Tour de Romandie-analyse: Catalonien-banden slår til igen

For halvanden måneds tid siden var der gravstemning på Dave Brailsfords kontor. Det var dengang, Ineos-manageren havde ventet at skyde den europæiske etapeløbssæson i gang med et brag i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, hvor to potente stjernebesætninger skulle vise de to slovenske fænomener, at de britiske Tour-konger er her endnu, men hvor begge løb endte som dundrende fiaskoer, mens de to østeuropæiske monstre leverede den ene magtdemonstration efter det andet.

Det varede dog ikke længe, inden den britiske sørgemusik blev erstattet med festsang og skåltaler. Kort efter leverede holdet nemlig sin hidtil mest suveræne etapeløbspræstation - og det siger ikke så lidt, når man ser tilbage på det seneste årti - da Adam Yates, Richie Porte og Geraint Thomas slet og ret ryddede podiet i Catalonien. Og for at det ikke skulle være nok, viste Rohan Dennis også glimt af fordums styrke, da han ganske suverænt tog sin første enkeltstartssejr i halvandet år på en dag, hvor Porte, Yates, Thomas og Jonathan Castroviejo med hhv. en 6., 7., 10. og 15. plads viste, at briterne har fået fod på enkeltstartsdisciplinen igen efter en periode i 2019, hvor den var gledet dem lidt af hænde.

Noget kunne tyde på, at der er noget magisk over konstellationen med Dennis, Thomas og Porte. I dag bragte de nemlig igen det britiske storhold tilbage på sporet efter en lille uge, der bestemt er gået, som briterne havde ønsket. Bevares, med Tom Pidcocks flotte kørsel i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race og Gianni Moscons to etapesejre i Tour of the Alps var det ikke just martsagtig krisestemning, der herskede på det brailsfordske kontor, men med Pidcocks styrt, der ødelagde både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, og Pavel Sivakovs ærgerlige uheld, der førte til en lidt pinlig ydmygelse af briternes ambitiøse satsning på kongeetapen i Alperne, var det alligevel nogle møgdage, der gik forud for dagens prolog i Tour de Romandie.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Så er det heldigvis godt, at Brailsford altid kan ringe til Catalonien-banden. Denne gang må de ganske vist klare sig uden Yates, der var en del af den fejlslagne belgiersatsning i sidste uge, men den magiske konstellation med Dennis, Porte og Thomas kan heldigvis uden førstemanden fra det catalanske eventyr. Da det første schweiziske etapeløb i næsten to år i dag blev skudt i gang med den klassiske prolog, leverede dem tempostærke trio nemlig en magtdemonstration, der til fulde matchede den catalanske ditto, da de nok engang ryddede podiet - og da Filippo Ganna endda endte som nr. 9, blev enkeltstartsresultatet endda betydeligt mere overbevisende, end det gjorde på de spanske veje.

Nu kunne man sikkert ved meldingen om resultatet foranlediges til at tro, at det skyldtes manglende konkurrence. Det kræver imidlertid ikke mange studier af startlisten at indse, at den opfattelse lynhurtigt kan skydes ned. Faktisk er det sjældent at se så mange af verdens førende tempospecialister samlet i et felt, og Ineos-mandskabet kunne således imødese konkurrence fra blandt andre Stefan Bissegger, der som bekendt slog Dennis på enkeltstarten i Paris-Nice og indtil i dag aldrig var endt dårligere end nr. 3 på en WorldTour-enkeltstart, VM-bronzevinderen og europamesteren Stefan Küng, der slog Ganna i Tirreno, samt en uhyre formstærk Patrick Bevin og prologspecialisterne Peter Sagan og Jan Tratnik, der tidligere begge har vundet WorldTour-prologer, Tratnik endda for bare to år siden i dette løb.

Endnu skarpere blev konkurrencen, at prologer bestemt ikke er klassiske enkeltstarter. Specielt ikke dagens 4,05 km lange etape, der med sit miks af flade powerstykker, tekniske passager og en kort, stejl og ganske eksplosiv bakke testede næsten alle aspekter af den komplette cykelrytter, der både skulle have masser af muskelkraft, tekniske evner, accelerationsstyrke, punch og klatreevner. I det spil var det meget svært at pege på en entydig favorit, og der var derfor lagt op til det klassiske spil om hundrededele, som man næsten altid ser på prologer.

Sådan gik det bare ikke. Dennis leverede en magtdemonstration, man meget sjældent ser på prologer af så beskeden en længde, da han med sin tid på 5.26 var mere end to sekunder hurtigere pr. kilometer end sine nærmeste rivaler. Dermed fik han sat en fed streg under, at den midtvejskrise, der for bare et par uger siden lignede begyndelsen på en mere anonym tilværelse i skyggen af yngre tempotalenter, definitivt hører en saga blot. Ikke blot var sejren en af hans mest overlegne, det var faktisk også hans første prologsejr på WorldTouren, for end ikke i hans storhedstid lykkedes det ham at vinde prologen i Romandiet, der i dag er den eneste tilbageværende større udgave af den efterhånden uddøende disciplin.

Det mest imponerende er, at sejren ikke blev opnået på den flade del. Nej, den blev især vundet på bakken, hvor han og Porte var de i særklasse hurtigste, hele 3 sekunder hurtigere end Thomas og kun adskilt af bare de 0,04 sekund, som den australske Tour-treer var hurtigere end den tidligere verdensmester. Det rejser med det samme spørgsmålet, om Dennis lige nu klatrer så godt, at han faktisk er kommet til løbet for at køre klassement, eller om han som vanligt er fint tilfreds med at satse på enkeltstarterne og ikke udnytte de klatreevner, han imponerede så stort med i Giroen.

I første omgang beskrev han på pressekonferencen sig selv som lidt af et wildcard, og det mest sandsynlige er, at det bliver ved det. Ineos-mandskabet er nemlig ikke kommet med samme skræmmende formation som i Catalonien, og det kan blive næste umuligt med bare Owain Doull, Filippo Ganna, Eddie Dunbar og Andrey Amador at kontrollere de kommende dage, særligt lørdagens kongeetape. Dertil kommer, at Dennis godt nok skal være meget tæt på sit Giro-niveau, hvis han skal vinde årets udgave af det schweiziske løb, der med en sjældent brutal kongeetape er langt hårdere og mere klatretungt, end det plejer, og dermed ikke just den ideelle årgang for Dennis at satse på.

Heldigvis for briterne står de stærkt med deres to forhåndskaptajner. Begge viste de nemlig storform, da Porte var hurtigste mand på bakken og Thomas nr. 3. Faktisk var de hhv. 5 og 2 sekunder hurtigere end ”the best of the rest”, Marc Hirschi, og det vidner om, at de begge er kommet til Schweiz med de rigtige klatreben. Dermed har de kurs mod den dominans, man på forhånd kunne have en ide om, for allerede inden løbet lignede det et opgør mellem netop de to.

Mes opløftende er det at se Portes genfødsel. Det er næsten svært at forstå, at han for mindre end et år siden så meget pensionsmoden ud, men siden da er han endt både som nr. 3 i Touren og nr. 2 i Catalonien, og i dag havde han det eminente punch på bakkerne, som i årevis gjorde ham til verdens bedste mand i ugelange løb. Med dagens præstation kunne noget tyde på, at han nærmer sig sit gamle niveau, og hvis det er tilfældet, bliver han svær at slå på lørdag. Desværre for ham lurer regnvejret som en latent trussel på særligt søndagens tekniske enkeltstart, hvor våde veje kan koste netop ham særdeles dyrt, og så er spørgsmålet, hvor offensivt han kan køre på lørdag, når nu Thomas er bedre placeret og med dagens kørsel bekræfter, at han efter en lille krise sidste sommer stadig skal regnes som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere.

Porte kan måske kun få frihed, hvis andre er i stand til at sætte Porte, men det er måske heller ikke helt umuligt. Der var nemlig i dag et hav af opløftende præstationer, der vidner om, at det ikke bare bliver den Ineos-dominans, man kunne frygte inden starten i dag.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Særligt opløftende var det at se Sepp Kuss. Som det fremgår af min optakt til løbet, er det amerikaneren, der med sine eminente klatreevner måske kan true Ineos-duoen på lørdag, men for den temposvage Kuss var de to enkeltstarter en gigantisk hæmsko. Derfor kom det for løbets spænding også som en herlig overraskelse, at Kuss på en rute, der burde ligge dårligt til ham, kørte sit livs bedste enkeltstart og begrænsede tabet langt bedre, end man kunne have frygtet. Måske var han på bakken hele 11 sekunder langsommere end Porte og kun 13. hurtigst af alle, men for en ren klatrer som ham var det mere end godkendt.

Han var dog ikke alene. Dieselmotoren Jack Haig, der bestemt ikke er skabt til en eksplosiv prolog, kørte en fremragende tid og var 17. hurtigste på den korte puncheurstigning. Ion Izagirre måtte nok engang sande, at hans tempoevner er gået fløjten, men 15. bedste tid på bakken var relativt opløftende. Rui Costa, der har været rystende tam gennem hele året, var pludselig 10. hurtigst på bakken, og dermed bekræftede han den helt uforståelige og meget mærkeligt grundregel om, at han altid forbedrer sig med 2-300%, når han rammer schweizisk territorium. Også klatrere som Felix Gall, Thymen Arensman, Javier Romo, Ben Zwiehoff, Kenny Elissonde og Matteo Badilatti satte tider på stigningen, der lover god for fortsættelsen.

Endnu mere opløftende var det at se Miguel Angel Lopez. Forud for løbet kunne man ellers have sin tvivl om niveauet hos Superman, der grundet styrtet i Giroen og en forslået hofte samt en efterfølgende coronainfektion har fået udsat sin sæsonstart utallige gange, men den lille colombianer viste, at han skal tages seriøst. Ganske vist var han blot 29. hurtigst på stigningen, men han var en af de ryttere, der kørte tidligt, hvor vinden på bakken var langt mindre gunstig, og derfor må resultatet regnes som mere end godkendt.

Det må det også for Wilco Kelderman og Mattia Cattaneo, der begge meldte sig klart ind i klassementskampen, selvom også de kørte relativt. Med sin 10. plads viste Cattaneo, der ellers har været uhyre formsvag gennem hele sæsonen, at han vitterligt er blevet lidt af en tempospecialist efter skiftet til Deceuninck, og Kelderman kunne med sin 11. plads atter bekræfter, at han efter nogle sløje år har genfundet lidt af fordums styrke i kampen mod uret. Selvom de tabte lidt flere sekunder, må også Fausto Masnada, der bekræftede sin fremgang i disciplinen, Steven Kruijswijk, hvis dieselmotor er alt andet end skabt til en kort, teknisk prolog, den temposvage, men uhyre formstærke Michael Woods og klatreren Clement Champoussin, være fint tilfredse med det begrænsede tab, selvom deres tid på bakken grundet de ændrede vindforhold kunne antyde, at formen slet ikke er så god, som den meget vel kan være. Og allermest tilfreds er måske stortalentet Ilan van Wilder, der med sin 12. plads var dagens måske allerstørste positive overraskelse.

Der var dog også tabere. Marc Soler er langt fra skabt til prologer, men for en mand med kurs mod Giroen, var hans tid på bakken ganske bekymrende, da han kørte under de bedste betingelser på den del af ruten. Det samme gjorde Lucas Hamilton, der startede sæsonen så stærkt, men bekræftede det kedelige indtryk fra Liege, ligesom outsidere som Sebastien Reichenbach, Neilson Powless og Louis Meintjes fik sig en ærgerligt stor lussing. Helt galt gik det for Damiano Caruso, der skulle have været en af etapens vindere, men endte med at være en af de langsomste klassementsryttere.

Alligevel var det Ineos, der endte som de store vindere, men det var nu ikke kun fryd og gammen i den britiske lejr. Det må nemlig være bekymrende, at Ganna igen underpræsterede i den disciplin, han ejede sidste år. Ganske vist var det klart, at han næppe var favorit til en prolog af denne type, men det er alligevel bekymrende, at han ender som nr. 9 grundet en skuffende indsats på den flade del. Hans 12. bedste tid på bakken var nemlig bedre end ventet, men noget tyder altså på, at muskelbundtet ikke er helt så meget muskel, som han var for et halvt år siden.

Nej, han burde jo have kørt som Remi Cavagna. Ligesom Ganna er franskmanden bestemt heller ikke skabt til en kort, eksplosiv prolog, men igen viste franskmanden med klart hurtigste tid på den flade del, at han virkelig er blevet en sand tempogigant. Modsat Ganna fulgte han imidlertid logikken og smed som ventet sejren på bakken, men hans 4. plads var langt bedre, end man kunne have troet på denne rute.

Dermed blev han også bedst af de lidt tungere specialister. Det lå ellers i kortene, at den plads kunne være gået til Stefan Bissegger, der burde være skabt til denne rute, hvis han kunne på bagdelen med op til toppen. Det gik nu ganske fint med 11. bedste tid på bakken - i lyset af de ændrede vindforhold var det faktisk uhyggeligt imponerende - men alligevel måtte han sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Hans fine stime med en 3., en 2. og en 1. plads på karrierens første WorldTour-enkeltstarter fik i hvert fald en ende i dag, men med top 5-placeringer i fire ud af fire forsøg er det nu alligevel svært at være utilfreds med statistikken. Og han fik vist, at han er en ganske alsidig herre, for modsat Stefan Küng, der helt som ventet kom til kort på denne type rute, var den langt mere komplette Bissegger i det mindste i stand til at køre med om sejren.

Det var Jan Tratnik også, der nok engang bekræftede, at han er en af verdens bedste prologryttere, og som med 5. bedste tid på bakken i ugunstige vindforhold bekræftede den fornemme form, han viste i Ardennerne. Til gengæld måtte Sagan desværre sande, at formen tilsyneladende stadig er langt fra toppen, da han efter et fint udlæg, stod stille på en bakke, der i gamle dage ellers havde været skabt til ham. Også den ellers så formstærke Patrick Bevin, der for anden gang i træk skuffede på denne prolog, havde utvivlsomt regnet med mere, ligesom det gjaldt for Josef Cerny, der imponerede stort på bakken, men højst overraskende smed det hele på den flade del.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Og så var der løbets puncheurs. Den eksplosive bakke til sidst gav den fascinerende ryttertype mulighed for at køre med om sejren, og det var der flere, der gjorde. Mest markant var naturligvis Hirschi, der med 4. hurtigste tid på bakken fik bekræftet den hastigt stigende formkurve, og som nu må have blikket rettet mod erobring af den hjemlige førertrøje over de kommende tre dage. Også den i år ellers så skuffende Jesus Herrada fandt pludselig formen ud af det blå med en chokerende god prolog og 7. hurtigste tid på bakken. Jordi Meeus satte en fed streg under sit store potentiale ved at blæse op ad bakken i 6. hurtigste tid. Og så viste Magnus Cort nok engang, at han altså er blevet helt effen på sin tempocykel med et flot resultat, der både blev sikret via god kørsel på den flade del og en overbevisende 14. plads på bakken, hvor han ellers ikke havde de bedste vindforhold.

Alligevel var han i en vis forstand statist - præcis som resten af feltet. For anden gang på en måned endte det nemlig i total Ineos-legestue, som nok engang fik Brailsford til at ånde lettet på efter en ellers lidt halvkedelig uge. Holder tendensen fra Catalonien, vil briternes dominans endda holde hele vejen til søndagens afslutning i Fribourg, og lykkes det, kan dem britiske manager pludselig gå til sommerens store opgave med ro i sindet. Her møder han nemlig op med Catalonien-banden igen!