Tour Down Under-analyse: Blev presset for stort for The Pocket Rocket?

Det har ikke været nogle nemme måneder for Caleb Ewan. Siden det stod klart, at Mitchelton-Scotts stadig stigende fokus på klassementsryttere gjorde det soleklart for enhver, at det måtte ende i en skilsmisse mellem den lille sprinter og hans hjemlands største cykelmandskab, har navnet Ewan været mere knyttet til kontrovers end til succes på cyklen. Et temmelig sløjt forår blev fulgt op af den dramatiske og kontroversielle beslutning om at holde ham hjemme fra Tour de France, og selvom det hele endte smukt med en sejr i det allersidste løb for holdet, blev også efteråret, hvor han knap fik lov at køre løb, en udstilling af det elendige forhold mellem de to parter.

Heldigvis har det hele fået en lykkelig udgang for Ewan, der med skiftet til Lotto Soudal tilsyneladende er havnet på sin rette hylde. Her er han nemlig endt på det eneste WorldTour-hold, der ikke har én eneste klassementsrytter i grand tours, og som har haft tradition for med Robbie McEwen og André Greipel at have en supersprinter. Ewan er hos belgierne tiltænkt rollen som det store flagskib, der skal tage over, hvor Greipel slap, og han har fået ikke blot et tog stillet til sin rådighed, men også stort set frit spil i designet af sin kalender for sæsonen.

En sådan mulighed er imidlertid ikke gratis. Den kommer også med et kolossalt pres, og selvom det ikke er blevet sagt meget tydeligt fra ledelsens side, har der sikkert implicit ligget en forventning om, at Ewan hurtigt kunne få åbnet sejrskontoen, som Greipel har haft for vane at gøre det. Ikke mindst fordi sæsonstarten finder sted i Tour Down Under, hvor Ewan igennem de seneste år har været den altdominerende sprinter med hele syv etapesejre fordelt over de seneste tre udgaver, og ambitionen blev understreget af, at Ewan på hjemmebanen har fået hele holdet bygget op om sig.

Læs også

Valverde vinder igen

Starten kunne heller ikke have været bedre, da Ewan i søndags efter et drømme-lead-out fra Roger Kluge suverænt sejrede i Down Under Classic. Én ting er imidlertid det indledende gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, noget andet er selve etapeløbet, der ikke blot tæller i de officielle statistikker, men som en del af WorldTouren har både masser af prestige og point på spil. Derfor var søndagens sejr da også hurtigt glemt allerede tirsdag, hvor et totalt kikset lead-out hev Ewan og co. ned på jorden igen og mindede dem om, at det slet ikke er så let at bygge et nyt tog op fra grunden.

Siden da er presset kun vokset, efter at Ewan trods en forrygende flot spurt måtte se sig slået af den overraskende stærke Patrick Bevin på onsdagens 2. etape, og dermed stod det allerede efter to dage klart, at nattens 5. etape var sidste chance, hvis Ewan skulle indfri de forventninger, han, holdet og det meste af cykelverdenen havde til ham. Måske var det derfor, at det nattens drama endte så trist. I hvert faldt kogte The Pocket Rocket en anelse over i den hektiske finale, og med en ”Renshawsk” skalle mod Jasper Philipsen indkasserede en deklassering, der kostede ham den forløsende første officielle sejr i sit nye dress.

Der har været mange diskussioner om, hvorvidt Ewan manøvre reelt berettigede end deklassering, og faktisk synes den almene konsensus vel egentlig at være, at kommissærerne overreagerede. Selv Philipsen selv, der både var offer for skallen og den største vinder ved juryens beslutning virkede til at finde beslutningen for hård, men alligevel er det svært ikke at se Ewans reaktionsmønster som et udtryk for det pres, han lægger på sig selv. Den lille australier er nemlig ikke just kendt for svinske metoder i den ofte benhårde positionskamp - han er hverken Peter Sagan eller Nacer Bouhanni - og det var derfor meget uvant at se ham i den form for fysisk nærkamp.

I stedet endte det hele i endnu en overraskelse i det australske løb, der ellers i de senere år har været kendt for sine mange favoritsejre, ikke mindst i 2017, hvor Ewan og Richie Porte fordelte samtlige seks etaper mellem sig. Det har måske nok stået klart, at Philipsen er et af sportens allermest lysende talenter - det er ikke uden grund, at man i Belgien allerede ser en ny Tom Boonen i den hurtige klassikerspecialist - men at han ligefrem efter fem dage som WorldTour-rytter skulle stå med sin første sejr på højeste niveau, var der næppe mange, der havde ventet.

Ufortjent er det imidlertid ikke. Vi vidste måske nok, at Philipsen var både stærk og hurtig nok til at tage kampen op med WorldTour-sprintere, efter at han i 2018 vandt en etape i Tour of Utah og ikke mindst blev nr. 3 bag Elia Viviani og Pascal Ackermann i 3 Dage ved Panne. I sin WorldTour-debut i Australien har han imidlertid ikke blot imponeret med sin fart, det har været langt mere imponerende at se, hvordan han har begået sig i positionskampen.

Her har han været stort set på egen hold på et UAE-mandskab, der med Diego Ulissi, Jan Polanc og Tadej Pogacar har hele tre klassementsryttere at tage sig af, men alligevel er det med top 6-placeringer på de to første etaper lykkedes ham at holde sig helt i front i finaler, der har været alt andet end lette at manøvrere i. Det samme gjorde han i nat, hvor han altså endte i infight med Ewan om Peter Sagans hjul, og hvor han måske nok måtte bøje sig for australieren både i slåskampen og i den efterfølgende spurt, men hvor han trods alt kunne starte sin spurt så velplaceret, at han med en glimrende afslutning faktisk var ganske tæt på at vinde etapen på helt reel og regulær vis ved næsten at gå forbi australieren til sidst.

Sejren er ikke blot et varsel om, at Philipsen som sprinter og sikkert også som brostensrytter er et lysende talent, det er også en kæmpe forløsning for det pengestærke UAE-mandskab. Sidste sæsons millioninvesteringer i en stribe stjernenavne endte nemlig som en dundrende fiasko, hvor man først i juni langsomt begyndte at opnå resultater, der tilnærmelsesvis var truppen værdig. Nu står man efter fem dage allerede med den første store sejr og har endda tre mand med helt fremme i klassementet, ligesom man fører holdkonkurrencen. Og sikrer Fernando Gaviria sig som ventet et par triumfer i Sydamerika i de kommende uger, kan der være startet et momentum, der endelig gør det muligt at tro på araberne som en dominerende faktor i en sæson, der skal bringe dem på sporet mod den placering i den absolutte top, som de stræber efter.

Her vil de skulle slås med Sagan, der efter en lidt tøvende start de første to dage har gjort ganske store fremskridt i løbet af denne uge. Først overraskede han sit eget hold ved trods begrænset form at vinde den hårde 3. etape, og i går var han faktisk ikke langt fra at sidde med de bedste på den stejle Corkscrew-stigning. I dag var det så ”Sagan Classic”, da han med imponerende cykelekvilibrisme naturligvis vandt kampen om Elia Vivianis hjul og således var fremragende placeret, da Ewan åbnede dysten mellem de bedste sprintere. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at den tidligere verdensmester havde vundet, hvis ikke han havde mistet et tråd, da Fabio Sabatini gled tilbage efter sit lead-out. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Sagan forlade Australien i en bedre forfatning, end han ankom.

Langt mindre optimisme er der grund til i Deceuninck-Quick Step-lejren. Efter nogle temmelig skuffende præstationer på de to første etaper lykkedes det ellers endelig for det fænomenale belgiske tog med Michael Mørkøv og Sabatini at sætte sig igennem i den tekniske finale og på fuldstændig suveræn vis vinde kampen om de forreste positioner i de helt afgørende sving til allersidst. Viviani kunne derfor også starte sin spurt i den helt optimale position, men da der skulle trædes an, var det svært at se, at det var italieneren, der i tirsdags havde givet hele feltet en sprinterlektion. I hvert fald gik det kun den forkerte vej for sidste sæsons sejrsmaskine, der måtte se sig overspurtet af adskillige ryttere. Dermed må han nu forlade løbe med blot en enkelt triumf og kan langt fra være tilfreds med en uge, hvor han måske nok imponerede en enkelt gang, men hvor han så temmelig pauver i to ud af tre spurter.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Måske er der noget forklaring at finde i etapens generelle forløb. Den kraftige sidevind betød nemlig, at det blev en ganske hård og stressende dag, hvor der blev kørt stærkt først i forbindelse med Mitchelton-Scotts jagt på bonussekunder i de indlagte spurter og siden i den nervøse kystfase, hvor Jumbo-Visma, Sky og Bora-hansgrohe alle forsøgte at splitte feltet. Alle var så opmærksomme, at splittelserne ikke kunne opretholdes, men det efterlod nogle trætte ben i finalen. Derfor var det slet ikke så mærkeligt, at spurten blev domineret af navne som Philipsen og Sagan, der er kendt som klassikerryttere, og at også de hårdføre Danny Van Poppel og Jens Debusschere var med helt i front.

Særligt for sidstnævnte må der være grund til glæde. Nathan Haas’ skræmmende ringe form har nemlig givet Katusha-Alpecin en sæsonstart, der til fulde står mål med det elendige 2018, og derfor var det yderst tiltrængt, at det ellers så pengestærke storhold endelig fik lidt oprejsning. En 4. plads i en massespurt er måske hurtigt glemt, men ikke for Debusschere, der er hentet til holdet som andensprinter bag Marcel Kittel og en af holdets kaptajner i klassikerne, var det vigtigt at se, at han fortsat kan være med fremme efter nogle år, hvor der har været meget langt imellem snapsene for ham i massespurterne.

Der går dog noget tid, inden han får mulighed for at bygge videre på det momentum. For sprinterne sluttede Tour Down Under nemlig reelt i nat, og tilbage udestår nu blot en enkelt etape. Det er til gengæld også den bedste af dem alle, for i nat bliver vi atter vidne til det altid så spændingsmættede opgør på Richie Portes elskede Willunga Hill, og her vil de hurtige folk intet have at sige.

Og der er i den grad lagt op til endnu et drama. Nattens etape blev nemlig slet ikke det fredelige intermezzo, som mange havde håbet på. Ganske vist blev det ikke som ventet sidevinden, der skabte forskydninger i favoritvurderingen. Det gjorde i stedet to begivenheder, hvor særligt Patrick Bevins styrt skiller sig ud som nattens vel nok største drama.

Det er svært ikke at have enorm medlidenhed med den stakkels newzealænder. Efter en gennemført overbevisende præstation, hvor både fysik og hoved havde bragt ham i en aldeles favorabel position, der endda fik alle forhåndsfavoritterne til at betegne ham som manden, som skulle slås, betød nattens tur i asfalten, at alle drømme om sejr meget vel kan være blevet knust. Forspringet er ganske vist stadig intakt, men selvom han intet har brækket, var det tydeligt at se, at han i finalen var mærket af store smerter. I forvejen var der lagt op til en knivskarp kamp om sekunder, når han på Willunga Hill skal forsøge at begrænse sit tab til klatrerne, og den opgave kan vise sig for svær nu, hvor fysikken ikke længere er i top - hvis han da overhovedet kommer til start og ikke må opgive som følge af den test for hjernerystelse, der vil følge i morgentimerne.

Endnu mere ærgerligt er det i lyset af nattens øvrige begivenheder. Bevin var nemlig den store vinder, da Mitchelton-Scott som nævnt i gårsdagens optakt valgte at gå efter bonussekunderne i de indlagte spurter. Her lykkedes det ham nemlig både at undgå yderligere tab til Daryl Impey og samtidig øge afstanden ned til klatrerne med 5 sekunder, så han nu har 16 sekunder at give af - husk på at etapevinderen får 10 sekunder - når det hele skal afgøres på løbets ikoniske nøglestigning.

Er Bevin ikke på toppen, kan bolden pludselig blive spillet til Impey, som jeg ellers i går afskrev som samlet vinder. Det var nemlig meget svært at se, hvordan sydafrikaneren skulle finde de manglende 7 sekunder på den indtil nu bedre klatrende Bevin, men nu er det pludselig ham, der er i pole position, hvis smerterne sætter løbets nuværende førstemand ud af spillet. Dagens vellykkede satsning indbragte ham 5 værdifulde bonussekunder. Impey har ganske vist kun 9 sekunder at give af, men det er faktisk et mere, end han havde sidste år, hvor det som bekendt akkurat lykkedes ham med en 2. plads at holde Richie Porte bag sig. Og med tanke på, at der igen er varslet hård modvind på bakken, og at der hurtigt kan gå taktik i den imellem de fire bedste klatrere Porte, Michael Woods, George Bennett og Wout Poels, hvis de ikke kan gøre forskelle på hinanden, er chancerne for, at Impey kan skrive historie og blive den første til at vinde løbet to gange i træk blevet kraftigt styrket.

Scenariet er derfor det samme som sidste år. Kongen af Willunga, Porte, der har vundet etapen fem gange i træk er ligesom de tre øvrige superklatrere bagud på point, og der er derfor lagt op til det helt klassiske opgør mellem klatrerne, der skal forsøge at vinde tilstrækkeligt med tid, og de hurtige folk, der skal forsvare det forspring, de har opbygget hidtil. Historien viser, at det oftest går sidstnævntes vej, som det ses af en vinderliste, der domineres af Simon Gerrans, og kun en enkelt gang er det lykkedes den ellers så suveræne Porte at omsætte sejr på kongeetapen til samlet triumf.

Skal det lykkes igen denne gang? Man må for Porte håbe, at det lykkes. Udebliver resultaterne, vil presset nemlig hurtigt stige. Han er jo som bekendt ikke den eneste australske stjerne, der henover vinteren er blevet hentet til et nyt hold som den helt store kaptajn. Og vi så i nat, at det ikke altid er helt let at håndtere de forventninger, der kan følge med et sådant skifte.