Tour de Romandie-analyse: To vidunderbørn - to fremtidige grand tour-vindere

For fire år siden læste jeg et interview med Androni-manager Gianni Savio. Den erfarne italiener fortalte med stolthed, hvordan han i Colombia havde fundet en ny sydamerikansk perle, der i diverse tests havde produceret tal, som overgik alt, hvad han tidligere havde set hos de mange talentfulde ryttere, der tidligere havde været i hans fold. Mountainbikeren Egan Bernal var dengang bare 17 år, men Savio var ikke i tvivl: colombianeren ville blive til noget stort!

Nu er det ikke sjældent, at ryttere udskriges til at være ”the next big thing in cycling”, og derfor skal man altid tage sådanne udmeldinger med en gran salt. Med Savios evne til at opsnuse sydamerikanske talenter in mente skrev jeg mig dog alligevel Bernals navn bag øret og holdt et særligt øje med ham, da han allerede som 18-årig kom til Europa. I de to første år levede han dog ikke helt op til de nok lidt for høje forventninger, jeg havde, men set i bakspejlet var hans resultater som ung teenager faktisk ganske imponerende.

Det blev 2017-sæsonen, der markerede hans helt store gennembrud, ikke mindst med en sejr i Tour de l’Avenir, hvor han af rivalerne blev beskrevet som værende på en anden planet, samt en fornem top 15 i monumentet Il Lombardia. Det gjorde ham til det mest eftertragtede talent på transfermarkedet, og han valgte ikke overraskende at skifte til Sky, hvor han forventede at få de bedste muligheder for at udvikle sit etapeløbstalent.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Hverken Savio eller Sky-chef David Brailsford havde dog formentlig ventet at se, hvad de har set i de første måneder af tiden i den hvide trøje. Efter en samlet sejr i Colombia Oro y Paz, hvor han egentlig skulle hjælpe Sergio Henao, imponerede han stort i sit første WorldTour-etapeløb på europæisk grund. I Catalonien var han den eneste, der kunne yde en ellers helt overlegen Alejandro Valverde blot nævneværdig modstand, og han satte en stribe en af verdens allerbedste klatrere til vægs i en fantastisk duel med den spanske veteran, der allerede kørte klassement i grand tours, da Bernal nåede skolealderen.

Desværre blev det hele ødelagt af et slemt styrt på sidste etape, der kostede en stensikker andenplads, men det tabte topresultat var underordnet. Vigtigst var det, at Bernal havde bekræftet, at han allerede som 21-årig er i stand til at køre med om sejrene i sportens største etapeløb, og hvis han ikke allerede var sportens vidunderbarn nr. 1, gjorde han med præstationen i Spanien endegyldigt krav på at have monopol på den status.

I lyset af de slemme skader var der næppe mange, der havde store forventninger til ham forud for denne uges løb i Romandiet. Ærlig talt havde jeg - og sikkert også mange andre - forventet, at han skulle bruge et par løb til at genfinde formen. Set i lyset af, at det i dag bare er 33 dage siden, at hans knogler blev knust mod Barcelonas asfalt overgår det næsten enhver fatteevne, at colombianeren i dag satte flere af verdens allerbedste klatrere til vægs på den knaldhårde bjergenkeltstart i det schweiziske løb.

Den chokerende gode prolog havde ganske vist indikeret, at noget stort kunne være i vente, men resultatet overgår alligevel forventningerne på en dag, hvor det ellers så ud til, at Richie Porte var på vej mod en vigtig comebacksejr. Samtidig kan Bernal med den begrænsede forberedelse umuligt være i topform endnu, og det gør det nærmest rædselsvækkende at tænke på, hvad det kan blive til senere på året. Sky-ledelsen har ikke helt lukket døren for, at han kan få Vuelta-debut senere på året, og efter dagens magtdemonstration må det være endnu mere fristende at sende ham til Spanien til august. Det vil formentlig være i en hjælperrolle for Geraint Thomas og måske Chris Froome (hvis rygterne om en karantæne henover Touren taler sandt), men efter dagens chokresultat skal man aldrig sige aldrig. Vi vidste, at Sky havde fundet en guldfugl, og hvis den allerede nu er holdbar over tre uger, kan der måske vente noget stort for Bernal på de spanske landeveje senere på året.

I første omgang gælder det dog den samlede sejr i Romandiet, og i den sammenhæng endte dagen ikke helt perfekt. Bernal var nemlig ikke den eneste, der imponerede stort på Villars-stigningen i de schweiziske alper. Næsten lige så imponerende var Primoz Roglic, der gang på gang bekræfter, at han er gjort af noget helt, helt særligt. En nærmest kometagtig transformation fra skihopper til cykelrytter har efter bare to år på WorldTouren løftet ham op i den absolutte verdenselite, hvor han allerede nu fremstår som en fremtidig grand tour-vinder.

Udviklingsmønsteret er lidt sjovt. Det var som ren klatrer, at han slog igennem i sine tidlige år, hvor han via en sejr i Tour de Slovenie sikrede sig en rolle som hjælperytter for Steven Kruijswijk på LottoNL-Jumbo. Nærmest ved et tilfælde fandt han i Giroen ud af, at han også kan køre enkeltstart, og det fik ham til at satse målrettet på denne særlige disciplin. På nul komma fem udviklede han sig til en af verdens absolut førende tempospecialister, men til gengæld tabte han de klatreevner, der i første omgang havde ført ham til toppen - selvom man ikke skal kimse af evnerne i bjergene hos en rytter, der trods alt vandt en af de største bjergetaper i Touren sidste år!

I år har han fået det hele til at gå op i en højere enhed. Uden at miste bare det mindste af tempoevnerne har han hævet sit niveau i bjergene, så han i Baskerlandet kunne udmærke sig som løbets måske allerbedste på stigningerne. I denne uge har han så stået over for en ny test, hvor han skal bekræfte talentet på endnu længere stigninger i de høje bjerge. I dag viste han med en fremragende og særdeles veldisponeret indsats, hvor han endda var klart hurtigere end Bernal på stigningens anden halvdel, at heller ikke det længere er en udfordring for ham. Med den vanlige sans for at slutte stærkt af - noget, der efterhånden er hans absolutte varemærke - var han lige ved at sikre sig etapesejren og leverede et forrygende flot forsvar af trøjen.

Dermed er scenen sat til et brag af en kongeetape, hvor Bernal og Sky, der ubetinget har et af de stærkeste mandskaber, vil gøre alt for at vriste trøjen fra Roglic. Denne kan imidlertid se frem til fremragende støtte fra Steven Kruijswijk, der efter en skuffede 2017-sæson med en fremragende bjergenkeltstart kom tilbage på sporet og givet håb om, at han måske alligevel kan genfinde det fabelagtige niveau fra 2016-udgaven af Giroen. Vi skal nemlig ikke glemme, at en 9 km enkeltstart ikke er ideel for den hollandske dieselmotor, og derfor er en 4. plads i dette selskab ganske lovende for den uheldige helt, der dog i første omgang må ofre sine chancer i klassementet for sin slovenske holdkammerat.

Det er dog ikke ”bare” en kamp mellem Roglic og Bernal. Richie Porte fik et væsentligt selvtillidsboost af at køre sig til en 3. plads. Han gik ganske vist ned på den sidste del af stigningen, hvilket tydeligt afspejler, at han fortsat er ganske langt fra topformen, men at han med det udgangspunkt alligevel kan køre relativt lig op med Bernal og Roglic er yderst lovende for australieren. For et par dage siden gav BMC udtryk for bekymring for Portes mentale tilstand efter et svært forår, og derfor kan dagens resultat ikke komme mere belejligt. Desværre er kongeetapen med en lang afsluttende nedkørsel ikke ideel for Porte, der nok får svært ved at forsvare titlen, men hvis det overordnede mål med løbet var at komme tilbage på sporet, er det mission accomplished.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der var generel grund til glæde i BMC-lejren, der kan glæde sig over, at Giro-kaptajnen Rohan Dennis med en 7. plads gjorde det betydeligt bedre end ventet. Holdbarheden over tre uger er stadig en latent fare for en mand, der bestemt ikke er kendt for stabilitet, men dagens præstation var hans hidtil bedste på en længere stigning. Også Pierre Latour bekræftede med en 6. plads de stormskridt, han har gjort i år, ligesom Rui Costa, der igennem nu næsten to år har befundet sig i et hul og været en skygge af sig selv, med en højst overraskende femteplads på en etape, der burde være for svær, fik vist, at det er for tidligt at afskrive den tidligere verdensmester.

Listen over skuffelser var imidlertid også lang. Dan Martin og Emanuel Buchmann havde formentlig satset på lidt mere end placering i udkanten af top 10, ligesom Jakob Fuglsang burde have gjort det betydeligt bedre på en etape som denne. Tejay van Garderen fik endnu engang givet næring til antagelsen om, at han aldrig genfinder fordums styrke, og Jaime Roson, der ellers har været så forrygende kørende først på sæsonen, fik ikke just tanket selvtillid frem mod Giroen. EF fik slet ikke det ventede udbytte af deres mange gode klatrere, selvom en 14. plads til Daniel Martinez så kort efter det grimme overfald dog var ganske lovende. Endnu værre gik det for Geraint Thomas, der ellers er kendt for ret stor stabilitet, men som bekræftede det kedelige indtryk, han efterlod i Liege. Og endelig må alarmklokkerne være nærmest øredøvende for Movistar og Carlos Betancur, der drømmer om at køre klassement i Giroen om bare et par uger.

Heldigvis stod talenterne også i kø. Udover Bernal var der opløftende præstationer fra Matteo Fabbro, Hermann Pernsteiner, Robert Power og Michael Storer, der alle har haft en lidt kompliceret start på deres WorldTour-karrierer. Naturligvis har de ikke gjort et lynindtog som Bernal, men dagens præstation vidner om, at de alle har en god fremtid i møde.

I morgen skal vi imidlertid ikke vente at se dem fremme. Der vil der atter stå Roglic, Bernal og Porte ud over det hele, når der på kongeetapen blæses til en yderst intens kamp om den samlede sejr. Roglic er i pole position, men intet er afgjort endnu i det, der har udviklet sig som et forrygende slag mellem to af sportens mest lysende vidunderbørn.