøgleordet.

Dermed skriver Tour de Pologne sig nu ind på den efterhånden alenlange liste af WorldTour-etapeløb, hvor det australske succeshold får noget med hjem. I år er det faktisk kun i UAE Tour, Tour de Romandie og Tour de Suisse, at holdet har kørt et større WorldTour-etapeløb uden at få et eller andet brugbart med hjem. Holdets fantastiske evne til i årets grand tours at omsætte en indledende fiasko til succes er et meget godt vidnesbyrd om, hvorfor holdet hører til blandt sportens bedste, og det blev blot yderligere understreget af, at de med deres relativt profilfattige trup nu kan være sikre på ikke at skulle føje denne uges polske etapeløb til den liste.

Langt mere frustrerende var det naturligvis for Fernando Gaviria, der for anden dag i træk måtte tage til takke med den kedelige 2. plads. Og faktisk var mønsteret næsten præcis det samme som i går. I hvert fald måtte colombianeren atter sande, at han og Simone Consonni slet ikke forstod at komme frem i positionskampen, og selvom italieneren til sidste alligevel fik bragt sin kaptajn lidt frem, havde Gaviria intet andet valg end at starte tidligt. Det er som bekendt ikke nødvendigvis et ringe valg i lige præcis denne spurt, hvor det kan være svært at ændre position væsentligt, men desværre er det også ofte manden, der kommer fra position nr. 2, der ender med at gå forbi. Og det var præcis, hvad der skete, da Gaviria for anden dag i træk endte med at trække etapens vinder frem til en position, hvorfor han kunne degradere colombianeren til den ærgerlige 2. plads.

Alligevel kan Gaviria ikke være helt utilfreds. Med tanke på den usikkerhed, der herskede inden løbet, som han entrerede efter en længere skadespause, kan han ikke være utilfreds med nu to gange at have været tæt på sejren. Nok fik han sig en lektion af Mezgec, men faktisk læste han på mange måder spurten rigtigt - i hvert fald bedre end langt de fleste af rivalerne - og til slut havde han også tilstrækkeligt med power til at holde Ackermann bag sig. Fortsætter fremgangen, efterhånden som løbsrytmen genfinder sig, kan Gaviria bestemt gå mod Vueltaen med tiltro til, at han om et par uger kan føje sig til listen over ryttere, der har vundet etaper i alle tre grand tours.

For Gaviria var nederlaget naturligvis særligt ærgerligt i lyset af, at han denne gang faktisk fik skovlen under Ackermann. Sidste år sikrede tyskeren sig ellers the double ved at vinde i både Krakow og Katowice, men i dag begik den eller normalt så kløgtige tysker en sjælden fejl. Modsat i går viste Rudiger Selig ellers sin tårnhøje klasse, da han lancerede sin kaptajn perfekt, men denne gang tøvede Ackermann for længe. I lige præcis denne spurt er det afgørende ikke at komme på bagkant, især fordi topfart og power ikke er så brugbare våben som normalt, og derfor måtte tyskeren for en gangs skyld sande, at han trodd alt stadig har lidt at lære, og at han ikke er en usårlig overmand.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Samme lektie har løbets tredje supersprinter måttet lære. Fabio Jakobsen kom til løbet med forventningen om, at han her kunne vise, at han altså er en af verdens allerhurtigste, men dette løb har vist, hvorfor han fortsat har relativt få sejre på WorldTouren. I går fejlede han eklatant i positionskampen og måtte derfor tage til takke med en 3. plads, selvom han måske var spurtens hurtigste, og i dag traf han en fatal beslutning, da han i sin iver efter at holde sig til Ackermanns hjul undlod at slå til, da han havde mulighed for at springe på Gavirias baghjul, da den colombianske ekspres passerede ham på højre side. Den mulighed overlod han til Mezgec, og i stedet endte en frustreret Jakobsen med at blive lukket inde bag John Degenkolb, da tyskeren for anden dag i træk gled baglæns i spurten.

Degenkolb er da også den eneste sprinter, der har grund til at være endnu mere frustreret end Jakobsen. Modsat hollænderen, som jo egentlig synes at have poweren, er det nemlig farten, den er gal med hos den tidligere tyske stjerne. Degenkolb, der ellers tidligere har haft problemer med positionen, er begge dage blevet afleveret fremragende af Michael Gogl og Mads Pedersen, men så snart han selv har skullet træde til, har det været lidt af en kamp at holde styr på alle de sprintere, der er blæst forbi den engang så succesrige tysker. Igen i dag var det nærmest rystende at se, hvordan den ene efter den anden klart overmatchede Degenkolb, der i hvert fald ikke i Polen har gjort meget for at retfærdiggøre sin skuffelse over, at Trek ikke tog ham med til Touren - uanset Richie Portes nedtur. På samme måde får Mark Cavendish også meget svært ved at argumentere for, at han skulle have været til Frankrig i sidste måned, efter at han i dag var ude af stand til at omsætte et eller fornemt holdarbejde til andet end en temmelig ligegyldig 18. plads.

Den slags overvejelser gør Max Walscheid sig ikke, for han var aldrig i spil til en Tour-plads hos Sunweb. Alligevel har den store tysker grund til at dele sin frustration med Degenkolb, Jakobsen og Cavendish, efter at han for 117. gang i år måtte sande, at han aldrig fik mulighed for at vise sin fart. Gårsdagens flotte spurt havde ellers fyldt ham med selvtillid forud for de sidste to sprinteretaper, men desværre fulgte 2. etape hele sæsonens mønster i den forstand, at Walscheid nok engang sad for langt tilbage og blev lukket inde. Det var i hvert fald svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at der kunne være blevet åbnet for en overflod af power, hvis vejen havde åbnet sig i venstre side, men det gjorde den naturligvis heller ikke denne gang - nøjagtigt som det kun sjældent er sket for Walscheid i år. Den store tysker synes at være i storform, men der er en grund til, at han endnu ikke har vundet et cykelløb i år. Som Mezgec kan skrive under på, er det ikke altid den hurtigste, der vinder - slet ikke i Katowice.

For andre var resultatet langt mere opløftende. Det gælder først og fremmest for Danny Van Poppel, der efter sin store krise i maj og juni med endnu en top 5 fik bevist, at han langsomt er på vej tilbage op af et de lidt for mange huller, han har for vane at grave sig ned i. Det gjaldt for Marc Sarreau, der efter en forbløffende svag spurt i går fik vist, at der måske bare var tale om en dårlig dag, og at der altså er en grund til, at han i de senere år har været nærmest usårlig på den franske scene. Og det gælder for Sacha Modolo, der måske nok var langt fra at gentage sejren fra for to år siden, men for hvem en 7. plads må være som en sejr, hvis man erindrer det katastrofale forår, der kulminerede, da han forlod Giroen efter bare få dage som følge af udmattelse.

Den skæbne burde ikke risikere at overgå ham i Polen. De første to etaper har nemlig været blandt de letteste, man finder på WorldTouren, og den tendens ændrer sig ikke i morgen, hvor der venter endnu en fuldstændig ren sprinteretape. Først efter den får vi endelig et lille indblik i, hvem der faktisk kan løbe med den samlede sejr i det polske løb. Til gengæld signalerer den også en brat ende på mulighederne for løbets rigtige sprintere, der ellers kunne se frem til en overdådighed af muligheder ved løbets start, men som efter weekenden nu faktisk kun har ét skud i bøssen tilbage. Det skud er det nok særligt Gaviria og Jakobsen, der føler sig under pres for at affyre med millimeterpræcis skarphed, efter at de første to forsøg bestemt ikke var fuldtræffere. Heldigvis kan de så glæde sig over, at spurten i Zabrze er en mere klassisk en af slagsen, hvor det langt oftere er hurtigste mand, der vinder. Det er nemlig kun på bakken i Katowice, at kløgt overgår muskelkraft, og hvor det derfor ofte er den klogeste og ikke altid den stærkeste, der vinder.