Tour de Suisse-analyse: Kondorens comeback

Man har næsten kunnet høre en dråbe falde til jorden. Så stille har der været om Nairo Quintana i 2018. Mens al opmærksomhed har rettet sig mod Chris Froome, Richie Porte, Tom Dumoulin og hans holdkammerater Mikel Landa og Alejandro Valverde, der alle har høstet flere resultat i løbet af sæsonen, er den lille colombianer nærmest blevet glemt. Manden, der to gange er sluttet som nr. 2 bag Froome i Touren og siden 2013 generelt har været betragtet som britens førsteudfordringer - ikke mindst fordi han i Vueltaen i 2016 som bekendt slog netop Froome - er fløjet helt under radaren, hvis signal har knap har kunnet fange hans spinkle korpus.

Egentlig giver det god mening, at mange har været skeptiske. Efter den store sejr over Froome i Vueltaen har Quintana nemlig ikke været på sit topniveau. Det kan godt være, at han trods alt blev nr. 2 bag Dumoulin i Giroen, men enhver, der var vidne til bjergetaperne i det løb, kunne se, at der var meget langt fra 2017-udgaven af Quintana til den rytter, der bare få måneder forinden havde slået dem alle på Lagos De Covadonga i Spanien. Og efter den dybt skuffende Giro endte sæsonen som en regulær katastrofe, hvor en næsten pinlig Tour tydeligvis tærede hårdt på Quintana selvtillid.

Måske var det også derfor, at Quintana havde så travlt med i bogstavligste forstand at pisse territoriet af. I al offentlighed kritiserede han beslutningen om at hente Mikel Landa til holdet, og det var tydeligt, at han følte sin kaptajnrolle under pres. Alligevel havde han det store mod, som kun de største har. Med fare for at han kunne ende med at ende sæsonen totalt tomhændet, tog han den store risiko at gamble alt på at vinde Touren. Da det blev annonceret, at Chris Froome skulle køre Giro, så han sin store chance for endelig at få ram på ærkerivalen, og derfor tøvede han ikke med at erklære, at 2018 kun vil handle om én ting: Tour de France.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Dermed blev Landas ankomst pludselig en gave. Med baskeren på holdet var der nemlig to kaptajner, der kunne aflaste Quintana og score de nødvendige point i WorldTourens forårsløb. I tidligere sæsoner har det slidt voldsomt på den lille colombianer, at han og Valverde har skullet fordele stort set alle de store etapeløb mellem sig. Med Landa på holdet skulle byrden nu bære af flere skuldre, og derfor kunne Quintana få plads til at foretage sin satsning.

Resultatet har været et meget stille forår, hvor han har været fint tilfreds med at sætte point i banken hos sine medkaptajner inden Touren. I Catalonien arbejdede han stenhårdt for Valverde - og kørte alligevel så stærkt, at han kunne blive nr. 2 bag sin holdkammerat - og i Baskerlandet var han en nøglerytter for Landa - og endte alligevel som nr. 5. Formen har derfor ikke været dårlig, men helt efter planen har der været et stykke op til det topniveau, vi alle ved, at han besidder, ligesom rollerne har gjort det umuligt for ham at jagte personlige sejre.

Alt sammen har det imidlertid været led i en overordnet strategi, der har haft det ene formål at sikre, at Quintana er flyvende, når Tour-feltet om en måneds tid rammer Alperne. Alligevel kan man ikke fortænke mange i at have været en smule skeptiske, for vi skal trods alt næsten to år tilbage for at genfinde den ”rigtige” Quintana, og derfor har man med rette kunne tvivle lidt på, om potentialet stadig var intakt.

I dag fik vi svaret. Quintanas potentiale er i den grad lige så kolossalt, som det altid har været, for med dagens magtdemonstration var den colombianske kondor endelig igen den rytter, der første gang betog Tour-publikummet med andenpladsen i 2013. Med en suveræn præstation sikrede colombianeren sig sæsonens første sejr og den første triumf siden sidste års Giro og det på en maner, der i den grad tænder advarselslamper i Sky- og BMC-lejren.

Kigger man alene på resultatlisten, er det ikke specielt bemærkelsesværdigt, at Quintana vinder en stor bjergetape. Det er derimod måden, der viser hans klasse. Velvidende at han ikke har en jordisk chance for at matche Porte på søndag, udviste han det helt store mod ved at angribe fra de allerførste meter af Arosa-stigningen. I første omgang mislykkedes offensiven, da Porte, Fuglsang og Kruijswijk alle kom tilbage, men han nægtede at give op. Da han rykkede for anden gang, valgte Porte at holde sig til Tejay van Garderen og dermed var den store plan iværksat.

Victor De La Parte ventede som en perfekt allieret på sin kaptajn, men planen så du til at gå i vasken, da spanieren overraskende tidligt måtte forlade colombianeren. Dermed var det overladt til Quintana selv at klare sig på det lange, næsten helt flade midterstykke, hvor han ikke fik skyggen af hjælp fra de mange udbrydere, han havde samlet op. Lettere blev det ikke af, at BMC havde spillet deres kort klogt ved at placere Greg Van Avermaet i det tidlige udbrud, og den brølstærke belgier viste sig at være guld værd for Porte på den lette del af stigningen, hvor han holdt Quintana i snor.

Det lette terræn midtvejs favoriserede i den grad store Van Avermaet - der i parentes bemærket atter viste storform og mere og mere fremstår som en nøglerytter for Porte til juli - og derfor kunne man i den grad frygte, at den lille kondor havde en regning at betale, da han igen ramte sit terræn på den sidste del af stigningen.

Det havde han imidlertid ikke. Med en kraftpræstation, han ikke har leveret siden Vueltaen i 2016, holdt han - endda med stor margin - både Porte og Fuglsang bag sig og dokumenterede dermed, at han i dag vat løbets i særklasse stærkeste. Dermed blev det ikke blot til sæsonens første sejr og en god mulighed for en podieplads på søndag - han skrev sig også igen ind som en af de helt store favoritter til Touren. Timingen af formen kunne i hvert fald næppe have været bedre.

Selvom han næppe vil sige det offentligt, bliver dagen næppe værre af, at holdkammeraten Mikel Landa var en af dagens skuffelser. Baskeren endte trods alt stadig i top 10 - han er jo en klasserytter - men han var sket ikke i stand til at leve op til det positive indtryk, han efterlod i onsdags. Med en måned til de første bjerge i Touren er der ingen grund til alarm, for Landa kan sagtens være flyvende til den tid, men for det interne hierarki på Movistar kan det spille en ikke uvæsentlig rolle. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Movistar-ledelsen i dag har fået styrket troen på, at Quintana vitterligt kan vinde Touren.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det kan være lidt hårdt at sætte Porte på taberlisten også, men det kan man alligevel med nogen rette gøre. Forud for den sidste enkeltstart skal der nu ganske vist ske en katastrofe, hvis ikke australieren skal tage den samlede sejr, men han fik sig alligevel en spand kold vand i hovedet i dag. Med den ventede suverænitet trods han nemlig bed lethed væk fra feltet, men det var tydeligt, at han overvurderede sig selv. Lynhurtigt nærmede han sig Quintana, men pludselig bragede han direkte ind i muren, og havde til slut endda svært ved at følge med Fuglsang.

Ligesom for Landa er der ingen grund til at igangsætte nogen alarmklokker, for der er stadig masser af tid til Touren, og hans magtdemonstration i går står stadig stærkt i de flestes erindring. Alligevel kan det hurtigt sætte sig som en tvivl hos Porte, der er kendt som en mentalt lidt skrøbelig rytter, der ikke altid har været god til at tackle modvind. En samlet sejr i Tour de Suisse er naturligvis slet ikke modvind - tværtimod - men der er næppe tvivl om, at Porte selv ser det som en skuffelse, at han i den grad fejlvurderede egne evner og tydeligvis ikke var så stærk, som han og de fleste andre havde troet.

Helt anderledes optimistisk og selvsikker må Jakob Fuglsang være. For andet år i træk har danskeren ramt topformen på det helt perfekte tidspunkt, og med dagens sublime bjergridt har han atter bekræftet, at den fremgang, han har vist i det sidste års tid, ikke blot er en enlig svale. Fuglsang er vitterligt end anden rytter, end han var indtil juni 2017, og det må give en vis optimisme forud for Touren. Der er stadig lang tid, hvor formen skal holdes - ikke mindst fordi han altid har haft det lidt svært med at holde niveauet over alle tre uger - men foreløbig er alt lovende.

Næste store test kommer så på søndag, hvor han skal vise, om han også har forbedret enkeltstarten, men her er der desværre ikke grund til at være alt for optimistisk. Fuglsang har nemlig - heller ikke i sidste års Dauphiné - kørt én eneste gode enkeltstart i mange år, og netop kampen mod uret er fortsat den værste hurdle, der skal overvindes, hvis han for alvor skal gøre sig gældende i etapeløbssammenhæng.

En anden vinder var naturligvis Wilco Kelderman, som man må beundret for sin evne til at træne sig i form. Ligesom sidste år har han fået det meste af sin sæson smadret af en skade, og han har ikke kørt løb siden marts. Alligevel kunne han i dag til fulde bekræfte den fantastiske forbedring, han har oplevet siden skiftet til Sunweb, og han burde have gode chancer for med sin vanlige gode enheltstart på søndag at gå forbi Quintana og sikre sig løbets samlede andenplads. Også hans unge holdkammerat Sam Oomen bliver bare ved med at imponere, da han modsat Jack Haig og Patrick Konrad har kunnet fastholde Giro-formen og nu har kurs mod en sandsynlig 4. plads i et af sportens hårdeste løb.

Han må nemlig ventes at gå forbi Enric Mas, der ikke just er kendt for sine evner i kampen mod uret, men det gør næppe det store for den lille spanier. Med dagens præstation cementerede han nemlig atter sin status som den næste store spanske grand tour-rytter, og han fremstår i stigende grad som en mand, der bliver meget interessant at følge i Vueltaen til august. Fremtiden ligger i hvert fald åben for den spanske supermand.

Der er også grund til optimisme hos Steven Kruijswijk, der gjorde det ganske hæderligt på et tidspunkt, hvor han sjældent er helt på toppen. Han efterlod igen det positive indtryk, han har givet det meste af året, og efter i dag er der ikke mindre grund til at tro på, at han måske vitterligt kan nærme sig det fabelagtige niveau, han havde i 2016. Lykkes det, vil han sammen med Primoz Roglic, der ifølge rygter alligevel vil køre klassement i Touren, udgøre en ganske interessant og potent duo om en måned.

En lille nedtur var der omvendt til landsmanden Bauke Mollema, men også for ham er det for tidligt at gå i panik. Mollema har aldrig været god i sine forberedelsesløb, og da et styrt u 2016 forhindrede ham i at slutte på podiet i Touren, havde han en måned forinden været ganske elendig i Dauphiné. Mollema kan stadig nå at finde formen, men det skal dog siges, at den fightende hollænder ikke har været på sit topniveau i nu to år.

Udover Haig, hvis kollaps var en overhængende risiko, var dagens tabere Simon Spilak og Ion Izagirre. Særligt Izagirre oplevede en kæmpe nedtur, men det er efterhånden ikke uset, at baskeren har sig nogle voldsomt dårlige dage. Det havde han også i dette løb sidste år og på 1. etape i Baskerlandet i år. Formen er derfor ikke nødvendigvis dårlig, men Izagirre har behov for at finde større stabilitet, især hvis han drømmer om at køre klassement i Vueltaen i år. Spilak derimod har tydeligvis i dette løb været på sit højeste niveau siden samme tid sidste år, men det står efterhånden i stigende grad klart, at han aldrig igen vil genfinde det niveau, der gjorde ham til af verdens bedste i ugelange etapeløb.

Spilak er dog en af de ryttere, der har udsigt til avancement, når det hele skal afgøres på søndagens enkeltstart. Efter dagens tredjeplads vil det formentlig ende med den forventede kroning af Porte, der kan se frem til at vinde løbet, formentlig foran Kelderman. Men måske kan Quintana levere endnu en overraskelse, ligesom han gjorde da han i 2016 slog Chavanel på en flad enkeltstart i Route du Sud. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at den colombianske kondor endelig er tilbage!