Tour de Pologne-analyse: Som Adam, så Simon

Det har altid været klart, at de to Yates-tvillinger, Adam og Simon, som ryttertyper er stort set identiske. Sjovt nok har de også fulgt en næsten helt analog karriereudvikling. I de tidlige år var der ganske vist stor forskel på deres udvikling, da Adam blev vejet og vundet for let af den verdensberømte britiske talentprogram og derfor måtte søge til Frankrig på egen hånd, mens Simon oplevede stor succes på banen som en del af det britiske landshold.

Siden de begge skrev kontrakt med GreenEDGE-mandskabet forud for 2014-sæsonen, har mønsteret imidlertid været temmelig ensartet. Adam slog først igennem, bl.a. fordi Simon tidligt fik en skade i debutsæsonen, men derefter har de opnået næsten helt analoge resultater. De har begge allerede ganske mange top 10-placeringer i ugelange etapeløb, vundet etaper på WorldTouren og er begge kørt til Paris iført den hvide ungdomstrøje. Indtil i år var den væsentligste forskel på deres resultater, at Adams fjerdeplads i Touren var bedre ens Simon syvendeplads, at Simon har en etapesejr i Vueltaen, og at Adam har stor klassikersejr fra San Sebastian.

Selvom Adam klart havde efterladt det bedste indtryk i årets første måneder, hvor han dog desværre blev sat tilbage en skade, var det Simon, der i år som den første for alvor bragede ind i den absolutte elite, da han med sin suveræne Giro og meget spektakulære sammenbrud blev en af de helt store hovedpersoner i den italienske grand tour. Adam havde slet ikke samme succes i Touren trods en ellers lovende indledning, for dehydrering satte ham ud af spillet i Alperne, og da han på grund af et dumt styrt mistede en etapesejr i Pyrenæerne, så den britiske humørrytter ud til totalt at tabe modet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Måske er det et ildevarslende tegn for Simon, der efter den succesfulde Giro har udset sig Vueltaen som sit næste store mål. Med tanke på de mange ligheder, der er mellem de to ryttere, er det i hvert faldt svært ikke at falde hen over hvor stor en lighed, der er mellem Simons optakt til Vueltaen og Adams ditto til Touren.

Adam havde udset sig Dauphiné som sit sidste forberedelsesløb, men her kom han meget vaklende fra start. På den første af de fire bjergetaper skuffede han ganske stort, men derefter blev han bedre dag for dag, indtil det hele kulminerede med, at han med en veltimet acceleration sikrede sig en etapesejr på sidstedagen og endte som nr. 2 samlet.

For Simon var det Tour de Pologne, der skulle bruges til at fintune Vuelta-formen, og ligesom Adam gjorde i Dauphiné, stillede han til start som en af de absolutte topfavoritter. Som broderen gjorde i Frankrig, kom også han imidlertid meget skidt fra start på den første af de fire klassementsetaper, der benene slet ikke svarede som ønsket på Muren i Szczyrk.

Herfra blev han imidlertid bedre dag for dag på præcis samme måde, som Adam gjorde det. En sjetteplads i spurten på 5. etape gav ham det første skud selvtillid, og da han i går på den første af de to sværeste etaper, kunne sidde med de allerbedste på den sidste stigning, var det klart, at formen var i fremgang. Det gav ham en tro på, at han måske alligevel kunne få lidt med hjem fra et ellers skuffende polsk løb.

Og det gjorde han i den grad - og det på samme smukke og spektakulære vis som Adam i Frankrig. På Mont Blanc-stigningen i Dauphiné timede Adam sit angreb helt perfekt, da han akkurat fik fanget Daniel Navarro på stregen og således vandt sidste etape.

Og med samme kølige præcision - en egenskab, der altid har været begge Yates-brødres største styrke, og som i WorldTour-sammenhæng har gjort dem til rene vindermaskiner - vidste han på dagens kongeetape i Polen præcis, hvor han skulle slå til. Netop som et decimeret felt havde rundet toppen af dagens sværeste stigning, og Michal Kwiatkowski satte farten ned for at vente på Pavel Sivakov, huggede briten til. Mens alle andre favoritter tog sig en puster oven på det første slag på den stejle stigning - hvor Yates i øvrigt kortvarigt havde været sat - så han det rette moment, og inden Sivakov havde fundet sin plads forrest i feltet, var den britiske fugl fløjet 30 sekunder væk.

Herefter så han sig ikke tilbage, og selvom først Sivakov, så Sergio Henao og til slut Kwiatkowski selv alle førte hårdt, imponerede Yates stort ved at holde dem alle stangen og tage en knusende overlegen sejr - på samme måde, som Adam gjorde det i Frankrig i juni. Og med sejren lykkedes det ham endda at komme tilbage i det klassement, han ellers syntes at have spildt på gulvet, for han avancerede dermed til den samlede andenplads bag suveræne Kwiatkowski. Og nå ja, det var som bekendt præcis den placering, Adam fik i Dauphiné.

Med sejren fik Simon præcis det ud af det polske løb, han havde håbet på. Først så det ud til, at selvtilliden ville lide et knæk, men nu kan han drage hjem med bevidstheden om, at formen kun går i én retning, nemlig opad, og at han er på helt rette vej frem mod sin anden grand tour i sæsonen. Det eneste, det ikke blev til, var den ønskede samlede triumf, men i det store billede betyder det mindre. Det handler først og fremmest om Vueltaen, og den har Simon sikker kurs mod at ramme i topform.

For Simons skyld må man så håbet, at det fuldstændig ens forløb, hans og Adams grand tour-forberedelse har haft, ender her, for som bekendt gik det broderen ganske ilde på de franske landeveje i juli. Desværre kan man i den sammenhæng fortsat have nogen bekymring, for de to Yates-brødres svaghed har altid været den langsigtede holdbarhed. Det er således tankevækkende, at det endnu ikke er lykkedes dem at præstere i to grand tours i samme sæson, og det forhold sammenholdt med, at evnen til at holde niveau over alle tre uger i forvejen ikke er spidskompetencen, gør, at man med en vis rette kan have lidt skepsis forud for det kommende løb i Spanien. Heldigvis kan man dog glæde sig over, at Simon måske ikke denne gang kommer til løbet i sin absolutte topform - en strategi, der endte som en dyr lærestreg i maj måned i år.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sjovt nok betød den samlede andenplads, at de to forhåndsfavoritter alligevel endte på de to øverste pladser i det polske klassement, selvom man ville have forsvoret det efter Yates’ store tidstab på Muren i et løb, der altid afgøres på sekunder. Mod Michal Kwiatkowski kunne han imidlertid intet stille op, for den stærke polak undgik fuldstændigt det sammenbrud, man ellers kunne have frygtet efter en hård Tour.

I går var der små sprækker i det ellers så ubrydelige panser, men da han skulle op til den afgørende eksamen på løbets kongeetape i dag, var han aldrig for alvor truet. Det ventede angreb fra den ellers så stærke George Bennett, der havde presset ham så meget i går, lykkedes det ham via stærkt arbejde fra en Sergio Henao, der ikke har været set bedre siden sejren i sidste års Paris-Nice, at få neutraliseret, og da newzealænderen forsøgte igen på den sidste bakke op mod mål, tøvede Kwiatkowski ikke et sekund med at svare. Heller ikke de talrige angreb fra især Sam Oomen undlod han at parere, og det var kun i den klassementssammenhæng knap så farlige Yates, han lod smutte væk.

Situationen kunne imidlertid være blevet farlig, hvis ikke det havde været for det stærke Sky-mandskab, for som Richie Porte efter sidste års Dauphiné kan skrive under på, kan selv den mest suveræne rytter blive slået, hvis han alene skal forsvare sig mod angreb fra alle sider. Det var netop det, Kwiatkowski i dag var udsat for, men med fantastisk kørsel af først Pavel Sivakov, der i dette løb endelig har fået sit store WorldTour-gennembrud og vist, hvorfor det var ham, der sammen med Egan Bernal tiltrak sig al hypen på U23-scenen, og til slut med Henao, kunne Kwiatkowski selv vente med at træde i karakter til de sidste 3 km.

Her viste han med overbevisende kørsel, at han var løbets stærkeste og fortjente vinder, da han både havde overskud til at holde snor i Yates og samtidig afparere den sande byge af angreb. I sidste ende var han alt for træt til at spurte, men han er formentlig helt ligeglad med, at det ikke blev til sejr på kongeetapen, når han foran sit hjemmepublikum ender med samlet sejr, to etapegevinster og en sejr i pointkonkurrencen. For andet år i træk er Kwiatkowski, der tidligere var kendt for sin manglende stabilitet og holdbarhed, kommet flyvende ud af Touren og har fulgt fremragende arbejde i Frankrig op med en stor WorldTour-sejr. Det er i sandhed blevet nye tider, efter at han er skiftet til Sky.

Dermed snød han også Dylan Teuns for sin anden sejr i det polske etapeløb, og faktisk endte det med at gå helt galt for den ellers så stærke belgier. Som påpeget gang på gang i disse analyser har vi aldrig betvivlet Teuns’ talent som puncheur og afslutter på korte, stejle mure, men på længere stigninger og i etapeløb har han fortsat sine begrænsninger.

Ganske vist havde han vist stor fremgang i årets Paris-Nice, hvor han blandt andet blev nr. 2 bag Yates på løbets kongeetape, men i dag blev den svaghed igen stillet til skue. Allerede sidste år var det kun en stærk Tejay van Garderen, der reddede ham fra et kollaps på samme etape, og igen i dag blev det hele til allersidst for meget, da han i selve spurte, måtte slippe de bedste og som følge heraf gled fra den samlede anden- til en femteplads. Det er natyrligvis for tidligt at drage alt for håndfaste konklusioner på vegne af en bare 26-årig rytter, men som sagerne står nu - og her er hans ret tamme grand tour-præstationer også værd at erindre - skal han koncentrere sig om endagsløb og ikke længere begivenheder.

Den anden store taber var George Bennett, der igen i dag lignede løbets stærkeste mand, men modsat Yates fik han med sin samlede tredjeplads naturligvis ikke skyggen af frihed. Selvom det lykkedes ham at presse Sky-mandskabet til det yderste med især han angreb på den stejle stigning med ca. 10 km til mål, lykkedes det ikke løbets bedste klatrer at få skovlen under Kwiatkowski, og da Yates’ kup og bonussekunder til Thibaut Pinot endda kostede ham podiepladsen, endte dagen faktisk som en mindre katastrofe.

I den forstand endte den offensive strategi med at give bagslag, for det var i høj grad Bennetts mange angreb, der mærkede Kwiatkowski så meget, at han i sidste ende måtte lade Pinot smutte væk, så franskmanden kunne stjæle i alt 8 sekunder. Det er naturligvis en bitter pille at sluge for Bennett, hvis flotte kørsel havde fortjent en bedre skæbne, men havde man tilbudt ham en fjerdeplads, da løbet startede i Krakow for en uge siden, havde han formentlig skrevet under med det samme.

De korte stigninger nemlig ikke hans kop te, så at han overhovedet kan køre med om sejren i lige præcis dette løb er udtryk for en kolossal fremgang, der med det samme skriver ham ind som en af de store jokers til årets Vuelta. Her vil han sammen med den genopstandne Steven Kruijswijk udgøre en fremragende duo for det stadig mere succesrige LottoNL-mandskab, der burde blive en nøglefaktor i Spanien, som de var det i Frankrig i juli. Nu kan man blot håbe, at Bennett ikke har toppet for tidligt, for hans form virker umiddelbart skræmmende god med tanke på, at Vueltaen først slutter om over en måned.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Bennett og Yates er imidlertid ikke de eneste Vuelta-ryttere, der kommer fra Polen med grund til optimisme. Allermest tilfredst bør Thibaut Pinot måske være, for efter den slemme lungebetændelse stillede han til start i Krakow som et stort spørgsmålstegn. Han endte imidlertid ikke blot med at bestå testen, han gjorde det endda til topkarakter. I et løb, der ikke er skræddersyet til hans store motor, er det et fremragende resultat at kunne tage hjem til Frankrig med en tredjeplads samt en andenplads på kongeetapen. Med tanke på, at dette var hans første konkurrenceoptræden, siden han blev bragt direkte fra de italienske bjerge til et sygehus, tyder alt på, at Pinot er på rette vej mod Vueltaen. Så må man blot håbe, at hans så skrøbelige helbred for en gangs skyld kan klare de tre uger uden at lade sig irritere af en eller anden form for infektion undervejs.

Lidt mindre optimistisk har Fabio Aru grund til at være, men italieneren må alligevel kunne glæde sig over, at han på dagens kongeetape kørte et af årets allerbedste løb, og at han tilsyneladende er kommet sig over de problemer, der har gjort 2018 til et mareridt. I sidste ende står og falder alt med resultatet i Spanien, men kursen er i hvert fald rigtig. Det blev måske ikke til et lige så godt resultat som i 2015, hvor han efter det polske løb endte som Vuelta-vinder, men mon ikke også han havde solgt løbet for en 10. plads, hvis det var blevet ham tilbudt inden starten?

De sidste markante Vuelta-aspiranter er Bora-duoen Emanuel Buchmann og Davide Formolo, og her er det nok især Buchmann, der har grund til at være tilfreds. Efter den overbevisende kørsel i går virkede han en anelse svagere i dag, men det betyder ikke det store for en mand, der ligesom Bennett er alt andet end eksplosiv. Og Formolo, der ellers har været en skuffelse indtil videre, rejste sig flot i dag og kan på samme måde som Yates sige, at han brugte løbet til dag for dag at forbedre formen.

Tour de Pologne har også alle altid været talenternes opvisningssted, og selvom de unge navne denne gang ikke var dominerende, viste de sig flot frem. Sam Oomen viste lidt taktisk umodenhed med sit uovervejede gambling i går - et sats, der kostede ham en chance for at køre med om top 5 - men i dag viste han, at han har fortsat sin fremgang siden det flotte forår med top 10-placeringen i Giroen. Richard Carapaz var måske ikke så flyvende som i foråret, men for en mand, der altid skal bruge mange løb på at finde benene, var præstationen her ganske lovende, ikke mindst fordi også han betalte en pris for en taktisk umodenhed, da han fuldstændig fejlvurderede egne evner på tirsdagens mur.

Og for at fuldende billedet begik et tredje talent, Laurens De Plus, en lignende brøler i dag, da den unge belgier angreb alt, alt for tidligt og derved satte noget, der ellers lignede en sikker top 10-placering over styr. Heldigvis kan han så glæde sig over, at dette løb har været hans hidtil bedste på WorldTour-niveau, og at han har kurs mod en spændende Vuelta, hvor han er det eneste af de tre omtalte talenter, der har planer om at deltage.

Endelig blev løbet en chance for de fallerede stjerner til at vise sig igen. Stakkels Sergei Chernetckii, der sidste år rejste sig med et fremragende Il Lombardia, men siden forsvandt fra scenen igen, dukkede op som en af de stærkeste ryttere i dette løb, indtil en vildfaren hund på vejen i dag kostede ham et stensikkert topresultat. Også gamle Daniel Moreno fik vist, at han stadig mestrer sig speciale med at spurte på stejle mure, selvom han kom til kort i det sværere terræn til sidst. Georg Preidler nåede efter mere end to år i et dybt hul tilbage til det niveau, der næsten gav ham en sejr på kongeetapen i Giroen i 2016. Og Fabio Fellines ellers lidt pauvre 24. plads samt fine angreb i dag betyder alverden for en rytter, der efter en grim omgang med toxoplasmose en kort overgang frygtede, om han nogensinde ville kunne komme tilbage igen.

Og dermed udfyldte Tour de Pologne lige præcis den rolle, det egner sig bedst til. I de senere år har det fungeret som et pejlemærke forud for den sidste del af sæsonen og ikke mindst Vueltaen. Måske er løbets hovedperson, Kwiatkowski, for enden af en cyklus, inden han via Vueltaen starter opbygningen frem mod VM, men for stort set alle andre var det polske løb starten på en intensiv periode med store mål. Først og fremmest har løbet som altid givet os væsentlige svar på, hvor flere af Vuelta-favoritterne står, og de har for de fleste vedkommende heldigvis været positive. Nu må de spanske landeveje så afsløre, om de lovende signaler også kan omsættes til noget stort.