Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de Suisse-analyse: Det nye puncheurfænomen med de to børnesygdomme

Tour de Suisse-analyse: Det nye puncheurfænomen med de to børnesygdomme

12. juni 2024 15:22Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 3. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

I går åbnede jeg analysen med bemærkningen om, at man i moderne cykelsport skal huske at smede, mens jernet er varmt. I vidunderbørnenes tidsalder ved man aldrig, hvornår det næste fænomen kommer bragende ud fra børnehaven og sætter hele den etablerede elite til vægs, inden de store stjerner helt nåede at forstå, at feltet havde fået en ny deltager. Ikke sjældent kommer de endda uden det helt store varsel, for man kan ikke altid regne med, at ungdomsresultaterne fortæller, hvem man skal holde øje med fremover. Indtil han vandt Tour de l’Avenir, lå det i hvert fald ikke i kortene, at Tadej Pogacar var noget helt specielt, og jeg tror heller ikke, at Visma-mandskabet havde alt for megen konkurrence, da de fik kontrakt med Jonas Vingegaard.

 

Naturligvis er der også dem, der fra start får enorm opmærksomhed. Det mest lysende eksempel er jo Remco Evenepoel, der var så altdominerende i juniorklassen, at han vel blev den første juniorrytter, der allerede blev en national stjerne, inden han havde kørt sit første professionelle cykelløb. Et andet eksempel kommer også fra Belgien, der jo grundet den enorme interesse for cykelsport tildeler deres pedalatleter større opmærksomhed, end man ser det i andre lande. I hvert fald fik Thibau Nys sit eget tv-program, mens han stadig ikke kunne betegnes som meget andet end en dreng.

 

 

Det handlede dog ikke så meget om ham selv. Nej, det handlede naturligvis om, at hans far var alletiders mest vindende crossrytter og et stort nationalidol. Når den slags helt har sønner, der selv dyrker samme sport, er det ikke mærkeligt, at landets cykelfans drømmer om, at de samme gener er blevet givet videre, som man jo også håbede, da Axel Merckx havde den helt urimelige opgave at forsøge at fylde bare en my af sin fars sko ud.

 

Det kunne han desværre slet ikke, og det tyder heller ikke på, at Thibau bliver samme crosslegende som sin far. Nok viste han i år, at han på sine gode dage kan slå næsten alle de bedste efter en uhyre lovende ungdomskarriere, men det står vist klart, at han aldrig blive det altdominerende uhyre, som både Mathieu van der Poel og Wout van Aert har været. Selvfølgelig er betingelserne også vanskelige, når man er oppe mod historiens vel nok mest eminente crossryttere på én gang, men heller ikke i kamp med navne som Eli Iserbyt eller Michael Vanthourenhout har han skilt sig ud på den facon, mange troede, da han dominerede ungdomsrækkerne.

 

Til gengæld kan han noget, farmand ikke kunne, nemlig køre på landevejen. Det fandt vi ud af i 2021, da han som 18-årig blandende sig med de bedste i Hageland og Belgium Tour, men det helt store bevis kom, da han vandt EM. Det gjorde han, selvom han praktisk talt var ubeskrevet uden for crossverdenen, og allerede dengang sad man med fornemmelsen af, at landevejsdisciplinens lillebror måske var i færd med at levere den næste stjerne i rækken efter navne som Van der Poel, Van Aert og Tom Pidcock.

 

I dag ved vi, at den fornemmelse var helt rigtig. Det kan godt være, at Nys indtil nu ikke for alvor har gjort sig fortjent til titlen som crossfænomen, men et landevejsfænomen er han i hvert fald. Vi så det ganske vist kun i glimt i hans første WorldTour-sæson i 2023, hvor han ”kun” vandt to cykelløb, men på de dage, hvor han var godt kørende var det ret oplagt, at vi taler om en mand med et gigantisk potentiale.

 

Den tvivl, der måtte være efter sidste sæson, er blevet fjernet totalt igennem den gode måneds tid, hans korte landevejssæson har varet i år. Han lagde ud med at chokere alt og alle ved at tage karrierens første WorldTour-sejr på en bjergetape i Romandiet, og selvom det var fra et udbrud og dermed ikke i kamp med favoritterne, forstod vi her, at man måske var mere end ”bare” den puncheur, han havde været i 2023. Det fik vi definitivt bevist et par uger senere, da han overraskede sig selv endnu mere ved at vinde kongeetapen i Ungarn og derved sikre sig den samlede sejr, og siden er han så fortsat med at etablere sig som feltets nye superpuncheur ved at vinde puncheuretaper i både Ungarn og Norge.

 

Indtil nu manglede den helt store skalp dog. Felterne i Ungarn og Norge var ikke af skræmmende kvalitet, og vi havde stadig til gode at se, hvad han kunne mod den absolutte verdenselite. Derfor var det også svært ikke at slikke sig om munden, da han droppede sin oprindelige plan om at køre Belgium Tour og i stedet satte kursen mod årets Tour de Suisse, der i dag bød på en af de puncheuretaper, løbet faktisk har haft overraskende få af.

 

Her manglede feltet nemlig ikke klasse. Selvfølgelig skulle han nok mål sig med navne som Van der Poel, Van Aert, Pogacar og Primoz Roglic, hvis han for alvor skulle bevise, at han er helt oppe i den absolutte elite, men det var altså svært at brokke sig over modstanden i dag. Selvom man ikke kunne sammenligne dagens lille bakke med den meget stejle Mur de Huy, siger det ikke så lidt, at han i dag skulle slå hele årets podium fra Fleche Wallonne, nemlig Stephen Williams, Kevin Vauquelin og Maxim Van Gils, samt sidste års nr. 2 i den belgiske klassiker, Mattias Skjelmose. Dertil kunne man så føje topspecialister som Alberto, Bettiol, Ethan Hayter, Tom Pidcock, Marc Hirschi og de unge kometer, Isaac Del Toro og Paul Laperia, og da finalen samtidig var så snildt designet, at man heller ikke kunne afskrive de tungere typer, skulle han også vise, at han kunne slå navne som Axel Laurance, Michael Matthews, Arnaud De Lie, Marijn van den Berg og Bryan Coquard.

 

Nej, det var ret åbenlyst, at dagens etapevinder med fuld ret ville kunne kalde sig en af feltets superpuncheurs, og derfor var det den helt store test for Nys. Samtidig var han i den heldige situation, at han kunne begå sig, næsten uanset hvordan etapen udviklede. Hans klatreevner i Ungarn og Romandiet havde jo vist, at terrænet ikke burde kunne blive for hårdt, og han har også vundet så ”lette” puncheurspurter, at han heller ikke ville være afskrækket af at skulle slås med tungere folk.

 

Derfor var det også så pokkers ærgerligt, at Nys i går sejlede agterud, så snart løbet på Regensberg mødte sin første alvorlige stigning. Pludselig så det ud til, at superformen var forsvundet, for der var ingen god forklaring på nedturen. Efter dagens etape kunne han i hvert fald afsløre, at han bare havde haft en dårlig dag, og som vi har set talrige gange, både på landevejen og i cross, har Nys desværre stadig den børnesygdom, at der er gigantisk forskel på hans top- og bundniveau.

 

 

I det lys var der udsigt til, at vi måtte vente lidt med at se, hvad den unge belgier kunne mod de bedste, men heldigvis er et lavt bundniveau ikke hans eneste børnesygdom. En anden er nemlig hans enorme ustabilitet. Den har vi længe kendt fra cross, hvor han kan være flyvende i den ene uge og være en katastrofe i den næste, og den har vi også set på landevejen, ikke mindst i sidste års Belgium Tour, hvor han kom til løbet som en af favoritterne, inden han smed hele sit klassement på en ganske uskyldig åbningsetape, inden han tre dage senere blev nr. 2 på kongeetapen bag en vis Van der Poel.

 

Det er en træls børnesygdom at lide af, men det var også den, der gav håb for, at han måske alligevel kunne være i kampen om dagens etapesejr - og det skal jeg i den grad hilse og sige, at han var. Da det hele kulminerede på den stejle, 800 m lange bakke i det nordlige Schweiz fik vi på én gang vist, at der stadig ikke er fundet nogen mod de to børnesygdomme, og at feltet vitterligt har fået en ny superpuncheur.

 

Der var nemlig ingen over eller ved siden af belgieren, der knuste al modstand i en finale, der viste sig at blive ganske brutal. Da Wilco Kelderman åbnede ballet på den lille bakke, var Nys med som en mis, og selvom han lige bag sig havde nogle af de helt store favoritter i form af Bettiol, Williams og Lapeira, var ingen blot i nærheden af at matche ham, da han åbnede for gassen. Det ville sportens allerstørste fænomener nok have kunnet, men noget tyder på, at vi skal helt op i den klasse, hvis feltets nye superpuncheur skal have konkurrence - ikke mindst fordi han efterfølgende kunne berette, at dagens sejr kom på en dag, hvor han havde det forfærdeligt det meste af dagen. Hvis det er hans niveau på de dårlige dage, tør man ikke rigtigt tænke på, hvordan det går på de gode…

 

Det kan Williams og Bettiol så tænke lidt over, mens de sunder sig ovenpå dagens nederlag, men når de er kommet sig, har de nu alligevel meget at glæde sig over. Noget tyder på, at Nys er på vej op i fænomenklassen, og i det lys var dagens præstationer for dem begge ganske fornemme. Williams fik i hvert fald nok engang bevist, at han på mindre end et år har udviklet sig fra fortabt og glemt bjergtalent til at være en nu - heldigvis også ret stabil - toppuncheur, der kan begå sig både på stejle mure som i Huy og i lettere finaler som i dag. Bettiol fik også igen bevist, at han efter sine mange svære sæsoner vitterligt igen er den rytter, der slet og ret kørte fra alt og alle i Flandern Rundt.

 

Tilfredshed må der også være hos Roger Adria. Siden han slog igennem hos Kern Pharma, har han været ganske svær at typebestemme, men i denne sæson står det mere og mere klart, hvad han er. Han er puncheur, der kan være med helt fremme også i de meget eksplosive finaler. Han viste de første takter i Oman, og nu har han taget det til nye højder, først med den flotte spurt i Aargau i fredags og i dag med en forrygende 4. plads i topselskab.

 

Helt så langt rakte det ikke for Paul Lapeira, der nok blev en smule overmodig, da han fik den åbenbart stadig flyvende Valentin Paret-Peintre til at skabe et blodbad i finalen. I lyset af konkurrence skulle han måske have tøvet en kende, for det endte med at koste ham til sidst, hvor han fra en god position måtte slippe mod slutningen. Det er nu ingen skam. En top 5 i dette selskab cementerer, at han på ingen tid er gået fra at være et halvspændende, men lidt stagneret talent til at være endnu mere lovende, end jeg nogensinde havde drømt om. Her taler vi også om en ny mulig superpuncheur.

 

Til gengæld var der andre, der skuffede. Vi må i hvert fald sande, at Van Gils stadig ikke er tilbage på det forrygende niveau, han havde i foråret. Vi må også sande, at benene slet ikke var så gode hos Mauro Schmid, som det så ud til i går. Oscar Onley burde også have været som en fisk i vandet i denne afslutning, men han er lovligt undskyldt, når han er på vej tilbage fra en skade. Og så blev resultatet endnu et søm i ligkisten til Sergio Higuita, der ganske vist ikke var helt fra snøvsen, men stadig er milevidt fra sit tidligere niveau i en afslutning, der burde passe ham som fod i hose.

 

Der var heller ingen spor af de tunge folk, men det kan man ikke for alvor bebrejde dem. Når man så på den samlede finale med en svær dobbeltstigning efterfulgt af to stejle bakker og slet intet fladland til slut, så det hele tiden ud til, at det ville være en sag for de lettere folk. Dem kunne Matthews ganske vist slås med, da han var bedst, men dagens resultat viser nok engang, at han altså ikke er den rytter, han var engang. Axel Laurance måtte også sande, at hans vilde klatreniveau i Norge nok ham sammen med feltets kvalitet, for som vi også så i Catalonien og Ardennerne mangler han stadig lidt for at kunne være med i denne slags finaler. Og så fik vi endelig lov at få en bedre fornemmelse af Arnaud De Lies holdbarhed i terræn, han sjældent har kørt i, og her fik vi at se, at han næppe bliver typen, der kan udvikle sig til også at gøre sig gældende i Ardennerne. På den mere positive side var Ethan Hayter, der vel også i et vist omfang skal regnes i den lidt tungere kategori, og som ganske vist ikke var med helt fremme, men som stille og roligt kommer tættere på det, han var engang.

 

Nej, nu blev finalen ikke overraskende så hård, at vi kunne få et lille indblik i klassementsrytternes styrkeforhold. Her var det naturligvis særligt opløftende med Wilco Kelderman, der ganske vist altid har været en fremragende puncheur, men i de seneste år ikke har været på det niveau, han viste i søndags og i dag. Han skal stadig testes i bjergene, men det lover godt for det kriseramte Visma-mandskab, hos hvem det virker mere og mere oplagt, at det er Van Aert og Kelderman, der skal have de to Tour-pladser, der pludselig blev ledige i sidste uge. Når samtidig Ben Tulett viser noget af det bedste, vi har set fra ham nogensinde, var det endelig en god dag i den hollandske lejr - også fordi Cian Uijtdebroeks så fin ud i en finale, hvor han ikke kunne undgå at tabe tid.

 

 

Der var også grund til stor glæde hos rivalerne fra UAE. Selvfølgelig skal de leve med erkendelsen af, at Marc Hirschi nu er så langt fra fordums styrke, at han end ikke tager kampen op i en spurt, men til gengæld så Adam Yates ud til at være tilbage efter sit forsømte forår. Han blev fanget bag det hul, Richard Carapaz skabte, men det lykkedes han som den eneste med at lukke. Samtidig bekræftede Jan Christen sit store potentiale på den helt store scene, Finn Fisher-Black er tilbage efter sin krise, og selvom jeg nok havde større forventninger til Isaac Del Toro fik han igen bevist, at han hører til i eliten. Eneste malurt i bægeret var tidstabet til Joao Almeida, men det er først de kommende dage, vi finder ud af, om det blot skyldes hans stigende dieselegenskaber, eller om hans forårskrise er uden ende.

 

Mere problematisk var det hos EF. Carapaz endte ganske vist som en af de bedste klassementsryttere, men det var altså lidt urovækkende, at en mand med hans punch skabte det hul, Yates måtte lukke. Ganske vist er han heldigvis langt fra det kritiske niveau, han har haft gennem det meste af de seneste to sæsoner, men i dag så han ikke ud til at være på forårsniveauet endnu. Heldigvis er han også en type, der oftest for alvor topper i sine grand tours, og derfor er der ikke den store grund til bekymring, hvis han blot er nogenlunde konkurrencedygtig i bjergene.

 

Desværre kostede han nok også Mattias Skjelmose nogle sekunder. Danskeren plejer ellers at være god i positionskampen, men i dag sad han lidt for langt tilbage til at gå med Yates. Til gengæld så han - uden for billedet - ud til at slutte meget stærkt, og dermed ser han ud til at være klar til sit titelforsvar. Sandt er det dog også, at dette var en finale lige efter hans hoved, og at det er i bjergene, hans virkelig test skal stå.

 

Det er det også for Egan Bernal, der sammen med Yates stadig fremstår som den store favorit. Colombianeren ligner virkelig sig selv igen og kom problemfrit igennem en finale, der ikke var ideel for ham. Han ligner mere og mere sig selv og i hvert fald Ineos’ kaptajn i dette løb. Pidcock skulle i hvert fald have været bedre i en finale som denne, men heldigvis har vi to år i træk set, at et svagt Schweiz plejer at betyde en god Tour - i hvert fald de første to uger.

 

Opmuntring var der også hos Movistar, der kunne se Enric Mas holde sig fint til og dermed efter et lidt svært forår være mere på kurs mod Touren, end han var i Dauphiné sidste år. Man må også tage hatten af for Tudor, hvis to kaptajner, Marco Brenner og Yannis Voisard, begge holdt sig til, mens Israel-PT måske endelig kan se frem til det gennembrud fra Matthew Riccitello, jeg længe har varslet. Den mest positive overraskelse var dog William Junior Lecerf, der efter en stærk sæsonstart har haft det vanskeligt på WorldTouren, men som i dag konfirmerede sit store potentialet. Juryen er stadig ude i forhold til hans status som klatrer eller puncheur, men det bliver vi klogere på de kommende dage. Og så skal enhver dansker naturligvis juble over, at Anders Foldager i disse dage er ved at få sit helt store gennembrud, selvom han rettelig burde være omtalt ovenfor blandt løbets puncheurs og ikke klassementsryttere.

 

Dem slog han nemlig mange af, for løbet havde også en del tabere. Mest markant var det vel med Felix Gall, der stadig er en helt uforklarlig skygge af sig selv, som han har været det hele året. En anden taber var Vauquelin, der jo burde have elsket denne finale, men som desværre mindede os om, at han stadig er ret svingende. Det er desværre også den franske guldfugl Lenny Martinez, der senest skuffede i Romandiet, for selvom dagens finale ikke var noget for ham, burde han normalt klare sig betydeligt bedre end den rendyrkede dieselmotor Uijtedebroeks. Ion Izagirres nedtur synes desværre også uden ende, ligesom vi må sande, at Einer Rubio, Alex Baudin og Damiano Caruso, som det oftest er tilfældet, ikke har meget at skyde med efter Giroen. Værst var det dog nok for Astana, der må sande, at Alexey Lutsenko efter sin kortvarige opblomstring igen ligner den rytter, han har været gennem det meste af de seneste sæsoner.

 

Nej, Lutsenko er nok en af de mange, der har set sin bedste tid, men han forstod heldigvis at smede, mens jernet var varmt. Det fortæller hans ganske imponerende generalieblad om - og det vokser heldigvis stadig, bare i lidt langsommere akt - men det er også nødvendigt. Før man har set sig om, er man nemlig overhalet af sportens næste fænomen. Det var der en hel stribe af verdens bedste, der i dag blev belært om af løbets nye puncheurfænomen. Nu skal han bare lige kureres for de to børnesygdomme, inden også de allerstørste skal begynde at ryste lidt i bukserne.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Bizkaikoloreak(2.NCUPJW) 20/07-21/07

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 23/07-24/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

Prueba Villafranca(1.1) 25/07

Czech Tour(2.1) 25/07-28/07

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger