Tour de Suisse-analyse: Stjernernes suveræne schweizershow

Det er ingen hemmelighed, at Tour de Suisse i de senere år har lidt af et lillebrorskompleks i forhold til Criterium du Dauphiné. Løbet har ellers altid været regnet som verdens fjerdestørste etapeløb, men i de senere år har det snarere været et resultat af dets historie og exceptionelle længde på ni dage, der har givet det en særstatus på kalenderen. Når det handler om at tiltrække Tour-favoritter, har franskmændene givet schweizerne gedigne prygl, og da Egan Bernal i 2019 endelig lykkedes med at vinde Touren efter at have deltaget (og vundet i Schweiz), skulle i helt tilbage til 2001 for at finde den seneste Tour-vinder, som havde forberedt sig på de schweiziske landeveje - i hvert fald hvis man ser bort fra Alberto Contadors diskvalifikation fra Touren i 2010. Kun i 2018, hvor en ændret kalender som følge af VM i fodbold gav en ekstra uges hvile frem mod starten af Touren, lykkedes det schweizerne at få det bedste klassementsfelt, men alligevel endte det med, at Touren blev vundet af Geraint Thomas, der havde kørt (og vundet) Dauphiné.

Sådan er det også gået i år. Ganske vist er den store historie denne gang, at begge de to Tour-favoritter, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, helt dropper de to traditionelle opvarmningsløb, men langt hovedparten af de øvrige topnavne var trods alt til start i Dauphiné. Også i år er Tour de Suisse blevet den lille i kampen om de store stjerner, og denne gang er det i det schweiziske felt vel kun Richard Carapaz, der må tilskrives en reel chance for sikre den Suisse-Tour-double, som vi senest har set fra Bernal i 2019 og Lance Armstrong i 2001.

Til gengæld kan det schweiziske løb så meget andet. Hvor Dauphiné mest af alt er et bjergløb, er Tour de Suisse en langt mere alsidig sag. Schweiz er nemlig mere end bare Alperne, og den ganske kuperede nordlige del af landet er som skabt til de herligste klassikeragtige etaper. Det er ikke noget tilfælde, at området i mange år var hjemsted for en af de mest underholdende og største efterårsklassikere, det nu desværre hedengangne Meisterschaft von Zürich. Derfor er den første halvdel af løbet oftest en sand fest for klassikerrytterne, og det er således ikke noget under, at Peter Sagan bare skulle bruge 10 år af sin karriere på at slå etapesejrsrekorden i det ældgamle løb med sine nu 17 triumfer.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Turen til Nordschweiz har ofte gjort løbet til en sand magnet på feltets klassikerstjerner, præcis som det altid har været Sagans foretrukne vej til Touren. Sådan har det bestemt også været i år, hvor ruten er lige så attraktivt for den slags ryttere, som den plejer. Ganske vist savner vi en efter Giroen træt Sagan og den nyligt opererede Wout van Aert, men ellers er det cremen af klassikerryttere, der i disse dage boltrer sig i de nordschweiziske bakker.

Klassikerfølelsen får man også af vejret. Ganske vist køres løbet i juni, men enhver, der har opholdt sig i Schweiz, vil vide, at det ikke betyder sol og sommer. Tværtimod er det meste af landet temmelig regnfuldt, og det giver løbet endnu mere smag af forår. Når det så krydres med stejle stigninger og verdens bedste klassikerryttere, føler man sig pludselig igen hensat til april.

Det var der utvivlsomt også mange, der gjorde, da dagens 2. etape kulminerede på den stejle mur Lichterstrasse i udkanten af målbyen Lachen. Den brutale knold gjorde en ellers relativt flad etape til en sand ardennerklassiker, og da regnbygerne kom og gik i samme hast, som Donald Trump affyrede tweets på en halvdårlig dag på præsidentkontoret, blev der i den grad serveret et festfyrværkeri af en finale, der inkluderede det meste af klassikercremen.

Det lå også i kortene, at det måtte ende sådan. Nok savner vi den ene af de tre tenorer, men det var ingen overraskelse at se både Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe sende deres tropper til fronten for at indhente fire tunge folk, der formentlig havde set forkert på rutekortet og troet, at den lille knold til sidst var lige så beskeden, som den kunne se ud til på profilen. Da regnen samtidig væltede ned i stride strømme og gjorde nedkørslerne til et sandt stresshelvede, der kun blev endnu mere nervøse af en BikeExchange-forcering, der splittede feltet, var der allerede så megen dramatik, at betingelserne for en herlig finale var serveret - ikke mindst fordi de to tenorer havde vist, hvad de ville.

I finalen var der planer imidlertid vidt forskellige. Der findes næppe nogen i denne verden, der på en stejl mur er bedre end Alaphilippe, og derfor vidste de fleste nok, hvad der ville ske. På den slags mure er det nemlig altid vennen Dries Devenyns, der fyrer op for kedlerne, inden verdensmesteren kommer med sit dødelige slangehug, som det kun er en yderst udsøgt skare, der kan matche - i hvert fald når regnbuetrøjen har sine bedste ben. Alaphilippe vidste, at han skulle af med løbets hurtigste og udnytte sin spidskompetence, punchet, og det var først og fremmest Van der Poel, der var målet for de stød, han måtte komme med.

Hollænderens strategi var nemlig en anden. Hans tur op ad muren handlede alene om overlevelse, for vi har senest på mountainbiken set, at han altså er en anelse for tung, når klatringen bliver for svær. Til gengæld er han også så skræmmende en afslutter og så kraftfuld på flad vej, at han ville være den åbenlyse favorit, hvis blot han kunne overleve Alaphilippes forventede attentat.

Det varede lidt længe, inden det kom, for Alaphilippe tøvede, da Devenyns slog ud. I stedet lod han folk som Alexis Vuillermoz og Eddie Dunbar teste benene, men da alle var tilstrækkeligt møre, kom slangehugget. Ikke uventet lykkedes det ham også at gøre kål på Van der Poel, der kæmpede med de stejle procenter, og det var kun løbets bedste klatrer, Carapaz, de to ardennerspecialister Maximilian Schachmann og Michael Woods samt den positive overraskelse, Ivan Garcia Cortina, der i første omgang kunne svare. På det tidspunkt så det ud til, at verdensmesteren kunne skabe den situation, der skulle til for at vinde, særligt da det stod klart, at hurtige Garcia Cortina lignede en mand, der var kørt en anelse over evne.

Desværre var der noget, der tydede på, at verdensmesterens ben ikke var så gode som ønsket. Alene Garcia Cortinas tilstedeværelse var nok et billede på, at punchet ikke var, som når det er bedst, og det varede da heller ikke længe, inden Van der Poel med sin kloge, stabile og jævne kørsel havde genfundet sin vej til fronten sammen med Jakob Fuglsang og Benoit Cosnefroy. Franskmanden forsvandt hurtigt igen, men snart var også Wout Poels og Marc Hirschi oppe i en gruppe, der nu havde lidt for mange hurtigere folk til, at Alaphilippe kunne være tilfreds.

Desværre var der bare ikke nok skud i stængerne i dag. Verdensmesteren prøvede én gang til, men i dag var der mere myggestik end slangehug over accelerationerne. Da toppen blev rundet, kunne Alaphilippe se sig om og konstatere, at han var mislykkedes med at komme af med tre hurtigere folk, nemlig Garcia Cortina, Van der Poel og Hirschi.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

På det tidspunkt lignede det vel mest af alt en spurt. Der var i hvert fald flere ryttere, der havde interesse i at vinde tid i klassementet, og mange ville også kunne tro på deres spurt i jagten på etapesejren. Men der er en grund til, at Van der Poel har ry for at være en af feltets mest underholdende rytter, for han havde bestemt ikke til sinds at skulle spurte mod nok særligt sprinteren Garcia Cortina.

De våde veje var en gave for crossstjernen, der bedre end de fleste trives i dårligt vejr - så meget at han efter etapen brugte regnvejret som hovedbegrundelse for, at etapen havde været sjov! - og selvom nedkørslen bare bestod af en lige vej, lykkedes det hollænderen mod bunden at komme væk. Herefter blev vi vidner til det mest utrolige og omskiftelige forfølgelsesløb, hvor folk blev kørt ud af hinandens hjul med en sådan hast, at man skulle tro, at de var på vej op ad Monte Zoncolan og ikke kørte på en pandekageflad vej langs en nordschweizisk sø.

I det spil styrkeforholdet vendt rundt. Mens folk som Woods og Carapaz ikke var vilde med at træde mange watt på fladbanen, var de kraftfulde motorer i deres es. Ikke overraskende var det Van der Poel og en i dag uhyre overbevisende Schachmann, der vandt det opgør, og herefter var etapen reelt afgjort allerede inden spurten. Formentlig i erkendelse af, at Van der Poel var den hurtigste, traf Schachmann det velbegrundede valg at fokusere på en tidsgevinst i et løb, han meget gerne vil vinde, og derfor var det ham, der var toneangivende på den sidste kilometer. Det gjorde det en ren procession for Van der Poel at spurte sig til sin første etapesejr i løbet og dermed lynhurtigt holde liv i den statistik, der har gjort ham til etapevinder i alle de WorldTour-etapeløb, han har kørt - selv i UAE Tour, hvor han kun kørte én dag!

Bag ham kom rytterne i favoritgruppen dryssende ind én for én, men selvom der kun var én officiel vinder, var der vel faktisk otte af slagsen i den ni mand store gruppe. Næsten alle havde i hvert fald grund til at være svært tilfredse med udfaldet af en etape, der blev akkurat lige så underholdende og dramatisk som håbet.

Der er naturligvis Van der Poel, der efter en måske lidt skuffende mountainbikeperiode bragede tilbage på landevejen med en kraft, der ikke gør ham til en dårligere kandidat til at vinde karrierens første to Tour-etaper i den puncheuragtige åbningsweekend om knap tre uger. Særligt var det betryggende at se hans klatreevner på en mur, der sagtens kunne have været for svær, men allerede nu kan han se frem mod sin Tour-debut med stensikker forventning om, at det ikke bliver det franske løb, der skal bryde den imponerende stime i WorldTour-etapeløb.

Lige så tilfreds kan Schachmann være. Til slut var han oppe mod overmagten, men hans mageløse opkørsel, hvor han på egen hånd lukkede et gigantisk hul til Van der Poel og undervejs gik direkte forbi både Poels og Fuglsang vidner om den fremragende form, han allerede viste i går, hvor han ellers tabte i vejrgudernes lotteri. Med de ben, han viste i dag, ligner han måske lige nu den største trussel mod en samlet sejr til Carapaz.

Ecuadorianeren var nemlig en anden vinder. Efter den flotte enkeltstart var han mindst lige så overbevisende på muren, og han kom godt igennem en for ham farlig etape. Den sidste fase var bestemt ikke skabt til ham, men han viste imponerende styrke ved på egen hånd næsten at lukke et meget stort hul i den sidste fase - endda i terræn, der ikke gjorde ham mange tjenester. Måske er ruten ikke ideel hverken her eller i Frankrig, men modsat Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart ser Carapaz ud til at være knivskarp frem mod Touren.

Det gør Poels også. Som bekendt skal man altid regne med en katastrofe fra den hollandske lottokupon efter en pause, og hans enkeltstart i går gav ikke grund til større optimisme. I dag var der heldigvis fuld gevinst på kuponen, og Poels var i finalen uhyre overbevisende. Men hvordan skulle det også være anderledes, når han kører for et Bahrain-hold, der lige nu har så meget momentum, at man tror, det er løgn. Med nu også Poels i storform synes Tour-truppen med Mikel Landa, Pello Bilbao, Jack Haig, Mark Padun og Sonny Colbrelli ikke mindre skræmmende!

Måske var den allerstørste vinder dog Garcia Cortina. Alle, der tabte næse og mund over hans 3. plads i Montreal i 2019, hvor han mængede sig med ardennerstjernerne over de mere end 4000 højdemeter, har formentlig været dybt frustrerede over at se hans præstationer i 2020 og 2021. Skiftet til Movistar syntes ikke at have gjort ham spor godt i et forår, hvor han mildt sagt var skuffende, men ligesom Bahrain har spanierne virkelig fået rettet op på en ringe sæsonstart. Først var det Alejandro Valverde, Enric Mas og Miguel Angel Lopez, der imponerede i Dauphiné, og i dag leverede Garcia Cortina en præstation, der måske var endnu smukkere end i Montreal og BinckBank Tour. Det var blot en skam, at Van der Poel ikke undervurderede ham og havde lyst til at spurte, for så kunne det være gået helt anderledes.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

En anden vinder var Hirschi. Ganske vist var der på muren stadig meget langt til den schweizer, der sidste år lignede bedste mand i Ardennerne - også bedre end Alaphilippe, Roglic og Pogacar - men efter en skuffende start på sommeren var det opløftende at se ham spille en rolle i en meget selektiv finale. Med tanke på, hvor ringe han var i Dauphiné sidste år, kunne han have kurs mod endelig at finde sin form - og det er godt nyt for Pogacar, der nok har set lidt med bekymring på Brandon McNultys Dauphiné-præstation.

Lidt mindre grund til tilfredshed har Woods måske. Canadieren var åbenlyst en af de bedste på muren, hvilket også var helt forventeligt, og den regnvåde nedkørsel passede ham slet ikke, men der var måske ikke helt det bid i hans angreb, man kunne have ventet. Omvendt virkede det hele også en smule halvhjertet, for med den flade afslutning var det ikke en ideel etape for Woods. I stedet var det nok meget betryggende, at han nu er så stabil, at han med statsgaranti er med i front, så snart han sætter et nummer på ryggen - og dermed bliver han også en nøgleaktør i dette løb og i Touren.

Så er der naturligvis Fuglsang. Det var en sand befrielse at se danskeren levere så smukt i dette skrappe selskab, for det er utvivlsomt veteranens bedste præstation i år. Måske havde han ikke Liege-benene fra 2019 - men det kan ingen nogensinde forvente - men trods vanskeligheder undervejs holdt han trit med de mere eksplosive på muren, og han kørte med god power på det flade. Med den præstation bør han være med i podiekampen i dette løb, og de danske OL-drømme er pludselig igen meget lysere.

I det hele taget var det en fantastisk dansk dag. Når man ser ham blandt alle stjernerne i dag, kan man kun ærgre sig endnu mere over, at Andreas Kron fik ødelagt sit forår af sygdom. Man behøver blot at kigge på etapens top 10 for at forstå, hvor vildt et ridt den unge dansker leverede. Med en bedre position i bunden af bakken havde han måske været med i front. Det var selvfølgelig en skam, men nu ved vi, at han har evnerne til at sidde der næste gang. Også Alexander Kamp gjorde det fremragende i en finale, der var på hans grænse, og han følger dermed op på det stærke indtryk fra Liege.

En anden vinder er Rigoberto Uran. Rygterne om hans covidkrise synes stærkt overdrevne, og colombianeren er på kort tid kommet tilbage i konkurrencedygtig form. Et par af sæsonen store skuffelser, Eddie Dunbar, Pierre Latour og Sam Oomen, var også med langt fremme, og modsat Pavel Sivakov viste Marc Soler og ikke mindst den flyvende Gino Mäder (der jo også kører for Bahrain), at de har lagt Giro-skaderne bedre bag sig, end man kunne have ventet. Også Vuillermoz var for første gang i lang tid i stand til at vise sig frem i dette selskab, Gonzalo Serrano er endelig tilbage på sporet efter den flotte kørsel i Andalusien, Neilson Powless har genfundet rytmen efter et skuffende forår, Ben Tulett fortsætter de imponerende takter fra Ardennerne, og talentet Stephen Williams (igen Bahrain), hvis karriere så ud til at være næsten ødelagt af en knæskade, er endelig i stand til at vise, hvor meget man kan. Nå ja… Så var der også lige en schweizisk tempokonge, der viste, at tyngdekraften ikke gælder for ham, så han højst uventet kunne sikre sig endnu en dag i gult, dog med den mindst mulige margin.

Det skyldtes også, at etapens taber vel var Alaphilippe, der akkurat gik glip af en tur i gult. Verdensmesteren var bestemt ikke så skidt kørende som i Dauphiné i 2019 og 2020, men teorien om, at hans sandsynlige fokus på klassementet i Touren havde givet ham noget ekstra, holdt ikke. Hans slangehug manglede, og han var åbenlyst i store vanskeligheder til sidst, hvor han ellers burde have været en af gruppens mere kraftfulde. Da Deceunincks plan B, Mauri Vansevenant, også skuffede fælt, endte det som en halvtrist dag i Belgien.

Det gjorde det i hvert fald også i Australien. Det virkede godt nok optimistisk, at det var BikeExchange, der lagde det voldsomme pres frem mod en stigning, der i forvejen så for svær ud for Matthews, og sådan var det da også. Australieren kan trods alt ikke matche verdens bedste klatrere, og nu endte arbejdet med i stedet at ramme holdet lige i nakken. Måske var det opskruede tempo med til at sætte Matthews ud af spillet, og måske var det også årsagen til, at holdets to klassementsfolk, Esteban Chaves og Lucas Hamilton, endte som to af de helt store tabere i spillet om den samlede sejr. Det samme gjorde Tiesj Benoot, men han er trods alt en stor fyr uden det nødvendige punch til en mur. Han vil være bedre på mere dieselagtige stigninger.

Cosnefroy havde sikkert også håbet på mere, men svært skuffet skal han ikke være. Sammenlignet med hans forår, der var martret af knæproblemer, set det meget bedre ud, og denne stigning var i forvejen til den lange side for den eksplosive franskmand. Han ser ganske skarp ud forud for en Tour-weekend, hvor han drømmer om et gult mirakel. Problemet er bare, at der i dag også var en vis hollænder, der så småskarp ud…

Hos andre kneb det mere med skarpheden. Al ide om, at Rohan Dennis havde planer om at gentage eller forbedre 2. pladsen fra 2019 forsvandt lynhurtigt, da australieren helt umotiveret faldt fra, da feltet splittedes på nedkørslen. Det samme gjorde de to mest oplagte ofre, Domenico Pozzovivo, Jan Hirt og David de la Cruz, der ikke just er kendt for risikovillighed på regnvåde nedkørsler, samt Tom Dumoulin, der forventeligt heller ikke skulle satse alverden i et løb, hvor løbsrytmen først og fremmest skal genfindes. Mere ærgerligt for Jumbo var det, at også formstærke Antwan Tolhoek faldt fra, men også det var forventeligt for en mand, der ikke just er vild med positionskampen.

Nej, det var slet ikke terræn for hverken Pozzovivo, Hirt, De La Cruz eller Tolhoek. Det var både for vådt, for farligt, for fladt og for eksplosivt, og der er en grund til, at det kun er Pozzovivo, der har vist sig frem i klassikerne. Den slags løb er i stedet Van der Poels og Alaphilippes domæne, og hvis vi skulle have glemt det, mindede de store stjerner os i dag om hvorfor. Måske er Tour de Suisse blevet Dauphinés lillebror, når det handler om at skabe spændende opgør i klassementet, men til gengæld kan det schweiziske løb så meget andet. Det vil enhver, der i dag var vidne til stjernernes suveræne schweizershow, kunne skrive under på.