Tour de Suisse-analyse: Da stortalentet så rigtigt

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

For halvandet år siden var vi mange, der talte længe og meget om Andreas Leknessund. Mod slutningen af 2020-sæsonen lignede han nemlig den næste norske cykelstjerne, da han efter coronanedlukningen bragede ud med en styrke, der fik hans navn til at blinke med rødt op alle talentlister. Allerede i de foregående år havde han imponeret med blandt andet et norsk mesterskab i enkeltstart og sejr i det store og prestigiøse Fredsløbet, men da han for halvandet år siden sikrede sig endnu et norsk mesterskab, vandt U23-løbet i Regione Friuli Veneiza Giulia, vandt EM i enkeltstart og ikke mindst blev nr. 13 ved de professionelles VM i enkeltstart foran flere af verdens førende specialister og samlet nr. 4 i det professionelle Slovakiet Rundt, så der ikke ud til at være grænser for hans potentiale.

I løbet af det sidste halvandet år er der imidlertid færre og færre, der har talt om Leknessund. Mens de ryttere, han slog ved EM i enkeltstart, nemlig Stefan Bissegger, Ilan van Wilder og Tom Pidcock allerede har skabt sig et navn på den store scene, særligt naturligvis Bissegger og Pidcock, er nordmanden stagneret. Faktisk har han aldrig rigtigt været i nærheden af et resultat på niveau med 13. pladsen ved det VM i 2020, og det har mest af alt bare ført til en gradvis erkendelse af, at det måske ikke er ham, der er Norges næste store klassementsstjerne.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Det billede har ikke ændret sig efter i dag. I dag er det naturligvis Tobias Johannessen, alle taler om, og der er stadig intet, der tyder på, at Leknessund vil kunne matche sin landsmand. Så sent som i går endte han i tredje gruppe på åbningsetapen i Tour de Suisse på samme dag som Johannessen endte som nr. 10 og vandt ungdomstrøjen i Dauphiné som supplement til det, han allerede havde leveret i Catalonien tidligere på foråret.

Alligevel var det en befrielse at se det norske talent endelig træde i karakter, da han i dag tog karrierens første rigtige professionelle sejr - de to norske mesterskaber har ikke helt samme vægt - på en af de størst mulige scener. Det skete endda med lidt af en magtdemonstration med et næsten 20 km langt soloridt, der for en dels vedkommende var i direkte modvind og mod en jagt fra to desperate sprinterhold, der var kommet alt for sent i gang.

Det var imidlertid ikke en sejr, der kun var opnået med benene. Det var den naturligvis også, for det krævede sin mand først at køre alene og derefter holde feltet stangen. Nok var han ”heldig” i den forstand, at han ikke var havnet i det mest klatrestærke udbrud, hvor hans navn med det samme skilte sig ud som den mest klatrestærke, da det hurtigt stod klart, at lottokuponen Matteo Badilatti var en nitte igen i dag, men det var ikke indlysende, at han i modvinden kunne gøre forskellen på den sidste stigning. Dertil havde særligt Mathieu Burgaudeau, der også er en hurtig herre, vist sig for stærk i år, men da først nordmanden trådte i karakter, var der overensstemmelse mellem teori og virkelighed. Leknessund var ikke blot på papiret den bedste klatrer. Han var det også i realiteten.

Han læste imidlertid også etapen rigtigt. Det blev nemlig dagen, hvor ingen andre end udbruddet rigtigt ville vinde etapen. Det stod allerede klart inden etapen, at det sagtens kunne gå sådan, for etapen var den slags bløde mellemvare, hvor ingen sprinterhold turde jagte, fordi den sidste stigning formentlig ville være for svær, og hvor de hurtige klassikertyper måske ikke følte sig helt overbeviste om, at de i denne modvindsfinale kunne komme af med de mest hårdføre afsluttere. Med tanke på de klassikeretaper, der venter tidligere i løbet, og at ryttere som Maximilian Schachmann og Tom Pidcock kører på hold, der har større mål end at vinde denne etape, var det helt klart, at der bestemt ikke var nogen garanti for, at de ville påtage sig ansvaret. Samtidig var Leknessund hjulpet af, at Michael Matthews, der under normale omstændigheder med sikkerhed burde have satset på denne etape, led så stort et nederlag i går, at han ikke var frisk på at brænde sit hold af igen, som han gjorde det for 24 timer siden, og at Patrick Bevin led et endnu større nederlag samme sted.

Til gengæld var der en masse hold, der måske kunne finde på at jagte. Bora og Ineos var de mest oplagte, men Andreas Kron burde også have lugtet en førertrøje. Etapen var også skræddersyet til UAEs endeløse serie af hurtige og holdbare folk, og derudover var der vel en forventning om, at Bahrain ville gøre meget for at forsvare trøjen. Det ville de egentlig også, for skal vi tro de meldinger, der kom fra den del af etapen, der ikke var tv-dækket, var araberne helt alene om gennem det meste af dagen at holde afstanden så lille, at trøjen burde kunne forsvares, når de fik hjælp.

Den hjælp kom bare aldrig, og det fortryder Ineos og Bora måske i dag. Bahrain, der bestemt ikke er kommet med A-holdet til dette løb, kunne godt se, at de næppe kunne forsvare trøjen alene, hvis ikke de ville bruge deres klatrere, og da sidstnævnte åbenbart skulle spares, kastede de håndklædet i ringen. Det tvang så de tre store klassementshold, Ineos, Bora og Quick-Step, til alligevel at brænde ganske mange ressourcer af for at undgå, at den ikke helt ufarlige Leknessund fik 10 minutter, og de havde åbenbart overvurderet Bahrains vilje til at forsvare trøjen. Når nu de alligevel endte med at bruge en del kræfter, havde det måske alligevel været værd at gå efter etapen.

Det tyder dog ikke på, at der er meget fortrydelse. Samarbejdet i udbruddet blev efter den første af de to finalestigninger så ringe, at udbruddet nærmest kom tilbage af sig selv, selvom det var ret åbenlyst, at de tre hold ikke førte for at vinde etapen, men hver eneste gang, det gik opad, slap de alligevel grebet. Målene i løbet er åbenbart større end at jagte gule trøjer og etapesejre med Tom Pidcock eller Maximilian Schachmann, og da UAE af en eller anden mærkværdig grund har bestemt sig for aldrig at tage ansvar på Marc Hirschi-etaper i de schweiziske løb og derfor sendte tonstunge Joel Suter i et selvmordsudbrud, og da Lotto åbenbart ikke troede nok på Andreas Krons chancer for at gå i gult til ikke at sende Matthew Holmes i udbrud, blev den chance for en etapesejr, der pludselig dukkede op af sig selv, aldrig grebet. Jo, det gjorde den, men det var først af Alpecin, da vi var nået så langt, at de vidste, at Stefano Oldani ikke ville komme i problemer, og senere af Intermarché, da de var kommet til samme konklusion med Andrea Pasqualon, men da var løbet allerede kørt.

Alligevel var deres anstrengelser ikke spildte. De sikrede sig nemlig et stensikkert julekort fra Mellemøsten, for selvom det længe stod klart, at de aldrig ville kunne hente Leknessund, blev de ved med at jagte helt til stregen. Det fik den konsekvens, at Stephen Wiliams alligevel forsvarede sin trøje, selvom Bahrain åbenbart var blevet så sure over den manglende hjælp, at de end ikke tog en eneste føring i finalen, hvor deres trøje balancerede på en knivsæg og var blevet tabt, hvis ikke de to sprinterhold havde agerede nyttige idioter. I det hele taget var det et usvigeligt held for araberne, for Leknessund valgte også at juble så tidligt og længe over sin sejr, at det ikke virker helt umuligt, at det var det, der kostede ham muligheden for som den anden DSM-nordmand efter Jonas Hvideberg at tage førertrøjen i et WorldTour-etapeløb.

End ikke 2. pladsen fik sprinterholdene ud af anstrengelser. Oldani måtte nemlig igen sande, at han altså ikke rigtigt er en mand til store spurter, og Pasqualon blev også sat til vægs. Højst overraskende var det af Alberto Bettiol, der jo uden tvivl vil sørge for, at etapen vil blive husket som noget særligt i kraft af sin uheldige jubelscene. Den bør dog ikke overskygge glæden ved, at italieneren, som ellers skuffede i går, viste en spurtstyrke, han ikke har vist i meget lang tid, og således stille og roligt ser ud til at være ved at lægge sin endeløse række af sygdomsperioder bag sig. I det hele taget har det været en god start for italiensk cykelsport, der har set opmuntrende tegn fra både Gianni Moscon og Bettiol, der jo var spået så stort et forår, men af forskellige årsager fik det hele ødelagt. Og så sørgede han også for, at UAEs satsning på Suter ikke blev mere himmelråbende tåbelig, end den allerede var, for det havde set endnu mere håbløst ud, hvis Matteo Trentin faktisk havde vundet spurte, hvad han ikke var alt for langt fra at gøre.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For klassementsrytterne blev det derimod en helt stilfærdig dag. Med modvind på stigningen var det ikke rigtigt en dag, hvor det gav mening at ryste træet, særligt fordi årets usædvanligt hårde rute jo giver masser af chancer senere i løbet. Hvis blot sprinterholdene havde turdet satse på det, havde etapen utvivlsomt fået et andet forløb, men man forstår godt, at det måske ikke var risikoen værd, når nu de får brug for alle kræfter, hvis de vil have en spurt i morgen.

Om Leknessund havde filosoferet alt for meget over det taktiske pokerspil, der foregik i feltet, er nok tvivlsomt, for DSM er netop kommet til løbet for at jagte udbrud nærmest uanset sejrschancerne. Alligevel så han rigtigt ved at udse sig netop denne etape som den helt rigtige dag at jagte karrierens største sejr, for når en etape hverken er fugl eller fisk, er det ofte udbryderne, der sejrer. Derfor er vi i dag lige så mange, der taler om Leknessund, som vi var det for halvandet år siden. Lad os håbe, at det varer længere denne gang.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser