Tour Down Under-analyse: Business as usual

Kan I huske, hvordan 2018-sæsonen sluttede? Det var naturligvis ved, at det så usårlige Quick-Step-mandskab med kometen Fabio Jakobsen tog en imponerende 73. sejr i den afsluttende massespurt i Tour of Guangxi. Dermed satte hollænderen et på alle måder passende punktum på et år, hvor der stod Quick-Step på snart sagt alt, og hvor belgierne vandt i tide og utide.

Hvert år stiller man sig selv spørgsmålet, om det da virkelig kan blive ved. Også i år har stjernemandskabet nemlig været udsat for lidt af en åreladning, denne gang som følge af den store usikkerhed, der længe herskede om holdets fremtid. Det kostede muligheden for at fastholde Fernando Gaviria og Niko Terpstra i truppen, og da der ingenlunde er hentet nye etablerede navne til truppen, er der ingen tvivl om, at holdet fremstår i en mærkbart svækket udgave til den nye sæson.

Alligevel synes intet at være forandret. I nat var det nemlig atter business as usual, da Elia Viviani med en af sine mest imponerende spurter fortsatte præcis, hvor holdet slap for bare tre måneder siden, og i suveræn stil sikrede sig holdets første sejr i sæsonens allerførste UCI-løb for WorldTour-holdene. Hvis nogen troede, at årsskiftet markerede en overgang til nye tider, må de tilsyneladende tro om. Quick-Step og Viviani synes allerede nu at være på godt på vej til atter at sætte sig på tronen som sæsonens sejsmaskine.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Længe så det nu ellers ud til, at der ikke ville blive megen grund til at lade champagnepropperne springe i den belgiske lejr. Viviani var nemlig i meget lang tid placeret alt for langt tilbage i det taktiske ventespil, der udspillede sig på havnen i Adelaide. Den kraftige modvind betød nemlig, at alle hold var bange for at starte for tidligt, og derfor blev de reelle lead-outs først lanceret på næstsidste kilometer. På det tidspunkt havde Deceuninck-mandskabet været overraskende passive og gemt sig så langt tilbage, at vejen syntes at være lukket for Viviani, da rivalernes tog åbnede op, og store Max Walscheid som den første åbnede en imponerende lang spurt.

Det er bare som om, at intet kan stoppe belgierne. Holdets ellers så stærke tog så ud til totalt at have forspildt chancen og for anden gang i træk ventet for længe med at føre Viviani frem, men som bekendt avler succes mere succes. Måske var det derfor, at et minimalt hul åbnede sig mod barrieren på venstre side af Phil Bauhaus, så der akkurat var plads til, at Viviani kunne snige igennem og dermed sikre sig en dybt imponerende sejr fra en position, der burde have sat ham helt ud af spillet.

Det er derfor bestemt ikke forkert at sige, at der var en god del held involveret i Vivianis triumf, men det er alligevel svært ikke at være dybt imponeret. I 2018 var man nemlig meget ofte efterladt med den følelse, at mange af Vivianis sejre først og fremmest skyldtes hans imponerende tog og i mindre grad hans egen spurtstyrke. Således var det eksempelvis i Giroen ganske tydeligt, at Sam Bennett var feltets hurtigste mand, og at det kun var kollektivet, der sikrede Viviani en samlet sejr på 4-3 i deres indbyrdes sprinterkamp.

Sådan var det imidlertid slet ikke i nat - tværtimod. Denne gang vandt Viviani nemlig snarere på trods af sit hold, der med sin tøven gjorde ham så afhængig af, at det rette hul ville åbne sig. Når det alligevel lykkedes at tage sejren, skyldtes det således udover lykkens venlige gudinde alene den overlegenhed og imponerende topfart, Viviani selv udviste, da motorvejen endelig åbnede sig op for ham, efter at han havde sneget sig igennem den lille smøge lange barrieren. Italieneren er nu noteret for 68 sejre i karrieren, men det er svært at huske én, hvor han har været så imponerende, som det var tilfældet i Adelaide i nat!

Man skal naturligvis passe på med at lægge alt for meget i en spurt, der køres i januar på et tidspunkt, hvor Viviani har tradition for at have et formmæssige overskud i forhold til rivalerne - ikke mindst fordi han altid kommer med en vis banefart i benene - men det tegner alligevel særdeles lovende. Noget tyder i hvert fald på, at han selv har rykket sig en hel del efter et år med fuld opbakning fra et dedikeret hold, og han synes til fulde at være klar til at løfte det ekstra ansvar, Gavirias exit lægger på hans skuldre. I første omgang er det i hvert fald meget svært at se, at han kan trues i spurterne i dette løb - især hvis han hold også begynder at dominere finalerne efter vanlig standard.

Viviani var imidlertid ikke den eneste, der imponerede. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg altid har haft stor fidus til Max Walscheid, der igennem de seneste år har vist, at han som ren sprinter har et enormt potentiale. Hidtil har det knebet med positionering og holdbarhed, men sidste efterår viste han, at han med gennemførelsen af Vueltaen har udviklet sig kolossalt og ikke mindst forbedret sin holdbarhed med længder.

Af samme grund er der al mulig grund til at tro, at 2019 bliver året, hvor vi for alvor kommer til at tale om Walscheid som en af fremtidens allerhurtigste, og set i det lys kunne tyskeren ikke gøre meget mere for i første hug at bakke den forudsigelse. Det kan nemlig godt være, at Viviani endte øverst på podiet i Adelaid, men Walscheids andenplads var mindst lige så fortjent. Modvinden på opløbsstrækningen var som omtalt ganske betydeligt, og efter et lidt mistimet befandt den store tysker sig alt for tidligt i front. At han med så lang en spurt i de vanskelige betingelser alligevel kun blev passeret af Viviani, siger alt om den voldsomme power, han besidder, og viser atter, at han under de rette omstændigheder kan slå de bedste - og måske udfordre Viviani senere i løbet.

Positioneringen er stadig en udfordring, men også her var der opmuntring at hente. Hans tog i dette løb består af de to nyprofessionelle Max Kanter - selv fremtidens tyske topsprinter - og Cees Bol, og at de to ungersvende i deres allerførste WorldTour-løb kunne bringe Walscheid så langt frem i en finale, hvor det ikke skortede på tog, lover ganske godt for fremtiden. Måske har Sunweb bevæget sig væk fra deres fokus på massespurterne, men det kan meget vel være, at vi i de kommende år alligevel kommer til at tale en del om tyskerne i den sammenhæng.

I det hele taget var det dagen for de unge sprintertalenter. Top 7 udgjordes således af seks unge ryttere, der kun blev sat til vægs af erfarne Viviani, og i det hele taget var nattens spurt en god udstilling af de navne, vi skal holde øje med i fremtidens massespurter.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

På 3. pladsen finder vi således endnu en ung supersprinter, der på mange måder er en klon af Walscheid. Jakub Mareczko har nemlig i nu efterhånden en del år været kendt for sin enorme topfart, dårlige holdbarhed og nærmest skræmmende elendige positioneringsevne. Det har givet ham et hav af sejre i mindre, især asiatiske løb, men på den store scene er det kun med et par meget stærke spurter i Giroen, at han for alvor har markeret sig.

Nu har han fået chancen på CCC - det tidligere BMC, der ellers fremstår som et af WorldTourens absolut svageste mandskaber - og her håber man, at han med mere støtte kan omsætte den høje fart til sejre også på højeste niveau. Starten var i hvert lovende, også selvom spurten var lidt deja-vu for italieneren med de polske rødder. Igen var han nemlig ude af stand til at hævde sig i positionskampen, men da først han på hjul af Viviani kunne åbne op for sin spurt, fløj han med sin topfart forbi adskillige sprintere. Det er i hvert fald en bekræftelse på, at han kan vinde på dette niveau. Man må så håbe, at holdet med tiden også kan få opbygget et tog, der gør det muligt med jævne mellemrum at krydse stregen først.

Som Mareczko har Phil Bauhaus skiftet hold for at få en chance som førstesprinter på WorldTour-niveau- Bahrain-Merida har nemlig bygget deres sprintersatsning op om den unge tysker, der desværre måtte se sig sat ud af spillet som følge af et styrt i Down Under Classic. I nat lykkedes det ham imidlertid atter at vise, at satsningen er berettiget. Med vanlig næse for god positionering lykkedes det ham - med god støtte fra erfarne Marcel Sieberg - at starte sin spurt i en ganske optimal position, og havde han ikke været oppe mod snu Viviani og fartkongerne Walscheid og Mareczko, kunne det være blevet til mere. Modsat de to sidstnævnte har han støtten og positioneringsevnerne - til gengæld er han knap så hurtig.

Der var også andre opmuntringer. Kristoffer Halvorsen fik for en gangs skyld vist sig frem på WorldTour-niveau efter en første sæson hos Sky, hvor han ellers er gledet ned i glemslens tåger, og man kan håbe, at det er starten på en relancering efter den på mange måder fejlslagne beslutning om at satse på en debut på det klassementsfokuserede britiske supermandskab. Ryan Gibbons, der sluttede sidste sæson stærkt af med en flot Vuelta, bekræftede ligeledes det gode indtryk fra Down Under Classic, hvor han også viste sublim positioneringsevne, og selvom farten slet ikke rækker til at vinde i dette selskab, kan han blive værd at holde øje med i hårdere løb. Og endelig viste også unge Jasper Philipsen, at han sin unge alder og meget begrænsede støtte til trods har en imponerende evne for at begå sig i den hektiske positionskamp.

Mens de unge navne viste sig frem, blev det en nedtur for de mere etablerede. Særligt slemt var det for Caleb Ewan, der i den grad kom ned på jorden igen efter søndagens store jubeloplevelse. Her så det ellers ud til, at hans Lotto Soudal-tog allerede fra start ville være på skinner, da Roger Kluge gav ham et lead-out, som kunne finde vej direkte ind i de fleste lærebøger.

I nat måtte Ewan som en anden Marcel Kittel indse, at der desværre ingen smutveje i den ubønhørlige sprinterverden. Kunsten af forfine et lead-out tager bare lang tid, og derfor vil vi formentlig i årets første måneder se, at Lotto Soudal fejler ved flere lejligheder, som det skete i nat. Efter en hel dag forrest i feltet valgte belgierne den helt modsatte taktik end den, der gav sejr til landsmændene fra Deceuninck, og sled sig op i den hårde modvind på de sidste 10 km. Da spurten blev åbnet, var kræfterne væk - og Ewan havde i øvrigt tabt hjulet på sit hold - og den ensomt kæmpende ”Pocket Rocket” lykkedes aldrig med blot at komme i nærheden af en position, hvorfra han kunne åbne sin spurt.

Heldigvis er der flere muligheder endnu for Ewan, og han viste med sin ganske suveræne spurt i søndags, at han kan være en trussel mod Viviani, hvis holdet atter får det til at glide i olie. En etapesejr til den lokale helt er derfor helt sikkert fortsat er inden for rækkevidde

Langt sværere ser det ud for feltets tredje supersprinter. Peter Sagan havde ganske vist allerede på forhånd advaret om, at formen næppe er lige så god som sidste år, men det var dog alligevel overraskende at se ham levere så svag en spurt, som han gjorde i nat. Allerede i søndags fik han sig en gedigen sprinterlektion af Ewan, men dengang antog mange nok, at det snarere var australierens fortjeneste end udtryk for Sagans svaghed. I nat var der imidlertid slet ingen saft og kraft i den spurt, den trefoldige verdensmester lancerede, og noget kunne derfor tyde på, at feltets superstjerne er så langt fra formen, at vi slet ingen forventninger skal have til ham på de kommende etaper, der ellers burde passe ham bedre.

Udover selve spurten var der ikke megen dramatik på en dag, hvor varmen som ventet lagde en dæmper på al kørelyst. Alligevel kan etapen komme til at spille en rolle på længere sigt. Lidt overraskende tillid klassementsholdene nemlig Patrick Bevin at snige sig med i det tidlige udbrud, og det gav newzealænderen fem relativt lette bonussekunder, som nu har givet ham et solidt forspring i forhold til rivalerne.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

I et løb, der som regel er blevet afgjort på de mindste marginaler, kan det vise sig at være livsvigt for Bevin, der ikke har lagt skjul på, at han efter en tidligere top 10-placering denne gang går efter top 5 og måske top 5. Med tanke på hans fremragende sæsonafslutning i 2018, hvor han ved VM i enkeltstart og Tour of Britain endelig indfriede det potentiale, han tidligere har vist på den australske scene, er det i hvert fald en mand, der kan blive ganske farlig, især hvis modvind som forventet kan gøre det vanskeligt for klatrerne at gøre de helt store forskelle på løbets to nøgleetaper, og hvis Bevin kan fortsætte med via sin spurtstyrke at samle sekunder op ved enhver given lejlighed.

Samme strategi blev i øvrigt benyttet af unge Michael Storer, der er et af Australiens meget lovende etapeløbstalenter, og som i nat ligeledes med fem bonussekunder fik sikret sig et forspring, der kan hjælpe ham med endelig at vise lidt af det potentiale, vi aldrig rigtigt fik at se i debutsæsonen 2018. Og så var det en fornøjelse at se en topmotiveret forsvarende vinder i Daryl Impey, der med vanlig evne for positionering sikrede sig en 11. plads i spurten uden rigtigt at køre for det og derved sørgede for, at Mitchelton-Scott ikke er alt for langt tilbage i karavanen, når det går løs på de australske veje, hvor vi før har set en del punkteringer i finalen.

For alle øvrige klassementsryttere blev det en relativt let - men overordentlig varm - dag, og derfor er vi reelt ikke blevet meget klogere på, hvem der vitterligt kan vinde årets Tour Down Under. Det bliver vi næppe heller i morgen, hvor det også kun er bonussekunder, der kan komme i spil, og vi skal frem til torsdagens uforudsigelige etape til Uraidla, før vi kan vente os de første små svar.

Heldigvis kommer vi ikke til at mangle underholdning inden da, for natten spurt kan kun have vædet appetitten på atter at se feltets mange lovende sprintere kaste sig ud i det næste opgør, der ventes den kommende nat i Angaston. Om der så er spænding om resultatet, er nok en anden sag. På 1. etape viste Viviani og Deceuninck-drengene, at det også i 2019 meget vel kan blive business as usual i hovedparten af massespurterne.