Tour de Romandie-analyse: Vidunderbarnets store gennembrud

I 2014 begyndte en bredere cykeloffentlighed for første gang at tale om David Gaudu. Det skete, da det rygtedes, at en 17-årig knægt angiveligt havde kørt stærkere op ad La Planches-des-Belles-Filles-stigningen, end en vis Romain Bardet havde gjort under Tour de France. Han havde da også allerede vist sig frem i diverse juniorløb, og da rygtet begyndte at sprede sig, blev han fulgt særligt tæt i den første U23-sæson. Den gik ikke helt som håbet, men i 2016 viste han endelig sit enorme potentiale, da han tog en sjælden fransk sejr i Tour de l’Avenir og endda med en 5. plads i Tour de l’Ain også viste, at han kunne begå sig på den professionelle scene.

Præstationerne gjorde naturligvis blot hans allerede brandvarme navn endnu varmere, og det var kun naturligt, at han det følgende år blev professionel på FDJ. Her tiltrak han sig første gang opmærksomhed, da han som den eneste kunne følge Chris Froome, Alberto Contador, Marc Soler og Alejandro Valverde på kongeetapen i Catalonien, og bare få uger senere tiltrak han sig igen alle øjne, da han i sit første Fleche Wallonne angreb tidligt på Mur de Huy og alligevel sluttede i top 10.

Men så kom det uforklarlige fald. Gaudu har aldrig været kendt for stabilitet, men i 2018 var han netop det. Desværre på den kedelige måde, for det var overraskende lidt vi så til det franske vidunderbarn, der først til allersidst i Milano-Torino, hvor han leverede et eminent arbejde for Thibaut Pinot, at han atter gav prøver på sine evner. Derfor var det et år til glemmebogen, og i stedet kunne han se andre talenter som Egan Bernal, Ivan Sosa og Enric Mas løbe med al opmærksomheden.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Heldigvis forsvinder talent sjældent, og Gaudu har nu tilsyneladende fundet løsningen på sine trængsler. I år eksperimenterede han for første gang med højdetræning, og det har i den grad givet pote. Allerede i Tour La Provence, hvor den nemme rute ellers ikke passede ham, havde man på fornemmelsen, at han var brandvarm, og det dokumenterede han til fulde et par uger senere, da ellers ikke en næsten umenneskelig stærk Primoz Roglic kunne køre fra ham i UAE Tour, hvor han trods et tidstab på holdløbet endte som en imponerende nr. 3.

Derfor var forventningerne til foråret også store, ikke mindst fordi han igen havde forberedt sig i højderne, men denne gang fungerede det slet ikke. Ganske vist blev han bedre og bedre igennem Baskerlandet Rundt, men han manglede det ekstra, han havde haft i den mellemøstlige ørken. Bedre blev det ikke, at han var tømt for kræfter allerede 30 km fra mål i Fleche Wallonne, og han lignede da ikke en mand, der skulle ende første del af sæsonen på samme fornemme maner, som han startede.

I de seneste dage har Fanden imidlertid taget ved ham. Han lagde ud med at køre et fabelagtigt Liege, hvor hans spinkle, nærmest drengede krop klarede den bidende kulde, hvorefter han kørte sit livs prolog her i Romandiet på en rute, han ikke kunne andet end afsky. Dagen efter var han den eneste, der i første omgang kunne matche Geraint Thomas’ stærke angreb på den sidste lille mur, og minsandten om han ikke også havde overskud til at spurte sig til en 2. plads, selvom han ikke just er kendt for sin hurtighed på flad vej.

På den baggrund var det da også klart, at Gaudu var knivskarp forud for dagens puncheuretape, men alligevel var han ikke nævnt som en af de varmeste favoritter. Ganske vist havde han i UAE Tour viste en vist spurtstyrke på 6. etape, men i et felt med navne som Primoz Roglic, Rui Costa, Michael Woods og Carlos Betancur, der alle er sande specialister i spurter som den, der ventede på den lille rampe i Romont, var der næppe mange, der for alvor troede på, at han kunne vinde. Ikke desto mindre var det lille Gaudu, der blev den store i kamp med alle giganterne, da han først limede sig til Geraint Thomas’ baghjul for derefter prompte at reagere på Costas lange spurt, inden han med lethed dansede væk fra dem alle og tog en ganske suveræn første WorldTour-sejr og den anden til FDJ på bare to dage.

Sejren er først og fremmest endnu en understregning af Gaudus eminente talent og en bekræftelse på hans forrygende form, men det viser også, at vi måske skal udvide listen over hans mange evner. Gennembruddet i Fleche Wallonne synes i hvert fald ikke at være noget tilfælde, for han synes at være en bedre puncheur, end han hidtil har vist. I dag havde han for første gang selvtilliden til fra bunden af bakken at kaste sig benhårdt ud i positionskampen og for alvor tro på sejren, og sammen med drømmeformen var det nok til at vinde.

Det var dog også tydeligt, at han formentlig ikke havde vundet, hvis ikke det havde været for Carl Fredrik Hagen. Den spændende nordmand, der i parentes bemærket endelig viser sit potentiale på den store scene i disse dage, lukkede nemlig Primoz Roglic inde, netop som sloveneren skulle til at træde an. Derfor fik Gaudu et lidt for stort forspring, men med tanke på den fantastiske fart, manden i førertrøjen havde på de sidste meter, havde resultatet nok været et andet, hvis ikke han var blevet fanget bag Lotto-talentet. Da han akkurat heller ikke nåede forbi Costa, måtte han således nøjes med bare 4 bonussekunder, men det lykkedes ham alligevel at styrke sin førsteplads en anelse inden løbets to afgørende etaper og atter dokumentere, at han er en knivskarp afslutter.

Det har Costa også altid været, men det har han bare ikke vist i de senere år. Derfor var det godt at se ham være med helt fremme i kampen om sejren og atter vise den fine form, han altid finder i de schweiziske løb. Om det også rækker til kongeetapen, hvor han er i knap så perfekt terræn, har vi stadig til gode at se, men sidste år fandt han ud af det blå bjergbenene til netop dette løb, som han altid har for vane at gøre det i Schweiz.

Til gengæld blev der ingen sejr til Michael Woods. Helt som spået i gårsdagens optakt tog EF ellers det store initiativ og gjorde som på 1. etape alt for at iscenesætte deres formstærke canadier. Et lille sammenstød med Geraint Thomas kostede ham desværre det sidste momentum, men formentlig var finalen også en anelse for let for en mand, der trods alt kun for alvor excellerer, når det er så stejlt, at de fleste andre har lyst til at stå af for at trække.

Netop sammenstødet med Thomas var en skam. Waliseren lignede nemlig igen en mand med forrygende overskud og kørte med en enorm opmærksomhed hele vejen op ad stigningen. Om han kunne have slået Gaudu, er måske tvivlsomt, men det havde været sjovt at se, om han stadig har bevaret de afslutterevner, han havde i sine yngre dage. Uanset hvad ligner det i hvert fald for første gang en Thomas på et niveau, der nærmer sig hans bedste, og han ligner stadig den største trussel mod en Roglic-sejr.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Andre opløftende præstation kom fra Felix Grossschartner, der som i Tyrkiet understregede, at han vitterligt er en glimrende puncheur, ligesom Davide Villella flot greb en sjælden mulighed for at køre for sig selv på et Astana-mandskab, hvor han ellers først og fremmest er hjælper. Mathias Frank, Damien Howson og Guillaume Martin bekræftede det fine indtryk fra 1. etape, og Emanuel Buchmann, der ellers bestemt ikke er nogen puncheur viste igen, at han bare er knivskarp i år.

Desværre blev afslutningen også kraftigt skæmmet af det styrt, der rev Gianluca Brambilla i asfalten. Det kostede blandt andet et par sekunder for Steven Kruijswijk og Sebastien Reichenbach, men endnu værre gik det for Ilnur Zakarin og James Knox, der ellers begge virker brandvarme i øjeblikket. De indkasserede et tab på hhv. 20 og 33 sekunder, og i et løb, hvor forskellene ikke er store, er det formentlig for meget til, at de nu kan drømme om at være med helt i front.

Endnu mere frustrerede er Sonny Colbrelli og Patrick Bevin dog. Begge havde klaret EFs hårde forcering og sad nu klar til at forsøge at matche klatrerne i en finale, hvor det var helt åbent, om den ville være for stejl for dem. Det svar får vi nu desværre ikke, da de begge måtte se drømmene knust mod den schweiziske asfalt, og særligt Colbrelli må efterhånden med en vis vantro køre videre i et løb, hvor han nu i tre sæsoner i træk har været forfulgt af uheld og nedture i et omfang, så man må tro, at skæbnens gudinde én gang for alle har bestemt sig for, at han simpelthen bare ikke må vinde en etape i dette løb.

Det bliver i hvert flad ikke i år, at han bryder isen. Tilbage er nemlig nu kun løbets to afgørende etaper. Reelt har de første fire dage bare været opvarmning, og selvom de har skabt større forskelle, end man kunne have ventet, er det stadig relativt tæt i toppen. Det hele skal afgøres på søndagens enkeltstart i Geneve, men først får klatrerne deres store chance for at sætte tid i banken, når det i morgen går løs med en kongeetape, der synes sværere, end man ofte ser det i det schweiziske løb. Desværre truer sne med at føre til ændringer af ruten, men en eller anden form for bjergetape med mål i Torgon skulle der være sikkerhed for. Og baseret på det, vi har set siden sidste søndag, skulle det såmænd ikke undre om vidunderbarnet Gaudu sikrer FDJ det, der vel må være et historisk hattrick i et WorldTour-løb.