Tour de Romandie-analyse: Da den kedelige kurve blev vendt

STREAM ESCHBORN-FRANKFURT OG GIRO D'ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I disse tider, hvor mange ryttere synes at gå i fysisk forfald langt tidligere - næppe fordi de selv falder voldsomt af på den, men fordi de overhales af nye kometer - bliver man altid bekymret, når en rytter viser tegn på tilbagegang. Den slags er nemlig svært at vende, og ofte ender det med en konstant nedadgående kurve, der fortsætter, indtil rytteren nærmest er helt ukendelig. I disse år er det mest grelle eksempel vel Peter Sagan, der i en længere årrække langsomt har tabt niveau, men i de senere år med en sådan hast, at man i dag næsten ikke kan forstå, at vi taler om den mand, der engang var sportens vel nok største stjerne.

I virkeligheden er det naturligt at sammenligne Sagan med Fernando Gaviria. Naturligvis har colombianeren aldrig nået Sagans højder, men da han bragede ind på scenen med sine sejre foran Mark Cavendish i Tour de San Luis på et tidspunkt, hvor meget få overhovedet havde hørt hans navn, syntes der at være tale om en komet af Sagan-klassen. Dengang virkede han slet og ret ustoppelig, og der var nærmest ikke grænser for, hvad han kunne opnå, hvilket vel var mest tydeligt, da han - måske - kun var et dumt styrt fra at vinde Milano-Sanremo i første forsøg.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

På et tidspunkt var han vel også på toppen af sprintertronen. Da han vandt tre etaper og pointtrøjen i sin første grand tour under Giroen i 2017, var det i hvert fald svært at se, hvem der kunne matche. Dengang var han stadig bare 22 år, men måske var det i virkeligheden her, han toppede. Ganske vist fik han en forrygende Tour-debut året efter med to etapesejre i de to første massespurter, men senere i samme løb stod det klart, at Dylan Groenewegen i hvert fald havde en højere topfart. Sejrsrate var også aftaget, og det var efterhånden sjældent, at man sad tilbage med en wow-følelse, som man ellers ofte gjorde det, da han fortsat var en ustoppelig komet.

Derfra er det gået stærkt. Det hjalp bestemt ikke, at han i 2019 lod sig friste af de arabiske oliemillioner og forlod verdens bedste sprinterhold, Quick-Step, til fordel for en betydeligt mere tvivlsom støtte hos UAE, for det accelererede blot den kedelige trend. Bunden blev vel nået efter coronapausen i slutningen af 2020 samt i 2021 og 2022, hvor han i periode var så ligegyldig en sprinter, at man næsten begyndte at holde op med at nævne ham, og hvor han vandt blot hhv. 3, 1 og 2 gange - og kun én sølle gang på WorldTouren. Faktisk var han sejrsløs i 11 måneder hele to gange i samme periode. Farten var væk, holdbarheden det samme, og særligt i efteråret 2022 kunne han ikke overleve selv den mindste motorvejsbro.

Derfor lignede det også en fiasko, da Movistar forud for denne sæson hentede ham til holdet. Alene det forhold, at det spanske mandskab er helt uden sprinterhistorik, lugtede ubehageligt af fejlkøb. Positioneringen haltede jo gevaldigt, og hvordan skulle det gå godt på et hold uden tog, når han ikke længere var i nærheden af at have den fart, der kunne ret op på en dårlig position? Nej, meget tydede på, at Movistar havde brændt en stor del af budgettet af på et fejlkøb, og Gavirias kurs mod bunden nok ville fortsætte.

Ingen kan hævde, at Gaviria er blot i nærheden af at være den komet, han engang var, for efter dagens sejr i Romandiet har han blot vundet to gange siden sæsonstarten, men han har ganske overraskende vendt den kedelige trend. Det startede allerede i San Juan i januar, hvor han var oppe mod både Sam Bennett og Fabio Jakobsen, og flere gange lignede hurtigste mand. Det argentinske løb understregede ganske vist, at matchet med Movistar bestemt ikke var ideelt, for uden støtte sad han alligevel så dårligt placeret, at hans eneste sejr kom den dag, hvor alle de værste rivaler var sat af undervejs, men han viste en fart, vi måske fornemmede lidt under sidste års Giro, men ellers ikke havde set i lang tid.

Den fart har han vist flere gange siden dengang, men det uharmoniske ægteskab med Movistar har desværre betydet, at den dårlige positionering havde efterladt ham sejrsløs siden sejren i Argentina, indtil han i dag i Romandiet brød tørken. Det kom måske særligt til udtryk på 2. etape i Tirreno, hvor han gjorde brug af den nye strategi, som han har opfundet, nu hvor hans svage hold tvinger ham til at starte sin spurt meget tidligt og med et overraskelsesangreb tage rivalerne på sengen. Det var sådan, han næsten tog sin første sejr på 2. etape i Argentina, og på omtalte etape i Tirreno kom han flyvende med så høj fart, at den ellers suveræne Jasper Philipsen måtte ødelægge sine egne sejrschancer for at forhindre den flyvende colombianer i at vinde.

Det lykkedes som bekendt for Philipsen, der i stedet endte med at servere sejren på et sølvfad til Jakobsen og understregede, at der næppe bliver mange sejre for Gaviria hos Movistar. Dertil skal han alt for ofte starte sin spurt for langt tilbage, og strategien med overraskelsesangreb og tidlige spurter er pokkers svær at gøre færdig. Til gengæld har vi set, at Gaviria igen har en fart, der gør ham konkurrencedygtig, når sol, måne og stjerner står så rigtigt, at han har en brugbar position.

Derfor virker det slet ikke længere på månen at tro, at Gaviria vil kunne komme fra den kommende Giro med en etapesejr. Sprinterfeltet er i år ikke det stærkeste, og det gør det alt andet lige nemmere for colombianeren at manøvrere i positionskampen. Udfordringen kan til gengæld være, at næsten alle årets sprinteretaper er knaldhårde, og derfor vinder man næppe mange gange, hvis ikke man tager klatrebenene med til Italien.

Det har givet anledning til en vis bekymring. Gavirias holdbarhed kan nemlig være svært varierende, og i år har han ikke vist de gode klatreben, han havde i sidste års Giro. Derfor var det også en ekstra opløftende sejr, den colombianske stjerne i dag tog, da han brød sin næsten to år lange WorldTour-tørke ved at erobre sidste etape i et Tour de Romandie, der bestemt var en gave til de tunge sprintere.

Det var nemlig en sejr, der mere blev opnået via klatreevnerne end via farten. Da først han havde overlevet stigningerne og var i spil til sejren, var det nemlig helt givet, at han ville vinde, hvis han blot klarede den positionering, der altid volder så store kvaler. Her var betingelserne heldigvis ganske gode, for i et løb, der pr. definition vækker afsky hos de fleste sprintere, er modstanden og dermed rivalerne i positionskampen ganske begrænset, og derudover var dagens finale uhyre enkel. Ingen kunne være i tvivl om, at Gaviria ville være hurtigste mand, og at han her ville have en sjældent god chance for at sidde rigtigt. Problemet var bare, at der stod to store stigninger i vejen for at komme så langt. Hans præstation på 1. etape gav ikke just grund til at tro, at det var en udfordring, han kunne klare.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det så bestemt heller ikke lovende ud, da han som en af de første blev sat på dagens første stigning, men heldigvis blev han reddet af nogle omstændigheder, der bør føre til en del selvransagelse på diverse hold her til aften. Der var nemlig næppe nogen, der ikke regnede med, at Ineos ville gennemføre den massakre, de havde så stor succes med på 1. etape, hvor de på en ellers lidt lettere rute fik elimineret stort set hele sprinterfeltet. Og hvis ikke de tog initiativ, kunne man måske vente sig, at EF og Magnus Cort ville se en mening i at sætte løbets hurtigste til vægs.

Derfor var forbløffelsen også stor, da man hverken så skyggen af Ineos eller EF, da de ramte dagens første og sværeste stigning. Her fik UAE lov til at føre hele vejen op med Domen Novak, og de havde bestemt ikke travlt. Deres eneste formål var at holde snor i Thomas Gloag, der på for araberne irriterende vis havde ramt udbruddet og tvunget dem i arbejdstøjet. Derfor blev dagens vigtigste udfordring afviklet i et ganske moderat tempo, men alligevel fik EF og Ineos en gratis gave serveret, da det var nok til at sende løbets hurtigste til tælling.

Den gave tog de imidlertid ikke imod. Selvom Gaviria var sat tidligt på stigningen og så langt efter, at han formentlig kunne være elimineret definitivt, hvis farten i feltet havde været høj, så man intet til de holdbare sprinteres mandskaber. I stedet gik det efterfølgende så langsomt, at udbruddet kunne øge med mere end et halvt minut inden næste stigning, og det førte til, at det var et næsten helt intakt felt, der kunne tage hul på den sidste stigning. Her forstod EF og Ineos endelig, at det var tid at gøre noget ved sagen, da Odd Christian Eiking og senere endelig også Egan Bernal gik til stålet, men desværre var stigningen denne gang for kort til, at man kunne sætte Gaviria definitivt til vægs.

Det hang naturligvis sammen med, at Gaviria klatrede betydeligt bedre på anden end på første stigning, men det hang også sammen med passiviteten, hvor Ineos først sendte deres stærke våben, Bernal, til fronten, da det meste af stigningen var overstået. Gaviria har næppe kunnet tro sit eget held, for passiviteten førte til, at han efter en intens jagt alligevel kunne få chancen for at spurte. Her lykkedes det ham i det beskedne sprinterfelt og den enkle finale at finde så god position, at han med sit nye våben, det lange overraskelsesangreb, med lethed kunne slå de langsommere folk og bryde sin WorldTour-tørke.

Hvordan kunne det være, at passiviteten var så stor? Det skyldtes formentlig mandefald. Det hjalp jo ikke noget at sætte sprinterne til vægs, hvis de bare kom op igen. Ineos mistede tidligt en overraskende svag Brandon Rivera samt de to meget tunge folk, Cameron Wurf og den fallerede Elia Viviani, og dermed havde kun tre mand til at hjælpe Ethan Hayter, hvoraf den ene, Jhonatan Narvaez, blev sparet helt til et lead-out. Hos EF var de fra morgenstunden nede på bare fire mand, og dermed var der grænser for, hvor tidligt de kunne starte - og derudover var Magnus Cort nok også en anelse usikker på egne evner på den lange stigning, for det har været ret tydeligt, at han ikke har været på toppen i denne uge.

Der var derfor måske god ræson i, at de tøvede en kende, men de er ikke ene om at kunne sidde tilbage med en ærgerlig smag i munden. Vi så heller ikke Trek gøre spor for at komme af med de rivaler, der kunne slå Thibau Nys, selvom de i dette løb ikke havde meget andet end ham at køre for. Det hang dog nok sammen med, at de stadig er usikre på, hvad den unge belgier kan overleve, for han kørte trods alt kun sit allerførste løb på WorldTouren. Vi så heller ikke noget til Bahrain før efter stigningerne, men det skal formentlig forklares med, at et hårdt tempo risikerede at gøre løbet for hårdt for deres hurtige mand, Nikias Arndt. Og så var Gaviria bestemt ikke uheldig med, at Milan Menten ikke havde mandagens klatreben, for havde han overlevet stigningen, var Lotto blevet en ekstra modstander og ikke den allierede, der i sidste ende nok var en væsentlig årsag til, at colombianeren endte som etapevinder.

Ja, der er mange hold, der må sidde tilbage med følelsen af en forspildt mulighed, for bag Gaviria, der ikke overraskende viste sig i særklasse på ren fart, var hierarkiet så mudret, at mange havde en reel chance for at vinde. Mest grund til ærgrelse har Ineos, der igen kunne se, at Narvaez er en god lead-out man, og som også kunne se, at Hayter havde fornem fart. I en spurt uden Gaviria taler meget for, at Narvaez havde sat briten perfekt op, og at han havde gjort arbejdet færdigt.

Nu betød Gavirias tidlige spurt imidlertid, at han blev slået af Arndt, der tog et i dag meget sjældent topresultat i en massespurt, selvom han slet ikke havde hverken Hayters eller Gavirias fart. Det var en tiltrængt oprejsning for den store tysker, der på det seneste ellers ikke har været i nærheden af at være konkurrencedygtig i spurter som disse. Til gengæld må løbet vække grund til stor bekymring hos Lotto, der for anden spurt i træk kunne se Milan Menten, der ellers sad perfekt i Gavirias baghjul, nærmest blive ydmyget af rivalerne. Nok har han vist imponerende holdbarhed i år og kørt gode spurter i stigende finaler, men på flad vej er han bestemt ikke den erstatning for Arnaud De Lie som manden, der skal vinde mindre lb, som han er udset til at være.

I det mindste fik han lov at spurte. Også denne gang gik det galt for Cort, der ellers så ud til for en sjælden gangs skyld at have tilkæmpet sig en brugbar position, men som alligevel blev fanget for langt tilbage. Det samme gjorde Nys, der jo ellers lykkedes så fint med positionskampen på 1. etape, men trods alt må have en del at lære i den ædle positioneringskunst.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Skulle Gaviria være slået, skulle det formentlig have været af Ethan Vernon. Briten har ikke colombianerens fart, men han var en af feltets hurtigste rivaler, og han havde først og fremmest feltets klart bedste tog. Etapen lærte os imidlertid, at han enten er meget svingende eller også har problemer med sin restitution. Der var i hvert fald stor forskel på den Vernon, der klatrede så godt i onsdags og på Mallorca, og den Vernon, der i dag faldt fra som en af de eneste - dog sammen med Niccolo Bonifazio, der har været chokerende dårligt klatrende i dette løb, den helt tunge Lionel Taminiaux og ikke mindst Viviani, der i dag er efterladt som ren statist i alle løb.

Det lugter nu ikke af, at det vil lykkes, men Viviani kan i det mindste finde lidt håb i sin tidligere holdkammerat, Gaviria, der i denne sæson har vist, at det faktisk kan lade sig gøre at bryde en nedadgående trend, og at han også i sin mere fremskredne alder stadig kan vinde mod de yngre rivaler. Akkurat som Adam Yates, der nu også kan føje Tour de Romandie til sin flotte liste over etapeløbssejre fik vist, at man selv i disse tider stadig kan vinde store cykelløb, selvom man ikke hører til blandt de unge kometer.

For Gavirias vedkommende bliver næste opgave nu at konfirmere sin genfødsel i Italien de kommende uger. En etapesejr i Giroen vil være det ultimative bevis på, at han har brudt den kedelige kurve, der kun gik den helt forkerte vej, men som trods et holdskifte, der lignede det helt forkerte match, nu igen synes at pege i den rigtige retning.

STREAM ESCHBORN-FRANKFURT OG GIRO D'ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE