Tour de Suisse-analyse: Er regnbueforbandelsen brudt?

Hvis I har syntes, at Rohan Dennis har virket en anelse gangbesværet på det seneste, skyldes det ikke, at han er blevet dårligt gående eller har taget synderligt på. Snarere er forklaringen nok, at han slæbt rundt på et åg, der må have føltes som et helt Mount Everest at bære rundt på. Forud for denne sæson blev han nemlig hentet til Bahrain-Merida i den klare forventning, at han ville fortsætte med at være den vindermaskine, han har været igennem de seneste sæsoner, ikke mindst i en 2018-sæson, hvor han vandt snart sagt enhver enkeltstart og sluttede året af med at levere en knusende magtdemonstration ved et VM, der endelig indbragte ham den regnbuetrøje, han igennem adskillige år har jagtet som besat.

Nu taler man kun sjældent om regnbuetrøjens forbandelse i enkeltstartssammenhæng, men noget kunne tyde på, at der også for temporyttere er noget om myten. I hvert fald var Dennis som forvandlet med det samme, han iførte sig de ikoniske striber, og hvor han i 2018 knap kunne se en enkeltstartscykel uden automatisk at vinde, har 2019 ikke budt på andet end skuffelser.

Det hele startede, da han fik bøllebank af Luke Durbridge ved de australske mesterskaber, men det løb kom trods alt så tidligt, at det nederlag kunne affærdiges med tidspunktet. Først da han i Tirreno-Adriatico blot blev nr. 8 på den helt flade specialistenkeltstart, han ellers har ejet i den seneste år, begyndte alarmklokkerne for alvor at ringe, og det blev ikke spor bedre, da han end ikke kom i top 20 på enkeltstarten i Baskerlandet, der til Dennis forsvar dog var så speciel, at det ikke var en rute, hvor han på nogen måde var favorit.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Problemet var måske ikke så meget nederlagene i sig selv, men mere det forhold, at de kom lige efter et holdskifte. I forvejen havde Izagirre-brødrene oplevet, hvordan et skifte til Merida-cyklen havde betydet en markant forværring af deres enkeltstartsevner, og det var derfor nærliggende at tro, at Dennis’ nedtur kunne skyldes et cykelskifte fra BMCs berømmede vindermaskine til et mærke, der slet ikke har samme stærke enkeltstartstradition.

I dag lykkedes det imidlertid Dennis at vise, at hans VM-striber altså ikke kun skyldtes materiellet, men også at han er en eminent temporytter. Da han for første gang siden Tirreno i marts endelig fik chancen for at vise sit værd på en rigtig specialistenkeltstart, fik han nemlig læsset det store åg overbord, så han må føles 10 kilo lettere, når han i morgen stiger ud af sengen. Selvom han bestemt ikke manglede modstand på en årets stærkest besatte enkeltstarter, viste han endelig rivalerne, hvem der bukserne (eller regnbuestriberne på), og at det altså fortsat er ham, der sidder tungt på tempotronen.

Alligevel vil det være en overraskelse, hvis skepsissen forsvinder. I 2018 havde Dennis nemlig ikke vundet med så lille en margin, at hele fire ryttere var indenfor 2 sekunder af vindertiden. Sidste år havde han formentlig givet hele feltet en decideret lektion, for på disse ruter har Dennis i de senere år været mindst to niveauer over rivalerne. Ganske vist lykkedes det ham i dag endelig at bryde isen, men det skete altså på en maner, der ligger milevidt fra det, vi har kendt den australske sejrsmaskine for i de senere år.

Måske giver Stefan Küngs præstationer mere næring til den tvivl. Schweizeren har ellers i de senere år været en sand maskine i sit hjemmebaneløb, hvor han for to år siden blev nr. 2 bag Dennis på begge enkeltstarter og sidste år var motoren bag BMCs holdløbssejr og suverænt sejrede på den lange enkeltstart. I dag blev han imidlertid blot nr. 9 på en tonserrute, der ellers burde have passet ham, og det må naturligt nok rejse samme tvivl, som Dennis’ manglende resultater har gjort.

Sandheden er nemlig, at Küng har skuffet gang på gang i år. Ganske vist lagde han ud med at vinde i Algarve, men det kun med det alleryderste af neglene. I Tirreno blev han blot nr. 16, og på den lange enkeltstart i Romandiet blev han blot nr. 6. Hans 11. plads i Paris-Roubaix og etapesejr i Romandiet viser ellers, at det ikke er benene, den har været gal med. Måske skal man bare ikke skifte en BMC-cykel ud med noget som helst andet? Også Küng må i hvert fald stille sig selv det spørgsmål.

Det kan Patrick Bevin måske også gøre, for han havde utvivlsomt satset på mere end dagens 8. plads. Han har dog mindre grund til skepsis, for modsat Dennis og Küng har han aldrig været dominerende i en disciplin, han fortsat er ved at lære. Ganske vist kunne dagens resultat ikke helt stå mål med de to 2. pladser, han sidste år leverede på WorldTour-niveau, men da han i Romandiet leverede en fremragende enkeltstart, og CCC på det seneste har imponeret i holdløbene i Hammer Series, er det næppe materiellet, men nok snarere den lidt for enkle rute, der ikke bød på rytmeskift og retningsændringer, som kostede lidt for den accelerationsstærke og teknisk dygtige Bevin.

Langt mere tilfreds må Maciej Bodnar være. I de senere år har polakken, der ellers i 2016 etablerede sig som en af verdens førende temporyttere, ellers været en kronisk skuffelse, og hans enkeltstartsresultater har kunnet tælles på én hånd. Enhver, der så, hvordan tunge Bodnar bød Tim Wellens, Remco Evenepoel og Greg Van Avermaet op til dans på bakkerne i Hammer Series, vil imidlertid straks have set, at Bodnar vel næppe har været stærkere, end han er netop nu. Dagens 2. plads kom i hvert fald som en bekræftelse på de guldben, han synes at have fundet frem mod Touren, og med tanke på, at det ikke just er tempoevner, han har vist på det seneste, tyder noget på, at Bodnar i de seneste uger har fundet et par ekstra procent, han ikke tidligere har haft.

Sunweb må sidde tilbage med en lidt bitter følelse. Ganske vist leverede deres to esser Michael Matthews og Søren Kragh igen og dokumenterede derved, at de begge hører til blandt verdens førende specialister, men igen blev det ved lige-ved-og-næsten. Præcis som i BinckBank Tour endte de som nr. 3 og 4 - forskellen var denne gang blot, at det var Matthews, der var marginalt bedre end Kragh - og dermed gik de akkurat glip af den store temposejr, der begge kredser om. Matthews har med sin prologsejr i Paris-Nice allerede sikret sig en stor triumf, men Kragh mangler stadig det helt store gennembrud. Med hele fire top 5-placeringer på WorldTouren på mindre end et år - herunder ikke mindst en 5. plads i Touren - kan danskeren dog forvisse sig om, at det blot er et spørgsmål om kort tid, inden han langt om længe, får den store sejr, hans potentiale så åbenlyst rækker til.

I det hele taget var det en flot dansk dag. Ikke blot Kragh, men også Kasper Asgreen fik nemlig klemt sig i top 5, og mens Sunweb-danskeren kan kalde 4. pladsen endnu et resultat i rækken, markerer 5. pladsen endnu et skridt i Asgreens kometagtige udvikling. Som professionel har han ellers overgået sig selv gang på gang, men lige netop i hans gamle paradedisciplin har det faktisk været lidt småt med resultaterne. Indtil i dag var 10. pladsen i sidste års Vuelta det bedste resultat, og da 9 km i forvejen var lige kort nok for en mand, der først og fremmest er kendt for sin kolossale motor, lå det ikke just i kortene, at han skulle være bare 2 sekunder fra at køre sig i førertrøjen og slå verdensmesteren.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ikke desto mindre var det præcis, hvad Asgreen gjorde, og man må efterhånden spørge sig selv om, hvad det danske vidunderbarn ikke kan. Han bliver nr. 2 i sit første Flandern Rundt, klatrer med de bedste i californiske bjerge, slår Jasper Philipsen i en spurt og kører med om sejren på en kort enkeltstart. Problemet for Asgreen synes mest at være at vælge, hvad han vil satse på, for der synes nærmest ingen begrænsninger at være. Og i første omgang må han i den grad have styrket sit kandidatur til den 8. og sidste plads på Deceunincks Tour-hold, hvor han lige nu synes at skulle slås med Tim Declercq om den sidste billet.

Også Peter Sagan kan se tilbage på etapen med stor tilfredshed. Forud for dette løb var der ellers stor tvivl om slovakken, der efter et katastrofalt forår leverede en næsten pinlig indsats i Californien - også selvom han med sin løbsnæse alligevel vandt en etape. I dag kørte han imidlertid en af karrierens bedste enkeltstarter på en tonserrute, der bestemt ikke passede ham, og det kunne tyde på, at han måske alligevel er på vej tilbage til sit ”rigtige” niveau. Naturligvis er det de kommende etaper, der vil fortælle den virkelige sandhed, men dagens resultat var i hvert fald en god begyndelse. Og nu ser det ud til, at han sammen med Matthews kan slås lidt om førertrøjen, når der på 2., 3., 4. og 5. etape er lagt op til en kamp om bonussekunder i klassisk schweizisk klassikerterræn.

Etapen blev også endnu et vidnesbyrd om EF-mandskabets enorme fremgang i kampen mod uret. I år har de lyserøde været med i front på snart sagt enhver enkeltstart, og det var de igen i dag, hvor de med Lawson Craddock og Tom Scully fik hele to mand i top 10. Særligt for Craddock er det særdeles opløftende, for den unge amerikaner, der på et tidspunkt lignede en potential grand tour-rytter, har i den grad været i krise i de seneste sæsoner. I år har han imidlertid genfundet lidt af de gamle takter, og med sin anden top 10 i en WorldTour-enkeltstart beviste han det atter i dag. Nu bliver det spændende at se, om han også klatrer godt nok til at genfinde takterne som klassementsrytter.

Dagens måske største taber var Geraint Thomas. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde forventet, at han ville komme blæsende ned fra sin højdetræningslejr, som han gjorde ved sidste års Dauphiné, hvor kun et styrt kostede ham sejren på den indledende enkeltstart. Sådan gik det imidlertid slet, slet ikke for rytteren, der for blot to år siden slog alle specialister på en tilsvarende rute på 1. etape af Touren, og selvom det er ”early days”, kan man ikke lade være med at blive en anelse bekymret. I hvert fald var det ikke denne etape, der overbeviste os om, at Ineos med tryghed kan overlade ham kaptajnrollen i sommerens Tour. Heldigvis har han stadig fire etaper til sidst til at vise sit værd, men indledningen var i hvert fald ikke overbevisende.

Til gengæld kom hans medkaptajn, Egan Bernal, glimrende fra start. På en kort tonserrute som denne var det klart, at den lille colombianer ville få det svært mod de mere kraftfulde folk, men ligesom han gjorde i Paris-Nice, fik han vist, at hans alsidighed er enorm. En 26. plads i dette selskab er i hvert fald ikke ringe, og med det beskedne tab til Thomas, er det i hvert fald ikke givet, at waliseren skal være den soleklare kaptajn i dette løb.

For de øvrige klassementsryttere handlede det mest om overlevelse, og det gik bedre for andre. Særligt Patrick Korad, der ellers ikke er specialist, kan være yderst tilfreds med en flot 17. plads og dermed et godt udgangspunkt forud for bjergene. Også temposvage Tiesj Benoot, der i dette løb sagtens kan aspirere til en top 10, gjorde det med en 32. plads overraskende godt. Og Fabio Aru fortsætter efter den fine debut i Lugano med at gøre det pænt og dermed give håb om, at den nylige operation vitterligt har løst alle hans problemer.

For andre gik det knap så godt. Den i forvejen stagnerede Marc Soler fik med en 37. plads ikke det udbytte af tempoevnerne, som han havde håbet, og det gjorde heller ikke Brandon McNulty, der ellers skal bruge enkeltstarterne til at vinde tid på klatrerne. Rui Costa og Simon Spilak måtte atter indse, at flade tonserenkeltstarter ikke er deres kop te. Til gengæld gjorde klatrerne Jan Hirt og Hugh Carthy, der ellers er langt bedre over lange distancer det vel ganske hæderligt og gav i hvert fald en indikation på, at de stadig har lidt at skyde med efter Giroen. Det har Domenico Pozzovivo formentlig også, men af uransagelige årsager valgte den lille italiener som en af de få topnavne at starte blandt de sidste, hvor han ikke helt uventet betalte prisen for et regnvejr, der kostede ham alt, alt for meget tid, hvis han skal vinde et løb, han har gjort til et stort mål.

Enric Mas kørte en overraskende ringe enkeltstart, men det skal man ikke nødvendigvis lægge meget i. Spanieren har nemlig ofte vist, at han skal bruge en del løb på at blive varm, og i forvejen var en kort tonserrute ikke hans top te. I kampen for den samlede sejr er tidstabet dog stort, og selvom han i år har usædvanligt mange bjerge til at indhente det tabte, led hans sejrschancer sig noget af et tilbageslag.

Allerværst gik det dog for Wilco Kelderman. Den evigt uheldige - eller evigt klodsede - hollænder styrtede nemlig igen, denne gang i sit comeback efter sit senest uheld. Jeg har efterhånden opgivet at tælle, hvor mange gange han er styrtet de seneste år, men det kan ikke længere bare være en tilfældighed. Det er en stor skam, for efter skiftet til Sunweb har han virkelig forbedret sig enormt - en forbedring, der har indbragt en 4. plads i Vueltaen - men hvis ikke han formår at holde sig oprejst, er det jo ikke til megen nytte.

Forbedring kan man ikke tale om for Dennis, men lige nu er det formentlig også lige meget, at han slet ikke vandt med den overlegenhed, han plejer. For ham handlede alt om at få brudt den forbandelse, der har hvilet over ham, lige siden han iførte sig regnbuestriberne. Nu har han i det mindste som en anden forbandet verdensmester, Alejandro Valverde, i det mindste en enkelt sejr på kontoen. Så må al spekulation om, hvorvidt han også på en Merida-cykel kan blive sit gamle altædende jeg vente, indtil vi på lørdag får endnu en chance for at vurdere, om han endegyldigt har brudt regnbuetrøjen forbandelse.