Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de Suisse-analyse: Den danske Valverde og et sydamerikask deja-vu

Tour de Suisse-analyse: Den danske Valverde og et sydamerikask deja-vu

11. juni 2021 16:10Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 5. etape.

Annonce

Der var nok mange danske cykelfans, der i foråret sad med en følelse af, at en gylden dansk epoke nærmede sig sin afslutning. Efter to sæsoner, hvor han bare syntes at blive bedre og bedre og i en nærmest uhørt sen alder havde taget det sidste skridt ind i verdenstoppen, så det pludselig ud til, at gassen var ved at gå af Jakob Fuglsangs ballon. Danskeren havde nemlig et forår, der lige fra begyndelse i Tour du Var indtil afslutningen i Ardennerne - det helt store forårsmål - gik helt skævt. På intet tidspunkt var Fuglsang en afgørende faktor i løbene, uanset om det var i klassikerne eller i de ugelange etapeløb.

 

Gennem hele foråret kunne man ellers blive ved med at leve i håbet om, at det nok skulle komme. At Fuglsang havde ret, når han sagde, at det hele bare handlede om at formtoppe i Ardennerne. Problemet var bare, at det var svært for alvor at tro på den forklaring, når man kender Fuglsangs historik. Danskeren har nemlig aldrig været en Vincenzo Nibali, der kan henslæbe det meste af sæsonen i total anonymitet for siden at køre med om sejren i en grand tour. Den slags udsving har vi aldrig set fra Fuglsang, der har haft et af sportens største grader af stabilitet og ikke mindst et tårnhøjt bundniveau.

 

Stabiliteten var for så vidt bevaret gennem hele foråret, men det var bundniveauet ikke. Ganske rigtigt var Fuglsang lige så konsistent, som han plejer, men det var bare på det lige-ved-og-næsten-niveau, der prægede hele foråret. Den slags små kriser kunne man måske nok se igennem fingre med, men når han i samme periode rundede de 36 år, er det klart, at det var oplagt at drage sine konklusioner. Selv Fuglsang holder ikke evigt, og før eller siden vil han også mærke alderen trykke. Det dårlige forår kunne ligne afslutningen på en flot epoke i dansk cykelsport.

 

Alligevel var der måske lidt håb at hente. I sammenligning med Alejandro Valverde er Fuglsang jo at regne som et ungt stortalent, og danskeren kunne måske finde lidt inspiration i sin spanske veterankollega. Da Valverde i 2020 omsider begyndte at vise permanente og uoprettelige svaghedstegn, der gennem hele sæsonen gjorde ham til en skygge af manden, som altid har haft et endnu højere bundniveau end selv Fuglsang, var det svært ikke at tro, at selv Valverde måtte bukke under for biologien, da dåbsattesten viste, at han havde taget hul på livets femte årti. Da han samtidig startede sæsonen temmelig miserabelt, lignede det desværre historien om en stjerne, der var blevet ved en tand for længe.

 

Altså lige indtil kalenderen viste den 24. marts. Den dag opstod Valverde fra de døde, og siden fuldendte han et forår, som ikke var alt for meget ringere end de bedste, han havde haft. Ganske vist mislykkedes drømmen om en Liege-sejr på den 41. fødselsdag, men lige netop den dag stod det klart for enhver, at Valverde havde skabt det lille mirakel at genrejse sig selv i en alder, hvor biologien burde gøre det umuligt.

 

Om det var Valverde, der inspirerede Fuglsang på højdetræningen i maj, skal jeg lade være usagt, men det var svært ikke at føle en snert af ”valverdesk” genkomst over det ridt, Fuglsang i dag leverede, da Tour de Suisse efter fire dage endelig ramte de rigtige bjerge. Pludselig var der nemlig helt anderledes bid i og klasse over den danske veteran, da han leverede sin i særklasse bedste præstation siden sidste års flotte VM og den overbevisende første uge i Giroen.

 

Egentlig kunne man fornemme det allerede fra begyndelsen, da feltet efter en lang tur i dalen ramte den stejle Erschmatt, der måske er løbets allerhårdeste stigning. Allerede her havde løbet været ganske hårdt, da ukuelige Mathieu van der Poel var gået i offensiven og havde deltaget i så stærkt et udbrud, at Ineos, Deceuninck og Israel SUN, der fra start havde signaleret deres intentioner om at vinde etapen med hhv. Richard Carapaz, Julian Alaphilippe og Michael Woods, havde skullet nærmest spurte hele vejen gennem den flade schweiziske alpedal for at forhindre det hollandske fænomen og klatrerne Sergio Samitier og Hermann Pernsteiner i at stjæle etapesejren fra dem. I erkendelse af, at Carapaz meget vel kunne mangle terræn til at vinde den mod slutningen lidt for lette etape, havde Ineos også gjort det hårdt ved at sætte et hårdt tempo allerede på den første lille opvarmningsstigning og igen fra bunden af Erschmatt.

 

Det var her, man fornemmede, at Fuglsang havde en god dag. Han lod nemlig hverken Alaphilippe, Woods eller Maximilian Schachmann få pladsen som førsteudfordrer bag det Ineos-tog, der med først Rohan Dennis, som ikke helt har sine gode bjergben endnu, og den langt og længe genfødte Eddie Dunbar lagde det pres, der skulle gøre det muligt for Carapaz at gøre forskellen. Det var Fuglsang og ikke de øvrige favoritter, der på hele stigningen sad limet til det ecuadorianske baghjul, og han sad helt perfekt til at reagere på det angreb fra Carapaz, de fleste formentlig havde forventet. I lyset af den lette Leukerbad-stigning til sidst kunne ecuadorianeren nemlig langt fra vide sig sikker på, at han ville kunne komme af med de hurtigere folk her.

 

Det var formentlig det angreb, alle ventede på, men det kom aldrig. Til sidst besluttede Fuglsang, der var i præcis samme situation som Carapaz, hvis han skulle have skyggen af chance for at slå hurtige folk som Alaphilippe, Schachmann og Woods, at han i hvert fald ikke kunne have samme tålmodighed som ecuadorianeren. Da der ikke var råd til at vente længere, satte danskeren efter den altid aggressive Esteban Chaves, der forsøgte at gentage det storslåede nummer fra Catalonien med et langt soloridt, og pludselig lugtede det i den grad af dansk etapesejr.

 

Noget tydede nemlig på, at hverken Woods eller Carapaz, der vel måtte regnes som de på forhånd bedst egnede til den stejle Erschmatt-stigning, kunne gå med. Woods forsøgte ellers af al sin kraft, men det stod hurtigt klart, at canadieren ikke havde samme ben, som han havde i sit fantastiske forår, hvor han pludselig også kunne vinde i de allerhøjeste bjerge. Endnu værre var det næsten med Carapaz, der lignede en mand i defensiven og kun lidt haltende fik trukket sig tilbage til Woods og skabt samling i en lille favoritgruppe.

 

I mellemtiden fortsatte Fuglsang mod toppen og siden ned mod dalen, hvor han fik kontakt med Chaves, der dog også lige havde været på en smuttur hos et par lokale, som næppe havde regnet med at få prominent besøg af en tidligere grand tour-stjerne i deres indkørsel. Nu var udsigterne til dansk etapesejr pludselig ganske lovende, for alle de taktiske kort sad pludselig på den dansk-colombianske hånd og hverken på den ecuadorianske, den canadiske, den franske eller tyske.

 

Præcis som man kunne have frygtet, hvis ikke Carapaz fik gjort forskellen på Erschmatt, var antallet af hjælpere nemlig reduceret til det rene ingenting. Ecuadorianeren selv havde kun den ukuelige Dunbar, og derudover kunne Sam Oomen regne med den endelig lidt stabile og altid herligt offensive Antwan Tolhoek. Begge havde imidlertid allerede kørt sig halvt ihjel i modvinden på Erschmatt, Tolhoek med et angreb og Dunbar med sin føring, og det lå i kortene, at Fuglsang ikke ville få problemer med at holde dem stangen.

 

Det havde han da heller ikke. Afstanden voksede støt, selvom først Dunbar og siden Tolhoek brugte deres sidste rest af kræfter, og da Chaves hurtigt måtte sande, at han desværre ikke helt har fundet samme tårnhøje niveau, som han kortvarigt oplevede i en gylden uge i marts, begyndte det ikke kun at lugte af dansk etapesejr, men også måske en mulig samlet sejr.

 

Carapaz og de øvrige favoritter var nemlig i en ugunstig situation. Den lette modvindsstigning, der i 2018 stort set ingen forskel havde gjort, lignede det værste sted at være isoleret uden hjælpere. Da først Tolhoek slog ud, lå det i kortene, at favoritterne ville begynde at angribe hinanden, men da ingen næppe kunne gøre forskellen, var der udsigt til stop-go-kørsel, indtil en eller anden outsider måske kunne snige sig væk, mens de største navne kiggede på hinanden.

 

Sådan gik det da også - næsten! Woods angreb ellers igen og igen, men de bløde procenter var slet ikke svære nok til, at han kunne slå det hul, der enten gav en lille gruppe med mulighed for samarbejde eller et solofremstød. Heller ikke de øvrige angreb havde megen bid, og det så ud til, at manglen på samarbejde måske kunne give Fuglsang ikke bare sejren, men også en gigantisk tidsgevinst.

 

Desværre skete det, der ikke måtte ske. Carapaz havde åbenbart spillet skuespil på Erschmatt og gamblet på, at han ikke havde brug for den tidlige offensiv for at slå rivalerne. I hvert fald lignede han pludselig igen den uhyre overbevisende skikkelse, vi har set siden enkeltstarten i Frauenfeld, da han skød væk fra rivalerne på en stigning, der egentlig burde være alt for let.

 

Nu blev modvinden, der kort forinden havde været Fuglsangs ven, pludselig hans fjende. Da først Carapaz var alene, forsvandt alle former for taktik, og dermed handlede det pludselig bare om friskhed og gode ben. I det spil havde Fuglsang naturligvis allerede brugt for mange kræfter ved at køre alene på hovedparten af den åbne hovedvejsstigning, og den træthed kom desværre hurtigt til udtryk, da det næsten føltes som om, Carapaz lukkede et hul på 40 sekunder på ca. 40 sekunder.

 

Alligevel var heldet med Fuglsang. Kontakten blev etableret, netop som den lette stigning bare blev endnu lettere, og nu var der små 2 km til at forsøge at komme sig, mens ecuadorianeren kørte fuld gas for at maksimere sin tidsgevinst til rivalerne. Desværre var det ikke nok. Carapaz syntes alligevel at holde lidt igen på den sidste kilometer, og da Fuglsang måske overvurderede sine kræfter en anelse ved at åbne sin spurt temmelig tidligt, kunne den på papiret meget hurtigere ecuadorianer let reagere og akkurat sikre, at overskriften på etapen blev ecuadoriansk magtdemonstration snarere end dansk genfødsel.

 

En genfødsel var der nu tale om alligevel. Det kan godt være, at årets Tour de Suisse igen i år er en temmelig svagt besat affære, men i dag var Fuglsang i hvert fald næstbedste mand, og selvom det er ret åbenlyst, at antallet af reelle verdensklasseklatrere er alt andet end overbevisende, var det forløsende at se, at Fuglsang i hvert fald delvist har lavet en lille kopi af den Valverde-genrejsning, vi så i foråret.

 

Carapaz kunne han dog ikke matche, men det er ingen skam. Sidste sæson blev temmelig mudret for ecuadorianeren, der aldrig fik mulighed for at forberede sig ordentligt til et stort mål, men vi så i 2019, hvor fremragende han er, når han har gjort sig klar til en grand tour hjemme i Ecuador. Dengang kom han tilbage til Europa i så flyvende en form, at han vandt Giroen med den ene finger i næsen, og efter hans uhyre overbevisende start på løbet tyder alt efter i dag på, at han har kurs mod en gentagelse.

 

Selvom man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt - og den trækker fortsat vejret gennem et par danske lunger - men det ser allerede ud til, at Carapaz godt kan lægge champagnen på køl til på søndag. Den taktiske stop-go-kørsel, der helt forventeligt materialiserede sig på den lette stigning, betød nemlig, at Carapaz og Fuglsang vandt så megen tid, at det skal gå slemt galt, hvis ikke løbets i særklasse bedste klatrer skal krones som vinder på søndag.

 

Det vil utvivlsomt vække glæde hos Dave Brailsford. Det er nemlig svært ikke at få lidt deja-vu til 2019, hvor holdet endelig brød forbandelsen i det schweiziske løb, der som et af de få etapeløb aldrig havde smilet til det britiske storhold. Dengang havde holdet en Tour-kaptajn, Chris Froome, der havde sat sig på Dauphiné, og derfor måtte Egan Bernal se sig henvist til at tage til Schweiz, mens det meste af Tour-truppen var med briten i Frankrig. Dengang vandt Bernal som bekendt i det lille alpeland, inden han gentog bedriften i Frankrig et par uger senere.

 

I år er parallellen ret tydelig, da Geraint Thomas satte sig tungt på Dauphiné med det meste af den øvrige Tour-trup, mens Carapaz måtte se sig henvist til Schweiz med det meste af holdets B-trup. Nu krydser briterne formentlig fingre for en gentagelse, efter at hverken Thomas eller Tao Geoghegan Hart ikke virkede spor overbevisende i Dauphiné, selvom de dog undgik samme triste skæbne, som overgik Froome for to år siden.

 

Også på andre områder er der oplagte ligheder. Heller ikke dengang var niveauet i Schweiz skræmmende, og det endte med, at Rohan Dennis og Patrick Konrad blev Bernals værste rivaler. I år er feltet stærkere, men i dag blev det ret tydeligt, at feltet mangler klatrere, der kan matche Carapaz’ klasse.

 

Det blev i hvert fald klart, at Julian Alaphilippe ganske rigtigt ikke er flyvende. Det fornemmede man allerede i mandags, og det stod helt klart i dag, hvor han lignede en mand, der havde rigeligt at gøre med at overleve og rundede af med at blive nærmest ydmyget i en spurt, han normalt ville kunne vinde med det ene ben spændt fast til styret. Det er dog ikke spor bekymringsvækkende frem mod Touren, for sammenligner man med hans normale niveau i Dauphiné, er han langt bedre i år.

 

Måske mere overraskende var det, at Maximilian Schachmann havde så store problemer efter hans meget overbevisende start på løbet. Heller ikke det kan dog være et stort chok, og det var snarere en påmindelse om det, vi allerede fik bekræftet i Baskerlandet, nemlig at den store tysker altså ikke er og aldrig bliver bjergrytter.

 

Det er Woods heller ikke, men modsat Schachmann nåede han i Romandiet og Catalonien at få en fornemmelse af, at han pludselig kan blande sig med de bedste på de største stigninger også. Det kunne han imidlertid ikke i samme grad i dag, hvor Fuglsang og Carapaz var synligt stærkere, og selvom han bestemt ikke kørte et dårligt løb, er det måske også en påmindelse om, at niveauet af bjergryttere i Romandiet heller ikke var, som det plejer - en observation, der måske er særligt relevant i lyset af Thomas’ knap så gode Dauphiné.

 

Det var dog ikke alle, der havde grund til at være skuffede. Rigoberto Uran beviste igen, at han ikke er færdig endnu, og når man husker på hans grimme gang covid-19 i foråret, er det ganske imponerende, at han allerede nu på dette niveau. Lucas Hamilton fortsætter også sin stabile og flotte sæson, og selvom han ikke er nogen Pogacar eller Evenepoel, er han stadig et ganske spændende etapeløbsnavn. Til gengæld må Chaves igen sande, at han nok aldrig bliver sig selv igen, for selvom dagens ridt var flot, er han stadig et stykke fra den rytter, der tidligere kørte med om grand tour-sejrene.

 

Mest glæde får man dog ved at se Domenico Pozzovivo. Allerede i mandags kunne man se, at han var kommet stærkt tilbage fra sit styrt i Giroen, da han kørte 45 sekunder fra alle de ryttere, der var blevet fanget på den regnvåde nedkørsel. I dag beviste han atter, at han stadig har et ganske flot niveau for en mand, der har haft så megen modgang, og han er i gang med at lave en lille kopi af 2020, hvor et styrt i Touren førte til en lille genrejsning med en fornem Giro.

 

Tilsvarende kan Sam Oomen glæde sig over, at han endelig begynder at være lidt konkurrencedygtig, selvom han stadig er langt fra niveauet fra tiden før arterieoperationen. Også holdkammeraten Antwan Tolhoek finder endelig noget stabilitet og det niveau, han viste i Andalusien, og som vi vidste, at han havde. Niklas Eg gjorde også sit bedste for at sikre sig en plads på Treks Tour-hold, også selvom det ligner en maget svær kamp.

 

En sådan kamp har Wout Poels ikke, og det er nok meget godt. Hollænderen må nemlig igen sande, at hans status som feltets ubetinget største lottokupon står uantastet, da han fulgte den flotte 2. etape op med en dybt skuffende første bjergetape. Det skulle ikke undre, om han pludselig er flyvende i weekenden, men dagens resultat er desværre igen det bedste eksempel på, hvorfor han aldrig var blevet grand tour-stjerne, selv hvis han havde været kaptajn i de år, hvor han var en af verdens bedste klatrere.

 

Andre havde det også svært. Marc Soler måtte sande, at der var grænser for, hvor stærkt han var kommet tilbage efter Giro-styrtet, og Rui Costa måtte igen erkende, at det nu også definitivt er slut med altid at køre med om sejren, når han rammer schweizisk territorium. Det gik dog bedre end for holdkammeraten Marc Hirschi, der trods den fine 2. etape er bekymrende langt fra sit topniveau, mens Tiesj Benoot fik endnu en påmindelse om, at det nok er en god ide at genoverveje det grand tour-projekt, der starter næste år. Tyngdekraften gælder trods alt også for belgiere. Pierre Latour er stadig langt fra det niveau, han havde inden de mange skader, og den genfødsel af Neilson Powless, man kunne have håbet på efter enkeltstarten, døde med den voldsomme eksplosion, han oplevede efter en ellers lovende start på etapen.

 

Heldigvis var der andre, der blev genfødt. Fuglsang fik i hvert fald bevist, at Valverde ikke er den eneste, der kan lave en sen veterangenkomst, og selvom vi stadig har til gode at se, hvordan han måler sig op mod et felt med flere af de bedre klatrere, vækker det i hvert fald begrundet håb om, at det måske alligevel er værd for danske cykelfans at holde sig vågen til natcykelløb fra Tokyo om et par uger. Mens Ineos og Carapaz drømmer stort om en gentagelse af deres sydamerikanske show fra 2019, kan Fuglsang drømme om en gentagelse af hans eget OL-show fra 2016. Og alle danskere kan i hvert fald tillade sig at tro på, at den gyldne Fuglsang-æra ikke er helt ovre endnu.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR