Tour de Pologne-analyse: Supersprinter eller ikke supersprinter

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Der findes de ryttere, der er lette at kategorisere. Ingen kan vel være i tvivl om, at Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen falder i kategorien supersprintere. Begge har de nemlig en topfart, der hører til blandt de højeste i verden, men til gengæld kan de heller ikke så pokkers meget andet end at vinde massespurter. Det er vel lige netop den evne, der kendetegner supersprinterne, at de kan gøre det færdigt i de helt flade finaler, selv når det meste af sprintereliten er samlet.

For andre er det imidlertid langt vanskeligere at putte kategori på. Tag nu bare Arnaud Demare. Franskmanden har vundet et hav af massespurter, og da næsten alle hans 89 sejre er kommet i massespurter, vil ingen tøve med at kalde ham sprinter. Til gengæld har jeg altid været meget varsom med at putte ham helt op i den øverste klasse og bruge prædikatet supersprinter.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det er jo ret indlysende, at Demare ikke er samme støbning som Groenewegen og Jakobsen. Han kan nemlig så meget mere end dem. Det beviste han blandt andet, da han for et år siden vandt en knaldhård udgave af Paris-Tours, hvor det blev afgjort i alt andet end en massespurt. Det beviste han også, da han for nogle år siden vandt en puncheurspurt i Paris-Nice, hvor det meste af cykelverdenen vist havde regnet med, at det ville blive en tand for hårdt. Og det beviste han, da han gik i top 10 i Paris-Roubaix for nogle år siden og endelig beviste, at han sagtens kan være med i et løb, han altid har drømt om.

Til gengæld har det knebet i de store massespurter, når alle de bedste har været til start. Nok er næsten alle hans sejre kommet i massespurter, men det store flertal er kommet i mindre løb, gerne i Frankrig, hvor modstanden har været begrænset. Når han har været oppe mod de rigtige supersprintere, er hans topfart altid kommet til kort. Et ret klart bevis på det finder vi vel i UAE Tour, der kan betegnes som de rene sprinteres paradis. Her samles cremen af sprintereliten altid, og her får man på de meget lette og flade etaper altid et ret godt billede af det aktuelle farthierarki. Hverken i det eller de andre arabiske løb har Demare imidlertid været tæt på at true Jakobsen- og Groenewegen-typerne, når han har været til start. Sådan så det ellers ikke ud til at være, for da han i 2012 tog sin allerførste professionelle sejr på sidste etape i Tour of Qatar, skete det faktisk på en af disse helt rene sprinteretaper, men det stod ret hurtigt klart, at hans alsidighed måske havde den pris, at topfarten ikke rakte hele vejen.

Sådan var det også i 2020, hvor han jo ellers vandt i tide og utide og endte som årets sejrskonge. Hans mange triumfer kom nemlig i mindre løb samt i en Giro, hvor den absolutte creme af sprintere alle var fraværende. Så man alene på de nøgne data, kunne man for to år siden let forledes til at placere Demae meget højt i sprinterhierarkiet, men den store succes var i højere grad et udtryk for et særligt løbsprogram og det supertog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, som har fungeret så storartet de senere år.

Nu er spørgsmålet imidlertid, om vi skal til at revurdere den opfattelse. I årets Giro så vi nemlig noget, vi ikke plejer at se. Da Demare vare 7. etape i Scalea, var skyldtes det nemlig hverken et godt tog eller et hårdt løb. Tværtimod var der tale om sæsonens måske langsomste og kedeligste sprinteretape, hvor feltet sneglede sig op langs kysten og efterlod hele sprinterfeltet i frisk tilstand. Da der endelig skulle spurtes, var FDJ-toget heller ikke sit dominerende selv, og det så en anelse kritisk ud til sidst, da Demare på de sidste meter skulle slå både Caleb Ewan og Mark Cavendish, der utvivlsomt hører til i kategorien af supersprintere.

Den slags ville normalt være endt i fiasko, men det gjorde det ikke denne majdag. Demare bragede forbi begge de to fartkanoner og tog en sejr, der må betegnes som en af de flotteste i karrieren. Det er i hvert fald den eneste gang, jeg umiddelbart kan erindre, hvor vi har set franskmanden slå så stærke sprintere i et opgør, der alene handlede om fart.

Det skabte også visse forventninger forud for denne uges Tour de Pologne. Desværre betyder løbets kalenderplacering, at de allerbedste sprintere som regel er fraværende, fordi deres ambitioner lå i Frankrig, men alligevel er sprinterfeltet altid uhyggeligt stærkt. Som et af WorldTourens mest sprintervenlige løb tiltrækker det polske arrangement nemlig som regel alt, hvad der kan krybe og gå af de sprintere, som ikke tilbragte juli måned i Frankrig, og det gjorde sig også gældende i år.

Derfor var det også så stor en skuffelse at se den Demare, der kom ud fra sommerpausen. I de to første spurter i weekenden spillede det ganske vist ikke optimalt for supertoget, der ved denne lejlighed også har fået Sinkeldam erstattet af Bram Welten, men der var nu heller ikke meget skud i de franske stænger. Særligt på 1. etapes bakke, der normalt ville have gjort det til en perfekt finale for Demare, så han temmelig sløj ud, og helt galt var det i spurten på 4. etape, hvor en endnu hårdere bakke burde have givet ham en klar overhånd i forhold til navne som Pascal Ackermann og Jonathan Milan, og hvor han endda blev sat smukt i scene af Welten, men hvor han nærmest stod helt stille, da de normalt tungere folk åbnede op.

Heldigvis var det tilsyneladende bare noget rust, der skulle bankes af efter en lang pause. Allerede på 5. etape så det hele meget bedre ud, for selvom han akkurat måtte se sig slået af Phil Bauhaus, lignede han igen den hurtige rytter, vi så i Giroen. Måske var farten ikke så tårnhøj, som den var det i Scalea i maj, men det er bestemt ingen skam at blive slået af tyskeren, som ofte har vist, at han kommer meget langt, når han en sjælden gang sidder rigtigt.

Det gode ved det sprintervenlige polske løb er, at der altid kommer en chance til. Sådan var det også i år, hvor løbet naturligvis skulle rundes af med den store massespurt i Krakow, der oftest har været en passende afrunding på det sprintervenlige løb. Med den stigende formkurve var der et håb om, at der skulle bruges fire skud i bøssen på at få varmet benene så meget op, at han på falderebet kunne tage den sejr, han syntes næsten sikker på at skulle have, da løbet indledtes for en lille uge siden.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og ja, formkurven fortsatte. I forgårs fornemmede man for første gang den Demare, vi så i Giroen, og i dag lignede Giroens sprinterkonge endelig sig selv igen. Ikke blot vandt han den store massespurt i Krakow, han gjorde det også med skræmmende autoritet og i en spurt, hvor det ikke var positionen, der gjorde forskellen. Nej, i dag viste Demare igen en fart, der gav mindelser om det, vi så i maj, selvom den slags altid kan være en anelse svært at vurdere, når nu de allerhurtigste ikke var til start.

Det gik ellers igen galt for toget, der i år ikke har været så driftssikkert. Eller det gjorde det vel i virkeligheden ikke, for Guarnieri skød akkurat som i forgårs frem i et perfekt lead-out til sidst. I stedet var Demare, der altid har haft lidt svært ved at holde hjul og igen tabte sin sidste mand, så Guarnieri hurtigt ved et kig bagud kunne konstatere, at han lige nu var ved at køre lead-out for alle andre end sin kaptajn. Derfor stoppede han naturligt nok op i det håb, at en faldende fart kunne hjælpe chefen med at genvinde positioner, men den strategi lykkedes desværre ikke.

Sebastian Molano var nemlig snarrådig. Colombianeren viste jo allerede på 4. etape, at han hører til blandt de bedste i den rolle som sidste mand, han ellers spiller relativt sjældent, og knap var Guarneri stoppet med at træde, før Molano bragede forbi med samme overlegne fart, som han gjorde, da han i Sanok var manden bag Pascal Ackermanns sejr. Problemet var bare, at også han havde tabt sin kaptajn, og da et kig bagud afslørede, at det var Sam Bennett og Olav Kooij, der sad bag ham, stoppede han naturligt nok også sit lead-out.

Det var imidlertid en fejl. Hvad han ikke kunne se, var, at Ackermann sad ganske fint lige bag sine to rivaler, og da spurten nok havde kurs mod at blive lidt for lang, var det bestemt ikke dumt at komme fra en position umiddelbart bag Bennett og Kooij. Nu betød Molanos beslutning imidlertid, at Ackermann for anden gang i løbet følte sig nødsaget til at køre en spurt, der blev alt, alt for lang, og dermed løb han så meget tør for kræfter, at han måtte sætte sig ned længe inden stregen.

Alt sammen var det dårligt nyt for Demare. Hver eneste gang et lidt lavere tempo kunne have gjort det muligt for ham at vinde positioner, var der nye folk, der øgede farten. Derfor sad franskmanden stadig langt tilbage, da Ackermann med Kooij på bagsmækken åbnede sin lange spurt, og herfra så det bestemt ikke lyst ud.

Alligevel var der aldrig tvivl om udfaldet. Demare blæste forbi alt og alle og viste, at han i hvert fald i dette felt har en topfart, som meget få kan matche. Måske kan vi ikke rigtigt sammenligne ham med Ackermann, der døde længe inden stregen, men Kooij kan bestemt ikke være utilfreds med sin position. Alligevel var Demare lysår foran hollænderen, da de krydsede stregen.

Det var desværre ikke første gang, Kooij var knap så imponerende, som han virkede i foråret. Både i dette løb og Ster ZLM Tour virkede han trods sine sejre stadig til at mangle lidt i forhold til de bedste, og det kom til udtryk igen i dag. Til gengæld beviste han, at han har en anden meget vigtig evne for en sprinter, nemlig evnen til at positionere sig. Denne gang var han uden Mike Teunissen, der er taget hjem til bryllup, men selvom hans hold med Mick van Dijke og Tosh van der Sande måtte aflevere ham fremme meget tidligt, traf han i den ret kaotiske finale alle de rette beslutninger, så han endte med at kunne spurte fra en ganske ideel position.

Den evne kunne Bauhaus godt lære noget af. Det er velkendt, at tyskeren altid har haft det svært i positionskampen, og det kom til udtryk igen i dag. Nu gik det ellers lige så godt i foråret, hvor løbets åbenbaring som lead-out man, Jonathan Milan, havde gjort det så sublimt, men i dag gik det slet ikke for Bahrain. Bauhaus endte i en position, han kender så godt, nemlig en position alt for langt tilbage, og så hjalp det desværre ikke meget, at hans spurt dokumenterede, at det vel er ham og Demare, der er løbets hurtigste og baseret på det, vi så på 5. etape, måske med en lillebitte tysk overhånd lige nu. Heldigvis kan Bauhaus glæde sig over, at der er udsigt til, at positioneringsproblemerne ikke bliver helt så udtalte fremover, hvis toget med Heinrich Haussler og Milan kan fortsætte med at fungere så godt.

I virkeligheden var jeg måske lidt hurtig til at erklære Demare og Bauhaus for de hurtigste. Baseret på det, vi så i søndags, ligner Sam Bennett en mand, der stadig kan være i de helt rene massespurter. Måske synes hans holdbarhed helt forduftet, men farten synes han fortsat at have. Desværre fik vi det bare ikke at se i dag, selvom det længe så lovende ud. Tabet af Shane Archbold og Jordi Meeus betød nemlig, at han måtte vende tilbage til den opskrift, han var en sand konge til at følge i jubelåret 2019, nemlig at finde det rette hjul på egen hånd. Sammen med Kooij, der også var alene, lykkedes det ham konstant at sidde rigtigt, men i et år, hvor alt bare skal gå galt, var han ved at vælte, da Molano stoppede, momentum forsvandt, og Ackermann skød frem, og dermed blev vi nok engang berøvet chancen for at se, hvor hurtig han stadig er. Mit gæt vil være, at han havde haft en god chance for at vinde, hvis han var kommet med Ackermann og Kooij, men nu endte et ærgerligt uheld, som måske kan bidrage til at koste ham den Vuelta-plads, han stadig er bange for at miste.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Han var imidlertid ikke den eneste sprinter, der intet fik ud af løbet. Kaden Groves viste os måske nok en imponerende fart i foråret, men dette løb har understreget, at han har gevaldige udfordringer med sin positionering, som ellers så ud til at være i bedring. Det er i hvert fald en udfordring, som Alpecin-mandskabet skal løse, hvis de vil have det maksimale ud af deres erstatning for Tim Merlier, og som holdets nuværende trup måske ikke synes skabt til at udbedre.

Endnu værre var det dog for Sam Welsford. Australieren, der ellers så ud til at have kurs mod stjernerne i marts og april, har siden maj været én stor skuffelse. I dag viste DSM ham ellers masser af tillid ved at jagte udbruddet, men heller ikke denne gang endte han i en position, hvor han kunne spurte. I den forstand blev det som iagttager en lidt frustrerende oplevelse, fordi vi missede muligheden for at se både ham, Groves, Bennett og Ackermann, hvis alt for lange spurt jo aldrig havde en chance for at lykkes, folde sig ordentligt ud. På samme måde er det med Gerben Thijssen, der igen i dag bekræftede, hvad vi vidste, nemlig at farten er god, men positioneringen knap så prangende.

Anderledes er det med Max Kanter. Et skifte til et hold uden evnerne til at give støtte var åbenbart det, der kunne forvandle ham fra positioneringssvag til positioneringskonge. Også i dag sad han ganske perfekt, og denne gang var det endda så godt, at man kortvarigt troede, at han kunne vinde. Desværre har løbet også klart bevist, at farten ikke helt rækker til at omsætte de gode positioner til sejre. Sådan var det jo også med Edward Theuns i Giroen, og sådan har det også været i dette løb, efter at belgieren grundet Matteo Moschettis styrt fik en uventet chance. En chance var det i øvrigt også for Marijn van den Berg, der ved sæsonstart sammen med Arnaud de Lie lignede den mest spændende nye sprinter, men som er faldet helt igennem. Dette løb har dog tændt et lille håb i mørket og vist, at vi heller må vente lidt med helt at afskrive ham.

Måske skal vi så afskrive Elia Viviani i stedet. Også dette løb endte som en stor skuffelse for den tidligere supersprinter, der bestemt heller ikke er hjulpet af, at han er på egen hånd. I dag lykkedes det ham ellers at sidde rigtigt, men i en tid, hvor intet går rigtigt, blev han ligesom Bennett bremset og dermed blev det heller ikke i dag, at han fik mulighed for at overbevise os om, at han er hurtigere, end resultaterne viser.

Heldigvis er det noget, Ineos lever med. Deres vigtigste mission med løbet var den samlede sejr, og den sikrede sig de med forhåndsfavoritten, Ethan Hayter, der nu har vundet sit første, men næppe sidste WorldTour-etapeløb. Dermed sørgede han også for, at løbet levede op til sit ry som talenternes holdeplads. Det er nemlig typisk her, man vinder sit første etapeløb på WorldTouren, når man er en ung komet, som det tidligere er sket for Dan Martin, Peter Sagan, Moreno Moser, Rafal Majka, Ion Izagirre, Dylan Teuns, Pavel Sivakov, Remco Evenepoel, Joao Almeida og nu altså også for Hayter.

Sådan bliver det let i et løb, hvor der lægges op til sprinterfest. Når terrænet har så begrænsede udfordringer, vælger de fleste hold at bygge truppen op om en sprinter og herefter overlade klassementet til et eller to knap så profilerede navne. Derfor er der også stor forskel på dagens to vindere. Hayter sejrede i et felt, der stort set var renset for etablerede topnavne, mens Demare i dag slog stort set alle de sprintere, der ikke var til start i Touren. Om det er nok til, at han kan kalde sig supersprinter, kan man måske nok diskutere, når nu de allerbedste ikke var til start, men i det mindste lykkedes det ham på sidstedagen at ligne sig selv så meget, at han fortsat kan leve med troen på, at han vitterligt har bevæget sig op i klassen af supersprintere. Han får chancen for at bevise det, når han om en uges tid står over for Fabio Jakobsen, Tim Merlier og en forhåbentlig heldigere Bennett til EM.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER