Tour de Suisse-analyse: I Sagans fodspor

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

Indrømmet!

Det er vist på sin plads at starte dagens analyse på samme måde som i går, hvor jeg måtte gå til bekendelse og indrømme, at jeg havde anset det for stærkt usandsynligt, at Peter Sagan ville vinde en etape i årets Tour de Suisse. Det lå nemlig ikke just i kortene, da slovakken efter sin pause var startet præcist lige så formsvagt, som han har fået det for vane, men alligevel viste han klassen og sørgede for, at det heller ikke blev i 11. forsøg, at han forlod Tour de Suisse uden en etapesejr.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

På samme måde havde jeg det med Daryl Impey. Her var bekymringen dog mere vidtrækkende. Her handlede det ikke om, hvorvidt han ville vinde i dette løb eller ej, for det var naturligvis usandsynligt, når han modsat Sagan aldrig har været en sejrsmaskine. Nej, her handlede det snarere om, hvorvidt der var flere sejre at finde i den sympatiske og meget alsidige sydafrikaner, og selvom det måske nok skulle kunne lade sig gøre i mindre løb, havde jeg i hvert fald ingen illusioner om, at han igen skulle vinde på WorldTouren.

Det har nemlig været sløjt for ham i de senere år. Siden han tog en imponerende etapesejr i Touren i 2019, har alderen nemlig langsomt indhentet ham. Han blev ganske vist nr. 6 i yndlingsløbet Tour Down Under i 2020, men efter han vendte tilbage efter nedlukningen, var der ikke mange spor af den rytter, der med dagens triumf er kommet op på hele ni sejre på WorldTouren. Faktisk syntes det bare at blive ringere og ringere, og det hjalp bestemt ikke, da han i maj sidste år bragede i asfalten efter en kollision med Robert Stannard, netop som han spurtede om sejren i Andalusien, og blev efterladt med så svære skader, at hans comeback langt fra sikkert. Når dåbsattesten siger 37 år, lignede det en karrieremæssig dødsdom - i hvert fald som den vinder, han engang var.

I år har der heller ikke været meget at råbe hurra for. Faktisk har løbene blot bekræftet den nedadgående tendens, og hans nye status blev kun illustreret endnu tydeligere, da han rejste til Schweiz. De seneste tre dage havde alle ruter, hvor man normalt ville have haft Impey som kaptajn, men sådan var det ikke. I stedet var den erklærede målsætning at vinde disse etaper med den i år så velkørende Patrick Bevin, og Impey var snarere tiltænkt en rolle som lead-out man.

I fredags fornemmede man imidlertid, at noget kunne være i gærde. Her sad Impey nemlig flot med i Aargau på en dag, hvor Bevin til gengæld måtte sande, at to gange sygdom siden sejren i Romandiet havde kostet den gode form. Pludselig lignede Impey den mest holdbare af de to, men derfra var der stadig langt til sejr. I Catalonien, hvor Impey var holdets sprinter, var han nemlig en skygge af den sprinter, der tidligere har vundet reducerede massespurter i løb som netop Catalonien og Baskerlandet.

For anden dag i træk fik vi imidlertid set, at klasse ikke fornægter sig, selvom dåbsattesten er blevet lidt gullig i kanten. Impey var ganske vist en anelse presset, da en ellers ret begivenhedsfattig og strengt kontrolleret 4. etape nåede sit klimaks på den brutale stigning, der med sikkerhed ville rydde ud i stort set alle sprinterne, men det lykkedes ham at komme tilbage umiddelbart efter toppen med en klatrepræstation, vi vel ikke har set siden januar 2020. Herefter skruede han igen tiden tilbage til den seneste udgave af Tour Down Under ved at køre det, der vel var hans bedste spurt, siden han senest var en hovedaktør i det løb, der mere end noget andet har defineret hans karriere.

Sejren var på alle måder tiltrængt. Det var den for Impey selv, der dermed fik bevist, at han som 37-årig ikke blot kan vinde cykelløb, men også kan gøre det på den helt store scene. Det var den imidlertid i endnu højere grad for hans israelske hold, der igennem en sygdoms- og skadesplaget sæson med stadig større og bekymrende hast har nærmet sig nedrykning fra WorldTouren. Krisen var vel allertydeligst, da holdet grundet coronavirus end ikke kunne stille til start i Flandern Rundt, og da holdet havde et helt forfærdeligt og anonymt Giro d’Italia.

Siden da er der dog kommet opmuntringer. Jakob Fuglsang har med sin sejr i Alperne og meget overbevisende kørsel i Schweiz, senest i dag, lignet en mand, der kan være på vej mod en genfødsel, og selv Chris Froome er pludselig begyndt at minde om en cykelrytter igen. Med Impeys sejr i dag er cykelsportens alderdomshjem endelig ved at få en smule afkast af deres i moderne sammenhæng så atypiske satsning på sportens veteraner. Desværre giver en sejr i et WorldTour-etapeløb ikke synderligt mange point, men nu har holdet i hvert fald bevidstheden om, at også Impey måske kan bidrage med lidt undervejs.

Det har sikkert også gjort godt for Impey, at manden, han slog, var hans tidligere kaptajn. Impey har igennem sin karriere kørt et hav af lead-outs for Michael Matthews, og det har egentlig været synd, fordi de som ryttertyper har været så ens, at han i en fri rolle sikkert kunne have vundet noget mere. I dag fik han bevist, at den vurdering nok er rigtigt, også selvom han var meget tæt på at blive passeret til sidst.

Den har gjort ondt på Matthews, der fortsat blot har vundet én gang, siden han for halvandet år siden kom hjem til BikeExchange, men når skuffelsen har lagt sig, skal han glæde sig over, hvor langt han er kommet siden i søndags, hvor han faldt helt igennem. Denne gang klarede han en stigning, der selv for den bedste Matthews ville være på grænsen, og selvom han var i problemer på den sidste del, kom han tilbage på sporet, også med en ganske god spurt. Det så ellers ud til, at selvtilliden var lidt ramt, da hans hold slet ikke bidrog til jagten i dag, men det kan også skyldes, at han som så ofte før overvurderer sig selv så meget, at han egentlig har den benhårde 5. etape i tankerne som sit mål, præcis som vi så det på 1. etape, der efter alle målestokke burde være for svær for ham.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det ville ellers ikke have været uset, hvis BikeExchange havde lukreret på andres arbejde og vundet på en dag, hvor de ikke havde rørt en finger. Nu blev det til spildt arbejde for EF, Cofidis og Movistar, der stod for langt hovedparten af det arbejde, der skulle hente det lille tremandsudbrud, som det lykkedes for dem at få sendt afsted. At Cofidis bidrog var også til den svært optimistiske side, for selv den allerbedste Coquard burde ikke kunne klare denne stigning, men trods den formkrise, han har vist på det sidste, lykkedes det faktisk for franskmanden at komme med hjem. Til gengæld var han ganske alene, og i den positionskamp, der også kostede ham sejren i går, blev han for 117. gang i karrieren den lille.

Nej, det gav straks mere mening at se EF og Movistar fremme. Særligt EF viste fuld tiltro til Alberto Bettioil, der jo fik en gigantisk selvtillidsindsprøjtning af den flotte spurt, han kørte i mandags. Han fik endda både Hugh Carthy og Rigoberto Uran til at holde folk bag sig, da farten skulle holdes høj på stykket ind mod mål, men da spurten blev åbnet, indså han, at træerne ikke vokser ind i himlen. Der er en grund til, at Bettiol aldrig har vundet en massespurt, men at Matthews og Impey har vundet flere.

Den erkendelse måtte Alex Aranburu og Movistar også gøre, men det ville også have været overraskende, hvis det var blevet til spansk sejr i en flad spurt, som aldrig har været hans spidskompetence. Tom Pidcock, der ellers blev sat perfekt i scene af Geraint Thomas, måtte også sande, at der er forskel på at slå Wout van Aert efter en hård klassiker og køre en spurt som denne. De seneste to dage har vi hvert fald bevist, at han ikke har farten til at slå de ryttere, der kan betegnes som sprintere, også selvom de ikke hører til i Jakobsen- eller Groenewegen-klassen.

Dagens positive overraskelse var Søren Kragh. Danskeren fik sig ellers en lussing i varmen i søndags, men i dag beviste han, at formen slet ikke er så ringe endda. Med en sjælden spurt, vi næsten ikke har set siden Vueltaen i 2017, hvor han blandt andet var i top 3 i spurten i Madrid, fik han tanket gevaldig selvtillid og vist, at han efter et meget løfterigt forår, der desværre aldrig gav de resultater, formen fortjente, kan have kurs mod en god Tour. Til gengæld var der malurt i det danske bæger, da Andreas Kron trods en god position desværre blev lukket inde mellem Aranburu og Matthews, men i lyset af hvor hurtige afsluttere, der satte sig på de to bedste pladser, var gruppen nok også blevet en anelse for stor til, at han kunne have fået den 2. plads, der havde sendt ham i den gule trøje.

Den kunne han ellers lugte undervejs, da Stephen Williams højst overraskende var i vanskeligheder, men briten fik akkurat reddet skærene på en trist dag for Bahrain, hvor Gino Mäder måtte sande, at søndagen ikke bare var en dårlig dag. Det var ellers ikke noget vanvittigt tempo, der blev sat på stigningen. Den var nemlig så svær, at det for de fleste af de hurtige folk blot handlede om overlevelse, for hvis de ville, kunne klassementsrytterne have skabt et blodbad. Faktisk var det kun Gianluca Brambilla, der med dagens mest uforklarlige føringsarbejde sørgede for, at det alligevel ikke blev helt nemt, selvom det kunne have været meget, meget hårdere, når en regruppering til sidst betød, at feltet alligevel endte med at tælle ca. 60 mand.

Det var meget heldigt for Impey. Selvom han viste overraskende livstegn i dag, havde han aldrig vundet, hvis stigningen var blevet brugt til det, den kunne. Det var imidlertid aldrig et tema, når de næste fire etaper er så vigtige, at det for favoritterne handlede om at komme så let til Brunnen som muligt. Den tøven åbnede døren for, at Impey kunne få sin renæssance og nok engang bevise, at man altid skal være en smule forsigtig med at afskrive de gamle veteraner, uanset om de hedder Sagan eller Impey. Klasse fornægter sig nemlig stadig ikke.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser