Tour de Romandie-analyse: Da tiden blev skruet tilbage til 2017

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Der er velkendt, at belgierne hurtigt kan gå i hysteri, når de oplever, at en af deres egne viser talent. Sådan vil det altid være i et land, der har cykelsport som nationalsport, men som lider under det traume, at de ikke har vundet verdens største cykelløb siden 1976. Ganske vist har landet siden dengang haft den ene klassikerstjerne efter den anden, men tørsten efter en Tour-vinder er så stor, at mangen en belgier er knækket under det pres, enhver antydning af talent har ført til. Det er ikke uden grund, at hypen om Remco Evenepoel var så stor, at snart sagt ethvert belgisk medium sendte journalister om på den anden af jordkloden for at dække hans professionelle debut, selvom den fandt sted på et tidspunkt, hvor han kun var 18 år og aldrig havde kørt et cykelløb uden for juniorklassen.

Så voldsom var hypen om Dylan Teuns aldrig. Der har heller aldrig været nogen, der har antydet, at han skulle have en chance for at blive den første belgiske Tour-vinder siden Lucien van Impe, for han er slet ikke skabt til skabe grand tours. Alligevel nåede belgieren at få en smag af, hvad det vil sige at blive udskreget til en kommende verdensstjerne, da han bragede ind på scenen i 2017.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Dengang så verden nemlig ud til at ligge for fødderne af den 25-årige belgier. I sit blot andet Fleche Wallonne blev han nr. 3 bag de to forhåndsfavoritter, Alejandro Valverde og Dan Martin, og da det blev sommer, var han helt, helt ustyrlig. På bare godt tre uger vandt han ikke færre end tre etapeløb i træk, da han sejrede i først Tour de Wallonie, siden i WorldTour-løbet Tour de Pologne og slutteligt i Arctic Race of Norway. Alt sammen blev det krydret med hele fem etapesejre ud af bare 16 mulige, og han tog lige to pointtrøjer og en ungdomstrøje med i købet også. Alt sammen blev det vundet med præcis de samme egenskaber, nemlig med det fabelagtige punch på korte og meget stejle stigninger, som han havde åbenbaret på Mur de Huy et par måneder tidligere.

Dengang så der ikke ud til at være grænser for, hvad Teuns kunne bedrive i sit terræn og særligt i ardennerklassikerne. Alligevel var Jelle Vanendert med en 3. plads i Fleche Wallonne i 2018 indtil i år den eneste belgier, der var på podiet i et af de tre ardennerløb, siden Teuns bragede ind på scenen dengang. Teuns’ stjerne begyndte nemlig at falme lige så hurtigt, som den begyndte at stråle, da de følgende år fjernede ham fra gruppen af kometer og placerede ham solidt i feltet af mere ordinære klassikerspecialister.

Det ikke, fordi Teuns har haft en dårlig karriere. Det kan ingen hævde, når vi taler om en mand, der i den mellemliggende periode har været på podiet i Lombardiet, vundet to Tour-etaper og båret Vueltaens førertrøje. Etapesejr og førertrøje i Dauphiné er det såmænd også blevet til, og han er sågar endt som nr. 12 i Vueltaen, selvom han slet ikke kan regnes som klatrer. Alt sammen er det resultater, der vil få det store flertal til at bøje sig i støvet af næsegrus beundring, men det var ikke det, man regnede med, da Teuns i sommeren 2017 var på alles læber.

Faktisk så det bare ud til at blive værre og værre. Javel, han vandt skam en uhyggeligt flot Tour-etape sidste år, hvor han excellerede i terræn, som egentlig var for svært og sørgede for, at Tadej Pogacars vanvidsridt i Alperne ikke blev kronet med en etapesejr. Det var imidlertid stort set også det eneste højdepunkt efter coronanedlukningen, for i snart sagt alle andre løb var Teuns så skuffende, at han vel hos de færreste blev regnet som en af feltets førende klassikerryttere.

Derfor var forventningerne til denne sæson også temmelig begrænsede. Når snakken gik på Bahrains klassikersæson, handlede alt om Sonny Colbrelli og Matej Mohoric, der var her, der og alle vegne i efteråret 2021, men de færreste nævnte Teuns med blot et enkelt ord. Da han endda blev ramt af så grim en gang covid-19, at han var løbsinaktiv mellem den 6. februar og d. 21. marts, var der næppe mange, der havde troet, at vi ville tale meget om Teuns i dette forår.

Men det kom vi i den grad til. Allerede da han genstartede sin sæson med en imponerende samlet 12. plads i bjergløbet i Catalonien, hvor han ellers bare var hjælper for Wout Poels, fornemmede man, at det var en anden Teuns end den, vi så i 2020 og 2021. At det var rigtigt, blev hurtigt klart, da han rejste nordpå til klassikerne. På de brosten, der ellers ikke er hans force, blev han nr. 6 i Flandern Rundt, og derefter fulgte top 10-placinger i Amstel Gold Race, hvor han var så ufatteligt tæt på at få kontakt med de to forreste med et stærkt angreb på Geulhemmerweg, og i Brabantse Pijl, hvor ingen ved, hvordan det var gået, hvis ikke han var punkteret ud af frontgruppen. Et lidt sært forsøg på at køre Roubaix ødelagde heldigvis ikke de løb, der passede ham allerbedst, for han kronede sin klassikersæson med den helt store triumf, da han knuste Valverdes drøm om en sidste Fleche-sejr med en fabelagtig opvisning på Mur de Huy, inden han blev nr. 6 i et Liege, hvor det formentlig var modvinden, som kostede et bedre resultat for en af feltets klart stærkeste.

En sådan menu med et af sportens hårdeste WorldTour-etapeløb, tre monumenter og tre andre store klassiker på kun en god måneds tid kunne nok tage pusten fra de fleste, men vi lærte som bekendt i 2017, at Teuns er helt ustoppelig, når han rammer den gyldne åre af form, han ikke har fundet i de seneste fem år. Derfor var han såmænd frisk på at slutte sig til den altid meget eksklusive gruppe af klassikerryttere, som forsøger at trække det sidste ud af formen i Tour de Romandie, men det har historisk vist sig, at det ofte ender med at være for voldsom en kost. Mange vil sikkert huske, at både Michael Matthews og Michal Kwiatkowski efter klassikerne begge er fortsat til Romandiet, hvor de har vundet prologen for siden at forlade løbet, fuldstændig tømt for kræfter efter et vildt forår.

Den slags træthed synes bare ikke at indgå i Teuns’ vokabularium. I hvert fald var det svært at se, at han havde været overalt i den sidste måned, da han i dag fik sin formentlig eneste chance for at vinde en etape i et schweizisk løb, der appellerer mere til klatrere end til puncheurs. Dagens finale i Romont, hvor Stefano Garzelli, Damiano Cunego og David Gaudu inden for de seneste 20 år alle har vundet puncheurspurter, var til gengæld en sand lækkerbisken for en rytter med Teuns’ egenskaber, og hans chancer for succes blev kun mangedoblet, da hans to på papiret værste konkurrenter, Ethan Hayter og Sergio Higuita, begge blev elimineret af det styrt, der desværre berøvede os for en stor gruppe i det favoritfelt, der i forvejen ikke er alt for bredt i en lidt svagere besat udgave af det historiske schweiziske etapeløb.

Teuns var da også knivskarp, da Brandon McNulty tog alle på sengen med et angreb fra bunden af den stejle bakke, og han var hurtig til at gå med, da Rohan Dennis svarede på amerikanerens angreb. På det tidspunkt lignede han et endnu bedre bud på en vinder, end han havde gjort bare få minutter tidligere, men det billede ændrede sig hurtigt, da Rohan Dennis mindede os alle om, hvor vanvittig han kan være, når han finder de ben, han desværre har alt for sjældent. Med en vild forcering kørte han McNulty ud af hjulet, og Teuns havde vel knap nået at fatte, hvad der var sket, inden australieren allerede var så langt foran, at det lignede en umulighed at stoppe ham fra at tage en af de linjeløbssejre, han har alt for få af, når man ser på hans faktisk ret alsidige repertoire.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Men så mindede Teuns os alle om, hvad det var, der skete for præcis en uge siden. Det var dengang, Valverde så ud til at være på vej til at blæse forbi belgieren til sit drømmefarvel til Mur de Huy, indtil Teuns gjorde det, Primoz Roglic ikke kunne for et år siden, nemlig mobilisere kræfterne til at svare igen på et angreb til allersidst, hvor syren stod ud af begge ørerne. Knap havde Valverde kunnet lugte sejren, inden Teuns trådte til en ekstra gang og sørgede for, at det blev brud på den belgiske ardennertørke og ikke det veteranfarvel, en stor del af cykelverdenen ønskede sig. Med en lignende forcering lod Teuns stejl bakke være stejl bakke, og mens Dennis trådte mere og mere firkantet i et ubehageligt møde med den mælkesyre, Teuns tilsyneladende slet ikke mærkede, lykkedes det belgieren at fange australieren med så fabelagtig en timing, at man næsten skulle tro, at det var aftalt.

Det var det naturligvis ikke. Den slags fifleri behøver man nemlig ikke at ty til, når man er lige så stærk, som Teuns er i disse dage, og selvom det kun er blevet til to sejre, står han med sikkerhed tilbage som en af forårets helt store oplevelser. Det er ikke sikkert, at det bliver til mere, inden den står på velfortjent pause, for resten af løbet appellerer ikke voldsomt til ham, men det gør heller ikke noget. Foråret i 2022 blev tidspunktet, hvor vi blev mindet om, hvad det var, der skete i løbet af den mirakelsommer for fem år siden.

For Dennis blev det derimod den anden smertefulde 2. plads i træk, og selvom han kan trøste sig med en førertrøje, kan det næppe dulme skuffelsen. Førertrøjer har han nemlig haft så uendeligt mange af i løb, hvor han har kunnet bruge sine gode tempoevner til at tage en tidlig etapesejr, men linjeløbssejre har der til gengæld ikke været mange af. Til gengæld kan han glæde sig over, at det nu står mere og mere klart, at han skal tages seriøst som klassementskandidat i et løb, hvor man nu tør drømme lidt om, at han kan nærme sig de mageløse Giro-ben, der var skyld i, at Wilco Kelderman stadig aldrig har vundet en grand tour.

Dennis’ vanvittige angreb betød også, at finalen faktisk gav flere svar, end man kunne have ventet. Aleksandr Vlasov fik i hvert fald sat en fed streg under sin favoritstatus ved igen at excellere i en puncheurfinale, der ellers indtil i år ikke var hans kop te, og hvem ved, hvad det var blevet til, hvis ikke hans hold praktisk talt var blevet elimineret af styrtet og havde efterladt ham næsten alene i den hektiske positionskamp. Vi fik også bekræftet, at dieselklatreren Ben O’Connor synes helt ustoppelig lige nu, efter at han for anden dag i træk imponerede på en etape, der passede ham temmelig elendigt, og vi fik set, at Damiano Caruso, Steff Cras, Einer Rubio og Carlos Verona, der alle har kørt stærkt i optakten, kan have kurs mod et ganske godt klassement. Jakob Fuglsang så egentlig også ganske velkørende ud, selvom det er svært at sige, om hans resultat skyldtes hans fokus på at finde Michael Woods og Patrick Bevin, eller at benene fortsat mangler det, man kunne ønske.

For andre var svarene mere negative. Efter en optakt med Liege-styrt og corona må McNulty måske sande, at benene til forårets sidste mål ikke er så gode som ønskede. Det var i hvert fald ham, der sendte Teuns i vanskeligheder ved ikke at kunne holde Dennis’ hjul, og han sejlede da også så langt ned i feltet, at han rundede toppen som en af de sidste. Det var vel ikke et alt for lovende tegn, at Geraint Thomas trods fabelagtig hjælp fra sit hold ikke kunne vise et bedre punch, når man ihukommer, hvor god han tidligere var i den slags finale. Selvom han endte som nr. 8, var det vel heller ikke alt for opløftende, at Juan Ayuso ikke endte længere fremme, når man så, hvor uhyre velkørende han var på eksplosive bakker i Catalonien - særligt når man ved, hvor svag han var i sine klassikere.

Mere overraskende var det at se den ellers så velkørende Michael Woods ende langt tilbage, for selvom han igen sad ringe placeret, burde han med sit punch have kunnet køre sig betydeligt længere frem, end han gjorde. Selvom han er uden punch, kunne man vel også have ventet at se Gino Mäder længere fremme i en finale, der blev kørt så hårdt som denne, og det endte igen med en lussing til Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, hvis katastrofale forår fortsætter. Luke Plapp ligner heller ikke umiddelbart den joker, han måske kunne have været, og dermed blev det vel bare en halvtrist dag for Ineos, der også må sande, at de skal have lært Hayter bare at blande sig lidt i positionskampen, for det er åbenlyst alt, alt, alt for risikabelt at insistere på at sidde bagerst dybt inde i finalen.

Det gik dog bedre, end det gjorde for så mange andre. Desværre betød styrtet, at vi kan sætte en streg over Ion Izagirre, Rigoberto Uran, James Knox, Harm Vanhoucke, Mattia Cattaneo, Matteo Sobrero, Thibaut Pinot, Antonio Tiberi, Geoffrey Bouchard, Louis Meintjes samt ikke mindst Higuita, der ellers alle var kommet til løbet med visse klassementsambitioner. Da Michael Storer allerede var ude med sygdom, blev et lidt fattigt klassementsfelt ærgerligt meget fattigere af et dumt uheld på en ellers rolig dag.

For alle de navne ender løbet nu som en forspildt mulighed. Det gjorde dagens etape også for Marc Hirschi. I bagklogskabens lys var det nok en fejl af McNulty at sætte gang i noget, han ikke kunne styre, for det sendte Marc Hirschi ud af billedet. Schweizeren kørte ellers en god finale, der efter et flot Liege heldigvis viser, at han ikke er færdig endnu, og selvom han måske nok havde fået svært ved at slå Teuns alligevel, var det en skam, at vi aldrig fik lejlighed til at se dem i en direkte duel. Mere tilfredshed er der utvivlsomt hos Quinten Hermans, der nu fik sat en fed streg under, at han også kan begå sig i puncheurfinaler, og Mauro Schmid, der fortsætter sine enorme fremgang efter et 2021, hvor han i det professionelle felt vel kun kørte ét godt løb.

Sådan var det som sagt også med Teuns sidste år. Man gør ham næppe uret, hvis man hævder, at Tour-etapen til Le-Grand-Bornand var hans eneste store dag i 2021, men det har jo desværre været trenden for belgieren i de senere år. Det har i hvert fald været let at glemme, hvorfor alle snakkede om ham i de fantastiske tre sommeruger for fem år siden - i hvert fald lige indtil det blev forår i 2022, hvor vi pludselig alle blev mindet om, hvad det var, der skete i den mirakuløse sommer i 2017.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser