Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de Suisse-analyse: Løbet med de uventede comebacks

Tour de Suisse-analyse: Løbet med de uventede comebacks

19. juni 2022 14:02Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 7. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

 

Da Tour de Suisse startede for en lille uge siden, var der lagt op til det ungdomsshow, vi har vænnet os til at se. Kunne 26-årige Daniel Martinez og 26-årige Aleksandr Vlasov fortsætte deres forrygende forår, eller var det nu, 22-årige Remco Evenepoel endelig skulle bryde igennem i et etapeløb på WorldTouren? Der var nok en del uenighed om, hvem af de tre der var favorit, men der syntes at herske en konsensus om, at det først og fremmest handlede om de tre navne. Skulle de trues, skulle det formentlig være af Adam Yates, der måske ikke længere er ung, men fortsat ikke er fyldt 30 år, 24-årige Sergio Higuita eller måske af 25-årige Gino Mäder?

 

I stedet er løbet endt som noget helt andet. I stedet for at være stedet, hvor nogle af sæsonens mest succesrige unge ryttere fortsatte deres stime, endte det i stedet som løbet, der mest vil blive husket som rammen om det ene overraskende comeback efter det andet. Selvfølgelig har de unge kometer også domineret med etapesejre til Stephen Williams, Andreas Leknessund og Vlasov, og selvfølgelig havde Vlasov formentlig vundet løbet, hvis ikke han var blevet ramt af corona, men det er næppe det, man vil huske, når løbet om nogen tid mest er et minde fra fortiden.

 

Læs også
Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 

Nej, det er i stedet, hvordan veteranerne rejste sig. Peter Sagan satte scenen, da han trods en åbenlys mangel på form alligevel på sin rene klasse kunne tage endnu en etapesejr i hans mageløse rekordserie. Dagen efter fulgte Daryl Impey trop ved højst uventet at tage endnu en WorldTour-sejr på et tidspunkt, hvo det så ud til at være noget, der hørte fortiden til.

 

Begge dage indledte jeg efterfølgende analysen med ordet ”Indrømmet!” i en åben erkendelse af, at jeg aldrig havde drømt om, at de to veteraner skulle komme fra løbet med en etapesejr. Denne analyse kunne meget passende have fået samme indledning, for når Geraint Thomas i morgen - hvis corona tillader det - hyldes som vinder af løbet, har han opnået et resultat, jeg på forhånd havde forsvoret.

 

Der har nemlig ikke været meget luft i ballonen hos waliseren på det seneste. Faktisk har det været én lang nedadgående spiral, siden han vandt Touren i 2018. Det siger alt om hans klasse, at han i 2019 stadig blev nr. 2 i Touren og i 2021 vandt Tour de Romandie og blev nr. 3 i Dauphiné og Catalonien, men billedet har alligevel været det samme. Måned for måned synes hans niveau at være aftaget en anelse, indtil han i denne sæson har været en helt anonym og næsten ligegyldig skikkelse, måske tydeligst i Romandiet, hvor han havde sit første sæsonmål og startede stærkt, men faldt helt igennem på kongeetapen.

 

Selvfølgelig har der også været uheld undervejs. Han kunne måske have vundet Giroen i 2020, hvis ikke han var styrtet. Han havde som bekendt også et styrt i Touren sidste år, men man glemmer let, at det kom på et tidspunkt, hvor han allerede havde tabt tid på Mur-de-Bretagne. Mange af hans etapeløbsresultater sidste år blev også i høj grad opnået via et brølstærkt hold og slet ikke med den klasse, som da han i 2018 vandt både Touren og Dauphiné.

 

Når enkeltstarten i morgen er omme, kan han imidlertid i en alder af 36 pludselig kalde sig vinde af fem af de største WorldTour-etapeløb, når han føjer Schweiz til Romandiet, Dauphiné, Paris-Nice og Tour de France. De 2 sekunder, han halser efter Sergio Higuita, forsvinder som dug for solen, når de 25 flade kilometer i Liechtenstein er overstået, og det er kun en positiv coronatest eller andet uheld, der vil kunne forhindre ham i at vinde med en ganske klar margin. Det så ellers ud til, at han missede sine chancer for at vinde løbet, da Simon Spilak i 2015 akkurat slog ham med 5 sekunder, selvom han lignede favoritten inden den sidste enkeltstart, eller da han i 2019 som regerende Tour-vinder styrtede ud af løbet, inden det reelt var kommet i gang.

 

Selvom han ender med at vinde, er det vel også rimeligt at hævde, at omstændighederne var med ham. Både Vlasov og Yates efterlod i hvert fald et betydeligt stærkere indtryk, inden corona satte ind, og da jeg i går måtte kæmpe hårdt for at finde vinderkandidater i optakten, stod det ret tydeligt, hvor svagt et felt vi var efterladt med. Jo, Evenepoel, Higuita og Martinez er skam alle med i løbet, men det har jo været ret tydeligt, at de alle har været et stykke fra det niveau, de har haft tidligere i sæsonen.

 

Man skal imidlertid kun slå dem, der er til start, og i dag viste Thomas, at han er en fortjent vinder. Ineos fik det, som de ville have det, da Israel-PT var for svage til at skabe det hårde løb, Jakob Fuglsang skulle bruges, og da Bora længe valgte at køre med tre beskyttede ryttere ud af tre mulige og først meget sent ofrede Maximilian Schachmann og aldrig Felix Grossschartner, kunne briterne gennem hele etapen diktere et tempo, der var hårdt nok til at afholde folk fra at angribe, men også så lavt, at de aldrig nærmede sig udbruddet, før der blev åbnet op til sidst. Det var der nemlig ingen grund til, for nok kørte Fuglsang rundt i førertrøjen, men med enkeltstarten indregnet var det Thomas, der førte løbet.

 

Han havde også verdens bedste hjælper. Det kan godt være, at Ineos efter tabene af Yates og Tom Pidcock fremstod i en ret svag formation, men gennem de to bjergetaper fik Martinez vist, at han alligevel har kurs mod en god Tour-form. Colombianeren har to dage i træk leveret et imponerende føringsarbejde, ikke mindst i gårsdagens modvind, og hans hårde, men afmålte tempo var præcis det, Thomas skulle bruge.

 

Det stod imidlertid også mere og mere klart, at modstanden slet ikke var så skrap. Alle vidste, at Thomas skulle have en solid lussing inden i morgen, men alligevel kom angrebene aldrig. Som tiden gik stod det mere og mere klart, at Fuglsang slet ikke havde de gode ben, han så ud til at have tidligere i løbet, og at det nok alligevel kunne være op til debat, hvem der havde de bedste ben.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Mens alle ventede på Fuglsang, gik tiden, indtil Higuita ikke kunne vente længere. Colombianeren endte med at ende som stærkeste klassementsrytter, men efter et løb hvor han ikke har været på det niveau, han havde i Catalonien. Han var slet ikke så flyvende i det eksplosive terræn, hvor han burde have været i sit es, og det er svært at tro, at han havde sat Vlasov eller Yates til vægs i dag.

 

Thomas og Fuglsang fik han imidlertid ram på, og dermed stod det i hvert fald klart, at Thomas ikke var løbets bedste bjergrytter. Han fik endda en god hånd af Fuglsang, der nok burde have udnyttet, at det reelt var briten, der førte løbet. Han lod gladelig sin rival sidde på hjul, men i det moment, hvor han ikke selv kunne gøre forskellen, var det jo Thomas og ikke Fuglsang, der måske kunne være ved at tabe løbet. Havde danskeren lettet på trådet, ville Thomas være nødt til at reagere, og så kunne udfaldet måske være blevet et andet.

 

Vi må dog også sande, at det store comeback fra Fuglsang udeblev, og der tegner sig vel efterhånden to mønstre. Der synes i hvert fald at være en tendens til, at danskeren stadig kan finde et ganske højt niveau i eksplosivt terræn, som vi så i Liege og begyndelsen af dette løb, men at hans dage som rigtig bjergrytter måske er talte, hvis man ser på resultaterne i Romandiet og her. Men måske snarere er det restitutionen, som jo netop altid har været hans svageste side, og som har betydet, at han aldrig var grand tour-rytter, den er blevet gal med. Han kunne jo godt køre stærkt i bjergene i et endagsløb, han kørte et flot OL, han startede stærkt i dette løb, og han var god i Liege, men når vi nåede til bjergene sent i dette løb og i Romandiet, var de bedste ben væk.

 

Det ændrer dog ikke på, at Fuglsang vel stadig skal med på listen sammen med Sagan, Impey og Thomas over uventede comebacks i dette løb. Selvfølgelig står det nu klart, at han nok ikke var endt på podiet, hvis Yates og Vlasov var kommet hele vejen, men han har stadig kørt et mere overbevisende løb, end jeg havde ventet. Tour-etapesejren virker ikke helt urealistisk, men først skal han bevise, at restitutionen holder over tre uger. Desværre skræmmer sporene fra sidste sommer stadig i den henseende, og dette forår har ikke givet anledning til større optimisme.

 

Han burde dog have en chance for tage herfra med en podieplads, men sikker kan han langt fra være. Der er nemlig to alvorlige trusler. Den ene er Neilson Powless, der som ung lignede en tempostjerne, men som aldrig er blevet det. Han har dog af og til hevet en tempokanin op af hatten, blandt andet i UAE Tour tidligere i år, og han kunne blive en trussel. Det vil i givet fald være endnu et flot skridt op ad den stige, han betrådte sidste efterår, for selvom hans begrænsninger i bjergene igen blev klart åbenbaret i dag, og at han blev hjulpet af masseudrensningen, har han med sin opportunistiske kørsel i torsdags sikret sig endnu et stort resultat, præcis som samme strategi gav ham 5. pladsen ved VM og ikke mindst sejren i San Sebastian.

 

Den anden trussel er Stefan Küng. Schweizeren overgik igen sig selv med længder, da han kørte i top 20 på et bjerg, der var alt, alt for stejlt, og med en afstand på præcis to minutter til podiet og 25 flade tonserkilometer foran sig, er det bestemt meget muligt, at han kan ende som en yderst usandsynlig samlet nr. 3 - og måske endda som nr. 2. Det må i den grad give arrangørerne ideer om at gentage den lette rute, der i 2009 var designet til, at Fabian Cancellara skulle tage en populær hjemmebanesejr, og nu kan man bestemt ikke udelukke, at vi pludselig vil se en meget let rute til næste års udgave. Paradoksalt nok står Küng til at opnå resultatet på en rute, der var historisk svær, men det skal trods alt også siges, at han i den grad blev hjulet af coronavirus og den kraftige modvind i går.

 

Når vi er i gang med veterancomebacks, kan vi også nævne Domenico Pozzovivo, men det var nu ikke i dette løb, at det blev leveret. Det kom jo allerede i Giroen, og faktisk var han i dette løb betydeligt under det niveau, han viste i begyndelsen af det italienske løb. I et svagt selskab sluttede han dog fint af, og der er på en eller anden en rimelighed i, at det for en gangs skyld var ham, der var lidt heldig og ikke blev elimineret, selvom han selvfølgelig led et tidstab i et styrt, som måske ender med at koste ham et bedre resultat.

 

Han jagtes nemlig af flere gode temporyttere. Den ene er Küng, og den anden er Bob Jungels, der skal med på listen over usandsynlige comebacks. Også for ham gælder, at han i den grad blev hjulpet af det svage felt, men han har alligevel nået et niveau, som bestemt ikke stod skrevet i kortene i løbet af foråret. Selvfølgelig bliver han næppe nogensinde den, han engang var, men der er i det mindste grundlag for en vis optimisme.

 

Det er der naturligvis også fortsat for Evenepoel. Han har jo allerede haft en stor sæson, men for tredje dag i træk fik han en lussing i det løb, der skulle vise, at han nu kunne klatre med de bedste på WorldTouren. Om dette blot er hans reelle niveau i bjergene, eller om det - som jeg tror - handler om, at restitutionen halter, ved vi stadig ikke, men det er utvivlsomt bekymrende, at han i dag ender som nr. 12 i et løb, hvor de fleste klassementsryttere var rejst hjem.

 

Læs også
Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

 

Han klarede sig dog bedre end flere andre. Etapen viste igen, at Felix Grossschartner bare har ret markante begrænsninger i bjergene, og det har Andreas Leknessund, Andreas Kron og Maximilian Schachmann fortsat også. For de to sidstnævnte er det dog ingen katastrofe, for de har aldrig defineret sig selv som etapeløbsryttere.

 

Det har Thibaut Pinot derimod, men det har han ikke været i dette løb. Han startede nemlig igen ganske skidt, men som det skete to gange i foråret fandt han sin gode form, da han fik nogle løbsdage i benene. Han har allerede afskrevet muligheden for at køre klassement i Touren, men med det niveau, han viste i foråret, og som han synes at nærme sig igen nu, kan der meget vel vente en fjerde Tour-etapesejr på ham til sommer og måske endda også en bjergtrøje, han har nævnt som et muligt mål.

 

Mere bekymrende er det for Alexey Lutsenko, der måtte se sig slået, ikke blot af Pinot, men også af Oscar Rodriguez, der bestemt ikke har vist megen form i dette løb. Hovedforklaringen er naturligvis styrtet forleden, men kasakken har stadig meget at bevise, når det trods sidste års 7. plads i Touren stadig er svært rigtigt at se ham som klassementsrytter med de begrænsninger, han har i bjergene. Det er i øvrigt de samme begrænsninger, der har gjort, at Ion Izagirre aldrig blev grand tour-rytter, og selvom han i dag var tæt på at rejse sig med en flot etapesejr, er konklusionen efter et løb, han kom for at vinde, vel fortsat, at han er i en lidt bekymrende form frem mod Touren.

 

Det er Thomas til gengæld ikke. Han er formentlig tæt på sit bedste niveau, og med en samlet sejr i Tour de Suisse vil han formentlig også køre sig til den beskyttede Tour-rolle, det ellers forlød, at han ikke måtte få. Alligevel er det meget usandsynligt, at hans niveau rækker til noget væsentligt resultat senere på sommeren. Dertil fik coronavirus amputeret Tour de Suisse for meget. Til gengæld fik han bidraget til, at løbet ikke kun vil blive husket for coronakaos, men også for, at det var løbet med en endeløs serie af usandsynlige comebacks.

 

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?