Tour de Suisse-analyse: Vindere og tabere i vejrgudernes lotteri

Et både charmerende, men til tider også frustrerende element ved landevejscykling er, at det foregår i det fri. Det giver en afhængighed af vejret, der er et herligt element i mange linjeløb, hvor særligt sidevindsdramaer er elsket af de fleste cykelfans. Dårligt vejr kan være rædselsfulde for rytterne, men skabe episke dramaer for seerne, og en del af en cykelrytters kompetencekatalog skal gerne være at kunne håndtere al slags forhold. En komplet rytter skal også kunne køre i regnvejr, som vi blev mindet om i den seneste Giro, hvor der var stor forskel på præstationsniveauet hos flere ryttere på de mange våde og de få tørre dage.

Der er dog ét område, hvor vejret er en pestilens. Det må være et mareridt for enhver tempospecialist at træne i månedsvis frem mod et stort mål for siden at få det hele ødelagt af ulige vilkår, regnvejr og våde veje. Den slags kan man heldigvis delvist kompensere for på åbningsetaper, hvor man selv kan bestemme starttidspunktet, men i en grand tour er det anderledes. Her kan en tung tempospecialist kæmpe sig igennem de højeste bjerge for at få en sidste chance på en enkeltstart - en chance, der går helt i vasken grundet ulige vejrbetingelser.

Det er dog slet ikke altid, at det er nok selv at kunne vælge starttid. Nok er meteorologerne i dag blevet ganske kompetente udi den svære kunst at varsle os om vejret, men timing af regnvejr og byger er stadig en umulighed. Derfor var der formentlig nok en stribe ryttere og sportsdirektører, der rev sig godt og grundigt i håret, da de i går eftermiddags skulle gennemskue, hvornår man klogest kunne starte dagens indledende enkeltstart i Tour de Suisse.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det stod nemlig helt klart, at ulige vilkår ville bestemme resultat. Ganske vist viste ruten i Frauenfeld sig at være mindre teknisk, end det kunne se ud til at rutekortet, hvor svingene virkede noget skarpere, end de i virkeligheden var, men alligevel var den første del af åbningsetapen så kringlet, at bare halvtørre veje ville være en uovervindelig fordel for enhver, der var oppe mod ryttere med plaskvåde betingelser. Problemet var bare, at vejrudsigten var temmelig mudret med en nedbørsrisiko på 70% gennem det meste af eftermiddagen, dog stigende til 80% til etapens sidste time.

Hvad gør man så? Jo, man trækker et nummer i vejrgudernes lotteri og håber, at der er gevinst. Det eneste faste holdepunkt var den svagt stigende risiko for våde veje, og det eneste rigtige at gøre var derfor at undgå de sene starttider. Derefter var der ikke andet at gøre end at håbe, at det var ens nummer, der blev råbt op, når vejrguderne stak lapperne ned i tromlen.

Da startlisten for enkeltstarten kom frem, var det tydeligt, at det var rationalet. Langt de fleste af favoritterne startede i den første halvdel. Kun ganske få var blandt de allerførste - det var der jo i lyset af vejrudsigten ikke grund til - men alle holdt de sig på sikker afstand af den største nedbørsrisiko. Selv de gå, der var modige nok til at starte i etapens anden halvdel, sørgede for at undgå de allersidste starttider, der mest blev optaget af folk uden de store ambitioner hverken på etapen eller klassementet.

Desværre blev det dagen for selv den mest velforberedte intet kunne stille op. Modsat sidste års 1. etape i Giroen, hvor det var et stort mysterium, hvorfor det stort set kun var Ineos og Deceuninck, der havde forstået, at det handlede om at starte tidligt, mens vinden var kraftigst, var der denne gang slet ingen hjælp at hente hos meteorologerne. Da vejrguderne endelig afgjorde deres lotteri, blev resultatet, at det havde været allerbedst slet ikke at skæve til vejrudsigten og bare tage de sidste starttider, som man plejer at gøre det.

Det skulle nemlig vise sig, at forholdene kun blev bedre igennem eftermiddagen. Decideret regn var der ikke mange, der havde, men vejene blev bare mere og mere tørre. Dermed blev vilkårene det samme, og resultatet blev, at Pavel Sivakov, der ifølge vejrudsigten havde størst risiko for de ringeste forhold, endte med at køre etapen under de bedst mulige betingelser som startlistens sidste mand.

At vejrforholdene blev afgørende, er ret indlysende, når man studerer resultat. I etapens top 10 finder vi hele syv ryttere, der startede i de tre sidste startgrupper, og Søren Kragh og Rohan Dennis startede kun lige inden midtpunktet. Da røgen havde lagt sig, var det kun Stefan Bissegger, der lykkedes med at gå i top 10 fra en tidlig starttid, og det endda selvom langt de fleste af forhåndsfavoritterne startede i etapens første halvdel.

Tørre betingelser er altid en fordel, men på denne rute var de helt afgørende. Det bliver særligt tydeligt, når man studerer mellemtiderne, der blev taget efter den første del, som var domineret af en næsten endeløs serie af sving. Her var Stefan Bissegger i top den eneste, der var startet før kl. 15.00, og derudover var Søren Kragh med en starttid kl. 15.30 den eneste anden rytter fra første halvdel. Kun Stefan Küng, der startede kl. 15.58 var akkurat kommet afsted før kl. 16.00. Alle øvrige ryttere i top 10 var startet efter kl. 16.10, og John Degenkolb, Ivan Garcia Corina og Manuele Boaro kørte alle i top 8 gennem de tørre sving, inden de tabte masser af tid på powerdelen til sidst, hvor de tørre betingelser betød langt mindre.

Resultatet blev desværre en enkeltstart, der er temmelig ubrugelig til at udmåle rytternes form. Resultatet blev i alt væsentligt bestemt af, hvor våde vejene var, og hvor risikovillig man turde være. Man skal derfor være overordentlig forsigtig med at læse alt for meget i, at Christophe Laporte, der er god på denne slags enkeltstarter blev nr. 34, at Michael Matthews blev nr. 46, at Benjamin Thomas blev nr. 49, at Luke Durbridge blev nr. 60, at Jake Stewart blev nr. 76, og at Marc Hirschi blev nr. 99. Alle startede de nemlig relativt tidligt, og deres resultat er derfor formentlig mere et udtryk for risikovillighed end dårlig form.

I stedet kan vi lære noget af de få, der rent faktisk kørte godt - og måske også mere end at de bare var villige til at risikere liv og lemmer. Særligt Stefan Bissegger efterlod i hvert fald et skræmmende indtryk, for selvom han blev slået af sin landsmand og navnebror Küng, var han formentlig dagens stærkeste. Han var nemlig den måske største taber i vejrgudernes lotteri og startede bare en halv time efter begyndelse og hele fem kvarter inden Küng, der havde betydeligt mere tørre veje.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Alligevel kørte Bissegger slet og ret hele feltet midt over. De ryttere, der kørte under samme betingelser, blev knust, og end ikke de tørre veje kunne bringe andre end Küng blot i nærheden af Bisseggers tid. Nu ved vi fra tidligere, at den store schweizer elsker tekniske ruter, og vi så i Romandiet, at han bestemt ikke er bange for at tage risici - et forhold, der utvivlsomt også styrkedes af hjemmebanemotivationen - og derfor var det en på alle måder perfekt rute for ham, men det er alligevel uhyggeligt, at han i dag knuste et helt felt med undtagelse af Küng. Nok gik han glip af sejren, men hvis ikke han havde gjort det allerede, har Bissegger i hvert fald entydigt stemplet ind i den absolutte tempoelite.

Det skal dog ikke tage noget fra Küng. På forhånd tilskrev jeg ikke den lokale alt for gode chancer på en rute med så mange sving, og selvom svingene viste sig noget blødere og dermed mere velegnede til Küngs power, end kortet gav fornemmelse af, og selvom han havde betydeligt mere tørre veje end sin landsmand, satte Küng med sit ridt en fed streg under, at han efter en lille nedgang efter holdskiftet i 2019 siden nedlukningen har genfundet sin plads i den absolutte top. Det beviste han allerede med sidste års EM-guld og VM-bronze, og i år har han bevist det med dagens præstation og hans besejring af Filippo Ganna i Tirreno. At han så for anden gang i karrieren erobrede førertrøjen i sin egen hjemby, gør det blot til en endnu mere perfekt dag for den schweiziske maskine, der nu fører løbet for anden gang i karrieren

Desværre må Søren Kragh sande, at han ikke helt er på niveau med de to schweizere. Nok kørte han en lille halv time tidligere end Küng, men hans betingelser var betydeligt bedre ned Bisseggers, og alligevel slog den schweiziske komet ham ganske klart. Küng var han trods alt heller ikke tæt på, men alligevel kan Kragh være ganske godt tilfreds med at have cementeret sin status som en af de bedste temporyttere. Således slog han Rohan Dennis, der var på ruten på samme tid, og det gjorde han ikke kun i kraft af sine gode tekniske evner. Dennis var nemlig kun ét sekund hurtigere end danskeren på den afsluttende powerdel, og Kragh var en af de eneste relativt tidligt startende, der endte helt fremme. Det var utvivlsomt blevet til mere end en 7. plads på en tør dag, også selvom han utvivlsomt ikke have spoleret Stefan-festen.

Det havde Dennis heller ikke. Den tidligere verdensmester kørte en lidt skuffende enkeltstart, når man betænker, hvor stærkt han er kommet tilbage i år, og han havde utvivlsomt håbet at vinde mere tid i et løb, hvor han forventeligt har ambitioner om at forbedre 2. pladsen fra 2019. Til gengæld skal man ikke læse dagens resultat som udtryk for, at formen er ringe. Tværtimod er der tendens til, at Dennis kører sine bedste enkeltstarter, når han klatrer dårligt, og både i dette løb i 2019 og i sidste års Giro - de løb, hvor han har klatret som en drøm - kørte han bestemt ikke sine bedste enkeltstarter, selvom han i Schweiz akkurat vandt 1. etape med det yderste af neglene. Tværtimod er der stadig al mulig grund til at tro, at Dennis har fundet de samme bjergben som i 2019, nu hvor han nærmer sig en rolle som livsvigtig bjerghjælper i Touren.

En anden stor vinder var Tom Dumoulin. Ganske vist er en 16. plads ikke noget at skrive hjem om for en tidligere verdensmester og OL-sølvvinder, men for dagens mest velkomne deltager var det en sejr. Dumoulin startede bare et kvarter efter Bissegger, og blandt de øvrige ryttere med start inden for den første time, var det kun Bissegger, Maximilian Schachmann og Neilson Powless, der var bedre. Med tanke på at han næppe har sat livet på spil i sit comebackløb, var det et ganske opløftende resultat.

Det var det i den grad også for Schachmann. Tyskeren har i år kørt to meget skuffende enkeltstarter, men i dag rejste han sig fornemt på en rute, der da også passede ham storartet. Han må forbande langt væk, at han startede så tidligt, nemlig allerede kl. 14.56, for med en senere starttid kunne det være blevet til meget mere. Alligevel vandt han tid på alle sine klassementsrivaler undtagen Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe, Dennis og Powless, og det vidner om en vis form og i hvert fald risikovillighed, når nu betingelserne var så ringe.

Det samme er tilfældet for Powless, der var dagens positive overraskelse. Den engang så talentfulde amerikaner har rejst sig i bjergene, men ikke på enkeltstarten, indtil han i dag leverede et fabelagtigt ridt, selvom han startede allerede kl. 15.06. Det skal blive meget interessant at se, om han endelig kan levere det gennembrud, vi har ventet på siden den stærke præstation i Californien for efterhånden mange år siden. I det hele taget var det en fremragende dag for EF, der også udnyttede sene starttider til at genføde Tom Scully som temporytter og give Jonas Rutsch en mildt sagt overraskende top 8.

Andre opløftende præstationer blandt de tidligt startende kom fra den ellers hensygnende Bob Jungels, der endelig viste sit første livstegn siden klassikerne i 2019 med en 18. plads trods en start allerede kl. 14.31. Også Dries Devenyns viste, at han er helt klar til at agere Tour-hjælper for vennen Alaphilippe, der i stigende grad synes at have franske klassementsambitioner. Maciej Bodnar og Tobias Ludvigsson kørte begge nogle af deres bedste enkeltstarter i nogen tid, og det ellers tabte tempotalent Tom Bohli gav lidt prøver på de tabte evner.

Det utaknemmelige ved at være klassementsrytter er, at resultatet tæller lige meget for alle, uanset om betingelserne var gode eller dårlige. Mens folk som Matthews og Laporte kan sige ”Pyt!” og rette blikket mod kommende chancer, er der mange klassementsryttere, der allerede har fået et gevaldigt handicap, mens andre havde heldet med sig.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Mest markant var det for Deceuninck, der vandt i vejrgudernes lotteri. De lod deres tre mest tempostærke, Cattaneo, Alaphilippe og Jannik Steimle, starte som de tre sidste, og den gambling med vejrudsigten gav pote. Nok er Cattaneo mest af alt hjælper, men som holdets plan C endte han med sin 3. plads som den bedste af klassementsrytterne, og Steimle kom med en 7. plads tilbage på sporet efter sit seneste styrt. Vigtigst var det dog , at Alaphilippe med en fremragende enkeltstart vandt tid på alle sine rivaler - godt hjulpet af sublim teknik i svingene, hvilket gav næstbedste mellemtid - og dermed fik dokumenteret, at den målrettede træning på enkeltstarten, han meldes at have gennemført, har båret frugt. Første skridt mod en sejr i Tour de Suisse og en stadig mere sandsynlig klassementssatsning i Touren er i hvert fald taget.

Desværre for ham var hans værste rival nærmest skræmmende god. Måske endte Richard Carapaz kun som nr. 15, men det var et uhyggeligt godt resultat for ecuadorianeren på en rute, der slet ikke passede ham. Han startede endda midt i feltet kl. 15.48, hele 22 minutter før Alaphilippe, og han var derfor den måske største vinder af alle. Efter et Dauphiné, som Ineos nok vandt, men hvor Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart var alt andet end overbevisende, er det betryggende for briterne at vide, at de altid kan regne med Carapaz’ form, når han kommer tilbage efter højdetræning i Ecuador. Nu er spørgsmålet så bare, om ruten er hård nok til, at han kan få skovlen under Alaphilippe og sin egen holdkammerat Dennis i dette løb.

Bag Cattaneo, Alaphilippe, Dennis, Schachmann, Carapaz, Dumoulin og Jungels var billedet mere blandet. Domenico Pozzovivo havde for en gangs skyld heldet med sig, da en sen starttid gav ham en 28. plads og endnu en flot enkeltstart i år. Gino Mäder ser ud til at være kommet eminent tilbage efter sit styrt med en chokerende god præstation på nogle af de vådeste veje, mens Pavel Sivakov til gengæld ikke synes i fuld vigør efter sit brækkede kraveben, da han trods allersidste starttid bare blev nr. 38. Dernæst følger Mauri Vansenvenant, der fuldendte en fremragende Deceuninck-dag med en for ham fremragende enkeltstart, og Rigoberto Uran, der slet ikke er så formsvag og covidramt, som han gav udtryk for i maj. Desværre var der flere bekymrende tendenser for Jakob Fuglsang, der ganske vist ikke var vild med ruten, men med en af de allersidste starttider havde alletiders chance for at vinde tid på rivalerne eller i det mindst ride videre på Astanas tempomirakel. Det skete desværre ikke.

Midt i feltet finder vi også temposvage Lucas Hamilton, Hermann Pernsteiner, Thymen Arensman og Tiesj Benoot, der med tidligere starttider gjorde det pænt. Tidstabene var derimod ærgerligt store for Rui Costa, Pierre Latour, Sam Oomen, Marc Hirschi, Marc Soler, Antonio Tiberi og særligt Wout Poels, David de la Cruz, Michael Woods, Jan Hirt og Esteban Chaves. Desværre for dem tabte de alle i vejrgudernes lotteri med tidlige starttider, og deres store tab kan lige så vel skyldes manglende risici som dårlig form. Det er bare ærgerligt, at nøglefigurer som Woods og Chaves fik et sikkert tidstab gjort endnu større, og at en formentlig meget forsigtig Poels fik et meget større nederlag, end han burde. Om det halter med formen, finder vi dog først ud af de kommende dage, som vi også gør det for Hirschi, der leverede et bekymrende resultat, men som meget vel kan have været forsigtig kort inden OL og Touren.

Den opremsning siger jo i virkeligheden det hele. Tidsforskellene er allerede store, men i mange tilfælde aner vi intet om, hvem der er i form, og hvem der ikke er. Sådan er det desværre, når vejrguderne åbner lotteriet til en enkeltstart og ved lodtrækning udråber vindere og tabere. I dag var det Küng, der vandt, og Bissegger, der tabte, da der skulle trækkes lod om etapesejren, og det blev særligt Deceuninck, der sejrede, da de første klassementskampe fordeles ved lodtrækning.

Lad os håbe, at vejrguderne ikke inviterer til samme lotteri, når løbets mest afgørende etaper slutter med en teknisk nedkørsel på lørdag. Heldigvis vil klassementsrytterne til den tid starte nogenlunde samtidig, men endnu en lotteriafgørelse vil næsten ikke være til at bære!