Tour de Pologne-analyse: Vilde Vingegaards Vanvidsridt

Tour de Pologne har altid haft ry for at være talenternes legeplads. Løbet ligger på en tid af året, hvor mange stjerner hviler ud efter Touren, og hvor de store Vuelta-stjerner stadig er i gang med at bygge formen op mod den spanske grand tour. Derfor har det ofte været et af de få WorldTour-løb, hvor de unge navne har kunnet få lov at jagte et personligt, uanset om vi taler om sprintere eller klassementsryttere. Således var det her, en ung Dan Martin tog sin første store sejr i 2010, og i 2011 vandt Peter Sagan sin største etapeløbssejr i en udgave, hvor Marcel Kittel også for første gang viste os, at der kunne være en ny tysk storsprinter på vej. I 2012 var vi vidner til en uforglemmelig duel mellem supertalenterne Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, i 2015 slog Ion Izagirre igennem som specialist i ugelange etapeløb ved at tage den samlede sejr, i 2017 var det højdepunktet i Dylan Teuns’ vanvidssommer, hvor han vandt tre etapeløb på under en uge, og sidste år var det Pascal Ackermann, der cementerede, at Kittels afløser allerede er klar. Dertil kommer et hav af unge ryttere, der i skyggen af lidt større stjerner har opnået deres første pæne resultater på de polske landeveje.

Det var også meget forventeligt, at vi ville blive vidner til noget lignende i år. I den optakt, jeg skrev forud for løbet, havde jeg kometen Sergio Higuita som favorit i hans allerførste WorldTour-løb i Europa, og jeg havde udpeget stakkels Bjorg Lambrecht som en af de feltets helt tunge kandidater til sejren. Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov lignede samme meget giftige Ineos-duo, som havde sat stjernerne til vægs i Tour of the Alps, Pierre Latour var klar til at vise sig frem igen efter sin lange skadespause, og James Knox, Antwan Toelhoek, Carl Fredrik Hagen og den russiske gulddreng Aleksandr Vlasov lignede alle folk, der i en beskyttet rolle ville kunne opnå deres første helt store resultater i klassementet i et løb på dette niveau.

Til gengæld var der ikke mange, der talte om Jonas Vingegaard. Selv omtalte jeg ham under mit afsnit om forventningerne til danskerne med følgende ord:  ”Jonas Vingegaard kan forhåbentlig bygge videre på den fine kørsel i Baskerlandet og kan måske endda levere et fint lille resultat, hvis ikke hierarkiet er alt for fast bygget op om Robert Gesink, Antwan Tolhoek og måske Neilson Powless.” Dermed havde jeg egentlig indikeret, at den unge dansker måske nok kunne levere en flot præstation. For en sjælden gangs skyld er Jumbo nemlig til start med et ikke alt for stjernespækket hold, og det var indlysende, at der nok kunne blive lidt spillerum til de unge ryttere.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Alligevel virkede det ikke sandsynligt, at der ville blive alt for meget plads til den lille danske klatrer. Efter en flot 2018-sæson var Tolhoek nemlig blevet lovet, at han i løbet af året skulle have sine chancer, og dette løb lignede det måske mest oplagte. Dertil kom, at erfarne Robert Gesink også blev udråbt som en af to erklærede kaptajner, og skulle der endelig blive brug for en plan C, måtte den mere erfarne Neilson Powless trods alt stå først i hierarkiet.

Man kan ikke fortænke Jumbo i at have lavet den prioritering. Nok har Vingegaard som U23-rytter givet prøver på sit talent, og nok skulle han angiveligt have nogle fysiske data, der kan få de fleste fysiologer til at spærre øjnene op, men hans resultater igennem 2018-sæsonen var ikke noget, der som en Egan Bernal, Pavel Sivakov, Bjorg Lambrecht, Remco Evenepoel eller Tadej Pogacar for alvor vakte den større interesse uden for Danmarks grænser. Dertil kom, at hans første tid på holdet ikke just havde været skræmmende, og det var bestemt ikke blevet lettere af et styrt i Tour of Norway, der havde parkeret ham på sidelinjen i en periode.

Der var dog et enkelt hint om, at Vingegaard måske var klar til mere end som så. På sidste etape i Baskerlandet, der ubetinget må have været et af årets hårdest kørte cykelløb, hvor Astana knækkede Emanuel Buchmann og et ellers brølstærkt Bora-mandskab, var den unge dansker, der ellers var kommet til løbet som hjælper for George Bennett, blevet nr. 12. Det gav en antydning af, at de pauvre resultater måske ikke skulle tages som udtryk for hans reelle styrke - ikke mindst fordi etapen som sagt havde været så vanskelig - men derfra var der alligevel langt til at tro, at han skulle kunne køre med om sejren i et WorldTour-løb, der tæller verdensstjerner som Miguel Angel Lopez, Rafal Majka og Ion Izagirre.

Man kan derfor heller ikke fortænke Jumbo-holdet i at have givet Vingegaard en hjælperrolle. Allerede i gårsdagens analyse bemærkede jeg, hvordan 13. pladsen i spurten på 5. etape var en indikation af, at formen ikke var helt ringe, men det havde tydeligvis ikke ændret på positionen i hierarkiet. Da det højst overraskende var Jumbo-mandskabet, der som sagt langt fra hørte til blandt løbets favoritter, som tog initiativ til at splitte feltet allerede langt fra mål, var det nemlig Vingegaard, der blev brugt som en af de første. Danny Van Poppel kørte holdet frem mod den lille stigning, der åbnede ballet, og herefter var det Vingegaard, Lennard Hofstede og Neilson Powless, der lagde presset, mens en skuffende Gesink aldrig kom i aktion. Tolhoek var den eneste rytter, der blev beskyttet, og det var åbenlyst, at missionen var at gøre løbet så hårdt, at en ren klatrer som ham kunne slå de mere eksplosive ryttere i terræn, der traditionelt er bedre for puncheur- end klatretyper.

Missionen om at gøre det hårdt lykkedes i den grad. Allerede på toppen af den lille ikke-kategoriserede stigning, som blev brugt som indledning, havde Jumbo reduceret feltet til bare 40 mand. Og da de kort efter ramte løbets vanskeligste stigning for næstsidste gang, fik vi for første gang en fornemmelse af, at Vingegaard åbenbart havde diamanter i benene. Da han førte feltet over toppen, var der således bare ca. 10 mand tilbage - og det endda med hele 45 km til mål.

Derefter gik Tolhoek som planlagt i offensiven, og Vingegaards job så ud til at være afsluttet. Favoritterne begyndte at angribe, og Ion Izagirre, Domenico Pozzovivo, Rafal Majka og Tao Geoghegan Hart som de sidste kørte op til en stærk gruppe, som etablerede i kølvandet på Tolhoeks angreb, var det vel egentlig meningen, at Vingegaard bare skulle rulle til mål. Kaptajnen var nu overladt til sig selv i en gruppe, hvor man blandt topfavoritterne kun kunne savne Higuita og Deceuninck-kaptajnerne James Knox og Bob Jungels samt alle Movistars klatrere, der glimrede ved deres fravær. Over de følgende 20 km så det da også ud til, at løbet skulle afgøres blandt de 17 mand, der havde etableret sig i front, og det var nu op til Tolhoek at udnytte forarbejdet til at gøre det færdigt.

Pludselig var der imidlertid en livline, der bragte Vingegaard tilbage i spillet. Sunweb var ikke tilfredse med kun at have Jai Hindley foran, og de brugte Michael Storer til at køre deres kaptajn, Chris Hamilton, tilbage. Hjælp fik de også fra Mitchelton, der i Tsgabu Grmay og ikke Mikel Nieve, havde fået den forkerte mand afsted, og derfor måtte ofre Nick Schultz i jagten. Og endelig lykkedes det Higuita at blive reddet fra sin blunder af en velkørende Nate Brown, der måske faktisk lignede hovedårsagen til, at Vingegaard forud for den sidste passage af den stejle mur pludselig fik foræret en billet tilbage til finalen.

Men så måtte han jo bare på den igen. En snu Ben Swift fortsatte sin genrejsning efter hjemkomsten til Ineos ved at lancere en offensiv, der længe truede med at skulle blive altafgørende. Sammen med Grmay fik han opbygget et forspring på et lille minut, og da holdkammeraterne Geoghegan Hart og Sivakov bagude agerede effektive stopklodser for alle forsøg på at etablere en mindre gruppe, der kunne samarbejde, så det ud til, at Swift kunne krone sit comeback med en samlet sejr i et WorldTour-løb. Sådan var det i hvert fald, indtil Astana måtte foretage et valg, og Lopez valgte at sætte point i banken hos Izagirre, hvis hjælp han skal bruge i Vueltaen, og ofre sig for sin spanske holdkammerat. Og herefter trådte Vingegaard igen i karakter, for han havde tilsyneladende lidt kræfter til overs, som han lige så godt kunne brænde af, så Tolhoek igen kunne få en chance.

Jeg skal hilse og sige, at han havde kræfter. Da danskeren igen satte sig frem ved den sidste passage af Muren, kørte han ganske enkelt sin kaptajn ud af hjulet, og da miseren gik op for ham, bestod gruppen kun af den absolutte creme af løbets elite. Herfra stod det klart, at Vingegaard ikke blot kunne køre med blandt de bedste, men at faktisk måske var stærkeste mand, for herfra var der danske vinger over det hele. I den følgende fase, hvor det regnede med angreb, var der nemlig to ting, der gik igen. For det første havde Ineos altid enten Sivakov eller Geoghegan Hart med for at spolere alt samarbejde, og for det andet kunne man være stensikker på, at tilsyneladende utrættelige Vingegaard var med hver eneste - og jeg mener hver ENESTE - gang.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Sådan var det da også, da elastikken endelig knækkede. En forcering fra Hindley blev besvaret af Sivakov og Vingegaard og senere også af Knox, og herefter stod det klart, at etapen var afgjort. Knox faldt hurtigt fra, og da Vingegaard og Hindley opgav af bekymre sig om Sivakov - for dem ville et podium trods alt være et kolossalt resultat - fik de trukket den efterhånden stærkt lidende Swift ind igen. Og da den britiske sprinter kort efter måtte opgive drømmen om sit mirakuløse comeback, og Sivakov derfor fik carte blanche til at udnytte den gunstige situation, han havde bragt sig i, stod det klart, at tre af sportens store talenter skulle afgøre det. Uanset alle anstrengelserne fra stjerner som Majka, Izagirre, Pozzovivo og Formolo var der nemlig ingen, der kunne komme så afgørende fri, at et samarbejde skulle etableres.

Alligevel så det ikke ud til at blive Vingegaards dag. Ser man bort fra den billet, der efter det indledende arbejde havde bragt ham tilbage i front, havde danskeren trods alt arbejdet som et æsel over en tredjedel af etapen. Dertil kom, at han havde haft Sivakov, som i Tour of the Alps igen havde understreget sine hæderlige afslutterevner, på slæb, og derfor var det ikke svært at udpege den russiske komet som den store favorit til at tage endnu en stor sejr efter triumfen i Alperne i april.

Sivakov virkede da også meget selvtillidsfuld, da han investerede kræfter i at lukke hullet, da Hindley på den sidste nedkørsel kom fri. Herefter valgte australieren tilsyneladende at køre for en podieplads i klassementet frem for en mulig sejr, og dermed sad Sivakov perfekt placeret frem mod spurten. Alligevel havde danskeren på mærkværdig vis efter en dag, hvor han havde været her, der og alle vegne, overskud og kræfter til at spurte sig til en sejr, der må høre til blandt de mest uventede på årets WorldTour.

Triumfen er blot den næste i rækken i et år, hvor de danske talenter har imponeret. Det er i hvert fald svært ikke at sammenligne den med Kasper Asgreens mirakuløse 2. plads i Flandern Rundt, hvor den danske tempomaskine også arbejdede som en hest som hjælper for kaptajnerne gennem hele løbet, men hvor han alligevel blev ved med at finde nye kræfter, dukke op igen og igen og til slut sikre sig en sensationel 2. plads. Også dengang kunne man argumenter for, at det var en ung dansker, der måske var stærkeste mand i et stjernebesat WorldTour-løb, og i dag var det nærliggende at komme til samme konklusion, da en ung dansker foldede vingerne ud og hævede sig højt over stjernerne i de sydpolske bjerge.

Nu skal man naturligvis passe på med at drage alt for forhastede konklusioner på baggrund af den flotte kørsel. Som sagt er der en grund til, at Tour de Pologne er talenternes legeplads, for det var åbenlyst, at Lopez, Izagirre, Pozzovivo og Formolo i hvert fald stadig er på vej mod deres bedste form. Men i kampen mellem de mange talenter, for hvem dette er et selvstændigt mål, var det i dag Vingegaard, der hævede sig over dem alle.

Talent var der ellers rigeligt af, og de foldede sig alle ud, så det polske løb atter blev en herlig udstilling af, hvem vi skal holde øje med i fremtiden. Det gælder naturligvis særligt på Ineos, hvor man i tillæg til den fortsatte genrejsning af Swift atter fik at se den fantastiske du bestående af Sivakov og Geoghegan Hart i aktion. Som i forbindelse med opvisningen i Tour of the Alps viste de ikke blot deres eminente fysiske formåen på en dag, hvor deres allestedsnærværende kørsel vidnede om, at de var blandt de absolut stærkeste, men også at de har en taktisk indsigt og klogskab, der mere er noget, man forventer fra en 35-årig veteran. Nok endte de med at måtte se sig besejret af en stærkere mand, men løbet var endnu en understregning af, hvordan det meste af etapeløbstalentmassen er samlet på det britiske superhold.

Det var dog ikke dem, der var allermest opløftende. Det var snarere Sunweb, som endelig fik vist deres talenter frem i et stort europæisk WorldTour-løb. Det har ellers været næsten tragisk at se, hvordan den tyske talentfabrik næsten havde formøblet Chris Hamilton, Jai Hindley og Michael Storer, som i U23-årene lignede noget af det mest lovende, Australien overhovedet har frembudt. Vi er helt sikkert mange, der nærmest havde afskrevet dem, men i dag viste Hindley og Hamilton endelig, at vi fortsat skal regne med dem. Og dermed sørgede de ligesom Jumbo for, at det i høj grad var de unge outsiderhold, der dominerede på bekostning af blandt andet Bora og Astana, hvis verdensstjerner alle kom til kort.

På talentlisten finder vi også Higuita, der alligevel endte som nr. 4, selvom han gang på gang så ud til at være ude af billedet. Efter den svage præstation i går lignede det endnu en nedtur for colombianeren, som ellers med sin fantastiske sæsonstart havde skruet forventningerne op til det helt store, også selvom han aldrig tidligere havde kørt et WorldTour-løb. Han så temmelig rusten ud, da gruppen splittede tidligt, men åbenbart skulle han bare varmes op. Da først Brown havde bragt ham tilbage i spillet, havde han mere at skyde med end som så, og til slut fik han vist, hvorfor vi er mange, der har enorme forventninger til det næste colombianske vidunderbarn.

Listen er længer end det. Ligesom Higuita fandt Knox benene undervejs og viste, at han stille og roligt fortsætter den fremgang, der tog fart sidste år. Nok kom han til kort, men Tolhoek var trods alt alligevel med fremme efter sit hold hårde arbejde. Og Matteo Fabbro, Nicola Conci, Nick Schultz og Carl Fredrik Hagen kørte alle hæderligt. Desværre vil sidstnævntes præstation altid være ledsaget af spørgsmålet om, hvad det var blevet til, hvis Lotto havde kunnet køre for Lambrecht på en etape, hvor han formentlig havde kørt med om sejren.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

Modsat kom alle stjernerne til kort, men det er nu ikke stærkt alarmerende. Lopez er altid lidt rusten i sine første løb efter en pause, og Majka så igen ganske overbevisende ud, som han også gjorde det i foråret. Formolo var måske ikke helt så flyvende som forventet, men også han er på rette vej frem mod Vueltaen. Og endelig var det herligt at se Petr Vakoc følge op på sidste års flotte spurt og vise, at han efterhånden er ved at være sig selv igen efter det grimme styrt.

For andre så det værre ud. Efter et år, hvor han i forvejen ikke har imponeret, leverede Pozzovivo endnu en præstation, der ikke er i tråd med hans stabilitet, og som ikke er lovende for en mand i hans alder, når den kommer som den næste i en lang række. Diego Ulissi måtte igen sande, at han altså er noget nær en kronisk skuffelse i WorldTour-løb, selv når terrænet passer ham perfekt. Og helt galt gik  det for Bob Jungels, der fortsætter den nedtur, som blev indledt med en nærmest rædselsfuld Giro.

Rædselsfuldt var det til gengæld hverken for Jumbo eller Vingegaard. Nok var resultatet åbenlyst ikke det, der var i støbeskeen, da man fra morgenstunden lagde en strategi, som skulle bringe Tolhoek i spil til den samlede sejr, men det kendetegner som bekendt de bedste hold, at de ofte får noget med hjem, når kaptajnerne fejler. I denne sæson har Jumbo været overalt, ikke mindst i det netop afsluttede Tour de France, og selv når de stiller til start med det, der må betegnes som et B-hold, ender de altså med formentlig at vinde et stort WorldTour-løb. Det hollandske mandskab har efterhånden udviklet sig en succeshistorie, hvor det største problem efterhånden bliver at give plads til alle de talenter, der gang på gang viser, at de fortjener at få deres egen chance.

Indtil i dag var Vingegaard endnu ikke på den ellers stadig længere liste, men det fik han i den grad rettet op på i dag. Fuldender han arbejdet på morgendagens etape, der er betydeligt lettere end i tidligere år, får manager Richard Plugge sig i hvert fald endnu et hovedbrud, når han skal få Vingegaard til at passe ind i en kabale, der i forvejen tæller Dylan Groenewegen, Wout van Aert, Steven Kruijswijk, George Bennett, Primoz Roglic, Laurens De Plus, Danny Van Poppel, Sepp Kuss og måske også snart Tom Dumoulin og Marcel Kittel.

Men hvad? Hvis Vingegaard fortsætter med at flyve så højt, at han overstråler sine kaptajner, kan han jo selv tage sig den plads, som det ellers kan være svært at finde på sportens nu vel nok mest succesrige talentfabritk.