Tour Down Under-analyse: Gentager historien sig, Richie?

Det gør formentlig stadig ondt, når han tænker på det, den gode Richie. For bare 12 måneder siden gik den ellers ganske suveræne hjemmebanehelt glip af sin anden sejr i træk i Tour Down Under, da han med mindst mulig margin blev besejret af Daryl Impey. Ganske vist havde Porte for femte år i træk vundet kongeetapen til Willunga Hill, men en kombination af brutal modvind på den ikoniske bakke samt de bonussekunder, Impey havde scoret på de foregående etaper, betød, at det blev til sydafrikansk sejr, selvom de to kombattanter var i præcis samme tid.

Porte har sikkert haft mange søvnløse over nederlaget - ikke mindst fordi det ikke er første gang, at en hurtigere rival via bonussekunder har slået ham i årets første WorldTour-løb - og han har formentlig gjort alt for at forberede sig på, at scenariet ikke skulle gentage sig. Heldigvis kan han i år glæde sig over, at den usædvanligt hårde rute giver en klatrer som ham bedre muligheder end tidligere, men risikoen for, at en mere sprinterpræget type på rigtig Simon Gerrans-maner kan få skovlen under ham, fremstår som en latent trussel, ikke mindst fordi de hurtige klassementsfolk har udsigt til bonussekunder på 3. og måske også 4. etape.

Set i det lys kan man undre sig over den lidt lemfældige omgang med konkurrenterne, som Porte har udvist de første dage. Efter nattens 2. etape er risikoen for, at sidste års smertelige nederlag gentager sig, nemlig blevet kraftigt forøget. Det skete, da Patrick Bevin lidt overraskende og på fuldstændig suveræn satte alle supersprinterne til vægs i den stigende spurt i Angaston og derved sikrede sig 10 bonussekunder, der kan vise sig at være livsvigtige, når regnskabet gøres op på toppen af Willunga Hill på søndag.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det var nu ikke i nat, at Porte gjorde noget forket. Forhåndsfavoritten kunne naturligvis intet stille op i en finale, der slet ikke passede ham, og han kunne kun krydse fingre for, at bakken ikke var så hård, at puncheurtyperne kunne få skovlen under sprinter. Nej, fejlen blev allerede begået 24 timer, da Trek og de øvrige klassementshold tilsyneladende uden bekymring lod samme Bevin snige sig med i det tidlige udbrud og dermed uden de store kraftanstrengelser få fem næsten gratis bonussekunder i et løb, der traditionelt er blevet afgjort med meget små marginer.

Nuvel, Bevin var måske ikke på forhånd Portes største rival, men man skal ikke have set mange cykelløb det seneste halve år for at vide, at newzealænderen skal tages seriøst. Sidste efterår var han ganske enkelt flyvende, da han først kørte en imponerende Tour of Britain, hvor kun et skidt holdløb kostede ham en podieplads, og siden blev en fornem nr. 8 på den knaldhårde rute ved VM i enkeltstart. Terrænet i det engelske etapeløb er samtidig meget lig det, man finder i Tour Down Under - hvor han i øvrigt tidligere har været i top 10 - og da han tillige var knusende overlegen ved forrige uges newzealandske enkeltstartsmesterskaber og således er i dokumenteret glimrende form, burde det være en nobrainer, at Bevin skal tages seriøst som potentiel vinder af årets første WorldTour-løb.

Det gjorde hverken Trek-Segafredo eller de andre klassementshold imidlertid, selvom det ikke havde krævet mange kraftanstrengelser at lukke ned for hans udbrud allerede, inden det var etableret - nøjagtigt som man havde gjort det, hvis det var Impey, der var smuttet afsted. Nu står Bevin imidlertid med et forspring på hele 15 sekunder efter to etaper, der var ventet ikke at skulle spille nogen rolle, og allerede i morgen har han en fremragende chance for at sætte yderligere sekunder i banken både i de tidlige indlagte spurter og på stregen i en finale, der passer ham som fod i hose.

Bevin selv må knibe sig lidt i armen over den succes, han oplever efter et efterår, der som sagt efterlod mange med det klare indtryk, at han havde gjort betydelige fremskridt. Efter flere år, hvor han som anonym hjælper på Garmin og BMC slet ikke indfriede de forventninger, han som altædende monster på den australske scene havde skabt, er det nu ham, der har sikret det nye CCC-hold en drømmestart, de næppe havde turdet håbe på. To sejre er det allerede blevet, og med tanke på, at den ret tandløse trup i den grad er profilfattig, burde Bevin allerede nu banke på til en beskyttet rolle i et hav af løb i år - ikke mindst hvis han vitterligt kan gøre arbejdet færdigt de kommende dage.

Det er bestemt ikke urealistisk. Nok er der bedre klatrere til start, men særligt hvis der som forventet er modvind på Corkscrew- og Willunga-stigninger kan newzealænderen måske begrænse sine tab så meget, at bonussekunder kan indbringe ham sejren. Formen synes i hvert fald at være i top, for nattens spurtsejr var ikke bare uventet for ham selv - den var ganske suveræn. Mens den let stigende finale viste sig for hård for den helt rene sprinter Max Walscheid, der trods en god position syrede helt til og måtte erkende, at hans holdbarhed fortsat har store mangler, og for let for rivalen Impey, der fra en ligeledes god placering måtte se den ene sprinter efter den anden glide forbi, var Bevin ganske enkelt markant hurtigere end folk, der normalt har en langt højere topfart end ham selv.

Det skyldes naturligvis bakken samt det forhold, at medvind og generel friskhed efter en dødsens kedelig og meget langsom etape betød, at tempoet var voldsomt opskruet, men det er alligevel tankevækkende, at Bevin var den eneste puncheur, der kunne blande sig med sprinterne i front. Formen må med andre ord være helt i top, og Bevin må derfor fremkalde en bævende rysten i sportsdirektørbilerne i de kommende dage.

Som ventet blev det imidlertid sprinterne, der dominerede fronten, og det er derfor svært at drage alt for voldsomme konklusioner - ikke mindst fordi det sene styrt i den grad forstyrrede spurten. Impeys svage afslutning, hvor han gled helt ud af top 10 var imidlertid ganske påfaldende, ikke mindst fordi han i søndagens Down Under Classic virkede skræmmende stærk i finalen. Det var samtidig iøjnefaldende, at Nathan Haas, der normalt burde elske en finale som denne, var totalt fraværende, og noget kunne tyde på, at den hurtige australier, der bestemt ikke efterlod et godt indtryk ved de australske mesterskaber, ikke er helt, hvor han skal være. Helt anderledes forholder det sig til gengæld for den ved sæsonstart altid flyvende Luis Leon Sanchez, der med et meget stærkt angreb var ved at overrumple dem alle, ligesom en meget opmærksom Michael Woods virker helt opsat på at spille en afgørende rolle i et løb, han siden gennembruddet i 2016 har elsket.

Det blev imidlertid sprinterne, der dominerede fronten, og blandt dem blev Caleb Ewan vinderen - og således også den, der havde mest grund til at ærgre sig over Bevins overraskende styrke. Trods skuffelsen er der imidlertid grund til at se positivt på nattens resultat for ”The Pocket Rocket”. Han viste nemlig atter, at han igennem det seneste års tid er blevet langt mere holdbar end tidligere, og at han skal tages voldsomt seriøst i svære finaler fremover. Sidste år sejrede han i den endnu hårdere afslutning i Stirling, og i nat var han klart stærkere end alle forhåndsfavoritterne i Angaston. Med tanke på, at hans første store mål er Milano-Sanremo, hvor han sidste år var hurtigste mand i feltet bag Vincenzo Nibali, er det slet ikke skidt, selvom han nu nok mest er frustreret over, at han formentlig blot har én chance for at tage den WorldTour-sejr, alle forventer af ham i sit hjemmebaneløb.

Nattens skuffelse var Elia Viviani, der bare 24 timer forinden med en næsten magisk spurt nærmest virkede helt usårlig. I nat var han imidlertid helt usynlig, efter at hans ellers på papiret så stærke Deceuninck-mandskab atter først havde svigtet i lead-outet, hvorefter stjernen selv var helt tandløs i selve spurten. Viviani er måske nok blevet bedre til at overleve stigninger, men nattens præstation kan måske tages som udtryk for, at han i bakkespurter, hvor hans resultatliste fortsat er ret begrænset, stadig har en del at lære.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det har Peter Sagan til gengæld ikke. Normalt er den trefoldige verdensmester næsten umulig at slå i finaler som disse, men i nat måtte han for tredje gang i træk se sig besejret. Tredjepladsen var langt bedre, end man efter de tamme spurter søndag og tirsdag kunne have frygtet, men Sagan var aldrig i nærheden af blot at prøve at gå forbi Ewan. Det står efterhånden soleklart, at stjernen vitterligt taler sandt, når han hævder at være formmæssigt under sidste års niveau, og dermed ligner han ikke længere den naturlige favorit, han normalt ville være på morgendagens første hårde etape.

Lige bag Sagan endte Danny Van Poppel, der har langt større grund til tilfredshed. Heller ikke han er nemlig i storform endnu, men nattens fjerdeplads kommer som vidnesbyrd om, at han efterhånden er ved at specialisere i denne type afslutninger. Hans potentiale blev åbenbaret med 3. pladsen på 8. etape af Vueltaen og bekræftet med den knusende overlegne sejre i Binche-Chimay-Binche, og en 4. plads på så tidligt et tidspunkt af sæsonen viser, at det nok kan vise sig at være en meget god ide, at han fremover vil bevæge sig væk fra mere klassiske spurter og i stedet satse på klassikerne.

Væk fra spurterne vil Phil Bauhaus til gengæld, og det er med god grund. Den store tysker, der ligesom landsmanden Walscheid, er en helt ren sprinter, var nemlig nattens positive overraskelse. Modsat sin tidligere holdkammerat, der som sagt fandt afslutningen for hård, kom Bauhaus nemlig flyvende i selve spurten og lignede sammen med Bevin feltets hurtigste mand. Var han ikke blevet sat tilbage i spurten, kunne det muligvis være blevet til mere i en finale, hvor man ellers nok kunne have haft sin tvivl om hans holdbarhed. Det lover godt for fremtiden for tyskeren, der stadig er i udvikling, og som er hentet til Bahrain-Merida som de ambitiøse araberes helt store sprintersatsning.

Desværre for Bauhaus og resten af de hurtige folk går der bare så pokkers lang tid, inden næste chance byder sig. Nattens etape til Uraidla ventes nemlig at byde på det første lille klassementsslag og at være for svær for sprinterne, og fredagens 4. etape er den første rigtige etape for de klatrestærke favoritter. Først på lørdag er der atter udsigt til en massespurt, og det er nu den allersidste mulighed for et sprinterfelt, hvor det efter nattens overraskelse kun er Viviani, der har point i banken.

Løbets helt store vinder indtil nu er imidlertid ikke den italienske mester. Det er derimod Bevin, der med sit forspring på 15 sekunder mere og mere ligner et seriøst bud på en samlet vinder. Om 24 timer kan det endda meget vel hedde 25 sekunder eller mere, og så kan det pludselig se svært ud for Porte og de øvrige fra det lette kavaleri at hente det tabte tilbage på løbets to nøgleetaper.

Nu gentager historien sig vel ikke, Richie?