Tour of California-analyse: Det koldblodige slovenske supertalent

Kaster man et hastigt blik på resultatet af sidste etape af Tour of California, kunne man foranlediges til at tro, at det havde været en helt traditionel afslutning på et etapeløb. Det hele endte i en massespurt, som man altid ser det på de paradeetaper, der også afslutter de fleste grand tours, og det kunne derfor være nærliggende at konkludere, at også det californiske løb, som det ofte har været tilfældet i tidligere udgaver, var sluttet af med en rolig dag, hvor klassementsrytterne havde nydt atmosfæren, indtil sprinterne havde udkæmpet deres drabelige kamp om sejren.

Den mere opmærksomme vil imidlertid hurtigt ane uråd. Således faldt ikke færre end tre ryttere for tidsgrænsen, og med et tidstab på mere end et kvarter ankom en gruppetto med blandt andre løbets absolutte topsprinter, Fabio Jakobsen, til målet i Pasadena. Bare 5 minutter tidligere havde en anden gruppe med sprinterne Rick Zabel og Max Walscheid nået Los Angeles-forstaden, og det afslører, at afslutningen på årets udgave af det californiske etapeløb havde været alt andet end den procession, som løbets førende, Tadej Pogacar, havde håbet på,

Sloveneren havde imidlertid nok luret, at han ikke ville få sejren foræret. Det var nemlig ikke svært at se, at det sprinterløse EF-mandskab, der var løbets i særklasse stærkeste, og som havde Sergio Higuita på den samlede 2. plads, ikke havde meget at miste ved at forsøge at isolere den stakkels slovener, der var omgivet af et decimeret og klatresvagt UAE-hold, også selvom det krævede en vis optimisme at tro, at de lyserøde amerikanere faktisk ville kunne fravriste Pogacar den trøje, Tejay van Garderen havde båret indtil fredag. Det var derfor også helt efter manuskriptet, da amerikanerne på etapens svære stigninger midtvejs sendte Lachlan Morton til fronten og lod den formstærke australier sætte et så brutalt tempo, at gruppen lynhurtigt var renset for sprintere og havde efterladt den slovenske førstemand i en udsat position.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Allerede på det tidspunkt havde Pogacar og UAE endda fået deres sag for. Ikke helt uventet havde den altid aggressive udbryderkonge Maximilian Schachmann sneget sig med i det stærke udbrud, der kørte væk efter en hård start på etapen, og derfor var den første del af etapen gået med at forsøge ikke at bringe situationen ud af kontrol og give tyskeren mulighed for at løbe med det hele. Derfor så det kortvarigt en anelse kritisk ud for Pogacar, der uden hjælp fra holdkammerater var sårbar over for alle de glubske rivaler, der sad omkring ham.

Ganske overraskende blev situationen bare ikke udnyttet. Morten og EF valgte aldrig at gå i angreb, men i stedet tilsyneladende at forsøge af slide Pogacar ned - en mission, der naturligvis var dømt til at mislykkes i terræn, der trods alt ikke var Californiens vanskeligste. Havde det ikke været for George Bennett, der aldrig er bange for at tage en risiko, var Pogacar derfor aldrig for alvor blevet testet. Det lykkedes ellers for newzealænderen sammen med Higuita at køre væk kort inden toppen på den sidste stigning, men da Tejay van Garderen og Rigoberto Uran af helt uransagelige årsager valgte at pace Pogacar tilbage til deres kaptajn, kunne roen atter genoprettes. Og i stedet for at forsøge at angribe sloveneren på skift på den efterfølgende nedkørsel - den strategi, der ellers på genial vis havde sendt van Garderen i gult på 2. etape - valgte amerikanerne helt uforståeligt i stedet af hjælpe Pogacar med at neutralisere Schachmann-faren og køre det tidlige udbrud ind.

Til slut var det i stedet Kasper Asgreen, der i denne uge ikke blot har beriget os med sin fantastiske kørsel, men også med sit initiativ og sin angrebslyst, som sammen med Bennett var den eneste, der havde modet til at udfordre Pogacar. Det gjorde han med en flot offensiv, der kortvarigt sendte ham i en spændende position, hvor han sammen med Davide Ballerini, Remi Cavagna, Lennard Hofstede og den uopslidelige Schachmann måske kunne have narret Pogacar og EF.

Desværre skulle det vise sig, at stigningerne trods alt kom for langt til mål, og at EFs manglende angrebslyst ikke skabte den situation, der for alvor kunne have været farlig. Bag de fem forreste og favoritgruppen, havde de fleste sprintere nemlig samlet sig i et stort felt, og da Ineos var på revanchejagt efter det styrt, der sendte Gianni Moscon til tælling, og stadig havde Kristoffer Halvorsen med i gruppen, stod det hurtigt klart, at det alligevel ville blive en dag for sprinterne, i hvert fald de hårdføre af slagsen. Som man ofte ser det, opstod der en naturlig alliance mellem Pogacar, hvis trøje var truet af Asgreen, og de mange sprintere, der drømte om en etapesejr i den klatresvage Jakobsens fravær, og derfor endte den yderst underholdende etape alligevel i et opgør mellem de hurtige folk, selvom det blot var sket én gang tidligere ved de fore forrige besøg i Pasadena.

Den gav til gengæld et yderst interessant resultat, der til fulde understregede min pointe fra i går, nemlig ar Tour of California er talenternes legeplads. Med en overlegen og meget kraftfuld spurt blev Cees Bol nemlig den sjette unge etapevinder i det syv dage lange løb, der således gav etapesejre til to nyprofessionelle, to ryttere, der er i deres anden sæson på højeste niveau, og to ryttere, for hvem dette er den tredje sæson på WorldTouren, samt naturligvis den næsten obligatoriske sejr til Peter Sagan. Dertil kom, at podiet med Pogacar, Higuita og Asgreen udgøres af ryttere med mellem 5 og 13 måneders erfaring på højeste niveau, og at point- og bjergtrøjen blev vundet af de to 24-årige Asgreen og Davide Ballerini. Det kan godt være, at det californiske løb altid har haft et godt ry som et udstillingsvindue for unge ryttere, men i år var det mere tydeligt end nogensinde.

Det blev altså Bol, der rundede det hele af med en sejr, og det burde i den grad være lidt af en øjenåbner for hans Sunweb-mandskab. Hidtil har den lovende hollænder, der allerede sidste år med et af topplaceringer i store belgiske 1.1-løb havde vist sig som et af sportens mest interessante unge talenter, nemlig haft en helt fast rolle som lead-out man for Max Walscheid, som han har fulgt i tykt og tyndt. Med tanke på den hurtighed, den store tysker har vist i særligt i 2018, var det naturligvis også en naturlig prioritering, men nu må det være tid til at give Bol lidt mere frihed. Mens tyskeren har haft en svær sæson, har Bol nemlig imponeret stort, og da han i nat i tunge Walscheids fravær fik sin blot anden chance for faktisk at køre sin egen spurt, gjorde han præcis det, han også gjorde, da han første gang fik en mulighed i Nokere Koerse i marts, nemlig at vinde.

Med andre ord har Bol foreløbig en succesrate på 100%, og foreløbig har han altså ved hver eneste lejlighed omsat en kaptajnrolle til en sejr. Naturligvis er sejrene kommet i hårde løb, hvor han har kunnet bruge sine evner som holdbar klassikerrytter - spurten i Nokere Koerse går som bekendt op ad Nokereberg, og dagens etape var som sagt alt andet end let - men når man betænker, hvor suveræn han var i gårsdagens ret stærkt besatte sprinterfelt, er det måske på tide at give Bol lidt flere chancer for at vise os det potentiale, der også gjorde det muligt for ham at sidde med i første gruppe i sidevinden i Gent-Wevelgem, hvor flere af verdens allerstørste klassikerspecialister ellers var faldet fra.

Dagens største taber var nok Jasper Philipsen. Den unge belgier har i år vist en imponerende topfart, og i fraværet af rene sprintere som Jakobsen og Walscheid, lignede han en af de absolut hurtigste i den gruppe, der havde overlevet stigningerne. Desværre havde han og resten af UAE-holdet været i arbejdstøjet tidligt på etapen, hvor Schachmann havde sat Pogacars førertrøje under pres, og derfor var det ikke en frisk Philipsen, der fik lov at forsøge at forbedre den 2. plads, han allerede havde sikret sig i onsdags. Alligevel lykkedes det ham trods en alt andet end optimal position at blive nr. 3, og det må naturligvis give et par søvnløse nætter for belgieren at tænke på, at hans holdforpligtelser meget vel kan have kostet ham hans anden sejr på WorldTouren i det, der ellers har været en helt fantastisk første sæson på højeste niveau.

På den måde hjalp Schachmann faktisk Peter Sagan, der således fik tyskerens bidrag til at slide en af slovakkens værste rivaler ned. Alligevel var det ikke nok til, at løbets største stjerne kunne sikre sig mere end en 2. plads, og selvom det naturligvis er et fint resultat, må man også i al ærlighed indrømme, at Sagan i sin normale forfatning burde havde vundet en spurt som denne, hvor modstanden begrænset, og de mindre holdbare folk burde være trætte. Dermed blev spurten blot endnu en understregning af, at slovakken bestemt ikke har kurs mod en genfødsel efter det forfærdelige forår, og efter et løb, hvor han særligt virkede svag i den ellers for ham så perfekte spurt på 4. etape, må det konstateres, at der ligger mange timers hårdt arbejde frem mod Tour de Suisse, hvis Sagan skal gøre sig håb om at finde den form, han endnu slet ikke har fundet i et skuffende 2019.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det bedste bevis på trængslerne er vel, at årets udgave blev dem blot tredje siden debuten i 2010, hvor slovakken ikke vandt pointtrøjen, og modsat i 2018, hvor den meget sprintervenlige rute gjorde det næsten umuligt, kom nederlaget i år på en rute, hvor en Sagan i storform burde have kunnet køre med om sejren på seks af de syv etaper, men hvor han endte med blot at være konkurrencedygtig i de tre letteste.

Dagens positive overraskelse var Phil Bauhaus, der ellers har ry for som Jakobsen og Walscheid at være alt andet end en letvægter, men som med flot kørsel bekræftede de positive klatretakter, han allerede viste i Catalonien. Ligesom i Spanien kostede bakkerne for meget til, at han kunne fremvise sin sædvanlige hurtighed, og dermed står han stadig på 0 sejre i sit første år som Bahrains store sprintersatsning, og sjovt nok ser det ud til, at den engang så lynhurtige tysker nu har omsat lidt af sin topfart til forøget klatrestyrke. Det er naturligvis meget fint på en etape som denne, men spørgsmålet er, om det er specielt gunstigt, hvis han skal tage de sejre, der i sidste ende skal fastholde hans rolle som en prioritet på det arabiske storhold, ikke mindst nu, hvor Ivan Garcia, der i dag som så ofte før fik åbnet sin spurt alt, alt for tidligt, har vist, at han i hvert fald også fortjener en opbakning på de hårde dage.

Etapen gav også næsten en meget tiltrængt sejr til Dimension Data, da det faktisk var Ben King, som med et flot lead-out kortvarigt så ud til, at han kunne føre Reinardt van Rensburg først over stregen. I sidste ende viste det sig dog at være for tidlig en forcering, og meget symptomatisk for sydafrikanernes trængsler endte det, der ellers så lovende ud, men at van Rensburg end ikke kunne klemme sig ind i top 10. Heller ikke Halvorsen, der ellers havde imponeret ved at klare bakkerne, kunne tilbagebetale sit Ineos-hold for det store arbejde, der vel var hovedforklaringen på, at vi overhovedet fik en massespurt, og ligesom flere andre af de hurtige folk betalte han tilsyneladende prisen for, at det ikke havde været den nemme dag, mange havde håbet. Trængslerne havde til gengæld givet endnu en mulighed til loyale Maximiliano Richeze, der med en fin 5. plads fik vist, at han altid er garant for et resultat, når han en sjælden gang for en mulighed for at søge sin egen chance.

Til gengæld endte etapen som endnu en skuffelse for Nacer Bouhanni og John Degenkolb, der sammen med Sagan var de meste etablerede navne blandt dem, der skulle spurte om sejren. Særligt for Bouhanni må 14. pladsen være frustrerende, for med sin flotte spurt på 4. etape og sin fantastiske kørsel på 5. etape, hvor han var en af få sprintere, der overlevede den stejle mur, har han i det californiske vist en storform, der tyder på, at helbredsproblemerne er lagt til side, og at han har kurs mod den rolle som Cofidis’ Tour-sprinter, han rettelig også bør have. Til gengæld har ugen også igen understreget, at han slet ikke har den næse for positionering, der tidligere ellers var hans stærkeste våben, og da han i dette løb befandt sig på et hold, der bestod af hele fem klatrere, bør læren være, at Cofidis nok igen skal give deres største navn en mere helhjertet støtte, hvis de skal have noget ud af den fine form, han i øjeblikket viser.

Omvendt er det for Degenkolb, der kan rejse hjem fra Californien med endnu en nedtur i den lange række, der har været temaet for hele Treks forår. Der var kortvarige opblomstringer med 2. pladserne i Gent-Wevelgem og Frankfurt, men i denne uge har Degenkolb igen været helt ude af billedet på en kuperet rute, der ellers burde være perfekt for en holdbar sprinter som ham. Og da Richie Porte trods en betydelig fremgang stadig er en skygge af den rytter, der normalt ville vinde et etapeløb som dette med det ene ben bundet fast til styret, fortsætter Treks trængsler i en sæson, der foreløbig har været til rotterne.

Det har det til gengæld ikke for UAE. Med denne uges sejr til Pogacar har araberne til fulde bekræftet, at de endelig er ved at få det fulde udbytte, at de mange oliemillioner, der forud for den forfærdelige 2018-sæson blev hældt i det ambitiøse foretagende. Alexander Kristoff har haft sit bedste forår i mange år og ligner igen antydningen af det altædende monster, han var i 2015, Fernando Gaviria og Valerio Conti har allerede sikret, at Giroen bliver en succes, unge Jasper Philipsen lagde benhårdt ud med at vinde på WorldTouren, og Pogacar har nu efter mindre end fem måneder som professionel allerede vundet to etapeløb, herunder et på WorldTouren.

Og i dag viste han igen den kølighed og modenhed, som jeg også fremhævede i går, da han forholdt sig helt roligt og aldrig gik i panik, da først Schachmann og siden EF forsøgte at bringe ham ud af fatning. Måske endte det hele i en på papiret uskyldig massespurt, men også på denne sidste etape, hvor han modstod de storstilede, men fejlslagne angreb, viste det slovenske fænomen, at han har alle de fysiske og mentale egenskaber, der skal til for at blive en af sportens giganter.