Tour de Pologne-analyse: Talenternes legeplads

Da Tour de Pologne højst overraskende blev indlemmet på ProTouren, da WorldTourens forgænger blev introduceret i 2005, havde den profilerede løbsdirektør Czeslaw Lang utvivlsomt håbet, at det ville være den direkte adgang til, at løbet kunne tiltrække feltets store stjerner. Midlet skulle være en placering i september, hvor det polske storløb ville kunne fungere som den perfekte forberedelse til VM og som et fuldgyldigt alternativ til Vueltaen.

Sådan gik det desværre ikke. I de første år led løbet både under dårligt og meget regnfuldt septembervejr og af et felt, der slet ikke kunne trække opmærksomheden væk fra Vueltaen. Bevares, Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt var da alle fine vindere, men med al respekt for Lars Baks høje klasse som hjælperytter, siger det måske en del om løbets niveau, at den solide dansker kunne blive nr. 2 i 2008-udgaven af løbet. Derfor stod det klart, at noget måtte gøres.

Løsningen blev at flytte det til en position umiddelbart efter Touren - i øvrigt til stor fortrydelse for DCU, der som resultat heraf har kunnet se Danmark Rundt lide under betydeligt svagere startfelter blandt andet som følge af den beslutning. Det sikrede ikke blot, at løbet slap for at konkurrere med Vueltaen om opmærksomhed, det gav også bedre vejr og mulighed for at bygge videre på den cykelinteresse, der altid er i perioden efter Touren. Ganske vist betød det også, at det reelt blev en umulighed at få besøg af Tour-rytterne, da det kun er de færreste, der har mod på et WorldTour-etapeløb bare en uges tid efter årets vigtigste løb, men det skulle alligevel gøre det muligt for løbet at finde sin niche, der gør det til et af årets mest spændende begivenheder, i hvert fald for de fans, der følger sporten lidt tættere end de fleste.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Vil man vide, hvad der rører sig på talentfronten, skal man nemlig altid følge med i Tour de Pologne, for det er som regel her, man kan se, hvem der komme til at dominere i de kommende år. For de unge ryttere er Touren nemlig som regel lukket land, men da løbet i Frankrig samtidig tiltrækker de store stjerner, giver det polske løb plads til, at de unge drenge kan få en sjælden kaptajnrolle i et stort WorldTour-løb. Ganske vist er feltet ofte stjernebesat, men for mange af de store navne er det første skridt på vejen mod Vueltaen, og det betyder, at hierarkiet ofte er mere fladt, end man ser det i de store etapeløb først på sæsonen, hvor det er de store navne, der som regel løber med det hele.

Tag nu bare Marcel Kittel. Forud for 2011-udgaven af Tour de Pologne var der ikke mange der havde luret, at vi her talte om en sand sprintergigant, men det var der mange, der vidste, da tyskeren efter en uges cykelløb havde vundet fire ud af syv etaper. To af de øvrige blev i øvrigt vundet af Peter Sagan, der måske nok havde fået alles opmærksomhed med sit mageløse gennembrud i 2010, men her tog sin hidtil eneste etapeløbssejr på WorldTouren og satte sig selv op til en fremragende grand tour-debut i Vueltaen bare et par uger senere. Den sidste etape blev vundet af en ung Dan Martin, der bare året forinden var slået igennem ved at tage den samlede sejr i det polske løb, og bare få uger senere slog han ligesom Sagan sit navn fast med syvtommersøm ved at vinde sin første grand tour-etape i Spanien.

Eller tag nu bare Michal Kwiatkowski. Forud for 2012-udgaven af løbet havde den unge polak ikke vist meget, der afslørede, hvor fantastisk en rytter der her var tale om, men efter at han var blevet nr. 2 bag et andet stortalent Moreno Moser - der desværre faldt helt sammen igen efter at have vundet Strade Bianche et lille års tid senere - stod det klart, at han ligesom ungdomsrivalen Sagan var noget ganske særligt. Eller tag Ion Izagirre, der lignede en temmelig ordinær rytter, indtil han med tre podiepladser i træk fra 2013 til 2015, herunder en enkelt sejr, fik vist, at han kunne blive en eminent rytter til ugelange etapeløb. Eller tag Alberto Bettiol, der absolut intet havde vist i sin første tid som professionel, indtil han blev nr. 3 i 2016, og i dag står som vinder af Flandern Rundt. Eller tag Dylan Teuns, der havde den samlede sejr i 2017 som højdepunktet i mirakelsommeren, hvor han vandt 3 (!!!) etapeløb på mindre end en måned. Eller tag Pascal Ackermann, der for alvor slog sit navn fast sidste år - et navn, der efter årets Giro fremstår som et af de mest brandvarme på sprinterscenen.

Sådan kunne man blive ved. Listen over ryttere, der slog igennem på de polske landeveje, er alenlang, og efter at den 76. udgave af den ældgamle begivenhed i dag nåede sin konklusion i Tatr-bjergene på grænsen til Tjekkiet, tyder meget på, at vi kan forlænge listen over ryttere, der brugte det polske løb til at slå igennem, yderligere. I hvert fald er det påfaldende, hvordan det igen blev de unge drenge, der stjal overskrifterne i årets udgave.

Den mest iøjnefaldende er naturligvis Bjorg Lambrecht, og det blev jo desværre på en tragisk baggrund. Med en rute designet til hans karakteristika havde den belgiske vidunderdreng ellers alletiders chance for at bruge en samlet sejr i Polen til at opnå sin første triumf på WorldTouren. Hans navn vil for altid hænge som en mørk skygge over 2019-udgaven af løbet, men når det nu ikke kunne være ham selv, er det egentlig meget passende, at det blev mange af Lambrechts jævnaldrende, som han kæmpede med i ungdomstiden, som sørgede for, at der også kom et positivt udkomme af de seneste syv dages cykelløb.

Måske var det i virkeligheden meget symbolsk, at det netop blev Pavel Sivakov, der i stedet løb med sejren. I 2017 var der nemlig tre ryttere, der for alvor skilte sig ud som de mest lovende på etapeløbsscenen. Den ene var naturligvis Egan Bernal, der vandt Tour del’Avenir foran Lambrecht, men da han allerede var professionel på Androni, var han ”lidt uden for nummer”. De to øvrige var netop Sivakov og Lambrecht. Sivakov vandt de tre øvrige af de store bjergrige talentløb, Ronde l’Isard, Baby-Gioren og Giro della Valle d’Aosta, og i de to af dem skete det endda med Lambrecht, som i øvrigt vandt samme års U23-udgave af Liege-Bastogne-Liege, som nr. 2. Dermed var de to altdominerende i de bjergløb, hvor Bernal ikke var til start, og derfor var det kun naturligt, at det var dem, alle talte om forud for 2018-sæsonen, i hvert fald når snakken ikke faldt på den colombianske vidunderdreng.

Desværre får vi aldrig at vide, hvor langt Lambrecht kunne være kommet, men Sivakov kan forhåbentlig løfte arven videre og vise, hvor gylden en U23-generation vi havde for to år siden. Nok blev hans 2018-sæson aldrig til det, mange havde forventet - delvist på grund af en grim knæskade - men i 2019 er han for alvor kommet efter det. Tegningen var allerede klar, da han agerede fremragende hjælper for Bernal i Paris-Nice og Catalonien først på året, og da han først fik chancen selv, var han ikke sen til at udnytte den. Først udgjorde han og Tao Geoghegan Hart en fabelagtig duo i et Tour of the Alps, hvor de sikrede sig en dobbeltsejr med en overbevisende og moden kørsel, så man skulle tro, at vi talte om to veteraner, og siden overraskede han de fleste ved at blive nr. 9 i den allerførste grand tour, han gennemførte, da han stod distancen gennem alle Giroens tre brutale uger tidligere på året.

I dag kan han så skrive vinder af et WorldTour-løb på cv’et efter en sidste etape i Tour de Pologne, hvor han og Geoghegan Hart igen viste, at de udgør en fabelagtig duo, som kører med en rutine, der skjuler deres alder og manglende erfaring. Grunden blev lagt i går, hvor de begge spillede spillet perfekt bag holdkammeraten Ben Swift, der satte alle rivalerne under pres, og da den erfarne brite alligevel falmede, havde Sivakov med klog kørsel bragt sig i en fordelagtig position, som han formåede at udnytte til at snyde alle løbets verdensstjerner. Alligevel betød et lidt overraskende nederlag til et andet supertalent, sensationen Jonas Vingegaard, at det så ud til at blive lidt af en opgave, hvis han i dag på en usædvanligt let udgave af løbets traditionelt sværeste etape skulle have skovlen under danskeren, der i går havde været i særklasse den stærkeste.

Desværre måtte stakkels Vingegaard sande, at der er både højt at flyve og dybt at falde. Lige så højt han svævede over hele feltet i går, lige så tungt drattede han ned igen, da han i dag skulle forsøge at sikre det, der vel ville have været sæsonens mest uventede sejr på WorldTouren - også betydeligt mere uventet end Remco Evenepoels mageløse ridt i San Sebastian for en uges tid siden. Som jeg skrev i går, havde Vingegaard kun én gang tidligere, nemlig med en 12. plads på den sværeste etape i Baskerlandet, vist, at han kunne være med på dette niveau, og tilsyneladende er der stadig et stykke vej at gå, før han kan være det på mere stabil basis.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Løbet var ellers gået præcis, som han ønskede det. Både Bora og Ineos havde været overraskende passive i en meget let indledning på løbet, og Vingegaard kom frem til stigningerne på de sidste 50 km med hele sit hold intakt ved kun at skulle bruge de to tunge drenge, Danny Van Poppel og Taco van der Hoorn, til at holde snor i et udbrud, der ikke udgjorde nogen overhængende fare. Desværre skulle det vise sig, at gårsdagens gigantpræstation havde kørt ham så meget ned til sokkeholderne, at der ikke var skyggen af energi tilbage, og derfor behøvede Rafal Majka og Davide Formolo blot at sende Pawel Poljanski til fronten i ganske få minutter, før det stod klart, at den danske drøm var brast. Faktisk stod det så skidt til, at Vingegaard gav Robert Gesink, Neilson Powless og Antwan Tolhoek fri til at jagte personlig succes, og det blev alene overladt til Lennard Hofstede at fragte den slagne dansker henover stigningerne, mens Sivakov hev trøjen af ham og tog den med sig ud i horisonten.

Efter gårsdagens jubelrus var det naturligvis lidt af et antiklimaks, men for Vingegaard har løbet alligevel været en gigantisk succes. Hvis nogen i lørdags havde fortalt ham, at han skulle vinde løbets kongeetape - som endda af flere er beskrevet som et af årets hidtil hårdeste cykelløb - på en maner, hvor han fremstod som den i særklasse stærkeste, havde han formentlig slået en hånlatter op. Det var ikke desto mindre, hvad der skete, og med tanke på, at Vingegaard nu sammen med Jasper Philipsen, Mathieu vander Poel, Tadej Pogacar og Evenepoel er den eneste nyprofessionelle, som i år har vundet et WorldTour-løb, har han fået skrevet sig ind på listen over talenter, der skal holdes øje med. Åbenlyst mangler der stadig en del robusthed, men det har han rigeligt med tid til at udvikle. Der er i hvert fald en god chance for, at gårsdagens overvældende og højst overraskende oplevelse kan have været medvirkende til, at han ikke fik den forberedelse til trøjeforsvaret, der var påkrævet.

For løbet var Vingegaards nedtur desværre en skam. Det betød nemlig, at den varslede Ineos-offensiv blev totalt overflødig, og i stedet for at løbets måske stærkeste hold skulle i offensiven, skulle de nu bare kontrollere. Selvom Swift højst overraksende havde en gedigen offday, betød den relativt lette rute, at Salvatore Puccio og Owain Doull længe kunne hjælpe de to kaptajner. Først til sidst måtte Geoghegan Hart træde i karakter og arbejde lidt for holdkammeraten, men på det tidspunkt havde rivalerne allerede givet op.

I går fik man nemlig fornemmelsen af, at den unge brite vel sammen med Vingegaard, Ion Izagirre og Rafal Majka havde været stærkeste mand på stigningerne, og det blev bekræftet, da netop Majka og Izagirre angreb på næstsidste kategoriserede stigning. Her fik de Geoghegan Hart lige i bagsmækken, og da Sivakov herefter opdagede, at Vingegaard intet sted var at finde, blev strategien med ét ændret fra offensiv til defensiv. Og da Sivakov var støttet af en af løbets allerstærkeste, og den resterende del af etapen var let, var det relativt let for det britiske superhold at holde styr på tingene og svare på de få angreb, der kom på den sidste kategori 1-stigning og bakken op mod mål, så russeren kunne sørge for, at pokalen blev i den britiske lejr, selvom en træt Kwiatkowski havde måttet opgive at forsvare titlen. Og som ekstra flødeskum sørgede Geoghegan Hart med to bonussekunder i en indlagt spurt for, at de to unge kaptajner begge var at finde i den endelige top 5, og at briten således også skal på listen over unge ryttere, der her har opnået sit første store resultat i et europæisk etapeløb på WorldTouren, efter at han sidste år var med helt i front i Californien, hvor han i parentes bemærket også agerede hjælper, dengang for Bernal.

På den liste finder vi også Jai Hindley. Forud for sidste sæson var vi mange, der havde store forventninger til den næste bølge af australske klassementstalenter, der var klar til at følge op på Jack Haigs succes. Desværre skuffede de alle, men nu tyder det på, at de er ved at komme efter det. Enhver, der så Lucas Hamilton i Tour Down Under og Giroen vil vide, at han i hvert fald allerede har taget næste skridt, og i denne uge fik vi så set, at Hindley og Chris Hamilton også er ved at være klar. Michael Storer var endda en stærk hjælper for de to landsmænd, der endte som hhv. nr. 2 og 8, og nu kan man derfor igen have en tro på, at den australske generation alligevel er så gylden, som det så ud til. For løbet var det lidt ærgerligt, at det var Hindley, der var Sivakovs eneste reelle trussel, for naturligvis var han tilfreds med en 2. plads, som for ham ville være et gigantresultat, men det skal ikke tage noget som helt fra hverken ham eller Hamilton, der sikrede Sunweb tiltrængt succes i en sæson, der nærmer sig det katastrofale.

Kigger man videre ned over listen, fæstes øjnene hurtigt ved Sergio Higuita som nr. 4. Efter colombianerens mageløse kørsel i Spanien i foråret og Californien i maj var jeg nok ikke den eneste, der havde enorme forventninger til kometen. Det blev ikke til den vilde sejr i karrierens første europæiske WorldTour-løb, man kunne have håbet, men en 4. plads er mere end godkendt i allerførste forsøg. Starten på 5. og begyndelsen af 6. etape var rusten, men langsomt fandt han benene så meget, at han i går kunne vinde feltets spurt og i dag kunne blive nr. 2. Havde han blot haft et stærkere hold og lidt mere tro på sig selv - det er stadig lidt uforståeligt, at EF ikke i dag forsøgte at gå efter etapesejren med hjælp fra Nathan Brown og Luis Villalobos, som sad med til allersidst - kunne han formentlig godt med sin gode spurt have vundet løbet på den facon, jeg havde tænkt det inden løbet. Nu blev det kun til en 4. plads, men han fik bekræftet, at potentialet er enormt.

Og listen fortsætter. På 10. pladsen finder vi James Knox, der efter en top 10 i UAE Tour for anden gang i kørte med blandt de bedste på WorldTouren, og længere tilbage finder vi Antwan Tolhoek, der i skyggen af Vingegaard gjorde det pænt, Matteo Fabbro, Nicola Conci, Carl Fredrik Hagen og Michael Storer, der alle sluttede i top 20. Og dertil kommer, at sidste års vinder af Tourens ungdomstrøje, Pierre Latour, langt om længe fik lagt skadesmareridtet bag sig, og med en samlet 6. plads samt to fremragende stigende spurter onsdag og fredag fik vist, at han er helt klar til at få den endelige oprejsning i Vueltaen om et par uger.

Også dagens etaperesultat blev en fest for talenterne. Ineos’ kontrol betød, at der blev plads til lidt af en genfødsel af Matej Mohoric. Sidste år døbte jeg ham ”Den Slovenske Mirakelmand”, da han på mirakuløs vis leverede en af de mest usandsynlige sejre i BinckBank Tour som kulmination på en sæson, hvor han var her, der og alle vegne. Desværre har det eneste mirakel i år været, hvordan man kan tabe så meget niveau henover en vinter, men efter senest at have kørt en katastrofal Tour fik Mohoric med dagens soloridt i dag mindet os alle om, hvor fantastisk et talent han er. Nok faldt klassementskampen heldigt ud til hans fordel, men at se ham til slut efter en hel dag i udbrud, hvoraf de sidste godt 50 km var på egen hånd, øge til en brølstærk forfølgergruppe med Neilson Powless, Pawel Poljanski, Gianluca Brambilla og en i dette løb herligt offensiv og velkørende Tsgabu Grmay var en påmindelse om, at Mohoric vitterligt er en mirakelmand. Forhåbentlig har han nu fået genetableret kontakten til de højere magter, så han igen kan levere miraklerne i samme takt, som han gjorde det sidste år. Han kunne passende starte med at forsvare titlen i Tyskland Rundt, nu hvor han skipper forsvaret i BinckBank Tour i næste uge.

På 2. pladsen finder vi et andet talent. Da først Vingegaard gav holdkammeraterne løbepas, var Powless ikke sen til at gribe chancen. Nok har han været en stor skuffelse i det første halvandet år som professionel, hvor han slet ikke har vist os, hvorfor han som helt ung kunne køre med de bedste i WorldTouren i Californiens bjerge, men i dag viste han, at klassen stadig er der. Forhåbentlig kan dagens resultat være det, der sætter ham i gang igen på samme måde som den meget svingende Kilian Frankiny med sin 7. plads i dag forhåbentlig kan begynde at vise lidt af de takter, han viste som U23-rytter.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Til gengæld kneb det mere for veteranerne. Af disse var det Diego Ulissi, der med sin 3. plads blev bedst, og det er egentlig lidt urimeligt. Italieneren skuffede nemlig igennem det meste af løbet, senest i dag, hvor han heller ikke denne gang havde sit vanlige punch i spurten til sidst, men opmærksomhed i de indlagte spurter og en historisk nem rute, der blev kørt efter hans hoved, gav ham alligevel lidt tiltrængt succes på en WorldTour, hvor han ellers har for vane at skuffe. Heller ikke Izagirre, Majka, Davide Formolo, Miguel Angel Lopez eller Domenico Pozzovivo kunne sætte verden i brand, men det afspejler meget godt den rolle, løbet har. For de store navne er det nemlig først og fremmest et skridt mod Vueltaen, og det gælder netop for de fem, hvoraf særligt Majka og Izagirre så ganske skarpe ud, mens Lopez som sædvanlig har lidt rust, der skal bankes af inden en grand tour.

Til gengæld vil de nok overtage rampelyset, når det går løs i Spanien om godt to uger. Af de dominerende talenter fra dette løb er det kun Geoghegan Hart, Latour, Fabio Jakobsen og måske Higuita, der har kurs mod Spanien, og her må man trods alt forvente, at kampen om sejren er et anliggende mellem de mere etablerede starter. Heldigvis kan de glæde sig over, at Tour de Pologne meget ofte er første skridt mod, at man selv kan blive en del af den kategori. Sådan plejer det i hvert fald at gå med de unge ryttere, der imponerer på de polske landeveje - og i 2019 var der usædvanligt mange af dem, der boltrede sig på talenternes legeplads.