Tour de Romandie-analyse: Den mystiske newzealænders forløsning

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Det vil være synd at sige, at Patrick Bevin er en af sportens store stjerner. En sådan betegnelse kan aldrig bruges om en rytter, der indtil i år ikke havde vundet ét eneste cykelløb i Europa. Tværtimod er det formentlig kun det mere dedikerede cykelpublikum, der kender newzealænderen, for selvom han tre gange har deltaget i sportens store udstillingsvindue, Tour de France, har han kun i begrænset omfang gjort opmærksom på sig selv i de løb, der vækker interesse i den bredere offentlighed.

Talentet kan da heller ikke sammenlignes med Tadej Pogacars, men alligevel er det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han kunne have fået meget mere ud af de uomtvistelige evner, han har. I løbet af sine første seks år på WorldTouren har han nemlig flere gange leveret præstationer, der burde berettige til en langt større status, end han nyder. Desværre har de bare været alt for sporadiske og adskilt af lange ”mystiske” perioder, hvor han har været helt væk eller endda helt løbsinaktivitet, og det har betydet, at han for mig altid har været omgivet af lidt mystik.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Vi kan bare tage 2021-sæsonen som et godt eksempel. Her så vi vel den bedste Bevin, vi nogensinde har set, da han i april i Baskerlandet klatrede på et niveau, der for ham burde have været uhørt. Hans samlede 20. plads og 20. plads på kongeetapen fik i hvert fald mig til at tilskrive ham store chancer i Giroen - en vurdering, der kun blev styrket af en fremragende start i Romandiet Rundt. Desværre blev han efterfølgende syg, som måske forklarer, hvorfor hans Giro aldrig nåede de ventede højder, og derefter forsvandt den ”mystiske” newzealænder helt. Han kørte en fornem OL-enkeltstart, der indbragte ham en 10. plads, men styrtede så på 1. etape i Polen, for siden blot at have en enkelt DNF i Bretagne i en anden sæsonhalvdel, der var helt spildt.

Disse mærkelige forsvindingsnumre har han lavet før. I coronaåret 2020 kørte han meget få løb, og iblandet det hele har været perioder, hvor han var milevidt fra sit niveau. De gange, hvor han til gengæld har ramt det, har han vist, hvorfor det var, jeg var så spændt på at se ham, da han ramte WorldTouren i 2016. Dengang havde han nemlig sat Oceanien i brand som den altdominerende rytter på den australske scene, hvilket kulminerede med sejren på kongeetapen i Herald Sun Tour foran adskillige WorldTour-ryttere, og da han kørte sit allerførste WorldTour-løb i Europa, bragede han ind på scenen med en nærmest sensationel 3. plads på prologen i Paris-Nice.

Det skabte store forventninger, men desværre er det blevet til en anelse for lidt. Vi så ellers hans enorme potentiale i Tour Down Under i 2018, hvor han vandt en etape og pointtrøjen, men hvor et styrt iført førertrøjen forhindrede ham i at vise, at han faktisk kunne vinde løbet. Vi så også hans potentiale, da han efter prologchokket i Frankrig fandt ud af, at han kunne køre enkeltstart og med en 4. plads til VM - bare 3 sekunder fra bronzen - og hele tre 2. pladser på WorldTour-enkeltstarter etablerede sig som en af verdens allerbedste temporyttere. Sidste år så han ud til at være klar til at tage næste skridt efter den forrygende klatring i Baskerlandet, indtil han altså igen forsvandt ind i den tåge af mystik, der har kendetegnet ham.

Heldigvis er mystikkens tåge igen lettet, og Bevin ser ud til at fortsætte, hvor han slap sidste forår. Han kom ellers forfærdeligt i gang med et styrt på sin allerførste løbsdag i Provence, hvor et brækket kraveben betød, at han først var tilbage på cyklen i konkurrence i april. Her viste han med det samme klassen. Normalt tilsiger konventionel logik ellers, at man skal bruge lidt tid på at komme i gang efter en pause, men sådan var det ikke med Bevin, der højst overraskende satte klatrerne til vægs med den samlede sejr i Tyrkiet Rundt, som rutemæssigt ellers burde have været en anelse for svært. Selvom hans sejre teknisk set fandt sted på asiatisk grund, da kun dele af 8. etape afvikledes i Europa, var de to gevinster, han hjemførte fra Tyrkiet, officielt også hans første europæiske sejre i Europa, selvom han med hastige skridt nærmer sig et årti i WorldTour-feltet.

Til gengæld har han allerede på WorldTouren. Det gjorde han, da i Tour Down Under overraskede alle sprinterne ved at slå dem i en let stigende spurt, men i de største løb i Europa har været lige-ved-og-næsten, uanset om man ser på hans mange 2. pladser på WorldTourens enkeltstarter eller på de mange sekundære placeringer, han har opnået i reducerede massespurter i de tre løb i Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, der passer så eminent til en hårdfør afslutter som ham.

Egentlig så det også ud til, at han i dag skulle fortsætte som Mr. Lige-ved-og-næsten, da Tour de Romandie fortsatte med endnu en rigtig Bevin-etape. Den kuperede rute med en flad afslutning var ellers skabt til newzealænderen, der med sine tyrkiske klatreben synes at kunne klare hvad som helst, og med sin hurtighed ville stå stærkt i den reducerede massespurt, som var et sandsynligt udkomme. Problemet var bare, at det også var en rigtig Hayter-etape, og med den overlegenhed, både Ethan Hayter selv og Ineos havde sat sprinterne skakmat i går, lignede det en svær opgave, at få skovlen under briten.

Måske var det derfor, at vi intet så til Israel-Premier Tech, da et stærkt udbrud blev etableret efter den første rigtige kamp om at komme afsted i årets løb. I stedet var det Ineos, der fortsatte deres nye rolle som etapejæger- lige så meget som klassementshold, da de efter lang tids tøven satte et forsøg på ind på at fuldende Hayters hattrick. Med lidt overraskende hjælp fra DSM, der troede fuldt og fast på Nikias Arndt, fik de hurtigt gjort kål på udbruddet, og da løbets tre rigtige sprintere, Fernando Gaviria, Ethan Vernon og Jon Aberasturi, hurtigt gav op i terræn, der efter al logik ville være for svært, havde briterne end ikke behov for at lægge det pres, der havde fungeret så effektivt 24 timer tidligere.

Det fortryder de måske nu. Da de få angreb, som uundgåeligt ville komme i den kuperede finale, ikke førte til noget, og et lidt tilfældigt hul til Rein Taaramae også blev lukket, var det nemlig svært at se, at Hayter havde været så suveræn et døgn forinden. Briten viste ellers, at han godt kan positionere sig, da han sad perfekt som nr. 2 bag Mauro Schmid i det altafgørende sving med 400 m igen, men til gengæld læste han resten af finalen helt forkert. Briten tøvede alt, alt for længe, og det gjorde Bevin til gengæld ikke. Newzealænderen, der i dag endelig fik bevist, at han sagtens kan finde ud af at sidde rigtigt, åbnede med det samme så kraftfuld en spurt, at løbet reelt var afgjort, da Hayter alt for sent fik reageret.

Egentlig var det en skam. Det havde været ret interessant at få en mere direkte udmåling af, hvem der faktisk er hurtigst, men nu blev det mere et spørgsmål, om at den kloge narrede den mindre kloge. Bevin havde imidlertid også både benene og farten til at bakke det op, for med uhyre overbevisende kørsel på de to stigninger havde han bevist, at den tyrkiske form var mere end intakt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det var også på alle måder retfærdigt og fortjent. Hayter mangler bestemt ikke sejre i det seneste års tid, men Bevin har med sine mange sekundære placeringer og ikke mindst 2. plads for længst vist, at han skulle have den europæiske WorldTour-sejr før eller siden. I dag kom den så endelig, og den kom endda på det bedste tænkelige tidspunkt, for hans nødlidende israelske mandskab, der i kraft af en uheldig og sygdomsramt sæsonstart i den grad hænger med bagenden i vandskorpen, når der til vinter skal uddeles nye WorldTour-licenser for de kommende tre år. Med sin samlede sejr i ProSeries-løbet i Tyrkiet og nu årets første WorldTour-sejr kan Bevin vise sig at være sin vægt værd i guld, hvis det lykkes Sylvan Adams’ troppe at overleve på sportens højeste niveau.

Den slags skal Ineos ikke bekymre sig om, men de måtte sande, at de ikke fik det ønskede udbytte af de kræfter, de igen i dag brugte i jagten på en etapesejr. Nu er spørgsmålet så, om de seneste dages fokus på Hayter har kostet for meget, når løbet skal afgøres i weekenden.

Det er også her, Rohan Dennis’ store test skal stå. I dag satte han igen en streg under, at han er kommet til løbet med store ambitioner ved endelig at vise lidt af de sprinterevner, vi ser for lidt, og dermed fik han - også i kraft af god og klog positionering - sat yderligere fire sekunder i banken. Han så da også stærk ud på stigningen, hvor han var med i den firemandsgruppe, som Marc Hirschi kortvarigt trak fri, men finalen blev ikke kørt hårdt nok til, at vi blev meget klogere inden i morgen, selvom det var påfaldende, at den så åbenlyst flyvende Ben O’Connor igen var med fremme, da det gik løs.

Det blev i stedet bare et spørgsmål om, hvem der kunne vinde etapen, og her sad de holdbare afsluttere alle med hjem til sidst. Dion Smith, der ellers kørte en fin spurt, kom nok engang til kort i positionskampen, og Quinten Hermans, der ellers sad fint, må sande, at han fortsat mangler lidt i en flad spurt. For Nikias Arndt blev det endnu en nedtur, for selvom han blev blokeret af Hermans undervejs, så han heller ikke i dag ud til at have meget af sin gamle fart i en spurt, der med det sene sving dog også passede ham uendeligt dårligt. Mikkel Honoré, der ellers er kommet stærkt i gang efter sin sygdom, må også sande, at han mangler lidt fart, hvis han for alvor skal være med fremme i denne slags spurter.

Det har Bevin til gengæld aldrig gjort, men det er bare altid blevet ved lige-ved-og-næsten. Hvis ikke han har haft en af sine mystiske perioder, hvor han har været væk, har der altid været en mand eller to, der var bedre end ham. Derfor skulle vi frem til den 29. april 2022, inden han endelig fik den europæiske WorldTour-sejr, han ellers var tæt på at få, da han debuterede i den slags løb på prologen i Paris-Nice, men det har gennem alle årene været åbenlyst, at den måtte komme før eller siden. Så god har Bevin nemlig været i mange år, og i dag var der heldigvis ingen mystik over finalen. Denne gang var den mystiske newzealænder nemlig både den bedste og den smarteste.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser