Tour de Suisse-analyse: Kongen af Schweiz slår til igen

To sejre ved debuten i 2011, fire sejre i 2012, to sejre i 2013, blot en enkelt gevinst i 2014, to triumfer i 2015 og igen i 2016 og yderligere to gevinster sidste år - og sejr nr. 16 i dag. Det kan godt være, at Tour de Suisse er et gammelt løb med en glorværdig historie, men kongen af det ni dage lange løb er hverken Hugo Koblet, Ferdi Kübler eller andre af hjemlandets fortidige koryfæer. Nej, han er ganske nutidig, og hedder Peter Sagan.

Allerede inden årets udgave af det schweiziske løb sad Sagan med 15 etapesejr suverænt på førstepladsen over fleste gevinster i et af sportens hårdeste løb, og i dag udbyggede han med sin første sejr i år yderligere sin position, så han nu sidder endnu tungere på tronen. Allerede længe inden sit fyldte 30. år har Sagan give alle fortidens helte baghjul, og der er endda masser af tid til at give de gamle stjerner yderligere baghjul i de kommende år.

Dagens etape var et glimrende eksempel på, hvorfor Sagan og Tour de Suisse har indledte et så langvarigt kærlighedsforhold. Det schweiziske terræn er nemlig aldrig fladt, og selvom det også byder på masser af store bjerge, der trods alt er for svære for Sagan, er den nordlige del af landet nærmest en gave til slovakken. Små, stejle bakker findes overalt, og arrangørerne elsker at lægge dem ind på kringlede rundstrækninger i finalen. Læg dertil, at de også holder meget af tekniske finaler med vanvidssving tæt på mål, og det bliver helt klart, hvorfor det næsten er gudgivet, at Sagan skal vinde et hav af etaper i Schweiz.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I dag så det ellers ud til, at det kunne blive kompliceret. Rundstrækningen i Frauenfeld var bestemt ikke den sværeste i løbets historie, og det lignede en dag, hvor de fleste af de hurtige folk ville kunne sidde med hjem. Bedre blev det ikke for Sagan af, at et meget svagt udbrud kørte fra kilometer 0, og at Quick-Step blot satte et kontrollerende og meget roligt tempo på de to første omgange, der var som en gave til sprinterne.

Hjælpen kom imidlertid fra uventet og var schweizisk. Opsat på at vise sig frem på hjemmebane valgte Michael Albasini at sætte gang i løjerne med et tidligt fremstød næstsidste gang op ad stigningen. Med tanke på, at schweizeren har et par gode chancer de kommende to dage, virkede det en anelse hovedløst, især fordi han ikke fik én eneste mand med sig, men han tvang BMC i aktion. For at forsvare førertrøjen måtte Alessandro De Marchi sammen med Quick-Steps uopslidelige Tim Declercq give den gas, og pludselig gik etapen fra at være en søndagstur til at være en sand dræber.

Det hårde tempo bragte mange af sprinterne til grænsen allerede inden sidste stigning, hvor Bora tog det initiativ, der i sidste ende gav dem en helt fortjent sejr. Med først Marcus Burghardt og siden Daniel Oss splittede tyskerne feltet totalt, og en etape, der var startet som en fredsommelig dag for sprinterne, udviklede sig pludselig til et blodbad. At André Greipel forsvandt, var måske ikke den store overraskelse, og at Arnaud Demare, der ikke har kørt løb siden Roubaix, heller ikke kunne sidde med, var heller ikke et chok. Mere uventet var det, at den ellers så stærke Alexander Kristoff, der senest vandt i Gippingen i torsdags, og Magnus Cort faldt fra, og da selv Sonny Colbrelli, der imponerede stort på stigningerne i Hammer Series, ligeledes måtte give slip, var vi pludselig efterladt med et scenarium, de færreste kunne have forestillet sig

Det passede naturligvis Sagan som fod i hose. Af de mere klassiske sprintere var det kun Michael Matthews og Fernando Gaviria, der havde overlevet, og endnu bedre blev det af, at et hav af angreb i finalen, blot gjorde løbet endnu hårdere. Bora viste stort overblik ved at dække angrebene af med klassementsrytterne Patrick Konrad og Gregor Muhlberger, som man i et klassementsperspektiv gerne ville lade køre hjem, og dermed var man aldrig på bagkant med situationen, selv ikke da en farlig 7-mandsgruppe truede med at snyde sprinterne i finalen. Her var Konrad nemlig med, og Sagan kunne gøre sig klar til spurten i stedet.

Også den forløb som ønsket. I det lille felt var ingen i stand til at organisere et lead-out, og i kaos er der kun én hersker: Peter Sagan. Slovakken gjorde alt rigtigt ved først at placere sig i hjulet på Matthews, der var den forreste sprinter og siden reagere prompte, da Gaviria fra en håbløs position var nødt til at starte sin spurt tidligt. Sagan sprang ind på hans hjul, og selvom man må tage hatten af for colombianerens imponerende indsats i en så lang sprint, var udfaldet aldrig tvivlsomt. Sagan trådte let forbi og sikrede sig i suveræn stil sin 16. etapesejr efter smuk, smuk præstation af Bora, der efter Sam Bennetts sejr i Rund um Köln således sikrede sig en dobbelttriumf bare et par dage efter Pascal Ackermanns sejr i Dauphiné.

Gaviria må til gengæld sidde tilbage med en blandet smag i munden. Colombianeren er kendt for sin fremragende positioneringsevne, men i dag svigtede instinktet for fænomenet. I finalen kom han aldrig frem i tide, og derfor var han nødsaget til at starte en alt for lang spurt. Den var til gengæld ganske imponerende, men selv ikke Gaviria kan holde Sagan bag sig, når verdensmesteren er i slipstrømmen over så lang en distance. Selve afslutningen derfor en skuffelse for Gaviria, men han kan trods alt trøste sig med, at han efter gårsdagens ildevarslende holdløb, hvor han blev sat på den allerførste stigning, viste storform ved som en af blot tre sprintere at overleve i den hårde finale. Det lover godt frem mod Touren, hvor det netop er denne alsidighed, der gør ham til Sagans værste rival i kampen om den grønne trøje.

Løbets sidste overlevende sprinter var Michael Matthews, men det lå i kortene, at det ville blive svært for australieren. Særligt i det seneste års tid har han fokuseret mindre på klassiske spurter og mere på klatreevner og puncheurfinaler, og de dage, hvor han kan slå Sagan og Gaviria i en flad spurt som denne, er formentlig talte. I stedet kan han glæde sig over, at han efter et godt holdløb igen i dag viste stort overskud og dermed er på sporet af en god Tour. Her har han ganske vist i kraft af Dumoulins satsning skudt en hvid pind efter endnu en grøn trøje, men de to etaper i Quimper og til Mur de Bretagne i den første uge er store mål for den holdbare australier.

Dagens positive overraskelse var Nathan Haas, der kom tilbage på sporet efter en svær periode. Haas lagde ellers ud som lyn og torden med et fremragende Tour of Oman, hvor han vandt en etape og kørte et imponerende klassement, men siden blev hans store mål, Amstel Gold Race, ødelagt af sygdom. Siden da har han ikke været i nærheden af noget som helst, men i dag var han i stand til næsten at gå forbi Fernnado Gaviria på stregen. Med tanke på, at der venter ham et par gode etaper mandag, tirsdag og torsdag kan vi vente os at se mere til Haas i de kommende dage.

Den øvrige del af top 10 var domineret af spurtstærke klassikertyper som Enrico Battaglin, Enrico Gasparotto, Greg Van Avermaet og Arrhur Vichot, der greb chancen i fraværet af de mange sprintere. Der var dog en markant undtagelse i den lille klatrer Mark Padun, der blot bliver ved med at overgå sig selv. Det ukrainske stortalent viste først sin høje klasse, da han vandt en etape i det stærkt besatte Tour of the Alps, og sidste fredag kørte han alle sønder og sammen på stigningerne i Hammer Series i Limburg. I dag var han med, da Mikel Landa og Richie Porte overraskende testede benene på en af stigningerne og leverede herefter et flot solofremstød. Til slut rundede han dagen af med at spurte sig til en overraskende 5. plads i en finale, der slet ikke passede ham. Den mand bliver til noget stort!

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

For klassementsrytterne blev det ikke det store drama, og de sad stort set alle med feltet hjem. Porte bekræftede det ekstremt lovende indtryk fra holdløbet ved at sidde helt fremme og svare på en tilsyneladende også formstærk Landa, og også Sam Oomen og Nairo Quintana så ganske stærke ud med meget opmærksom kørsel, da det var hårdest. Den eneste taber var Diego Rosa, der højst overraskende ikke kom med hjem, og dermed er den ustabile italiener ikke klar til at gribe denne sjældne chance, som han ellers gjorde det, da han sejrede i Coppi e Bartali i marts. I stedet kommer Skys B-hold nu formentlig til at spille en temmelig anonym rolle, hvor det primært handler om at teste unge Pavel Sivakov af i meget skrapt selskab.

Stefan Küng, der af alle blev rost som den store motor bag holdløbssejren, ligner en mand i storform efter endnu en yderst overbevisende præstation, der endda blev kronet med 3 bonussekunder, der betyder, at han nu sidder sikkert i den gule trøje. Til gengæld var det bekymrende for ham, at Sagan med sin sejr nu har føringen inden for rækkevidde. Det kræver blot to sejre de kommende dage samt yderligere et enkelt bonussekund i en indlagt spurt. Og da kosten kan blive for hård for Küng i de kommende dage, især på den lange stigning tirsdag, er udsigten til en gul trøje samt naturligvis yderligere et par etapesejre til Sagan aldeles lovende. Det er som bekendt ikke tilfældigt, at han sidder på rekorden over flest triumfer i løbet. Kongen af Schweiz har ikke til sinds at abdicere foreløbig!