Tour de Suisse-analyse: Da coronavirus og modvind ødelagde den schweiziske cykelfest

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

Suk! Det er sjældent, at jeg har glædet mig så meget til et WorldTour-etapeløb, som det var tilfældet med årets Tour de Suisse. Fraværet af de to slovenske monstre betød nemlig, at vi for en sjælden gangs skyld gik ind til et pivåbent løb, hvor man kunne opremse relativt mange navne med en reel vinderchance. Værre blev det bestemt ikke af, at tilstedeværelsen af både Daniel Martinez og Aleksandr Vlasov meget vel kunne give et fingerpeg om, hvem der skal være førsteudfordrer til Jumbo og UAE i Touren senere på sommeren.

Seks dage inde i løbet er det alt sammen lagt i ruiner. Coronavirus har igen vist sig hæslige ansigt og sendt ikke færre end seks af mine 10 topfavoritter ud af løbet, hvis man tillader sig at medregne Gino Mäder, der samme dag som sit exit grundet varme også er testet positiv. Nok har vi vænnet os til, at corona lurer som en latent trussel over cykelløbene, men det er første gang siden Paris-Nice i 2020 og måske til dels siden Giroen i 2020, at det mest spændende ikke er selve løbet, men snarere hvem der kommer til start den næste dag. Det er i hvert fald ikke siden Løbet mod Solen i 2020, hvor man stoppede den farceagtige begivenhed en dag tidligere end planlagt, at jeg har siddet med samme fornemmelse af, at coronavirus reelt har ødelagt et cykelløb.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det er pokkers synd, ikke mindst for Jakob Fuglsang. Danskeren har gennem det meste af løbet lignet en rytter, der er i nærheden af sit tidligere niveau, og det havde været sjovt at se ham folde sig ud i et direkte opgør med særligt Aleksandr Vlasov og Adam Yates, der begge inden deres exit så uhyre overbevisende ud. Den mulighed får vi nu ikke, og hvis Fuglsang vitterligt ender med at vinde løbet, vil det altid stå tilbage som den mærkelige coronaudgave, præcis som det er tilfældet med Maximilian Schachmanns sejr i Paris-Nice i 2020, hvor afbuddene fra favoritterne væltede ind allerede inden løbet. Det vil naturligvis kun blive endnu mere markant, hvis løbet bliver afbrudt enten i morgen tidlig eller inden enkeltstarten

For at toppe det, der i forvejen lignede en spoleret fest, syntes vejrguderne, at de ville kaste grus i maskineriet. Allerede da jeg i går så vejrudsigten til dagens første bjergetape, faldt jeg ikke så meget hen over den varme, der fortsat dominerer store dele af Europa. Nej, snarere var det vinden, der tiltrak sig opmærksomhed, for det er relativt sjældent, at man finder så kraftig en vind midt i bjergene.

Det var ikke noget problem, hvis ikke den kom fra vest på en dag, hvor sidste af målbjerget sendte rytterne mod nordvest. Med den vejrudsigt stod det klart, at bjergetapen meget vel kunne ende som en gedigen fuser, der blot ville gøre en allerede trist og coronamartret fredag endnu mere trist. Alligevel havde jeg en vis tro på, at etapen kunne gøre forskelle, for jeg kunne sagtens se de to ryttere, der har virket klart stærkest, nemlig Fuglsang og Vlasov, udnytte det stejle stykke inden modvinden til at sætte alle andre til vægs og herefter samarbejde om reelt at gøre det til en duel inden weekenden og effektivt eliminere den trussel på enkeltstarten, som Geraint Thomas udgør.

Med Vlasovs exit forsvandt den mulighed. Nu var det svært at se, hvem der skulle følge Fuglsang, hvis danskeren vitterligt viste sig at være den stærkeste på den stejle del inden modvinden, og så lignede det pludselig en selvmordsmission at gå i offensiven. På egen hånd mod en jagtende felt i den brutale modvind kunne danskeren meget vel komme til at sende sig selv så kraftig til tælling, at det ville koste ham den gule trøje. Det kan godt være, at Vlasov er ude, men Bora er stadig skræmmende stærke, og med Daniel Martinez ved sin side havde Thomas også solid støtte til at jagte. Et tidligt Fuglsang-angreb havde givet mening, hvis Vlasov havde været til start, men med russerens exit forsvandt den mulighed pludselig.

Derfor er det svært at se det som en forspildt mulighed, at danskeren i dag forholdt sig passiv, selvom alle ved, at han skal vinde tid på Thomas inden på søndag. Det havde det været, hvis ikke der igen i morgen havde ventet en svær bjergetape, for så havde Fuglsang været nødt til at satse. Det er han ikke, når der lørdag venter et endnu stejlere målbjerg, hvor han burde have mulighed for at sikre sig den buffer, han skal bruge inden søndag. Samme logik gjaldt naturligvis også for andre temposvage folk som Sergio Higuita og Domenico Pozzovivo, og derfor var det næsten dømt til at blive en af de klassiske modvindsfusere, da først Vlasov var ude af løbet, og der heller ikke var en etapesejr at køre om.

Selvfølgelig havde det været anderledes, hvis Fuglsang havde haft et stærkere hold. Så kunne man sagtens have lagt et pres, der måske havde gjort et angreb muligt, men det stod hurtigt klart, at den option slet ikke eksisterede. Det så ud til, at de forsøgte, da de satte sig frem med Krists Neilands og Hugo Houle, men med al respekt for den lettisk-canadiske duo er det ikke dem, der sender Thomas’ puls op mod de 200. Det havde krævet et stærkere mandskab, og da Bora også forholdt sig passive, formentlig fordi de stadig kører klassement med hele baduljen, skete der ingenting.

Det gjorde der så alligevel. Modvindsstigninger kan godt give svar, men de kommer som regel bag- og ikke forfra. Vi fik i hvert fald at se, at Remco Evenepoels håb om, at gårsdagens nedtur bare var en dårlig dag, viste sig helt ubegrundet. Igen fik han bank i bjergene, når det gik løs på den store scene, og med tanke på den fornemme klatring, han viste på 1. etape, er det svært ikke at læse det som et udtryk for de restitutionsproblemer, der synes at være en af hans få svagheder. Det var i hvert fald temmelig uventet for et par dage siden, at Stefan Küng, der fortsat skaber det ene mirakel efter det andet, skulle slå det belgiske vidunderbarn på den første bjergetape!

Vi fik også set, at Maximilian Schachmann ikke er klatrer. Det vidste vi godt, men sidste år blev han trods alt nr. 4 i dette løb, ligesom han i 2021-udgaven af Paris-Nice leverede klatring, vi ikke har set. I dette løb har han virket i fremragende form, men alligevel røg han af i finalen, også grundet et måske lidt overmodigt angreb. På samme måde afslørede etapen igen, at den ellers så formstærke Andreas Kron er puncheur, ikke klatrer.

Det er Sebastien Reichenbach til gengæld, og hans nederlag var mere overraskende. Han så eller sutroligt velkørende ud i går og har haft et flot år, men vi blev igen mindet om, at han ikke er ved fordums styrke. Det lever FDJ dog nok med, når deres es, Thibaut Pinot, ser ud til at fortsætte det mønster, vi så i foråret, nemlig at hans form kan komme ganske pludseligt ud af det blå. I dag var han en helt anden, end han var det i går, og nu bliver han pludselig uhyre spændende at følge i morgen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Han var imidlertid ikke alene om at rejse sig igen. Det gjorde også Daniel Martinez, der pludselig igen lignede forårets colombianske uhyre, da han med en lang vanvidsføring i den benhårde modvind alligevel lykkedes med at sende en del ryttere, herunder Evenepoel, til tælling. Nu bliver han pludselig også meget interessant at følge i morgen, selvom det naturligvis er i en hjælperrolle igen.

Det bliver nemlig temaet for morgendagens bjergetape, at det bliver alle mod Thomas. Alle de ryttere, der er i spil til den samlede sejr, vil blive slået af waliseren i Vaduz på søndag, og det var også tydeligt at se på dagens Ineos-strategi. Briterne tog kontrol, men det handlede på ingen måde om at gøre løbet specielt hårdt. Nej, det skulle blot sikres, at ingen fik gode ideer med at angribe, og at Thomas efterfølgende viste lidt af sit gamle punch, da han kørte Fuglsang ud af hjulet, gjorde blot dagen helt perfekt for briterne. En genrejst Martinez og intet tidstab var det bedst mulige udkomme for Dave Brailsfords tropper, også selvom vi ikke blev spor klogere på styrkeforholdet blandt de ryttere, der sad med fremme.

Alligevel var det opløftende at se Domenico Pozzovivo rejse sig og undgå den ret konstante nedtur, man ofte ser for ham gennem etapeløb. Det var også godt at se Felix Grosssschartner for første gang i år finde sine bedste klatreben og at se, at Sergi Higuita fortsat kan spurte, selvom hans position betød, at han ikke slog Thomas. Det var også fint at se, at Neilson Powless og Andreas Leknessund holdt ud stort set hele vejen, selvom de typisk er lidt begrænsede i bjergene. Og det var særligt glædeligt at se Bob Jungels endelig vise lidt tegn på en genrejsning, efter at den drilske arterie satte hans karriere i bakgear.

Problemet er bare, at det ikke siger alt for meget. Det fik modvinden forhindret, og derfor var det dagen, hvor der kun var tabere, nemlig de ryttere, der som Evenepoel, Kron og Reichenbach blev sat af. Og så var der naturligvis en vinder i Thomas, der i kraft af modvinden kom et vigtigt skridt nærmere en inden løbet ret usandsynlig samlet sejr.

Og så var der naturligvis den største vinder af dem alle. Nico Denz, der i mange løb, hvor han er i sine alt for mange formkriser, bliver sat som en af de allerførste, blev den på alle måder mest usandsynlige vinder af en bjergetape. Han har imidlertid en evne til i udbrud at overgå sine klatreevner helt enormt, som vi også så på Giroens 12. etape. Dengang eksploderede han alligevel til sidst, og det var han også tæt på at gøre i dag, men akkurat som modvinden var Thomas’ ven, var den det også for Denz, der på alle måder fik det, som han ville have.

Kraftpræstationen blev leveret på det stejle stykke i bunden. Da først han havde nået modvinden nær toppen, lå det i kortene, at sejren var hans, for i en spurt ville han være ganske usårlig. Bedre blev det kun, da Clement Champoussin og Jose Herrada også fik kontakt, for i det moment kunne Masnada ikke bare forsøge at slide den hurtigere tysker ned i vinden. Nu ville det blive noget taktisk stop-go-kørsel, som kun kunne favorisere gruppens klart hurtigste, og havde det Quinn Simmons med sit sene comeback og sit overraskelsesangreb ikke forstyrret festen så meget, at han nær var blevet lukket inde på den smalle vej og måtte starte sin spurt alt for sent, havde han vundet langt mere sikkert, end det blev tilfældet. I det hele taget er det usandsynligt, at Denz vinde cykelløb, for han er normalt loyal hjælper, men at det skulle ske på en bjergetape i et WorldTour-løb er på grænsen til det utrolige. Mindre utroligt bliver det bestemt ikke af, at det nødlidende og sejrshungrende DSM-hold nu har vundet to etaper i ét og samme ugelange WorldTour-løb, selvom de forud for løbet bestemt ikke havde en af de mest opsigtsvækkende trupper.

Det havde Quick-Step til gengæld, men det blev igen en frustrerende dag. Fausto Masnada var åbenlyst stærkeste mand, men modvinden fik stjålet en stensikker sejr, som feltets passivitet havde ellers sikret ham. I det mindste er der trøst at hente i, at han synes på ret kurs i forhold til et comeback fra den kyssesyge, der i mine øjne meget vel kan have frarøvet ham muligheden for en storslået Giro. På samme måde lykkedes Champoussin, der ellers åbenlyst har store mangler efter sit håndledsbrud, for anden gang på otte dage at køre med om en sejr, selvom formen egentlig ikke burde række.

Det var bare ikke Denz, Masnada eller Champoussin, vi havde lyst til at tale om i dag. Vi havde lyst til at tale om Fuglsang, Vlasov og Yates, men det fik først coronavirus og siden vejrguderne spoleret. Heldigvis har sidstnævnte lovet os, at de ikke ødelægger festen i Liechtenstein i morgen. Spørgsmål er bare, om førstnævnte er lige så nådig. Svaret får vi i morgen tidlig, når listen over exits begynder at åbenbare sig.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser