Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.
Annonce
Forud for denne sæson var der ikke mange i den internationale cykelverden, der talte om Kasper Asgreen. Nuvel, danskeren havde da imponeret i sin debutsæson med et flot Vuelta a Espana og ikke mindst en VM-sejr i holdløbet og et flot udbrud på den bjergrige VM-rute, men det var ikke just ham, der tiltrak sig de store overskrifter. Det var derimod navne som Egan Bernal, Ivan Sosa, Tour de l’Avenir-vinder Tadej Pogacar og Mathieu van der Poels klassikdebut, som tiltrak sig den største opmærksomhed, når snakken gik på unge talenter.
Heller ikke Deceuninck-Quick Step havde tårnhøje forventninger. I hvert fald blev Asgreens navn altid blot nævnt som en parentes, når de i starten af sæsonen udtog trupper til forskellige løb. Det var da også meget naturligt, for selvom danskeren havde vist sig stærk som en okse, havde han ikke ligefrem vist evner, der pegede i retning af, at han ville høste et hav af resultater.
Første lille glimt af, at noget mere kunne være i vente, fik vi i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor danskeren pludselig fløj op til favoritgruppen på Oude Kwaremont, men da han efterfølgende ikke viste meget i Tirreno-Adriatico og de første brostensløb, gik han hurtigt i glemmebogen igen. Havde det ikke været for en dum punktering, da han var i angreb sammen med Van der Poel, havde et resultat i Dwars door Vlaanderen formentlig været næste hint, men selv hvis det uheld ikke var indtruffet, var der næppe nogen, der havde forudset, at vi i dag ville være, hvor vi nu er.
Siden den 7. april har det danske vidunderbarn nemlig været her, der og alle vegne. Det mest imponerende er, at det endda er sket i så vidt forskelle terræner, at selv folk som Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon må være imponerede. Først leverede han en nærmest overmenneskelig præstation, da han trods en rolle som meget arbejdsivrig hjælperytter blev nr. 2 i sit første Flandern Rundt. Det var i sig selv imponerende, men trods alt baseret på den motor i fladlandet, som vi altid har vidst, at han havde.
Siden da har han imidlertid udvidet repertoiret helt enormt. Først chokerede han alt og alle ved at overspurte folk som Tejay van Garderen, Gianni Moscon og Maximilan Schachmann på en lille stejl rampe på 2. etape i Tour of California, inden han dagen efter såmænd overspurtede sprinteren Jasper Philipseen. Få dage senere endte han som nr. 6 på kongeetapen på frygtede Mount Baldy og sikrede sig dermed både en samlet 3. plads og en pointtrøje i et løb, hvor han atter blot skulle agere hjælper.
I går og i dag tog han så endnu et skridt. I teorien er Tour of California og Tour de Suisse løb på samme niveau, men reelt kan de slet ikke sammenlignes. Hvor det amerikanske løb er relativt nyt og har et for et WorldTour-løb svagt felt, er Tour de Suisse med sin status som forberedelsesløb kendt som et af sportens allersværeste. Det lå derfor ikke på den flade, at Asgreen automatisk kunne overføre de flotte resultater fra USA til Schweiz.
Det er ikke desto mindre, hvad han har gjort. Han lagde ud med at blive nr. 5 på en enkeltstart, der ellers burde have været for kort for en mand med hans motor, og i dag færdiggjorde han så det arbejde, han indledte i går, da han temmelig uventet overtog førertrøjen. Velvidende at han nok var slået i en spurt af folk som Peter Sagan og Michael Matthews iværksatte han en tidlig offensiv som indbragte ham 3 vogtige bonussekunder og en virtuel førertrøje, og da han slutteligt fik hjælp af Luis Leon Sanchez til at forhindre Sagan i at vinde etapen, lykkedes det ham at fjerne førstepladsens virtuelle karakter og rent faktisk iføre sig en helt virkelig gul førertrøje.
Faktisk var det tæt på, at han ikke havde haft brug for hundrededelene fra gårsdagens enkeltstart. Asgreen viste nemlig igen, at han efter hårde løb er en ganske habil afslutter, da det kun akkurat lykkedes Matteo Trentin at frarøve ham de fire bonussekunder, der kunne have givet ham en vis margin. Nu holder han imidlertid kun fast i trøjen med det yderste af neglene, og med tanke på, at der står Sagan skrevet med flammeskrift over de kommende tre etaper, er dagene i gult nok hurtigt talte. Det skal dog slet ikke ødelægge festen, for der var næppe nogen, der forud for denne sæson havde luret, at Asgreen ville køre sig i gult i det længste af WorldTourens ”korte” etapeløb. Og uanset hvad har han vist, at Deceuninck gør dumt i ikke at give ham den 8. og sidste plads i en Tour, hvor han både vil kunne hjælpe Enric Mas i bjergene, bidrage på holdløbet og hente udbrud for Elia Viviani på de flade etaper.
Det bliver da nok også rollen som hjælper, der bliver hans i de kommende dage. Selvom han blev nr. 3 i Californien og sagtens kan ende med en hæderlig placering her også, er Asgreen trods alt for stor til at være med helt i front i Tour de Suisse. I dag måtte han da også slippe Omar Fraile på den stejle bakke, og selvom han med sin Tom Dumoulin-agtige kørsel alligevel rundede toppen som den forreste, vil han komme til kort mod klatrerne, herunder kaptajn Mas, når vi rammer bjergene på årets usædvanligt vanskelige rute. Men det skal ikke afholde ham fra at vise spanieren, at han kan være lidt af en guldklump for ham i Tourens bjerge, og det må være hans vigtige mission, når hans tid i gult formentlig slutter i morgen.
Her står Peter Sagan nemlig til at overtage trøjen, efter at et par hundrededele på gårsdagens enkeltstart altså kostede ham føringen i dag. Med sin ganske suveræne spurt til slut fik slovakken heldigvis bekræftet det positive indtryk fra enkeltstarten og indikeret, at han i hvert fald er på rette vej efter det katastrofale forår og den lidet prangende præstation i Californien. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for skal vi være ærlige, burde en Sagan på 100% vel have siddet med i det ca. 30 mand store feltet, der rundede toppen af den sidste stigning i front. Det gjorde eksverdensmesteren imidlertid ikke, og det indikerer desværre nok, at vi stadig ikke har genfundet den Sagan, vi kender fra hans storhedstid. Heldigvis har han endnu nogle uger til at vise, at han atter kan finde det niveau, han har haft, når han har været allerbedst.
Midt i al snakken om førertrøjen glemmer vi helt Luis Leon Sanchez. Det bør vi bestemt ikke. Spanieren fuldendte nemlig med et fantastisk soloridt den store søndag, Astana indledte med det fornemme trøjeforsvar i Dauphiné, og sikrede dermed det kasakhiske hold endnu en sejr i den efterhånden endeløse række, som blev indledt helt tilbage ved sæsonstarten, og som er fortsat nærmest uafbrudt siden da.
Det bemærkelsesværdige er, at kasakherne vinder med en så skræmmende stor regularitet. Det er nemlig et af de få WorldTour-hold, der ikke har en topsprinter, og hurtige afsluttere plejer at være forudsætningen for at vinde mange løb. I det hele taget er der påfaldende få rigtige vindertyper i truppen, men alligevel var dagens to sejre nr. 27 og 28 i rækken - og de sidste 13 af disse har endda alle været på WorldTour-niveau!!!
Dagens etape er imidlertid et godt eksempel på, hvorfor de har så stor succes. Ikke blot har de nogle knaldgode ryttere, de har også den rette initiativ- og kørelyst. Og heldigvis har kasakherne vist os, at det stadig er den slags, der belønnes, selv i en tid, hvor mange cykelløb er mere kontrollerede, end de var i ”de gode, gamle dage”.
I dag var der således ikke mange, der havde Astana som favoritter. Bevare, Omar Fraile og Luis Leon Sanchez er da halvhurtige, men chancen for, at de skulle kunne vise sig hurtigt i Langnau var nok alligevel begrænset. Det nærliggende havde derfor været at spare kræfterne til senere, men Astana lader sjældent selv en lidt teoretisk mulighed gå til spilde.
Således var det dem, der åbnede ballet fra bunden af Schallenberg, hvor først Yuriy Natarov og Andrey Zeits og Sanchez selv fik feltet til at eksplodere. Derefter sendte de Fraile i offensiven - en offensiv, som Asgreen altså også lukrerede på til at sikre sig de nødvendige bonussekunder - og det tvang Bahrain-Merida til at sende holdets kaptajn, Domenico Pozzovivo, frem for at redde Rohan Dennis’ førertrøje. Den lille italiener kørt så stærkt på den stejle Chuderhüsi, at selv Sagan og Michael Matthews måtte give fortabt, og da der efter nedkørslen, var lidt stilstand i et felt uden en oplagt superafslutter, kunne Sanchez snige sig væk.
Det var nok til at tage sejren, for selvom der senere skete en regruppering, var hverken det ellers stærkt repræsenterede Sunweb-mandskab eller CCC, der jagtede en sejr med Greg Van Avermaet - som i parentes bemærket klatrede godt nok til også at overleve stigningen med de bedste - gode nok til at køre ham ind igen. Pozzovivo havde efterladt Sagan med bare Boras klassementsrytter, Patrick Konrad, ved sin side, og dermed var tyskerne ude af stand til at bidrage. Og da Mitchelton trods hele fire mand i gruppen var forbavsende passive, kunne Sanchez altså ikke hentes. Uden den hårde forcering på Schallenberg og Frailes efterfølgende angreb, havde etapen formentlig slet ikke haft samme hårdhed, og så kunne det meget vel være endt med den Sagan-sejr, Bora havde jagtet gennem hele dagen.
Matthews har måske mest grund til at ærgre sig. Han skulle bare have klemt sig i top 3 for at gå i gult, men det var han end ikke i nærheden af. I det hele taget efterlod den normalt ellers så klatrestærke australier ikke just det mest prangende indtryk på en dag, hvor hans hold ellers leverede fornemt. Den let stigende spurt passede ham ellers glimrende, men som han også gjorde det på den sidste stigning, lignede han i finalen en hængt kat.
Mere tilfreds har Matteo Trentin grund til at have. Italieneren har ikke samme klatrehistorik som Matthews og Sagan, men med dagens fine kørsel fik han bekræftet det, han har vist gennem hele sit superforår, nemlig at han har taget et stort skridt fremad. Gennem alle sæsonens første måneder kørte han som en motorcykel og klatrede som en bjergged, og selvom han havde et formdyk i forbindelse med sine vigtige mål, rejste han sig med en fabelagtig præstation på stigningerne i Amstel Gold Race. Det kan godt være, at han første år på Mitchelton blev en fuser, men i år har han vist, at det alene skyldtes de mange skader.
Derudover er det svært at drage alt for mange konklusioner. Van Avermaet viste god form ved som den eneste rigtige afslutter at klare stigningen med de bedste, men i spurten var han trods alt overmatchet af de hurtigere folk. Derudover var Ben Swift, der også viste tegn på en genfødsel i Tour of Norway, den eneste sprintertype, der klarede skærene, men hans rolle er trods alt primært at hjælpe Egan Bernal og Geraint Thomas, og hans deltagelse i spurten havde derfor mest anekdotisk karakter. De øvrige sprinter kom helt som forventet alle til kort på en rute, der dog ikke gjorde helt den skade, man kunne have forventet.
Derfor er det også svært at sige meget om favoritternes indbyrdes styrkeforhold. Pozzovivo, der efter Giron har trænet målrettet frem mod dette løb, virkede overbevisende med sin benhårde føring på stigningen, og her så Egan Bernal og Geraint Thomas også knivskarpe ud forrest i feltet. Mere overraskende var det måske, at Rohan Dennis lignede en mand på søndagstur, for australieren havde meldt ud, at han er i Schweiz for at køre klassement. Omvendt kan det ikke helt undre. Dennis har nemlig gjort det klart, at han i den kommende Tour ønsker at sidde hos Vincenzo Nibali dybt inde i bjergfinalerne og derigennem lære mere om, hvordan man kører klassement i en grand tour, og dagens præstation viser i hvert fald, at han har passet sin klatretræning. Årets bjergrige rute i Schweiz er for svær til, at han kan vinde, men efter i dag ligner han en mand, hvis fremgang i bjergene skal blive ganske interessant at studere.
To svar fik vi dog. Mest overraskende var det, at kongen af Tour de Suisse, den tredobbelte vinder Rui Costa, ikke kom med feltet hjem. Selvom portugiseren i de senere år har været betydeligt under niveau, har han altid haft en evne til at præstere i de to schweiziske løb. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, og det kan næsten kun forklares med sygdom eller andre helbredsproblemer. Normalt burde eksverdensmesteren ikke komme i problemer på en etape som denne.
Mere forventeligt var det, at Pierre Latour også kom til kort. Franskmanden sad nemlig ude fra slutningen af februar til begyndelsen af juni, efter at han brækkede håndleddet dagen inden starten på UAE Tour. Man havde håbet, at en træningslejr med resten af Ag2rs Tour-trup havde været nok til at gøre ham konkurrencedygtig, men sådan er det desværre ikke gået. Det må alligevel være lidt bekymrende for det franske holds ledelse, der efter Tony Gallopins og Alexis Vuillermoz’ Giro-deltagelse, slet ikke synes at kunne mønstre samme klatrestyrke til at støtte Romain Bardet i Tourens bjerge, som man ellers normalt ser det.
Helt anderledes forholdet sig med Enric Mas. Han har ellers med nogen bekymring kunnet se på den hjælp, Deceuninck vil kunne give ham i Tourens bjerge, men med Asgreens rejse mod himlen ser det hele pludselig ikke længere så sort ud. I dag viste danskeren i hvert fald, at forårets resultater ikke var noget one-hit wonder, og at hans største problem nok ikke bliver manglen på resultater, men snarere at finde ud af, havd der skal satses på.
Klassikere, enkeltstarter, spurter, bjerge… You name it! Uanset terrænets karakter synes den danske guldfugl at være der. Heldigvis er det et luksusproblem, de danske cykelfans nok kan leve med.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce