Tour de Romandie-analyse: Var to advarsler ikke nok?

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER

Egentlig burde de have lært det, de arme sprinterhold. De kunne eksempelvis blot skrue tiden tilbage til en iskold og regnvåd 1. maj i 2015. Det var dengang en brede cykelverden lærte navnet Stefan Küng at kende, da den unge schweizer, der indtil da mest havde været kendt som den nye Cancellara, kørte et udbrud, der også talte Jan Bakelants og Bert-Jan Lindeman midt over og kørte alene hjem til sin første WorldTour-sejr på en dag, hvor en frustreret Gianni Meersmans spurtsejr derfor blot rakte til en 5. plads.

Den oplevelse var åbenbart ikke lærestreg nok. I hvert fald gentog det samme sig bare to år senere på endnu en drivvåd dag i Romandiet. Dengang var det stakkels Andriy Grivko, der forsøgte at tage kampen op mod den schweiziske maskine, og selvom han hang på hele vejen, havde det kostet ham så meget, at han var chanceløs i spurten. 20 sekunder senere måtte en skuffet Sonny Colbrelli indse, at hans fine spurtsejr kun var nok til en 3. plads.

Man kan måske tilgive sprinterholdene, at de ikke lærte af fejlen første gang. Men at dumme sig igen efter nu to gange at have oplevet, hvor brølstærk hjemmebanehelten kan være i dette terræn, er altså utilgiveligt. Analogierne var ellers så tydelige, at det nærmest drev ned ad væggene, da Küng og resten af feltet mødte op til en regnvåd sprinteretape i relativt kuperet terræn. Den slags plejer som bekendt hvert andet år at betyde Küng-sejr, men den havde Bora og Deceuninck åbenbart ikke fanget.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det kunne ellers sikkert været undgået. Etapens start var nemlig ganske nem, og man kunne derfor formentlig relativt effektivt have lukket hullet, da Küng allerede på de første fem kilometer sammen med yderligere fem mand kørte væk. Det er nemlig børnelærdom for ethvert sprinterhold, at man aldrig skal gøre tingene sværere for sig selv end højst nødvendigt, og derfor er der ingen grund til ikke med det samme at lukke det ned, hvis folk som Küng eller Thomas De Gendt går i offensiven i terræn, hvor man relativt hurtigt kan køre dem ind igen.

Det gjorde de imidlertid ikke, og det var ikke den eneste brøler. Selvom både Bora og Deceuninck vidste, at dette var deres eneste chance for en spurtsejr, og at Bennett - Viviani kan trods alt bruge løbet som Giro-træning - reelt lige så godt kunne være blevet hjemme, hvis ikke det var for denne etape, lod de alligevel Jumbo stå for arbejdet helt frem til midtvejs på etapen. Her skulle de endda over en relativt lang stigning, som betød, at udbruddet kunne øge til fem minutter, og da det kneb med at hente tid på den efterfølgende nedkørsel, og regnen igen begyndte at falde, stod det klart, at de meget vel kunne have dummet sig. Herefter kan man bestemt ikke sætte en finger på deres engagement i jagten, men da var det bare for sent.

Sejren skyldtes imidlertid ikke kun sprinterholdenes fejltagelser. I lige så høj grad var det naturligvis Küngs enorme power, der gjorde forskellen. I gruppen var han oppe mod to hurtigere folk i folk af Gediminas Bagdonas og Claudio Imhof, ligesom han skulle af med en Frederik Backaert, der i de seneste uger har vist forrygende form i de franske løb. Alle blev de imidlertid sat fra hjul af det schweiziske tempofænomen, hvis styrke blot understreges af, at det er tredje gang på fem år, at han leverer en sådan præstation. Når man betænker, hvor sjældent sprinterne snydes i ugelange etapeløb, er det lidt af en bedrift, der samtidig giver FDJ-mandskabet lidt tiltrængt succes uden for deres hjemmebane, og som gør Küng til et brandvarmt bud på en vinder af søndagens enkeltstart.

Det er klart, at det er Sam Bennett, der har mest grund til at ærgre sig. Ireren viste nemlig i spurten igen, at han i øjeblik er skræmmende hurtig, og han var i sin helt egen liga, da der blev kæmpet om 2. pladsen. Det blev blot endnu en understregning af, at det måske kun er Dylan Groenewegen, der i topfart i øjeblikket kan måle sig med manden, der ellers kun er nr. 3 i Boras sprinterhierarki, og som uundgåeligt må have kurs mod et snarligt holdskifte. Nu betyder dagens brøler, at hans fine stime med at vinde etaper i alle sine etapeløb - en stime, der blev indledt i Giroen sidste år - nu med meget stor sandsynlighed bringes til ende. Og mens resten af sprinterstjernerne enten retter blikket mod Touren eller Giroen, kan han se frem til, at Hammer Stavanger er næste opgave som opvarmning til et Dauphiné, der desværre er sommerens store mål for den oversete supersprinter.

Mange blikke var naturligvis rettet mod Elia Viviani, der i dag kørte sin sidste spurt inden Giroen. På den baggrund burde der være grund til bekymring, for sjældent har man set den italienske mester køre så tam en massespurt. Det er der imidlertid næppe grund til. Sidste år kørte Viviani nemlig også et rædselsfuldt Tour de Romandie, hvor endda faldt for tidsgrænsen på bjergenkeltstarten, men alligevel var han i fin form ved Giro-starten en uge senere. For ham er Romandiet først og fremmest et sted, hvor man finpudser bjergbenene, og det er også med det formål, at han er start i år.

For Sonny Colbrelli blev det for Gud ved hvilken gang til et lige-ved-og-næsten i et løb, hvor han nu har tre 2. pladser, to 3. pladser, en 4. plads og to 6. pladser, men stadig ingen sejre. Denne gang var der dog ikke grund til så megen frustration som tidligere, hvor han enten er blevet slået af langsommere folk eller har måtte se et udbrud snyde ham - blandt andre Küng for to år siden - for reelt havde han ikke skyggen af chance for at slå Bennett i en finale som denne. Faktisk var en 2. plads i spurten et yderst hæderligt resultat, og det er blot en skam, at årets rute passer ham relativt dårligt, for han synes efter en skidt klassikerkampagne endelig at have fundet formen.

Spurten var også en positiv oplevelse for Simone Consonni, der bestemt ellers ikke er en mand til en boulevardspurt som denne. Alligevel viste han stor selvtillid ved at lade sit hold deltage i jagten, og det kronede han med en fin 3. plads i sprinternes opgør, hvor han fik skovlen under Viviani. Alligevel er han havnet i en lidt dum position, hvor han må sande, at han ikke har farten til at vinde mange cykelløb, og derfor risikerer han meget let at ende i en lead-out-rolle på et UAE-mandskab, hvor der ikke mangler sprintere.

Det gør der heller ikke på Dimension Data, men det er nu ikke den interne konkurrence, der truer Giacomo Nizzolo. Det er i stedet frustrationen over, at hans knæskade har sat ham så langt tilbage i de sidste to år, men da han trods dårlig form sejrede i et stærkt besat sprinterfelt i Oman, lignede han en mand, der måske kunne finde sit gamle niveau til Giroen. På den baggrund var dagens generalprøve skuffende, for han sad fint placeret, da spurten blev åbnet op, men endte helt nede på en 9. plads. Ligesom for Viviani skal man ikke drage forhastede konklusioner for en mand, der formentlig har trænet knaldhårdt op til løbet, men det var ikke just det skud af selvtillid, han havde brug for inden et løb, hvor han skal vise, hvorfor han er dobbelt vinder af Giroens pointtrøje. Endnu værre ser det dog ud for stortalentet Matteo Moschetti, der har imponeret med sin holdbarhed hidtil, men som i dag fik WorldTourens ubarmhjertighed at smage, da han endte næsten 8 minutter efter feltet og dermed fik sig et ubehageligt virkelighedstjek inden Giro-debuten om bare en uges tid.

Nu bliver der nemlig ikke flere chancer for at støve sprinternes selvtillid af inden den første Giro-spurt. Resten af dette løb står nemlig på klassementskamp, og i den sammenhæng fik dagens etape faktisk en uventet betydning. Den ellers så velkørende Jan Hirt smed nemlig mere end 6 minutter, og dermed er vi nu i den sjældne situation, at Astana er ude af klassementet i et større etapeløb. Endnu værre gik det for Remco Evenepoel, der måske nok arbejdede for Viviani, men som med et tidstab på næsten syv minutter efter gårsdagens nedtur, virkelig i denne uge har fået lært, at der er forskel på juniorklassen og de sværeste WorldTour-løb.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Den påmindelse får han formentlig igen i morgen, hvor der er lagt op til en spændende puncheurfinale i Romont. Her er der utvivlsomt en stribe af de eksplosive afsluttere, der har luret en chance for at gå efter etapesejr og potentielt vigtige bonussekunder i kampen om den samlede sejr. Og mon ikke de nu har lært lektion, hvis de vil have chancen for at spurte om guldet? Hvis Küng skulle finde på at angribe fra start, kan det i hvert fald anbefales at få det lukket ned med det samme!

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER