Tour de Pologne-analyse: Derfor skal man tage til Tyskland

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Da det i løbet af de senere år langsomt stod klarere og klarere, at Peter Sagan ikke længere var en rytter, der kunne være det absolutte omdrejningspunkt for et af sportens største mandskaber, begyndte spekulationen i cykelverdenen at sprede sig. Hvad ville Bora-mandskabet nu stille op, når deres altoverskyggende stjerne ikke længere kunne bære holdet på samme måde, som da han ved sin ankomst var så toneangivende, at man ikke gjorde nogen uret ved at omtale det som Team Sagan? Nok havde holdet for længst bredt paletten ud med stjerner som Sam Bennett, Maximilian Schachmann, Pascal Ackermann og Emanuel Buchmann, men holdet stod alligevel foran en beslutning om, hvordan den nye identitet skulle være.

Mulighederne var mange. For nogle år siden vandt holdet massespurter på stribe med Ackermann, Schachmann og Sagan, og særligt i 2019 var holdet måske det mest dominerende sprinterhold i verden. Holdet kunne også fastholde fokus på klassikerne og forsøge at hente en mere direkte afløser for Sagan. Det kunne gå klassementsvejen, når nu Buchmann i årene 2019 og 2020 lignede en mand, der kunne have et Tour-podium i benene. Eller man kunne fortsætte med at skyde med spredehagl, som man i et vist omfang havde gjort i et par år, hvor det ensidige fokus på Sagan var neddroslet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Manager Ralph Denk var tilsyneladende ikke i tvivl. I hvert fald er det sjældent at se, at et hold så entydigt går i én retning, særligt når det er den retning, der måske har fået mindst opmærksomhed i de foregående år. Hvor Denk i begyndelsen ville vinde klassikere med sin slovakiske stjerne, var målet nu at skabe et af de førende klassementshold. Selvfølgelig var fokus ikke helt enøjet, når man hentede Bennett hjem som erstatning for både Sagan og Ackermann, men ingen var i tvivl om, hvordan holdets retning fremover skulle være.

Der blev nemlig oprustet på klassementsfronten i et omfang, som vi vel kun har set hos Ineos, når de får alvor har åbnet pengepungen. Sagan frigav en masse millioner, og de blev benyttet til at hente nogle solide topnavne. I forvejen havde man allerede Buchmann og Wilco Kelderman, og nu blev de suppleret med Aleksandr Vlasov, Sergio Higuita og Jai Hindley. Analogien til Ineos var i hvert fald oplagt, for det er ganske sjældent, at ét hold på så imponerende vis på én gang kunne hente så mange spændende klassementsnavne.

Det var imidlertid også en satsning med en vis risiko. Hindley, Higuita og Vlasov havde alle vist stort potentiale, men begge kom også fra en svær periode. Hindley og Higuita var næsten usynlige i 2021, og selvom Vlasov endte som nr. 4 i Giroen, lignede han slet ikke den himmelstormer, han gjorde i 2020, hvor han nærmest forvandlede alt til guld.

Der var således en betydelig risiko, at Sagan-millionerne var spenderet på at købe katten i sækken, men heldigvis er der en grund til, at Denk på imponerende vis har forvandlet et undseeligt tysk mandskab til et af sportens storhold. De fleste ryttere har en ganske lovende udviklingskurve, så snart de ifører sig Bora-mandskabets trøjer. Således har holdet i de senere år været i stand til selv at udvikle Ackermann fra talent til supersprinter, og Davide Formolo, Maximilian Schachmann og Lennard Kämna gjorde alle gevaldige fremskridt, da de kom till Tyskland.

Hvad Bora gør rigtigt, ved jeg ikke, men det virker. Spørgsmålene ved de tre nye klassementsryttere var mange, men end ikke én af de tre er floppet. Vlasov har igennem foråret igen lignet den komet, han var for to år siden, og selvom hans Tour måske stadig stiller spørgsmål ved hans stabilitet over tre uger, har han i hvert fald cementeret, at hans topniveau over en uge er meget, meget højt. Endnu bedre er det naturligvis gået med Hindley, der ikke blot er kommet tilbage på sporet, men allerede har sørget for, at Denk har vundet sin første grand tour.

Mindre opmærksomhed har der nok været om Higuita, men det er også svært at konkurrere med en Giro-vinder og en rytter, der netop er blevet nr. 5 i Touren, har vundet Tour de Romandie og formentlig havde vundet Tour de Suisse, hvis corona stadig havde været en eller anden virus, man talte om i Kina. Da den lille colombianer kom til holdet, havde han ikke vundet et løb uden for Colombia, siden han bragede ind på scenen med sin etapesejr i Vueltaen i jubelåret 2019, og særligt i 2021 lignede han en rytter, der nok aldrig blev til det, mange havde spået, da han duellerede med Tadej Pogacar om den samlede sejr i Californien i 2019.

Den negative trend fik Bora imidlertid brudt med det samme. Knap var sæsonen kommet i gang, inden Higuita for anden gang var blevet colombiansk mester, og allerede i det allerførste europæiske løb var der gevinst, da han i et meget skrapt felt vandt spurten på stejle Malhao i Algarve foran blandt andre den samlede vinder, Remco Evenepoel. Det helt store gennembrud kom dog, da han pludselig kørte med de bedste i de høje bjerge og tog en imponerende samlet sejr i Catalonien med så stor bravur, at han nu lignede andet og mere end en lovende puncheur.

Siden gik det ned ad bakke, for selvom han vandt kongeetapen i Romandiet på en dag, hvor han gennem hele dagen lignede en hængt kat og alene blev reddet af kraftig modvind, og endte som nr. 2 i et Tour de Suisse, som corona forvandlede til en svagt besat affære, var han ikke i nærheden af at imponere, som han havde gjort i Catalonien. Det kunne måske skabe en lille frygt for, at han i foråret bare havde ramt en gylden åre af form, for han imponerede i hvert fald ikke længere i samme stil som Hindley og Vlasov.

Det er imidlertid Vueltaen, der fra sæsonstart har været udpeget som hans mål, og noget tyder på, at der ikke er grund til at miste modet endnu. I dag tog den lille colombianer, der som sagt inden sæsonstart havde været sejrsløs i Europa i to år, nemlig sin fjerde sejr på sportens traditionelle hovedkontinent og sin tredje på WorldTouren bare i år, da han vandt det første af de tre klassementsslag i Tour de Pologne. Det var endda meget symbolsk, fordi det polske løb for tre år siden netop var hans første store test i et europæisk WorldTour-løb, men hvor han dengang stadig kom til kort og ”blot” endte som en samlet nr. 4, var der i dag ingen tvivl om, hvem der var bedst.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På papiret var det også en sublim finale for den lille colombianer. Den stejle mur i Przemysl blev første gang besøgt for et år siden, og her var det en anden puncheurtype, nemlig Joao Almeida, der satte rivalerne til vægs. Selvom vi faktisk aldrig tidligere har set Higuita folde sig ud på korte, stejle mure, var det indlysende, at han med sit punch burde være i sit es på de stejle procenter i det sydlige Polen.

Det var han skam også, men det var næsten ikke det mest imponerende ved hans kørsel. Det var snarere den modenhed, han udviste i en finaletype, man ofte skal have erfaring for at mestre. I disse murfinaler handler alt nemlig om timing og undgå den røde zone, der så eftertrykkeligt kan sende folk til tælling, hvis de kortvarigt lader sig rive med af stemningen. Der er i hvert fald en alenlang liste af ryttere, der har lært den lektie på Mur de Huy, der jo er sportens mest berømte murafslutning.

I dag var der andre, der lærte det samme. Sebastian Berwick, der ellers i dag endelig viste det store, store potentiale, han åbenbarede, da han i begyndelsen af 2020 gav Hindley kam til sit hår i Herald Sun Tour, måtte i hvert fald sande, at der kan være pokkers langt til toppen, hvis man angriber tidligt. Også det meste af Ineos samt Mauro Schmid og Quinten Hermans havde nok i bagklogskabens klare lys ønsket sig en mere passiv tilgang, selvom de to sidstnævnte kom fra etapen med et mere end godkendt resultat. De var i hvert fald begge meget aktive, da Berwick ene mand stod for at animere det meste af muren.

Higuita var der til gengæld ingen, der så. Den lille colombianer holdt sit tempo længere tilbage, og først da han følte sig komfortabel med den tilbageværende distance, lukkede han effektivt hullet til de fem ryttere, Berwick havde trukket fri. Herefter svarede han prompte på et angreb fra Quentin Pacher, inden han med en lang spurt fra sidste sving nok engang dokumenterede den fart, der gør ham til en særligt alsidig rytter. Med den kløgt ser han også ud til allerede at kunne mestre den endnu mere berømte mur i Huy, som han næste år forhåbentlig giver et skud, efter at han i år droppede Fleche Wallonne.

Han var imidlertid ikke alene om afventningens kunst, men fra Pello Bilbaos side var det kun forventet. Spanieren er nemlig kendt for at ignorere alle angreb og køre enhver stigning som en enkeltstart, og det var akkurat, hvad baskeren gjorde igen i dag. Heller ikke han lod sig rive med af stemningen, men da sidste sving blev rundet, var han der alligevel. Herefter bekræftede han den genfundne spurtstyrke, vi har set gennem det meste af året, men desværre måtte han sande, at han alligevel havde givet en enkelt rytter lidt for lang snor.

Samme kølighed havde Schmid, Pacher og Hermans ikke, men det skal ikke ligge dem til last. Tværtimod var det en fornøjelse at se, at de alle tre bekræftede den uhyre lovende udvikling, de har været igennem hele året, hvor de har gjort enorme fremskridt siden sidste år. I det hele taget levede det polske løb op til sit ry som talenternes - både de unges og de lidt ældres - holdeplads, da også Felix Gall kom tilbage på sporet efter sin skuffende Giro og den uhyre lovende Stephen Williams fortsætter med at vise, at han er et af de mest spændende talenter. Steff Cras fortsatte også de lidt anonyme, men lovende takter, han har vist gennem hele året, og allermest herligt var det vel næsten at se Lucas Hamilton finde lidt ben efter en formkrise, der var så lang, at man næsten begyndte at miste håbet.

Med undtagelse af Schmid, der har vist sig som en god temporytter, får de dog meget svært ved at vinde løbet. Flere bonussekunder til Higuita er næppe nok, når årets meget lette rute gjorde dagens etape til den bedste chance for at vinde tid inden enkeltstarten, der synes at blive næsten altafgørende. Det gør den i endnu højere grad efter i dag, hvor muren gjorde meget mindre forskelle end sidste år, og hvor ikke færre end 19 mand nåede i mål inden for 10 sekunder.

Kampen om den samlede sejr kunne mere og mere ligne et opgør mellem Ethan Hayter og Matteo Sobrero. Mest overraskende var det med italieneren, for selvom han i blandt andet Slovenien og Coppi e Bartali har vist evner i denne slags finaler, har han i år klatret så sløjt, at forventningerne forud for løbet måtte være afdæmpede. I dag så vi ham endelig bekræfte, at han altså kan andet og mere end at køre enkeltstart, og hvis han bakker dagens ridt op med en tidskørsel som i Giroen, kan han meget vel ende med at tage karrierens første samlede sej, og så endda på WorldTouren.

Hayter er dog en alvorlig forhindring. Ganske vist måtte han sande, at de stejle procenter ikke helt uventet var lidt for skrappe, når han ikke kører murfinaler i Coppi e Bartali eller Andalusien, men mod de bedste på WorldTouren. Med den tilgang, han plejer at have, lykkedes det ham trods den vanlige ringe position i bunden at kørte en Bilbao-agtig enkeltstart og runde toppen uden et tidstab til de mest tempostærke rivaler. Dermed står det også lysende klart, at han skal være kaptajn på et Ineos-hold med et hav af muligheder, for Richard Carapaz, der sjældent er alt for god uden for grand tours, mangler i hvert fald stadig lidt inden Vueltaen, og Ben Tulett har aldrig helt fundet melodien i sit første år på WorldTouren. Hayter er ikke blot den bedste temporytter af de tre. Han kan også score bonussekunder forinden.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Hayter og Sobrero kan også glæde sig over, at de fik skovlen under en af deres værste rivaler. Thymen Arensman er helt uden punch, og derfor var det ikke uventet at se DSM forsøge at skabe et hårdere løb, der ville passe hans dieselmotor. Han fik sig imidlertid en gedigen lussing, der tager ham ud af kampen om den samlede sejr, men når man husker på, at han ofte bruger flere løb på at komme op i omdrejninger, var det ikke svært overraskende, at han kom i problemer. De vandt også vigtig tid til Bruno Armirail, der heller ikke er skabt til disse finaler, og de 19 sekunder til Remi Cavagna bør også være en fin buffer, selvom det var uhyre fornemt kørt af den tempostærke franskmand, som for et år siden blev sat klart til vægs i selvsamme finale.

Her var det blandt andre Diego Ulissi, der kørte ham over, men desværre bekræftede dagens etape det, vi har set gennem hele året, nemlig at italieneren fortsætter den negative udvikling, der vel er ganske naturlig, når man ser på hans dåbsattest. Han var i hvert fald et ganske langt stykke fra sidste års resultat, selvom finalen var mindre selektiv, og i det hele tage var det en gedigen møgdag for UAE, der også måtte sande, at Davide Formolos elendige sæson fortsætter.

Det gør den til gengæld ikke for Bora. Måske fik tyskerne ikke den Tour, de havde drømt om, men en samlet 5. plads er trods alt ikke at kimse ad, og løbet har igennem hele sæsonen været så overbevisende i etapeløbene, at transformationen fra Sagan-hold til Ineos-kopi må betegnes som en bragende succes. Hvis man som klassementsrytter overvejer, hvor man har de bedste muligheder for at udvikle sig, bør man i hvert fald give Denk et kald. Det er ikke mange, der har en så imponerende evne til at få det maksimale ud af deres talenter, og Vlasov, Higuita og Hindley må i hvert fald tjene som en betydelig inspiration. Havde man fortsat i tvivl om det tyske holds evner her til morgen, forsvandt den sidste rest vel, da man tændte for fjernsynet og så, hvordan den rytter, der ved sæsonstart ikke havde vundet i Europa i mere end to år, effektivt krøllede et WorldTour-felt sammen med en både overbevisende og moden præstation på en stejl mur i Polen.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER