Tour de Romandie-analyse: Når man nu alligevel skal træne...

Stol aldrig på ham sloveneren! Det må være læren efter en lille uges kørsel i Romandiet, hvor Primoz Roglic gentagne gange har bedyret, at han skam ikke var taget til Schweiz for at forsvare sidste års sejr i det schweiziske bjergløb. Næh nej, det handlede alene om, at han skulle forberede sig til Giroen og genfinde løbsrytmen inden sæsons altoverskyggende mål.

Det er da også sandt, at Roglic særligt på 1. etape viste en vis loyalitet i rollen som hjælper for Steven Kruijswijk, men det er alligevel svært ikke at få tankerne ledt hen på sidste sommers Tour de France. Her nærmede det sig nærmest det komiske, da Jumbo-mandskabet dag efter dag gentog, at deres slovenske stjerne skam ikke havde planer om at køre klassement. End ikke da de på 6. etape førte sig halvt ihjel for at bringe Roglic tilbage efter en lille kikser i sidevinden, lagde de kortene på bordet, og det var først dybt inde i Alperne, da videre benægtelse havde fået dem til at ligne komiske Ali, at de endelig indrømmede, at Roglic nok alligevel havde lidt blik på den samlede stilling.

Til deres forsvar skal det dog også siges, at løbet har haft en udvikling, der havde gjort det meningsløst at satse på Kruijswijk. Skal vi være ærlige, blev dagens etape lidt af en fuser. Det skyldtes naturligvis vejret, der som frygtet førte til forkortelse af etapen, der dermed nu bestod af et næsten fladt indløb til målstigningen, der endda som varslet i gårsdagens optakt var meget lettere, end den officielle løbsbog angav. Kombineret med modvinden på bjerget, gav det næsten sig selv, at en 107 km lang etape uden forudgående stigninger og afsluttet med en blød mellemvare af en alpetop ikke ville kunne adskille de bedste klatrere. Og sådan gik det da også, da 11 mand nåede toppen sammen, selvom det ikke havde skortet på forsøg i finalen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I den situation var det naturligvis Roglic, der skulle satses på. Kruijswijks enorme dieselmotor havde ikke skyggen af chance for at blive varm over 107 km, og han havde ikke en reel mulighed for at vinde en bjergetape af denne type. Samtidig kunne Roglic uden videre anstrengelser bruge sin spurt til at sikre sig både en etapesejr samt et solidt forspring inden morgendagens enkeltstart, og derfor gav det da også god mening, at rollerne åbenlyst var byttet rundt. Kruijswijk forsøgte sig med et enkelt fremstød selv, men derefter var det ham, der loyalt lukkede alle huller for sin holdkammerat, der sluttelig atter dokumenterede, hvor fremragende en afslutter han er blevet - nøjagtigt som han gjorde det i onsdags og i går, hvor han formentlig havde vundet, hvis ikke han var blevet lukket inde i spurten.

Selvom han i teorien kunne have ventet til spurten, kunne han alligevel ikke dy sig. Roglic måtte ligge teste benene med det, der skulle vise sig at være dagens farligste angreb, og havde det ikke været for Geraint Thomas, der måtte grave dybt i den enorme kraftreserve, kun en Tour-vinder besidder, for at lukke hullet, var han sikkert kørt alene hjem til sejr. Waliseren fik imidlertid med sin stærke kørsel til slut dokumenteret, at han altså endelig er kommet i form igen, og vi kan kun ærgre os over, at omstændighederne på den lette etape aldrig gav mulighed for at se ham i et mere reelt opgør mod sloveneren.

Etapens karakter gør det også umuligt at drage mange begavede konklusioner på baggrund af det, vi var vidner til. Det mest opløftende var vel i virkeligheden at se, at Rui Costas fine kørsel de foregående dage også kunne omsættes til en stærk præstation på et mere regulært bjerg. Det er klar, at den lette målstigning faldt i hans smag, men det er altså stærkt bemærkelsesværdigt, hvordan den ellers i almindelig fallerede eksverdensmester nærmest pr. automatik finder benene, når han ankommer til Alpelandet. Han har nærmest intet vist gennem hele sæsonen, heller ikke en meget tam klassikerkampagne, men her har han stabilt været en af de stærkeste, præcis som det var tilfældet sidste år. Han bør sende en tak til UCI for, at næste års VM afvikles netop i Aigle, der ligger i bunden af dagens målstigning, for her må Costa næsten med sikkerhed være med i front.

Det var også lovende at se Felix Grossschartner klare sig så fint. Også for ham gjaldt, at målstigningens lette karakter gav ham bedre chancer, med det var alligevel opløftende at se ham for første gang slutte med de bedste i bjergene i et stort europæisk etapeløb. Sammen med præstationen i Tyrkiet vidner det om en betydelig fremgang, der lover godt for fremtiden og den videre færd i dette løb, hvor han i morgen kan gøre brug af sin fine enkeltstart. Til gengæld var hans holdkammerat Emanuel Buchmann sammen med Kruijswijk den store taber på en dag, hvor ruteændringen betød, at heller ikke hans motor nogensinde nåede at blive varm.

Det samme gjaldt for Ilnur Zakarin, der ganske vist sad med i front, men ellers var ganske usynlig. Det var en skam, for et af årets mest åbne spørgsmål er stadig, om russeren er tilbage på sit 2017-niveau eller ej. Der har været lovende takter undervejs, men nogen endelig bekræftelse er der ikke kommet. Den får vi nu formentlig ikke i dette løb, og dermed er det først under Giroen, at vi endegyldigt for at se, om 2018 bare var et enkelt dårligt år, eller om vi atter kan opleve den russer, der for to år siden endte på Vueltaens podium. Katusha kan til gengæld glæde sig over, at Simon Spilak, der tidligere var en af de bedste i ugelange etapeløb, men intet har vist siden sejren i Tour de Suisse i 2017, vel kørte sit bedste cykelløb i nu næsten to år.

Dagens lille skuffelse var vel David Gaudu, der efter den overbevisende kørsel hidtil var anset som en af etapens favoritter. Den lille franskmand var imidlertid tydeligvis presset, og det angreb, FDJ lagde an til med deres føringsarbejde fra bunden, kom aldrig. Dermed blev etapen måske endnu et vidnesbyrd om det, der stadig er hans store svaghed, nemlig manglen på stabilitet. Det samme gælder i øvrigt for Jan Hirt, der efter to nærmest katastrofale etaper ud af det blå genfandt de fine ben, han havde haft i Tour of the Alps, og tydeligvis var blandt de stærkeste på stigningen.

Det var Hugh Carthy også, men ligesom Kruijswijk og Buchmann var omstændighederne ikke de rette for den langlemmede brite, der ellers har kørt som en motorcykel igennem hele løbet og mere og mere ligner en meget interessant joker til Giroen. I det hele taget kørte EF et fornemt løb med den ellers formsvage Daniel Martinez i udbrud, Carthy og den velkørende Michael Woods med helt i front og med Tanel Kangert og ikke mindst Joe Dombrowski, der endelig gav lidt håb om en genrejsning, i anden gruppe.

Her sad også Movistar-folkene, der ellers havde været så talrigt repræsenteret på 1. etape. Desværre må Carlos Betancur sande, at han nok er på sit højeste niveau siden 2014, men at han stadig ikke klatrer, som han gjorde i jubelåret 2013. Til gengæld var det opløftende at se det stagnerede talent Eduardo Sepulveda endelig vise lidt livstegn efter nogle år, hvor man har kunnet spørge, om han overhovedet stadig hørte til på WorldTouren.

Den slags overvejelser behøver man ikke at gøre sig, når det gælder Roglic. Tværtimod kan man kun ærgre sig over, at han ikke var lidt hurtigere til at lægge skiene på hylden og kaste sig over jernhesten, for det havde været en fornøjelse, hvis vi havde kunnet opleve ham folde sig ud allerede fra starten af sin sportslige karriere. Omvendt er det måske meget godt for rivalerne, at de fik et lille forspring, inden han satte jagten ind. Det kan i hvert fald næsten give kuldegysninger at tænke på, hvor god han havde været, hvis han fra barnsben havde haft cyklen som sit foretrukne legetøj. Tour de Romandie er nemlig et af sportens allerhårdeste cykelløb, som man altså ikke bare vinder som led i en træningstur. Med mindre man altså hedder Primoz Roglic!