Tour de Romandie-analyse: En brudt forbandelse og en forspildt mulighed

Inden for cykelsporten er der én forbandelse, der er mere kendt end alle andre. Det er naturligvis regnbuetrøjens forbandelse, der har lagt mangen en verdensmester ned i det år, hvor han har båret sportens smukkeste trikot. Det er langt fra alle, der rammes af det uheld, der altid er blevet tilskrevet manden med det spraglede bånd på maven, men det er nu sandt, at der er slående mange eksempler på, at sæsonen som sportens mest overvågede rytter har haft svært ved at leve op til de foregående.

I de senere år har der dog været en anden forbandelse, der burde have fået en betydelig omtale. Det er nemlig skræmmende, så uheldig Sonny Colbrelli har været i Tour de Romandie, og hans nærmest endeløse serie af ”lige-ved-og-næsten”-oplevelser har i de senere år været næsten lige så markant en fortælling om det schweiziske etapeløb, som Michael Albasini var det i 2014 og 2015, hvor han fra 2. etape i førstnævnte år til 2. etape i sidstnævnte vandt ikke færre end fem af de otte etaper!!!

Colbrelli burde ellers for længst have vundet i Romandiet. Med sin hurtighed og klatrestyrke er han den holdbare sprintertype, der er som skabt til det bjergrige løb, hvor sprinterfeltet ofte er så svagt, at italieneren har skilt sig ud som en af de klart hurtigste, i hvert fald blandt de mere klatrestærke afsluttere. Derfor er det da heller ikke underligt, at han siden ankomsten på WorldTouren i 2017 har haft det schweiziske løb som en fast bestanddel af sin kalender, og hans evner i det schweiziske terræn er kommet til udtryk ved, at han i de 13 linjeløbsetaper, han havde kørt inden i dag, er kommet i top 6 ikke færre end syv gange fordel over hele fire 2. pladser, to 3. pladser og en 6. plads.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Alligevel er der altid kommet et eller andet i vejen. Af og til er han slet og ret blevet slået af hurtigere folk, som da Peter Sagan henviste ham til 2. pladsen i går, da Pascal Ackermann slog ham i 2018, og Elia Viviani slog ham i 2017. Andre gange er han blevet snydt af feltets udbryderkonger, som da Bahrain mislykkedes med at hente Stefan Küng i både 2017 og 2019 og aldrig fik fanget Thomas de Gendt i 2018. Mest markant var forbandelsen dog på første etape i 2018, hvor Colbrelli var eneste overlevende sprinter i et felt på 55 mand og i særklasse den hurtigste, men hvor han Bahrain-hold svigtede ham så meget, at han totalt blev overrumplet af chokvinderen Omar Fraile.

I år så det ud til, at forbandelsen skulle fortsætte. I går blev det nemlig klart, at Colbrelli lige nu slet ikke har samme fart som Sagan, selvom han jo faktisk slog slovakken, da han i 2018 tog karrierens vel nok største sejr ved at overspurte Fernando Gaviria og Sagan på en knaldhård dag i Tour de Suisse. Samtidig kørte han en halvsløj prolog, der bestemt ikke antydede, at han var i form til at brillere på stigningerne på samme måde, som han gjorde på den nu så berømte Fraile-etape for tre år siden. Colbrelli har nemlig haft et helt igennem trist forår, hvor det forhold, at han sad på rette side af styrtet i Gent-Wevelgem ikke kan opveje, at han var milevidt fra de bedste i alle de store brostensløb samt i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race.

Derfor skal jeg da også blankt indrømme, at jeg havde afskrevet ham til dagens 2. etape, der med sine seks stejle stigninger og 3300 højdemeter lignede en alt for stor mundfuld for Colbrelli anno 2021. Havde han været med i 2015, hvor samme finalerundstrækning blev benyttet på en dog generelt lettere etape med kun 2600 højdemeter, og hvor Albasini (selvfølgelig!) spurtede sig til sejr i en gruppe på 49 mand, havde jeg med det samme indskrevet ham som en af favoritterne. Bare ikke i år, hvor etapen var hårdere og formen tilsyneladende ringere.

Tilsyneladende var var det bare kun tilsyneladende. I hvert fald var vi sikkert mange, der tabt både næse og mund, da en ellers stille og begivenhedsfattig etape endelig kom til live mod slutningen af det sidste kategori 1-bjerg, da først Thymen Arensman og siden store navne som Sepp Kuss, Michael Woods og Fausto Masnada langt om længe åbnede ballet. Da røgen havde lagt sig, og feltets øvrige sprintere - herunder de heroisk kæmpende Magnus Cort og Dion Smith - var blevet skivet af, så der kun var 36 mand tilbage i feltet, dukkede Colbrellis runde hoved pludselig op - endda ganske komfortabelt midt i feltet.

På det tidspunkt var det ellers gået helt som ventet. Ineos havde lagt løbet i et jerngreb i et forsøg på at forsvare trøjen, først med Andrey Amador og Owain Doull, siden med Eddie Dunbar og Filippo Ganna og slutteligt med den overmenneskelige Rohan Dennis, der med den ene finger i næsen neutraliserede angrebene fra blandt andre Woods og Kuss. Tilbage var kun de hurtige folk, man på forhånd kunne have udpeget som de mest klatrestærke, mest markant den uhyre formstærke Patrick Bevin og Marc Hirschi - og så altså en pludselig formstærk Colbrelli!

I det øjeblik var der kurs mod et brud på forbandelsen - altså lige indtil man huskede på, hvordan Colbrelli var blevet slået af Fraile i en gruppe, hvor han var endnu større favorit. Modsat dengang blev han her dog ikke svigtet af sit hold, da Damiano Caruso leverede samme fornemme lead-out, som Jan Tratnik gjorde i går, og for anden dag i træk kunne Colbrelli åbne en spurt, præcis som han ønskede det.

I det øjeblik må han dog hurtigt have fået et ubehageligt flashback. Op på siden af ham kom nemlig Bevin, der som en anden Fraile truede med at holde live i den forbandelse, der kortvarigt ellers så ud til at være på vej mod at blive brudt. Men denne gang var selvsamme forbandelse efter fire år vitterligt ophævet, og bedst som Bevin lignede etapevinderen, ophørte newzealænderens momentum, og det lykkedes akkurat for Colbrelli at gøre den syvende podieplads i løbet til den første sejr.

I lyset af de mange ”lige-ved-og-næsten”-oplevelser er der næppe nogen, der kan have noget imod Colbrellis sejr. Alligevel var den nu også faldet et fortjent sted, hvis Bevin vitterligt var gået forbi. Newzealænderen, der i denne sæson har rejst sig som en anden Fugl Føniks fra en hensygnende tilværelse på CCC, har nemlig siden den fabelagtige kørsel i Baskerlandet været tæt på så mange gange, at hans gode form snart fortjener den store sejr. Når man samtidig tænker på, at han hele tre gange er blevet nr. 2 på den WorldTour-enkeltstart, han endnu ikke har vundet, at han ved VM i enkeltstart i 2019 var bare 3 sekunder fra at få medalje, og at han i 2018 styrtede i et Tour Down Under, hvor han med førertrøjen på sine skuldre havde kurs mod en mulig samlet sejr, havde det nu også været ganske fortjent, hvis det var Bevin, som havde fået ophævet sin personlige forbandelse. Men måske Colbrelli nu har vist vejen, så det kan lykkes for Bevin i morgen!

Til gengæld er det svært at have voldsomt ondt af UAE-mandskabet, der kom fra etapen med en 3., en 5. og en 9. plads. Netop denne etape var det stjernebesatte arabiske holds helt store chance, og det største problem for dem var vel at bestemme, om de skulle satse på Marc Hirschi, Diego Ulissi og Rui Costa. Tilsyneladende var de også præget af den ubeslutsomhed, for mens Caruso kørte så flot et lead-out for Colbrelli, endte de tre halvhurtige UAE-folk med at køre hver deres spurt og alle ende med en sekundær placering.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Det overtal kunne være blevet brugt meget bedre. Hvad kunne der ikke være sket, hvis Ulissi og Costa havde kørt lead-out for den stadig mere formstærke Hirschi? Og hvad var der sket med Colbrelli og Bevin, hvis UAE ikke havde været totalt passive på hele finalestigningen, der uden Arensmans angreb formentlig var blevet kørt så langsomt, at også Cort og Smith var kommet med over. Og så var Hirschi næppe overhovedet blevet nr. 3!

UAE var dog ikke alene om den passive kørsel. Store dele af finalebjerget var præget af en mærkelig tilbageholdenhed, der kortvarigt truede med at gøre det muligt for Ineos faktisk at spare hurtige Dennis til en mulig spurt. Heldigvis for underholdningen var Arensman, Kuss, Masnada, Woods, Kenny Elissonde og Sebastien Reichenbach med på at teste benene lidt, og dermed lykkedes det dem effektivt at få vist, at Ineos med den knap så stærke trup til dette løb ikke kan slippe afsted med drømmen om at spare tre kaptajner, der således kan rydde podiet, som de gjorde det i Catalonien.

Og så alligevel… Dennis var nemlig på grænsen til det uhyggelige i dag, og han ser igen ud til at have fundet de vanvidsben, der var hovedårsagen til, at det i dag er Tao Geoghegan Hart og ikke Wilco Kelderman eller Jai Hindley, som kan kalde sig Giro d’Italia-vinder. Australieren så end ikke besværet ud, da han hentede Kuss og Woods, og slutteligt kørte han så modbydeligt hurtigt på det flade stykke, at det kun var O’Connor, der turde komme med et forkølet angreb - et angreb, som Dennis endda gik med i, selvom hans intention med sin overlegne styrke egentlig bare var at neutralisere det. Og hvis han på lørdag fører, som han gjorde, da han førte for Geoghegan Hart på Stelvio og Sestriere i oktober, ender det jo sikkert med, at det alligevel kun er Geraint Thomas og Richie Porte, der kan følge med!

Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis Ineos havde levet op til deres løfte om at køre, som de gjorde i den Giro, og ikke med samme maskinagtige kørsel, som vi ellers kender dem for. Tænk, hvis de på det flade stykke ind mod mål havde smidt atombomben og var gået i angreb med en af deres tre ryttere, særligt Dennis eller Thomas, der kan køre skræmmende stærkt på en let faldende hovedvej som den, der førte dem ind til målet i Saint-Imier. I et felt, hvor næsten alle rytterne var kaptajner, er det meget svært at se, hvem der skulle have mobiliseret en jagt, og jeg vil tro, at både Dennis og Thomas vil have haft en ganske fair chance for at have taget en solosejr, hvis atombomben var blevet smidt.

Det blev den imidlertid ikke, og det er måske også meget forståeligt. Tænk hvis Dennis havde fået et par farlige mand med sig, og gruppen efterfølgende var holdt hjem, selvom australieren havde sat sig på hjul. Da kunne en offensiv taktik have ramt holdet i nakken, hvis kongeetapen alligevel bliver for hård for Dennis. Med dagens udkomme taler alt jo stadig for, at den samlede vinder hedder enten Thomas eller Porte, og derfor var der vel ingen grund til at tage unødige risici - selvom det havde været ganske sjovt at se udkommet!

Og det havde jo også været smaddersynd for Colbrelli. Så var det nemlig sikkert igen gået, som det plejer, nemlig at Colbrelli havde vundet en spurt bag en udbryder, som han tidligere har gjort det i forbindelse med sejrene til Küng og De Gendt. I det tilfælde havde man i sandhed kunnet tale om en næsten urimelig forbandelse, som nu på helt retfærdig vis har fået sin afslutning.

Etapen kunne måske være endt med fortsat forbandelse og et genialt Ineos-kup, men endte nu i stedet med brudt forbandelse og muligvis en forspildt chance. Det andet havde altså heller ikke været til at bære for den indtil i dag så uheldige Colbrelli.