Tour Down Under-analyse: Investeringen, der gav afkast med det samme

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Bahrain forud for 2017-sæsonen blev det andet mellemøstlige land til at kaste oliemillioner i finansieringen af deres cykelhold, var det ganske klart, hvad araberne og den slovenske manager Milan Erzen, der blev hentet ind for at opbygge projektet, ville. De ville naturligvis være med på den af cykelsportens mange scener, hvor prestigen er allerstørst, og derfor kastede man med det samme kærligheden på etapeløbene og ikke mindst de tre grand tours. Midlet var en aftale med en af sportens allerstørste stjerner, der helt fra begyndelsen var involveret i projektet, og da det under pomp og pragt blev præsenteret, var det med den tidligere Tour-vinder og dengang regerende Giro-vinder Vincenzo Nibali som den absolutte spydspids.

Når man kigger på truppen fra dengang, er det ikke svært at se, at der var begrænset fokus på cykelsportens mange andre projekter. Andre etablerede topnavne i den nye trup var således Ion Izagirre, der dengang var en af verdens mest pointscorende ryttere med sin endeløse serie af topplaceringer i ugelange løb, Janez Brajkovic, erfarne Kanstantsin Siutsou og Franco Pellizotti, der var udset til rollen som Nibalis wingman i bjergene. Nok var der plads til andre projekter som en klassikersatsning med den stadig mere spændende Sonny Colbrelli, ligesom man ville forsøge at vinde massespurter med Niccolo Bonifazio, men det var helt underordnet det overordnede projekt, der bedst kan betegnes som Nibalis hold.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I mellemtiden er der gået seks fulde sæsoner, og selvom Nibali for længst er rejst videre og nu endda også har kørt cyklen i garagen, er holdets grundlæggende identitet den samme. Nok blev man pludselig et stort klassikerhold, da Colbrelli bragede ind på scenen med sin vilde 2021-sæson, og nok vandt holdet sidste år et monument med Matej Mohoric, men det er stadig etapeløbene, man kender Bahrain for. I både 2020 og 2021 havde de således ryttere i top 10 i alle seks grand tours - i flere tilfælde endda to af slagsen i samme løb - og etapesejrene væltede ind, selvom ikke én eneste faldt i en massespurt, hvor man ellers kan høste de fleste grand tour-etapesejre. Selv da det sidste år gik lidt galt for holdets klassementssatsninger i både Touren og Vueltaen, endte man stadig med en podieplads og en samlet 5. plads i Giroen.

Også i 2023 er det etapeløbene, der er i centrum. Listen over tidligere top 10-ryttere i grand tours er nemlig alenlang. Udover kaptajnen Mikel Landa tæller den nemlig Jack Haig, Damiano Caruso, Gino Mäder og Pello Bilbao, der alle har top 5-placeringer på deres cv, og derudover skal vi faktisk tilbage til 2020 for at finde top 10-placeringer til både Wout Poels og Hermann Pernsteiner. Faktisk er det vel kun det stenrige Ineos-mandskab, der kan konkurrere med araberne, når det handler om at samle etapeløbsryttere i én og samme trup.

Alligevel er der noget nyt over den trup, holdet har præsenteret til denne sæson. Mange vil nok være forundrede over, at de i løbet af en i øvrigt ret passiv transfersæson ikke hentede én eneste etableret klatrer. I stedet udgjordes de syv nye ryttere af tre talenter og ikke mindre end fire mand, der er kendt for deres evner som sprintere, nemlig Nikias Arndt, Andrea Pasqualon, Cameron Scott og Dusan Rajovic.

Det skyldes heldigvis ikke, at Erzen er blevet rundforvirret og slet ikke kan finde ud af, hvem der kan finde ud af at køre opad. Nej, forklaringen på den specielle investering er tysk og hedder Phil Bauhaus. Allerede forud for 2019-sæsonen blev han hentet til holdet som den nye sprinter i stedet for Bonifazio, men det var nu bare som et vedhæng til grand tour-satsningen. Det var ikke megen støtte, den store tysker fik, og hvis man er i tvivl om hans prioritet i truppen, kan man blot se på hans løbskalender. Han fik lov at køre Vuelta i sin første sæson i 2019, men hverken i 2020 eller 2021 fik han en plads i én eneste af de tre grand tours. I 2020 måtte han sågar se sig skubbet ned i hierarkiet, da den nye manager Rod Ellingworth, der for en enkelt sæson var en del af holdet, lancerede et helt igennem fejlslagent forsøg på at genskabe karrieren for sin ven Mark Cavendish.

Bauhaus har imidlertid stille og roligt arbejdet sig op i hierarkiet, selvom han er på udebane på grand tour-holdet, og efter at han i 2022 tog to sejre på WorldTouren, herunder i det altid ekstremt stærke sprinterfelt i Tirreno-Adriatico, sad holdet med fornemmelsen af, at han har farten til at vinde noget mere, hvis støtten er en anden. Det kom tydeligt til udtryk, da holdet sidste forår endelig gav ham lov til igen at køre et stort etapeløb, nemlig Giroen. Her var han helt uden støtte i en satsning, der handlede om Landas podium, og han sad derfor altid for langt tilbage, når spurterne blev lanceret. Til gengæld var han millimeter fra at vinde etapen i den eneste spurt, hvor han kunne spurte frit, men desværre blev han akkurat slået af Arnaud Demare, der havde fået et drømmeagtigt lead-out af sit suveræne FDJ-tog.

Måske var det den spurt, der var en øjenåbner. Den viste i hvert fald, at Bauhaus kan vinde i grand tours, hvis han får den støtte, han fortjener, og dermed har vi forklaringen på, at der pludselig blev hentet så mange sprintere til holdet. Mest markant er det, at han genforenes med sin ven og landsmand Arndt, der er en gammel holdkammerat fra deres ellers interne kamp om sprinterchancerne hos det hold, som i dag hedder DSM, samt Pasqualon, der i 2022 brød igennem som lead-out man i en fornem rolle foran Alexander Kristoff hos Intermarché.

Også i 2023 er der fuldt fokus på de arabiske klassementer, når Haig, Caruso og Mäder kaster sig over Giroen, og Landa og Bilbao retter blikket mod Touren, mens der også er lagt op til et hav af kaptajner i Vueltaen, men nu skal Bauhaus altså også vinde noget mere. Og hvorfor ikke starte det nye projekt med at tanke masser af selvtillid straks fra start? Det er derfor, at man i denne uge har sendt Bauhaus om på den anden side af jorden til en tidlig sæsonstart i Tour Down Under og her sammen med to af sine nye og vigtige støtter i form af den faste følgesvend Arndt og unge Strong.

Den rejse gav kun delvist pote fra start, da sæsonen delvist blev skudt i gang i lørdagens opvarmningsløb, Schwalbe Classic. Her viste det nye tog nemlig med det samme sin klasse, da Arndt satte Bauhaus perfekt op fra spids, men den store tysker tøvede alt for længe og nåede aldrig op i fart og blev derfor overspurtet af ikke færre end tre mand. Det var derfor en bittersød fornemmelse, for på den ene side imponerede toget, men på den anden side svigtede kaptajnen selv.

Bekymringen var endnu større, fordi årets nytænkte rute som én af innovationerne byder på et sjældent sprinterfjendtligt design. Denne gang er der masser af højdemeter på fire af de fem linjeløbsetaper, og på den ellers ret flade 4. etape ender det hele med en spurt, der stiger ganske kraftigt. Man kunne derfor frygte, at Bahrain havde brændt krudtet forkert af ved at sende så mange sprintere til Australien i stedet for at give mere støtte til den tilsyneladende meget formstærke Bilbao. Tænk nu, hvis Bauhaus skulle ende med kun at spurte på lørdag i en finale, der er lidt for hård til at passe ham ideelt?

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Hvis ledelsen nåede at få den bekymring efter lørdagens helkikser, må lettelsen have været enorm, da løbets første potentielle sprinteretape efter den usædvanlige prolog i nat dansk tid fandt sin afslutning. Det viste sig nemlig, at den kraftige modvind på Menglers Hill gjorde den ellers på profilen dramatisk udseende etape til en ganske tam affære, hvor der slet ikke blev skabt udskilning. Heller ikke vinden kom i spil i de beskyttede omgivelser omkring værtsbyen Tanunda, og selv den ellers meget tunge Gerben Thijssen, som efter et tidligt styrt kørte rundt i synlig forslået tilstand kom med feltet hjem på en dag, der ellers næsten burde have været for hård for ham, særligt i januar måned.

Dermed fik Bauhaus sin store chance for revanche, og den nye sprintersatsning fik den drømmestart, der var hele ideen med at nedprioritere Bilbao og sende næsten et helt sprinterhold til et ellers sjældent sprinterfjendtligt løb. Denne gang var der endda fuld plade. Én ting var, at Bauhaus denne gang ikke tøvede, men derimod spurtede sig til sin tredje WorldTour-sejr på mindre end et år. Noget andet var, at det igen var Arndt, der tog teten i finalen, og dermed igen dokumenterede, at det nye tysk-tyske samarbejde mellem venner måske er et match ”made in heaven”.

Denne gang havde Arndt dog nok ramt fronten en anelse for tidligt, men den udfordring klarede Bauhaus ved at gemme sig nogle få positioner længere tilbage. Det stærke hold sørgede imidlertid for, at han aldrig var ude af position, og belært af erfaringerne fra den kiksede spurt i lørdags tøvede han denne gang slet ikke. I stedet åbnede han en af sine klassiske lange spurter, der denne gang så ud til meget vel at kunne være for lang, men det gode forarbejde sørgede for, at han akkurat holdt den stærkt fremadstormende Caleb Ewan bag sig og dermed to karrierens sjette sejr på WorldTouren. Faktisk er de seneste tre nu kommet på allerhøjeste niveau, og dermed har han sat en fed streg under, hvorfor han er værd at satse på. Tidligere vandt han primært mindre løb, men nu er det altså på den helt store scene, at han krydser stregen først.

I virkeligheden var dagens spurt et tydeligt bevis på, at det virkelig betaler sig at satse på en sprinter. Det var det, Bahrain lærte på den hårde måde under Giroen, hvor Demare med sit supertog vandt den ene spurt efter den anden, mens Bauhaus, der ikke havde problemer med at slå franskmanden i Polen, hvor han havde et tog til sin rådighed, kom til kort. I nat var det til gengæld tyskeren, der kom først - ikke fordi han var hurtigst, men fordi det var ham, der havde det bedste tog.

Hurtigste mand var nemlig helt indiskutabelt Ewan, der igen efterlod et meget positivt indtryk efter det svære 2022, men som man kunne have frygtet fra det øjeblik, Lotto sagde nej til deres invitation til at deltage, betalte han prisen for at stille til start med et ungt og urutineret landshold, der havde det så svært, at to af rytterne, der enten havde været styrtet eller arbejdet tidligt for holdet, kom til mål med tidstab på mere end 20 minutter. I lørdags gik det fint i et løb, hvor en stor del af feltet sad op for at undgå unødige risici, men i dag, hvor det var et næsten fuldt felt, der nåede målet, endte det svage hold og en ringe position med at koste ham en stensikker 10. etapesejr, der havde bragt ham et lille skridt tættere på Tour Down Under-kongen André Greipels mageløse rekord med hele 18 etapesejre. En trøst kan det dog være, at Ewan både forrige søndag ved mesterskaberne og i sine to spurter i forbindelse med dette løb har indikeret, at han har lagt det grimme 2022 bag sig og er helt klart igen.

Heldigvis var det ikke en helt trist dag for værtsnationen. De kom nemlig meget tættere på den samlede sejr, der trods alt er det vigtigste i dette løb. Forhåndsfavoritten Michael Matthews måtte ellers sande, at det ikke var muligt at gøre etapen så hård, at han ville få en chance for at spurte i et felt, hvor de rigtige sprintere var sat af, men med fornem positionering lykkedes det ham alligevel at tage en 3. plads - et for ham fornemt resultat i en spurt, der udkæmpes i et fuldt felt med mange på papiret hurtigere folk. Det kan han i høj grad takke Campbell Stewart for, da newzealænderen arbejdede for ti mand ved at holde kaptajnen langt fremme og endda køre ham så flot hjem fra spids, at Matthews kunne slå mange bedre afsluttere.

Samtidig gjorde han det sublimt i den for løbet altid livsvigtige kamp om bonussekunder i de indlagte spurter, da han scorede fire ud af seks mulige, og dermed lykkedes det ham på imponerende at skære otte sekunder af sit grundet vejret ærgerligt store tidstab fra prologen, så han nu blot er 6 sekunder fra førertrøjen - vel at mærke efter den etape, hvor han nok ville få sværest ved at blande sig helt fremme. Til gengæld må han leve med, at han herfra skal klare sig uden en vigtig støtte på stigningerne, da Chris Harper i det australske styrthelvede blev sendt hjem med et brækket kraveben.

Særligt vigtigt var det, at han vandt kampen om bonus mod Ethan Hayter. Det lykkedes nemlig kun briten at score et enkelt sekund undervejs, og det på papiret ellers så stærke Ineos-hold fejlede helt i en finale, hvor de var totalt usynlige. Faktisk endte etapen som en regulær katastrofe, da gårsdagens så imponerende Magnus Sheffield styrtede i finalen og i skrivende stund er en usikker starter på morgendagens etape. Det kan ende med at skære en tredjedel af Ineos-mandskabets trehovedede monster og efterlade Hayter med blot Luke Plapp ved sin side. Det giver pludselig en langt mere lige spillebane mellem de to klart stærkeste mandskaber, når Hayter og Plapp står over for Matthews og Simon Yates.

I det hele taget betød løbsudviklingen med kun en enkelt udbryder i form af Nans Peters, der tidligt blev kørt ind, at der kun hele 9 bonussekunder i spil ude på ruten, og i tillæg til Hayter og Matthews fortsatte kometen Corbin Strong også med at imponere efter den lovende prolog, da han vandt den sidste spurt foran Matthews og Hayter. Dermed satte han tre sekunder ind på kontoen, og selvom han aldrig blev en faktor i finalen, hvor israelerne lidt overraskende lod Taj Jones spurte i stedet, er han kommet fremragende fra start.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Til gengæld er det også ham, der skal løfte den newzealandske ære. Patrick Bevin, der tilbage i 2019 meget vel kan have mistet en samlet sejr som følge af et styrt, mens han var i førertrøjen, er nemlig forbandet i dette løb. Allerede i går nævnte jeg, hvordan hans svage prolog måske var udtryk for, at lørdagens styrt havde større konsekvenser end først antaget, og det blev bekræftet, da en af løbets mest spændende og uforudsigelige skikkelser desværre stod af, inden showet for alvor er kommet i gang.

Desværre er han måske ikke den eneste. Jeg havde ellers set meget frem til at se Jordi Meeus, der spurtede så storartet i efteråret, i direkte kamp med Ewan og Bauhaus, og efter at han i lørdags trods dårlig position så meget hurtig ud, blev vi muligvis berøvet den mulighed i dag. I hvert fald styrtede han hele to gange, og lige nu er det også usikkert, hvorvidt han kan fortsætte i løbet. Nu var han ellers lige kommet tilbage på sporet igen efter sin krise sidste forår.

Lige så ærgerligt var det, at Kaden Groves ikke kunne vise, hvor tæt han er på Ewan, men det var nu slet ikke så mærkeligt. Vi ved, at australierens store svaghed er hans positionering, og derfor var det blot business as usual, at han heller ikke denne gang fik mulighed for at blande sig i spurten. Det samme var desværre tilfældet for en anden sprinterkomet, der synes at have en tårnhøj topfart, nemlig Thijssen, men denne gang er en del af forklaringen på 10. pladsen utvivlsomt også det tidligere styrt. Hans hold gav i hvert fald tilsyneladende Hugo Page lov til at køre sin egen spurt. Som så ofte før gik det i positionskampen også galt for Bryan Coquard, der altid er flyvende på denne tid af året, men nok engang befandt sig for langt tilbage.

I det hele taget blev spurten endnu et bevis på, hvor meget positionering betyder. Det er bestemt ikke hverdagskost at se Alessandro Covi helt fremme i denne form for finale, men italieneren gjorde det så fremragende, at vi kun kan ærgre os over, at styrtet på prologen måske har berøvet os en stærk kandidat i klassementet. Ruten passer ham i hvert fald helt perfekt, og også hans sejr i sidste bjergspurt indikerer, at han er i bedre form end udmeldt. Hugo Hofstetter lykkedes også som altid med at sidde fint, selvom det nok engang blev understreget, at han mangler noget fart. Den har Emils Liepins, der som Ewan kom hurtig til sidst, men som også sad for langt tilbage - måske fordi han efter flere år som lead-out man har mistet noget rutine i denne slags afgørelser.

Til gengæld var det opløftende at se det unge talent Paul Penhöet sikre sig en top 5 i sin første spurt på WorldTouren. Måske var spurten knap så overbevisende, men det lykkedes til gengæld hans ikke alt for stærke hold at føre ham godt frem, hvad der jo altså igen var vigtige end selve afslutningen.

Netop den sidste pointe var det, Bahrain lærte i løbet af sidste sæson, ikke mindst i Giroen, hvor de så, at de havde en sprinter, der kunne vinde langt mere, end han gjorde, hvis altså han fik den støtte, den i samme løb så succesrige Demare havde. Derfor gik klassementsholdet i løbet af vinteren på kompromis med deres store etapeløbssatsning og foretog deres hidtil mest ambitiøse investering i et sprintertog. Den gav i nat afkast med det samme, da Bauhaus efterlod en isoleret Ewan med den følelse, tyskeren selv havde sidste forår, og nu drømmer Erzen utvivlsomt om, at vi fremover vil rene hans hold som andet og mere end primært et klassementshold. Hans projekt kunne i hvert fald ikke være kommet bedre fra start.

STREAM VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE