Tour de Romandie-analyse: Giro-favorittens eminente forår

I den seneste uges tid har der været lidt diskussion om, hvem der var den hidtil bedste rytter i 2019. Mange har peget på Julian Alaphillpe, der med ni sejre klart topper vinderlisten og kun har kørt tre løb, hvor han ikke er kommet med hjem en sejr - og her blev han i øvrigt hhv. nr. 2, 4 og 16. Andre har peget på Jakob Fuglsang for en imponerende stabilitet, der budt på et hav af topplaceringer i både endags- og etapeløb samt tre sejr, hvoraf den største naturligvis kom sidste søndag i Liege-Bastogne-Liege. Og endelig har nogle nævnt Adam Yates, der ligesom Fuglsang har kørt et imponerende stabilt forår med hele fire sejre, heraf tre på WorldTouren, en 4. plads i et monument samt to 2. pladser og en 5. plads i WorldTour-etapeløb.

I virkeligheden burde den diskussion være omsonst. Efter at have været vidner til en knusende overlegen præstation i Tour de Romandie, hvor han med dagens suveræne sejr på enkeltstarten sikrede sig den samlede triumf, fortsatte Primoz Roglic nemlig en sæsonstart, som selv ikke Alejandro Valverde i sine bedste år ville have let ved at matche. Sloveneren har ganske vist kun kørt tre løb og således været langt mindre aktiv end de tre ovennævnte, men til gengæld har han sat kvantitet over kvalitet. Alle løb har været på WorldTouren, og de er alle blevet vundet. Han lagde ud med at knuse al modstand i UAE Tour, dernæst fik han akkurat skovlen under Adam Yates i et neglebidende Tirreno-Adriatico, og i denne uge knuste han så al modstand i forbindelse med sit titelforsvar i Romandiet.

Dykker man lidt nærmere ned i tallene, bliver han endnu mere forbløffet. Roglic har haft bare 20 løbsdage, men dem har han udnyttet med en skræmmende effektivitet. Således er der blevet til otte sejre, fire 2. pladser, tre 3. pladser, en 7. plads og en 11. plads. Faktisk er det kun på de fem sprinteretaper, han har deltaget i, at han er endt uden for top 11, og af de øvrige løbsdage er det kun to gange, at han ikke har været i top 3!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det siger naturligvis først og fremmest noget om hans tårnhøje klasse, men det er lige så meget en afspejling af hans enorme alsidighed. Den er i særdeleshed kommet til udtryk i denne uge, hvor han har vundet såvel en spurt i en relativt stor gruppe som en enkeltstart og en bjergetape. Og husker man på, at han kun var 0,3 sekund fra at vinde prologen og næsten med sikkerhed havde vundet i puncheurfinalen på 3. etape, hvis ikke han var lukket inde, kunne han med lidt flere marginaler på sin side have vundet fem af seks etaper - og det endda selvom de alle bød på vidt forskelle udfordringer!

I dag var det så tempoevnerne, der blev taget i brug, da han atter dokumenterede, at han i hvert fald på kuperede enkeltstarter er en af de - hvis ikke den - bedste i verden. Efter tidligere sejre i Romandiet og Baskerlandet, hvor han forud for i dag havde taget hhv. én og to tidskørselssejre, konfirmerede han sin status som løbets i særklasse bedste rytter ved også at køre alle midt over på den i øvrigt meget alsidige og åbne afsluttende enkeltstart i Geneve. Først udnyttede han sin klatrestyrke til at køre alle i sænk på stigningerne i den indledende fase, og selvom han tabte lidt terræn til de store maskiner på tonserstykket mod slutningen, var der reelt tale om en magtdemonstration i et felt, der bød på hele tre andre specialister, som med jævne mellemrum har vist sig som hørende til den absolutte verdenselite.

En af dem er Victor Campenaerts, der ganske vist måtte se sig slået, men næppe er helt utilfreds med 2. pladsen. Det var nemlig helt klart, at det nok ville blive svært at få ram på Roglic på en så kuperet rute, og i det lys var det bare en bekræftelse på hans enorme fremgang, at han sikrede sig 2. pladsen. Den kommer efter en ret suveræn sejr i det skræmmende stærke felt i Tirreno og ikke mindst VM-bronzen, hvor han var mindre end et sekund fra at stjæle sølvet fra Tom Dumoulin, og derfor var dagens resultat bare endnu en understregning af, at Campenaerts nu tilhører den absolutte elite, der næsten i enhver sammenhæng vil køre med om sejren i de store WorldTour-enkeltstarter.

Til gengæld skuffede de to andre topkandidater til sejren. Værst gik det for Geraint Thomas, der ellers lignede en stensikker nr. 2 i den samlede stilling, men som kørte en af sine ringeste enkeltstarter i ganske lang tid. De fleste ville være lykkelige for en 10. plads på en WorldTour-enkeltstart, men for en mand, der har for vane at vinde dem, slår det slet ikke mål med ambitionerne. Værre var det, at han endda var lige ved at ryge helt ned af podiet, og dermed fik en ellers fin uge en lidt bitter afslutning for Thomas. I det store billede må han dog glæde sig over, at disse seks dage har bragt ham tilbage på sporet frem mod Touren efter en kedelig sæsonstart, og med tanke på den mavepuster, han fik sig i netop dette løb for et år siden, står han faktisk end anelse stærkere, end han gjorde på samme tidspunkt for 12 måneder siden.

Den fjerde topkandidat til sejren var Stefan Küng, men det lykkedes ham ikke at tage FDJs tredje ser i en fantastisk uge for det franske mandskab. Rutens beskaffenhed var naturligvis en del af forklaringen, men heller ikke på det flade tonserstykke til sidst kunne han helt matche eksempelvis Tony Martin. Det er desværre en lidt kedelig tendens, at den schweiziske maskine, der på sine store dage før har været i en helt anden liga som i BinckBank Tour sidste år, er yderst svingende i sine præstationer på tidskørsler, og i dag var bestemt ikke første gang, han underpræsterede i sin paradedisciplin. Mange vil således huske fiaskoen ved EM sidste år samt senest hans katastrofale præstation på sidste etape af Tirreno tidligere i år.

Med skuffende præstationer fra Küng og Ganna var den sidste podieplads pludselig i spil, og den blev stjålet fra en lidt uventet kant. Da han knuste al modstand på prologen i Provence i februar, så Filippo Ganna ellers ud til med skiftet til Ineos endelig at kunne indfri sit store tempotalent, men han gled lidt i glemmebogen igen efter en skuffende præstation i Tirreno og på prologen i tirsdags. I dag leverede han imidlertid et yderst imponerende ridt på en rute, der ellers ikke passede ham specielt godt, og dermed kunne noget tyde på, at han måske er den næste i rækken af ryttere, som det britiske storhold formår at bringe til et helt nyt niveau på tidskørslerne.

Det nye niveau i disciplinen fandt Patrick Bevin allerede sidste år, da han med 2. pladser i hhv. Baskerlandet og Californien kom meget tæt på en stor sejr på en WorldTour-enkeltstart. Den forløsende triumf kom heller ikke i dag, men man kan med nogen ret hævde, at hans 4. plads i dagens specialistfelt måske endda er hans hidtil fineste præstation. I hvert står det klart, at Bevin nu hører til blandt de skarpeste, især på kuperede ruter, og før eller siden må han tage den sejr, han kredser om. I det hele taget var det en fin dag for et CCC-hold, der også med unge Will Barta på 8. pladsen leverede dagens overraskelse, ligesom de med Joey Rosskopf som nr. 14 havde hele tre mand i top 15.

Den sidste store specialist i løbet er Tony Martin, og han kan også tage hjem fra Schweiz med en vis tilfredshed. Efter den næsten pinlige præstation på enkeltstarten i Tirreno og et skidt 2018 så det ellers ud til, at den tidligere tempokonge måske definitivt skulle afskrives, men han har rejst sig fornemt i denne uge. Først overraskede han stort på en prolog, der ikke kunne have passet ham meget dårligere, og i dag kørte han sig så til en fin 5. plads. Det er naturligvis stadig langt fra hans gamle niveau, men på en rute, hvor han var hæmmet af sine stærkt forværrede klatreevner, kan han ikke være helt utilfreds, ikke mindst fordi han var den allerhurtigste på tonserstykket efter mellemtiden, ligesom han i øvrigt var det på powerstrækningen mod slutningen af prologen også. Det skal blive meget interessant at se Martin måle sig mod de bedste, når han engang igen får en lang, relativt flad rute. Noget tyder på, at han stadig har mere råstyrke, end resultaterne umiddelbart viser.

Meget interesse samlede sig om klassementskampen, hvor der reelt kun var den samlede sejr, der aldrig var spænding om. I den sammenhæng var den store vinder Rui Costa, hvis eminente evne til at præstere i Schweiz blev fuldbyrdet med det, der vel kan kaldes hans bedste relativt flade enkeltstart i mange år. Sidste år blev han højst overraskende nr. 4 på en bjergenkeltstart, og i dag kørte den ellers ikke specielt tempostærke portugiser sig så til en 7. plads på en rute, der eller sikke lå til hans højreben. Dermed kan han nu føje en 2. plads til en samling, der i forvejen tæller tre 3. pladser, en 5. plads og en 6. plads i det bjergrige schweiziske løb, og hvis man dertil lægger hans historiske tre sejre i Tour de Suisse, hvor han desuden også er blevet nr. 5 og 7, må man forundres over, hvordan hans niveau nærmest pr. automatik hæves med et par procent, når han krydser stregen til et land, der i øvrigt er kendt for at have en relativt stor befolkningsgruppe med portugisisk baggrund. Måske er det den ekstra støtte, der giver ham det, han ellers ofte mangler.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Felix Grosschartner må sidde tilbage med en lidt blandet følelse. På den ene side kørte han sin bedste enkeltstart siden den overraskende 2. plads i Paris-Nice sidste år, men samtidig var han bare et enkelt sekund fra overraskende at skubbe Thomas ned fra podiet. Når den værste skuffelse har lagt sig, kan han imidlertid se tilbage på et løb, hvor han for første gang har været med helt i front på den europæiske scene, og da det kommer bare få uger efter sejren i Tyrkiet, synes meget at pege i retning af, at den alsidige østriger over de sidste uger har taget et betydeligt skridt fremad. I det hele taget blev det en fin uge for Bora, der fik to mand i top 10, da Emanuel Buchmann også i dag kørte en efter hans standard ganske fin enkeltstart. Desværre betød gårsdagens ruteændring, at løbet samlet set slet ikke passede til den tyske klatrer, der derfor kan være ganske tilfreds med en 7. plads.

David Gaudu kommer også hjem fra løbet med stor tilfredshed. Ikke blot blev det til en etapesejr og en samlet 5. plads, dagens præstation tyder også på betydelig fremgang i tempodisciplinen. Naturligvis tabte han som nr. 22 stadig for meget til mange af rivalerne, men det er udtryk for markant fremgang, at han reelt kører lige op med folk som Steven Kruijswijk, Buchmann og Ilnur Zakarin. Netop enkeltstarten har ellers hidtil fremstået som det, der reelt ville gøre det umuligt for ham at slå igennem som grand tour-rytter, men den akilleshæl ser måske slet ikke ud til at være så slem endda. Det er den til gengæld stadig for folk som Michael Woods, den ellers delvist genfødte Carlos Betancur og Guillaume Martin, der alle fik gedigne klø på dagens etape.

Det gjorde Ilnur Zakarin til gengæld ikke. Ganske vist kørte russeren langt fra sin bedste enkeltstart, men han avancerede alligevel fra en placering som nr. 11 til en 8. plads, der kunne være blevet til mere uden styrtet på 3. etape. Med tanke på, at han i de senere år aldrig har kørt gode enkeltstarter uden for grand tours, har denne uge blot styrket fornemmelsen af, at den langlemmede russer måske er på vej tilbage mod sit forrygende niveau fra 2017, hvor han endte på Vueltaens podium. I det hele taget har det været en god uge for det ellers så kriseramte Katusha-mandskab, der ikke blot vandt med Rick Zabel i Yorkshire, men også fik den ellers så hensygnende Simon Spilak ind på en samlet 9. plads i et løb, hvor sloveneren simpelthen bare synes altid at præstere, selv når han ellers tilsyneladende ikke længere har niveauet.

I det hele taget var der mange positive oplevelser. Carl Fredrik Hagen viste endelig, hvorfor han i de seneste år har været en af de mest spændende norske klatrere, da han efter en svær start sikrede sig en samlet 15. plads, en enkelt placering foran Riccardo Zoidl, der efter sit flotte 2018 på et lavere niveau har vist, at han altså hører til på WorldTouren. Eduardo Sepulveda, der ellers lignede en rytter på vej mod tidlig pension, fandt pludselig sit gamle talent igen, da han blev en højst overraskende nr. 13. Det samme gjorde veteranen Mathias Frank, der med en 12. plads kørte sit bedste etapeløb længe. Og så blev løbet altså også scenen, hvor vi vel altså så den bedste Betancur, vi har set siden 2014.

Uanset alle disse flotte præstationer var det alligevel bare som om, vi var vidner til to cykelløb i ét. Der var ét for suveræne Roglic, og så var der ét for alle de andre, der kunne slås om de stumper, der blev ladt tilbage af det slovenske fænomen. Heldigvis for dem var marginalerne ikke helt på hans side på prologen og 3. etape, for ellers var det nok kun Küng, der udover Roglic var kommet til fadet. De to lidt ærgerlige nederlag kan imidlertid slet ikke slette indtrykket af en fuldstændig overlegen slovener, der cementerede sin status som sæsonens hidtil bedste rytter. Og alt tyder på, at den position blot vil blive yderligere styrket, når Giro-karavanen den 2. juni når målet i Verona. Tom Dumoulin og co. har i hvert fald al mulig grund til at frygte manden, som det endnu ikke er lykkedes at slå i en helt igennem fabelagtig 2019-sæson.