Tour Down Under-analyse: Da bysbarnet kopierede sig selv

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

For otte år siden var navnet Rohan Dennis på cykelverdenens læber. Det var dengang, han var et 24-årigt stortalent, der gennem en stærk 2014-sæson havde bevist, at han havde kurs mod den absolutte verdenselite inden for enkeltstarterne, men også havde trukket mere kontroversielle overskrifter, da han havde svært ved at indordne sig under Garmin-mandskabet og midtvejs på året skiftede til BMC. Noget stort navn var han dog endnu ikke, og sejrene var da også fortsat få og relativt små, da han i 2015 stillede til start i sit hjemmebaneløb, Tour Down Under, der afvikles i byen Adelaide, hvor han er vokset op.

Egentlig skulle han bare bruge løbet til at forberede sig. Et par uger senere var det nemlig hans plan at lave et attentat, østrigeren Matthias Brändle havde sat et par måneder tidligere, efter at en regelændring hos UCI og et succesrigt forsøg fra Jens Voigt havde genskabt interessen i rekorden. I sit hjemmebaneløb skulle han til gengæld bare hjælpe landsmanden og kaptajnen Cadel Evans med at sikre sig den samlede sejr i karrierens næstsidste etapeløb.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det var således Evans, der havde hele cykelverdenens interesse, da løbet blev skudt i gang, for naturligvis var alle interesserede i, om en af sportens allerstørste stjerner og en tidligere Tour-vinder kunne få den drømmeafsked, alle drømte om. Da løbet efter seks intense dage sluttede, måtte den tidligere Tour-konge imidlertid dele rampelyset med sin unge holdkammerat, der havde stået øverst på det podium, hvor Evans måtte tage til takke med en lidt skuffende 3. plads.

Det kom vist bag på de fleste. Dengang var Dennis mest af alt kendt som temporytter, og selvom han skam i både Alberta og Californien havde vist, at han sagtens kunne agere klassementsrytter og endda også havde det punch og den fart, der normalt gør sig godt i det australske løb, lå det ikke i kortene, at han ville vinde et løb, som i hvert fald på det tidspunkt ikke virkede skræddersyet til ham. Han var da slet heller ikke med i front, da løbet for alvor eksploderede på den første nøglestigning i Paracombe, hvor det var Evans, Richie Porte, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo, der kørte fra alt og alle, inkl. Dennis.

I cykelsport er det imidlertid ikke altid den stærkeste, der vinder. Af og til er det også den klogeste, og da de fire kombattanter ikke kunne samarbejde på den sidste kilometer efter toppen, dukkede fem ryttere pludselig op bagfra. En af dem var Dennis, og knap havde han fået kontakten, inden han igen sagde farvel og med et veltimet angreb sneg sig væk til både etapesejr og en førertrøje, som han med en 2. plads bag Porte på kongeetapen til Willunga Hill få dage senere, på fornem vis forsvarede, så han virkeliggjorde den store drøm for enhver lokal Adelaide-knægt, nemlig at ende som bedste mand i den uge, hvor hele verdenseliten lægger vejen forbi på den anden side af jorden.

Cykelsporten er kendt for sine deja-vu-oplevelser, og det var vanskeligt ikke kortvarigt at føle sig hensat til 2015 igen, da selvsamme Dennis i nat hele otte år senere tog karrierens anden etapesejr på hjemmebanen i hjembyen Adelaide efter en opskrift, der var nærmest en tro kopi af den, han benyttede, da han fortsat var et 24-årigt stortalent. Det er han ikke længere, hvor han i stedet er en 32-årig verdensstjerne, der er dobbelt verdensmester i enkeltstart og etapevinder i alle tre grand tours og endda allerede må regnes som en rytter, der er blevet overhalet af yngre kometer, og således snart kan betegnes som en veteran.

Det var nu ikke kun alder og status, der er anderledes. Det er ambitionerne også. Denne gang er Dennis nemlig ikke kommet til Adelaide for at træne. Nej, han har efter et trist, trist 2022, hvor han i sit første år slet ikke viste sig at være den guldrandede investering, storholdet Jumbo havde håbet på og regnet med, gjort sit hjemmebaneløb til stedet, hvor han skal rejse sig selv igen. Inklusionen af en prolog havde nemlig gjort et løb, der ikke passede ham helt ideelt til en storslået chance for at tage sin anden samlede sejr på WorldTouren, og derfor blev alt lagt til rette efter at genvinde den titel, han sikrede sig for otte år siden. Han droppede endda at forsvare sin titel ved enkeltstartsmesterskaberne, for hvad skulle han bruge en dieselmotor, der kan køre stærkt i 45 minutter, til i et løb, der afgøres af eksplosive præstationer over få minutter i spurter og på korte stigninger? I stedet for at rejse til Ballarat og sikre sig endnu et år i mesterskabstrøjen blev han hjemme i Adelaide, hvor han i stedet trænede sit punch, sin eksplosivitet og sine klatreevner.

At den træning har båret frugt, blev synligt for enhver, da løbet efter to dage i nat for første gang mødte seriøse klatreudfordringer. Det var nu langt fra ventet, at nattens 2. etape skulle være en dag for Dennis, og snarere var den halvhårde finale med en stejl stigning med 20 km igen udset som en af de største chancer for de hurtige Michael Matthews, Ethan Hayter og Corbin Strong at sikre sig en etapesejr og 10 vigtige bonussekunder. Dennis fortalte da også Cyclingnews for et par dage siden, at han alene regnede turen op ad Nettle Hill som en første chance for at føle benene an og fornemme, om den målrettede træning havde båret frugt.

Han skulle imidlertid få brug for sine klatreevner, førend han anede det. Ineos havde indledt projekt ”Vind etapen med Ethan Hayter” og kommanderet Leo Hayter og Luke Plapp, der levede op til sit løfte om at ofre sig for sin britiske kaptajn, til fronten for at skabe det blodbad, der kunne give en spurtsejr og 10 bonussekunder til den hurtige brite. Dennis forventede næppe heller nogen angreb, for han sad nogle positioner tilbage, da den britiske maskine gik i gang.

Ineos havde imidlertid glemt at tage Jay Vine med på råd, da de lagde taktikken. Den svingende australier, hvis præstationer kan være lige så vanskelige at spå om, som det var at spå om timingen af bygerne til tirsdagens prolog, er rejst sig efter sin katastrofestart på linjeløbet ved mesterskaberne. Få dage efter nedturen choksejrede han som bekendt på enkeltstart, selvom han havde annonceret dårlig form, og det har sat gang i australieren, der lige nu er i gang med at bevise, at han kan blive en af sæsonens helt, helt store oplevelser.

To dage efter en chokerende prolog på en rute, der slet ikke passede ham, blæste han fra alt og alle, og så var Fanden løs. En lidt småforvirret Simon Yates, der ikke anede, hvad han måtte og skulle, når nu hans kaptajn, Michael Matthews, var sat tilbage af defekt, tøvede en anelse med kørte med den største lethed op til den australske guldklump, og så fornemmede Dennis både, at benene svarede lige så positivt, som han havde håbet, og at han skulle afsted, inden bussen kørte. Med den stabile dieselkørsel, der kendetegner enhver god tempospecialist, kørte han med stor styrke op til de to klatrere, og med Jai Hindley og Mauro Schmid på slæb fik han skabt en gruppe af favoritter og outsidere til den samlede sejr, som efter en intens jagt lykkedes med helt at vende etapen og løbet på hovedet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Til sidst skruede Dennis tiden otte år tilbage. Som forsøgte han at kopiere den manøvre, der gav ham den samlede sejr for et år siden, spillede han sine kort rigtigt i det taktiske spil, der gentog i en tilsvarende lille gruppe i Paracombe i 2015. Med sin enorme power blæste han fra sine rivaler, og på præcis samme vis som dengang kunne han tage en solosejr med et par sekunder ned til de nærmeste forfølgere.

Måske var opskriften på overfladen den samme, men det var den alligevel ikke helt. For otte år siden var Dennis bestemt ikke løbets stærkeste, og han var ikke helt uheldig med, at Evans og co. ikke kunne samarbejde. I dag var det svært at betvivle, at Dennis’ målrettede forberedelse har båret frugt, for det var med tårnhøj klasse og imponerende timing, at han kørte løbets to vel nok mest formstærke klatrere ind, inden han altså udnyttede, at han i fladlandet til sidst i den sidste gruppe naturligvis var som et jagerfly, der var i kamp med nogle gamle propelfly fra tiden omkring flyvemaskinens oprindelse.

Da Dennis kom til Adelaide med drømmen om at vinde et løb, der passer ham så fint, at jeg i optakten gjorde ham til løbets tredjestørste favorit, var det næppe den taktik, han havde forestillet. Her skulle han i høj grad lukrere på sin gode prolog og herefter sit punch og sin spurtstyrke på løbets to nøgleetaper fredag og søndag. At han allerede i dag skulle spille med klatremusklerne og herefter gøre brug af det taktiske spil og sin power til at kompensere for en prolog, der blev ødelagt af regnvejr og kraftigt forringede hans muligheder, må have overrasket ham. Han må huske at sende en tak til Vine, der i en vis forstand betalte tilbage for, at han fik lov at overtage den australske mesterskabstrøje fra sin landsmand.

Dermed fik Dennis heldigvis også sat en streg under, at han skam stadig er en pokkers god cykelrytter, selvom 2022-sæsonen var til skraldespanden, og han sørgede samtidig for, at Jumbo starter præcis, hvor de slap i 2021, nemlig med at være dominerende. Til gengæld havde han nok måske alligevel håbet, at han havde ventet lidt med at iføre sig førertrøjen, for vejen til den samlede sejr er nemlig langt fra klokkeklar. Nok byder de næste to etaper på mere overskueligt terræn, der kan kontrolleres, inden Dennis selv skal træde til i finalen, men fører han stadig inden søndagens svært kontrollerbare kongeetape, kommer Jumbo-mandskabet på en opgave. For en gangs skyld er de nemlig alt andet end skræmmende, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at Robert Gesink allerede styrtede ud af løbet i går.

Det gør heldigvis løbet langt mere åbent, end det så ud til, at Alberto Bettiol først udnyttede regnen til at skabe større afstande, inden nogen havde drømt om, og Michael Matthews herefter på 1. etape skovlede bonussekunder ind med en sådan hast, at han mere og mere udkrystalliserede sig som den helt store favorit. Det er han desværre ikke længere, efter at en kollision med en rival ødelagde hans cykel og både frarøvede ham muligheden for den samlede sejr og chancen for at teste, om han vitterligt kunne have hægtet sig på Dennis-toget og været med i front.

Australierne kan nu heldigvis glæde sig over, at de valgte at give så stor vægt til deres hjemmebaneløb, at de er stillet til start med hele to af deres tre topnavne. Man kunne ellers diskutere visdommen i at bede Yates om at ramme anstændig form i januar, hvis intentionen alligevel var, at han bare skulle være hjælper. Det så han nemlig ud til at være, da han åbenlyst spillede Matthews-kortet som vedhæng til frontgruppen, indtil det stod klart, at forhåndskaptajnen definitivt er ude af spillet. Nu er han imidlertid plan A og en garanti for, at det store hjemmebanehold stadig er med i kampen om den samlede sejr. Tidstabet på prologen til Dennis og Vine var problematisk stort, men den lethed, han havde, da han kørte op til Vine, vidner om, at han er betydeligt stærkere end ved første besøg i 2020, hvor han bare blev en skuffende nr. 7.

Udover Dennis er det dog særligt Vine, der må lugte blod. Vi vidste godt, at UAE måske havde begået et lille kup ved at sikre sig australierens underskrift, for det er svært at glemme, hvordan han på Vueltaens første bjergetape kørte stort set helt lige op med den Remco Evenepoel, der med Enric Mas som en ensom undtagelse kørte resten af Vuelta-feltet, herunder Primoz Roglic, midt over. Siden han iførte sig den arabiske trøje, har han imidlertid pludselig kunnet alt andet end at klatre. Nu kan han pludselig køre enkeltstarter og prologer, og han kan køre væk på korte, eksplosive stigninger, der er bare 2 km lange. Ja, minsandten, om ikke han også pludselig kan spurte og tage vigtige bonussekunder fra halvhurtige folk som Yates og Schmid. Det næste bliver vel, at han vinder lørdagens forventede massespurt foran Caleb Ewan.

Han sørger i hvert fald for, at løbet kan udvikle sig til den kamp mellem Jumbo og UAE, vi er blevet vant til. Modsat hollænderne er araberne nemlig kommet til Australien med en supertrup, hvor særligt George Bennett så ganske stærk ud på en eksplosiv stigning, der ikke er hans kop te. Holdet må til gengæld leve med, at det ikke bliver her, at Marc Hirschi giver drøm om en total genrejsning, og at Alessandro Covi alligevel ikke er helt så formstærk, som han indikerede i går, men de har bestemt holdet til at skabe et blodbad fredag og søndag, også selvom Sjoerd Bax og Finn Fisher-Black ikke er i nærheden af deres vanlige niveau.

At Yates er en af verdens allerbedste på denne form for stigninger, og at Vine kan alt, når han rammer sine dage, var ikke helt uventet. En langt større overraskelse var det at se Hindley helt fremme. Da han sneglede sig igennem prologen, så det ellers ud til, at dette alene handlede om en uges god træning, og i dag lignede han da heller ikke en mand med de helt store ambitioner. Da hans holdkammerat Giovanni Aleotti var eksploderet i forsøget på at nå op til Vine og Yates, lod han sig imidlertid trække frem til fronten af Dennis, og det må i den grad have vakt jubel i Bora-ledelsen. Hindleys store styrke er nemlig hans enorme motor over tre uger, og han har derfor ikke nogen specielt god historik i korte etapeløb - og da slet ikke i et puncheurløb som dette. I dag fik han imidlertid taget et første skridt mod at lægge den skuffende Vuelta bag sig og cementere sin status som en af de mest spændende udfordrere til Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar til sommer. Til gengæld var det en streg i regningen, at Maximilian Schachmann, der efter sit katastrofale 2022 havde udtalt et ønske om at køre stærkt fra start, var helt, helt usynlig og fulgte op på den svage prolog med endnu en skuffende præstation.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Bora-manager Ralph Denk drømmer helt sikkert om at forsvare sin plads på verdensranglistens top 4. Den brød han ganske overraskende ind i et 2022, hvor det ene hold blandt ”The Big Four”, der også tæller UAE, Jumbo og Ineos, nemlig Soudal-Quick Step, fejlede og endte helt nede på ranglistens 6. plads, endda slået af opkomlingene fra Intermarché. Det kan imidlertid blive svært, for i dag viste det belgiske storhold, at de er klar til rejse sig igen. Mauros Schmid lignede ellers ikke i sin tid hos Qhubeka noget overbevisende stortalent, selvom han vandt en Giro-etape, men Lefevere har gjort det igen. Han har igen fundet en sand juvel, der efter en Giro, hvor han flere gang så ud til at være fuldt på omgangshøjde med Mathieu van der Poel og Biniam Girmay på stigningerne, i dag bekræftede sit enorme potentiale. Måske lignede han frontgruppens svageste, men i et løb, som Dennis tidligere har vundet på taktik, er det slet ikke dumt at være den lille underdog, hvis Vine, Yates og Dennis gør, som Evans og co. gjorde i 2015, nemlig kigger lidt for meget på hinanden

Jumbo, UAE, Soudal og Bora kom altså alle glimrende fra start, men der mangler ét hold på den liste. Forud for løbet skulle man ellers næsten tage to hænder i brug for at tælle antallet af mulige samlede vinder hos Ineos, men i tillæg til uheldige Jayco endte briterne som de helt store tabere. Leo Hayter og Plapp havde jo ellers sat det hele i scene, men da det gik løs, havde kaptajn Ethan Hayter ikke de ben, han havde drømt om. Det er nu ikke så mærkeligt, for det vil altid være svært for en fyr som ham at gå med, når Vine og Yates er så flyvende, som de var det i dag, men det var bestemt ikke en del af det britiske storholds ligning, at denne etape skulle gå til klatrerne og ikke de hurtige og holdbare folk. Da han heller ikke har været spor overbevisende i de indlagte spurter, ser vejen til sejr for både ham og hans hold nu ganske svær ud. Plapp blev ofret og lignede bestemt heller ikke en mand med diamanter i benene, og Magnus Sheffield så vi intet til, delvist nok grundet gårsdagens styrt, men også fordi han i forvejen kan være for tung til at være en reel trussel i dette løb.

En anden taber var naturligvis Alberto Bettiol, men det kommer ikke som noget stort chok. Han havde jo allerede annonceret, at han ikke var i form, og det var en helt uventet chance for en samlet sejr, han fik, da regnen i tirsdags sendte ham i førertrøjen med et uhørt stort forspring. Nu blev han nok engang ramt af de kramper, der synes at være et stort problem og tidligere har elimineret fra finalerne ved OL og i Strade Bianche, men tabet er nok ikke specielt stort. På stigningen efterlod han i hvert fald ikke indtrykket af at være en mand, der kan være med, når det går løs fredag og søndag. Så har den stadig mere imponerende Corbin Strong i hvert fald mere grund til at ærgre sig, for efter at han igen havde kørt en fornem indlagt spurt undervejs, måtte han sande, at hans bedste chance for at vinde en etape nu endte med at blive en uventet bet for en mand, der skulle vinde løbet på samme måde som Hayter og Matthews.

Endnu mere alvorligt var det for Pello Bilbao. Sammen med Dennis og Jayco er han vel den rytter, der har satset mest på dette løb. Han har i hvert fald fortalt, at han og Bahrain har forberedt sig i fire-fem måneder, og meldingerne de seneste dage har været, at han var flyvende, hvad der også blev bekræftet af en storartet prolog trods det elendige regnvejr. Nu fik en klatrer som ham en af de chancer, han bestemt ikke kunne have regnet med, for at gøre forskelle, og så var han ikke i stand til at gå med, da bussen kørte. Det var lidt af et slag for en rytter, der ellers sidste år var så stabilt god, at han endte helt i toppen af verdensranglisten, og som har arbejdet målrettet på at forbedre sig på netop denne form for stigninger. Heldigvis fik Bahrain jo deres løb på det tørre, da Phil Bauhaus sejrede i går.

Det gjorde han bestemt ikke i dag, for helt som ventet blev finalen for hård. Det var den til gengæld ikke for alle sprintere. Caleb Ewan bekræftede, a han er i storartet klatreform og har en overlegen spurt lige nu, men desværre led han igen i dag gevaldigt under et svagt hold, de slet ikke kunne hjælpe ham med at skabe samling. Unge Paul Penhoët bekræftede også, at han er uhyre spændende i kraft af sin store holdbarhed, og den altid svingende Kaden Groves fik også lidt revanche, efter at han i går nok engang kiksede med sin positioner. Bryan Coquard er som altid i storartet form fra start, men han havde nok ikke ventet, at han til slut skulle spurte med Emils Liepins og Marius Mayrhofer. Som jeg skrev i gårsdagens optakt, efterlod den ellers lidt tunge lette dog et storartet indtryk ved på 1. etape køre en fornem spurt på en defekt cykel, og i dag leverede han så en klatrepræstation, vi ikke tidligere har set. Endnu mere overraskende var det at se tyskeren i så udsøgt en gruppe, for han har haft det ganske svært i sin første tid som professionel.

Mayrhofer og alle andre unge talenter kan imidlertid glæde sig over, at tålmodighed betaler sig. Da Dennis blev professionel i 2013, havde han også et meget svært forår, indtil han pludselig endte som den helt store sensation i Dauphiné i juni, og siden gik det støt og roligt fremad, indtil han blev en del af den absolutte verdenselite. Et skridt på den rejse kom, da han for otte år siden tog hele cykelverdenen på sengen og kom på alles læber, da han med stor timing og taktisk snilde sneg sig væk og kørte alene hjem til en etapesejr, der skulle vise sig nok til tage den samlede sejr i det løb, enhver lokal Adelaide-dreng drømmer om at vinde. Siden er der løbet meget vand under åen, men otte år senere gjorde han det minsandten igen. Denne gang dog ikke som et stort talent, men som en etableret verdensstjerne, der er blevet overhalet af yngre kræfter. Spørgsmålet er nu, om løbet for samme lykkelige udfald som i 2015, og om bysbarnet igen ender med at kopiere sig selv. Det vil fredagens og søndagens etaper vise.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE