Tour de Suisse-analyse: Det forfulgte folkefærds forspildte mulighed

I går forsøgte jeg at vise lidt medfølelse med de stakkels sprintere, der er blevet taberne i moderne cykelsports trang til show. I en tid, hvor langt mere omfattende tv-dækning gør det mere relevant at underholde publikum end i svundne tider, er der for arrangørerne langt mere økonomi i at tilbyde en vare, der ikke bare varer de sidste 10 minutter af en alenlang etape, og derfor har sprinterne i stigende grad set deres muligheder blive reduceret, særligt i grand tours.

I den situation handler det til gengæld om at slå til, når chancen en sjælden gang byder sig, og det gælder mere end vanligt i denne uges Tour de Suisse, hvor bare to af de otte etaper måske kunne appellere til de hurtige folk. Det forsøgte de også at gøre i går, men her vilde Mathieu van der Poel og Maximilian Schachmann det anderledes, og da først Bora havde splittet feltet, og det hollandske fænomen havde angrebet, var feltet så renset for sprintere, at kun de fire mest holdbare var tilbage.

I det lys forstår man naturligvis godt, at de fleste havde opgivet på forhånd, da løbets sidste ”sprinteretape” i dag havde mål i Gstaad med samme finale som i 2018, hvor Christopher Juul akkurat snød Michael Matthews for en sejr som eneste overlevende fra et tidligt udbrud. Afslutningen med Saanenmöser-stigningen kort inden mål var nemlig endnu vanskeligere end gårsdagens korte bakker, og med tanke på gårsdagens udvikling var det kun helt naturligt, at de fleste havde opgivet på forhånd. Tre af feltets sprintere, Edward Theuns, John Degenkolb og André Greipel, havde endda dårlige erfaringer med bjerget, der sendte dem til tælling for tre år siden, og derfor var det helt indlysende, at de tungere sprintere på ingen måde skulle gå efter sejren.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det var der til gengæld andre, der burde. Fra i morgen rammer løbet Alperne, og derefter er der dømt fire dages bjergfest. Naturligvis havde Mathieu van der Poel sit på det tørre - faktisk det knastørre - men skulle Michael Matthews, Christophe Laporte og Ivan Garcia Cortina, der alle har været særdeles velkørende, have noget med hjem fra Schweiz, skulle det være i dag. I morgen er det nemlig for sent.

Desværre for dem havde det meste af feltet vist set Juuls etapesejr på tv i går aftes, eller måske havde de bare luret, at finalen var så svær, at selv folk som Laporte, Matthews og Garcia Cortina ville tøve en ekstra gang med at tage ansvar for jagten. I hvert fald blev de første to timer af etapen urimeligt hektiske, og undervejs var folk som Maximilian Schachmann, Wout Poels og endda Van der Poel selv kortvarigt i udbrud. I den situation havde det været helt forståeligt, hvis BikeExchange, Cofidis og Movistar havde kastet håndklædet i ringen og ladet en stor gruppe køre.

Det skete bare ikke. Lidt overraskende hentede Alpecin sammen med Rally-mandskabet det første udbrud, der kom lidt længere væk, og da det pludselig lykkedes at få sendt en lille gruppe bestående af endda tre tunge folk i form af Stefan Bissegger, Benjamin Thomas og Joel Suter samt den efterhånden pensionsmodne Joey Rosskopf afsted, så det pludselig igen lyst ud for de tre hurtige og holdbare folk. Ganske vist regnes Bissegger, Thomas og Rosskopf alle som tempospecialister, og de har enten været nationale mestre eller vundet WorldTour-enkeltstarter, men med en svær stigning til sidst burde det være et udbrud, der nok kunne håndteres.

Desværre opstod det pokerspil, der ofte kan forekomme i et løb, hvor de klassiske sprinterhold ikke var i spil til etapesejren. Det var nemlig en ret uvant situation, at det pludselig var Cofidis, Movistar, Alpecin og BikeExchange, alle kiggede på, og ikke hold som Deceuninck, Lotto og Bora, der jo oftest kontrollerer hovedparten af årets sprintervenlige løb.

Samtidig var konstellationen ugunstig. Alpecin havde allerede to etaper og endda allerede én gang hentet et udbrud, og derfor forstår man godt, at de ikke var villige til at gøre alt arbejdet alene endnu engang. Cofidis betragter sig selv som lilleput, og medmindre Elia Viviani er til start, ser man dem aldrig tage ansvar og føre på WorldTouren. For dem er det en ret ny situation, at den i år så flyvende Christophe Laporte pludselig er favorit i større løb end de små franske. Og Movistar er et hold, der pr. definition kun jagter succes i bjergene og vel aldrig nogensinde har ført på en sprinteretape, medmindre det var i et lille spansk løb, hvor alle pile naturligt pegede på dem.

Og så er der BikeExchange. Australierne er jo notorisk berømte for helst at komme så let omkring arbejdet som muligt, og kan de få andre til at føre, gør de det helst. Derfor er det på alle måder en tricky situation, når det pludselig er australierne alle kigger på - og det gjorde de i dag - for det indebærer den naturlige risiko, at pokerspillet varer lidt for længe.

Det gjorde det i dag. Hurtigt stod det klart, at Alpecin ikke ville lukke hullet, hvis ikke de fik hjælp, og da BikeExchange måske stadig surmulede over, at Julian Alaphilippe i går havde ødelagt spurten for Matthews, måtte Cofidis og Movistar pludselig sande, at de skulle påtage sig et ansvar, de normalt aldrig kunne drømme om. Den nye situation tog åbenbart lidt tid at fordøje, og da de endelig reagerede, var det desværre allerede for sent.

Det var ellers ikke, fordi det skortede på commitment, da først beslutningen blev taget. Både Cofidis og Movistar kastede store ressourcer ind i jagten, men lige lidt hjalp det. Mod tempofænomenet Bissegger sekunderet af den tidligere franske mester Thomas og den tidligere amerikanske ditto Rosskopf samt udbryderspecialisten Suter var de endda overraskende magtesløse. Forspringet faldt stort set ikke, og det stod ret hurtigt klart, at jagten var så ufrugtbar, at end ikke den lange stigning ville være nok til at bringe de ellers ret tunge folk tilbage.

Sådan gik det til, at en af de få muligheder til det forfulgte folkefærd blev forspildt. Først opgav Cofidis, og snart måtte også Movistar sande, at de var oppe mod for stærke folk. Da først spanierne havde sluppet, og BikeExchange stadig surmulede, var det klart, at etapen ville ende som en lille fuser for alle, der havde drømt om en intens finale.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nu var der nemlig slet intet incitament til at køre cykelløb. Klassementsrytterne har rigeligt at bruge energien på de kommende dage, og angreb på den bløde bakke ville være det rene spild af kræfter. At det endda også begyndte at regne og gjorde nedkørslen farlig, gjorde ikke just aktivitetslysten mindre, og herfra handlede det alene for feltet om at komme sikkert ned på flyvepladsen. Det gav dog alligevel lidt intensitet, og det var nok til at holde Van der Poel i trøjen, selvom hollænderen og Alpecin faktisk så ud til at ville afgive den frivilligt, selvom det ikke krævede mange føringer at holde udbruddets snor så kort, at den ville være stensikker.

Nu blev det så i stedet en gentagelse af et regnvejrsudbrud, som det var tilfældet ved Juuls sejr i 2018, og i en vis forstand var udfaldet endda det samme. Dengang var danskeren nemlig oppe mod en bedre klatrer i Nans Peters, men heldigvis for ham var stigningen så blød, at han alligevel kunne besejre den mere klatrestærke nu dobbelt etapevinder i grand tours.

I dag var billedet lidt det samme. Rosskopf var gruppens klatrer, der havde mulighed for at score en gigantisk sejr for Rally, men som Peters måtte sande det dengang, måtte amerikaneren hurtigt konstatere, at Saanenmöser ikke er noget Monte Zoncolan. Hans angreb var nærmest uden effekt på andre end den tonstunge Suter, og både Bissegger og Thomas, der var gruppens to på papiret hurtigste, havde ingen problemer med at svare og for Thomas’ vedkommende endda selv at angribe.

Det var dårligt nyt for alle andre end Bissegger. Schweizeren er måske nok kendt som tempospecialist, men han er også så hurtig, at han har kørt flere massespurter. Med tanke på hans eminente tekniske evner og store power på den flade tur rundt om flyvepladsen var løbet derfor reelt afgjort, da først de rundede toppen, og schweizeren endda selv lagde pres på nedad. Nok er Thomas som tidligere omniumverdensmester ikke helt langsom, men mod Bissegger var han åbenlyst chanceløs.

Udfaldet blev da også lige så sikkert, som manuskriptet foreskrev. Gruppens snegl, Rosskopf, skulle naturligvis forsøge sine angreb, men de så nu ud til at være mere af pligt end af overbevisning. Bissegger bossede finalen totalt og kunne til slut med lethed overspurte sin franske banekollega og dermed tage sin anden WorldTour-sejr i en WorldTour-karriere, der end ikke har varet et år.

Det er et ret imponerende udkomme og endnu et vidnesbyrd om, at vi taler om et ganske særligt talent. Ligesom sin landsmand og navnebror Stefan Küng er han nemlig meget mere end bare tempospecialist, og selvom han skuffede i år, går der næppe lang tid, inden vi ser ham spille en hovedrolle i brostensklassikerne. Nok klatrer han slet ikke så godt som Küng, men til gengæld har han en hurtighed, der gør ham til en langt mere oplagt vindertype end den mere erfarne Stefan, og kobler man det med hans åbenlyst sublime teknik, har man en ret komplet rytter, der utvivlsomt ikke har vundet hverken sin sidste enkeltstart eller sit sidste linjeløb.

Egentlig var det også meget rimeligt, at han fik den sejr, han i søndags formentlig kun tabte, fordi han trak det forkerte nummer i vejrgudernes lotteri, og der var nærmest noget symbolsk i, at det var FDJ, han fik sin revanche mod. Det kan dog nok ikke lindre skuffelsen hos Thomas meget, at Küng allerede har sin sejr, for det er ikke hver dag, at den i linjeløbssammenhæng stagnerede franskmand, der bragede ind på scenen med nogle vilde etapeløbsbedrifter i 2017, har så stor en chance. Med sin hurtighed ville han også have stået fornuftigt mod langt de fleste - bare ikke mod Bissegger. Til gengæld har han stadig fremtiden foran sig, hvad der ikke er tilfældet for Rosskopf, som efter sin neddrosling af karrieren meget vel i dag kan have forspildt sin sidste chance for på falderebet at tage den WorldTour-sejr, han var tættest på, da han i 2018 blev nr. 2 på Vuelta-enkeltstarten bag Rohan Dennis.

Feltets spurt blev en temmelig anekdotisk affære. Da etapesejren var væk, blev tempoet så lavt, at pludselig de tunge sprintere også kunne komme med hjem, og dermed fik Theuns og Sebastian Molano lov at teste sprinterbenene, hvad de næppe havde gjort, hvis finalen var blevet kørt med den intensitet, muligheden for en etapesejr havde skabt. I mellemtiden rullede Matthews over stregen som nr. 10 og Garcia Cortina og Laporte endnu længere tilbage med bevidstheden om, at den sidste mulighed er gået i vasken.

På den måde undgik Matthews da i det mindste samme lige-ved-og-næsten-oplevelse, som da han i 2018 blev nr. 2, bare 4 sekunder bag Juul, men til gengæld er det nu sikkert, at han kommer tomhændet hjem fra løbet. Måske det havde været bedre at bruge kræfterne i dag og ikke i mandags, hvor det på forhånd stod klart, at finalen formentlig ville være for svær. Uanset hvad er det i hvert fald ikke længere helt så let at have stor medfølelse med det forfulgte folkefærd, når de helt frivilligt giver afkald på en af de to muligheder, der trods alt blev dem givet.