Tour of California-analyse: He's back!

Kan I huske 2015-sæsonen? Det var dengang Peter Sagan oplevede sin hidtil eneste større krise i en ellers succesrig karriere, da han efter en skuffende Tour i 2014, hvor han ikke vandt en etape, oplevede et rædselsfuldt efterår, der kun blev værre efter skiftet til Tinkoff, hvor han aldrig fandt formen i løbet af foråret. Det førte til interne spændinger på det russiske hold, og det hele kulminerede, da den mildt sat udiplomatiske holdejer Oleg Tinkov i al offentlighed anmodede sin slovakiske superstjerne om at gå ned i løn.

Men så skete der et eller andet. Af en eller anden grund har der altid været en helt særlig forbindelse med Sagan og Tour of California, hvor han siden debuten i 2010 har været den altdominerende skikkelse med indtil i går hele 16 etapesejre. I det forår for fire år siden havde turen over Atlanten igen en helt magisk virkning på slovakken, der levede den vel nok største sensation i løbets historie ved efter aflysningen af den ene af to bjergetaper at tage en chokerende samlet sejr efter en knivskarp duel med Julian Alaphilippe. Ikke blot var sejren spektakulær, fordi den blev opnået via bonussekunder på den sidste sprinteretape, den var også imponerende, fordi Sagan på utrolig vis blev nr. 6 på løbets kongeetapen til Mount Baldy.

I år drømmer Sagan helt sikkert om en gentagelse. Naturligvis er det udelukket, at han løber med den samlede sejr, for den slags mirakler sker ikke mere end én gang, men Sagan håber, at det løb, der sammen med Tour de Suisse har været hans foretrukne legeplads, atter kan genrejse ham efter et forår, hvor intet gik efter planen. Naturligvis kan en 4. plads i Milano-Sanremo og en 5. plads i Paris-Roubaix gøre de fleste grønne af misundelse, men for Sagan var klassikersæsonen én lang nedtur, der på nærmest tragisk vis kulminerede, da en træt og udkørt Sagan blev sat som en af de første i både Amstel Gold Race og Fleche Wallonne.

Læs også

Valverde vinder igen

Måske har Sunny California igen haft den magiske effekt, som den også havde for fire år siden. I hvert fald fik Sagan i nat en flyvende start på sin 10. deltagelse i løbet, da han efter fem tidligere top 4-placeringer endelig vandt den flade og lynhurtige massespurt i Sacramento og dermed tog sin 17. etapesejr i løbet efter en 2018-udgave, hvor han for første gang nogensinde var kommet hjem fra USA uden en gevinst. Med vanlig sans for positionering lykkedes det den agile slovak at gøre alt rigtigt i en totalt kaotisk og rodet massespurt, og selvom man kan diskutere, om ikke det mere var hovedet end benene, der gav ham sejren, lykkedes det ham altså at vinde en af de hele rene spurter, hvor han normalt ellers har vanskeligt ved at matche de bedste.

Sagan var imidlertid heller ikke uheldig med sejren, for den skyldtes i høj grad Deceunincks helt igennem fejlslagne finale. Belgierne er kommet til USA med et tog, der er lysår foran rivalerne, og derfor lå det i kortene, at storholdet ville sætte sig tungt på den tekniske finale i den californiske hovedstad. Det gjorde de da, da Tim Declercq havde fået kørt det tidlige udbrud ind, og Kasper Asgreen, Zdenek Stybar og Michael Mørkøv skød frem på de sidste 5 km.

Problemet var bare, at de havde tabt deres sprinter og dagens store favorit, Fabio Jakobsen. Hollænderen havde tabt hjulet på sine holdkammerater, og mens Maximilano Richeze lod sig falde tilbage i et desperat forsøg på at finde sin kaptajn, fortsatte Asgreen og Stybar med at mose på helt uden blik for, at Jakobsen var forsvundet som dug for solen. Resultatet var, at farten var så opskruet, at den hurtige hollænder ikke havde en jordisk chance for at komme frem igen, og da Mørkøv endelig opdagede fadæsen, var det allerede for sent.

Da Stybar var færdig, skød Ineos nemlig frem i stedte og med Leonardo Basso og Owain Doull leverede de vel det bedste lead-out, Kristoffer Halvorsen har fået i sit halvandet på det britiske storhold. Desværre var nordmanden lige så uheldig eller udygtig som Jakobsen, for også han havde tabt sine holdkammerater, og han befandt sig derfor som sidste mand i den lille gruppe, der i den yderst kaotiske finale havde trukket sig fri.

Og hvem er det nu, der elsker kaos? Det er som bekendt Sagan, og derfor gav det næsten sig selv, at det var ham, der havde fundet Doulls baghjul. Med vanlig næse for at læse spurterne rigtigt sad slovakken præcis, hvor han skulle, og det endte derfor med, at de unge Ineos-løver afleverede en af deres værste rivaler helt perfekt. Den invitation skulle Sagan naturligvis ikke have to gange, og efter sit fornemme positioneringsarbejde kunne han med en ellers ikke alt for overbevisende spurt, bryde sin nærmest uhørt lange tørke i det amerikanske løb.

Sejren er ikke mindst vigtig, fordi presset på Sagan har været stort. I et generelt flot forår er han nærmest den eneste af holdets kaptajner, der ikke har præsteret over forventning, og mens hans sprinterkolleger Pascal Ackermann og Sam Bennett har vadet i sejre, havde holdet førstesprinter til Touren indtil i nat blot vundet en enkelt gang. Derfor var det et vigtigt signal at sende, at han bare få timer efter Ackermanns suveræne Giro-sejr i karrierens første grand tour-massespurt, kunne vise sine holdkammerater, at ”The Boss is back”.

Man skal imidlertid også huske at klappe hesten. Sagan vandt først og fremmest spurten på grund af det store kaos og Deceunincks mange fejltrin, og det var mere hans positionering end selve sprinten, der gjorde forskellen. Reelt kan vi således kun bruge etapens resultat til at konstatere, at Sagan stadig har sin løbsnæse intakt, men det siger meget lidt om hans fysiske formåen. Til gengæld er der ingen tvivl om, at sejren faldt på et tørt sted, og det er da også sjældent, at Sagan har virket så begejstret for at tage en af de sejre, der ellers tidligere er kommet næsten pr. automatik.

Dagens taber var naturligvis Jakobsen, som med det forsamlede Deceuninck-mandskab egentlig slet ikke burde kunne have undgået at vinde. Belgierne var da også ganske suveræne i finalen, men måske udviste den stadig urutinerede hollænder alligevel lidt sårbarhed efter et forår, hvor han ikke har været nem at bide skeer med. I hvert fald var det kun ham, der ikke kunne holde sig til toget, og selvom man kan bebrejde holdkammeraterne, at de ikke reagerede i tide, må Jakobsen naturligvis også påtage sig sin del af ansvaret. Særligt ærligt er det i lyset af en rute, der er hårdere end tidligere, og hvor det kun er på 4. etape, at han kan føle sig relativt sikker på, at han igen får chancen.

Dagens positive oplevelse var Travis McCabe. Den hurtige amerikaner har i nogle år været USA's bedste kontinentalsprinter, hvilket blev særligt tydeligt under sidste års Tour of Utah, hvor han var feltets hurtigste mand. Desværre har han haft det lidt svært i Tour of California, der er det helt store udstillingsvindue i USA, men i går gjorde han alt rigtigt i den kaotiske finale, hvor han ellers på det urutinerede amerikanske landshold var uden megen støtte. Han var således en af de få sprintere, der holdt sig til, da Deceuninck skruede op for gassen, og til sidst var han faktisk ikke langt fra at sikre sig den sejr, der for evigt vil udgøre højdepunktet i en karriere, der efterhånden har budt på ret mange sejre.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Til gengæld kan Max Walscheid ikke være helt tilfreds. Den store tysker kunne for en gangs skyld holde sig til sit tog, og det unge Sunweb-mandskab imponerede endda stort i finalen, hvor de var blandt de toneangivende. Det betød også, at den store tysker var på den rette side, da feltet knækkede, men da spurten blev åbnet, var han slet ikke så flyvende, da han sidste år på samme etape kørte en af 2018-sæsonens mest imponerende spurter. Ganske vist blev det til en 3. plads, men det står desværre mere og mere klart, at den ellers så lynhurtige tysker ikke har fundet den forrygende fart, han ellers periodevist har haft i de sidste to sæsoner.

Sammen med Jakobsen er det Halvorsen, der har mest grund til at ærgre sig. Den unge nordmand gik nemlig glip af sit livs chance for at tage en WorldTour-sejr, for havde han blot holdt Doulls hjul til sidst, havde han formentlig vundet etapen. I hvert fald kørte han en ganske fin spurt, men da han sad for langt bag Sagan, blev det kun til en 4. plads. I lyset af den store chance må det være en stor skuffelse, men set i et større perspektiv er det opløftende, at han i 2019 med stor regularitet har leveret topresultater i massespurterne.

For alle de øvrige sprintere endte dagen i skuffelse. Alle blev de nemlig fanget bag splittet, og derfor var de henvist til at spurte om 7. pladsen. Her tankede John Degenkolb lidt selvtillid ved at vise sig som hurtigste mand i en spurt, der ellers ikke passede ham, og efter 2. pladsen i Frankfurt må det være tilfredsstillende, at han her kunne slå på papiret hurtigere folk som Phil Bauhaus, Jasper Philipsen og Danny Van Poppel, der alle missede en god chance i den hektiske finale. Især Bauhaus må være frustreret over, at det trods et godt tog heller ikke her lykkedes ham at tilbagebetale Bahrain for tilliden på en etape, hvor han ellers havde gode muligheder for at vise sin gamle hurtighed.

For løbets gamle topsprintere, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish, blev etapen en nedtur. Bouhanni, der netop er kommet tilbage efter sygdom, måtte igen sande, at han fuldstændig har mistet sin gamle næse for at positionere sig, og Cavendish måtte efter nedturen i Yorkshire atter sande, at den kortvarige opblomstring i Tyrkiet var en ultrakort fornøjelse. Formentlig kan de kun håbe måske at få chancen igen på onsdag, og derfor ser det heller ikke ud til, at det bliver i USA, at de får karrieren tilbage på sporet.

For klassementsrytterne handlede det naturligvis bare om overlevelse, men det lykkedes ikke alle at komme helskindet igennem. Højst overraskende lykkedes det den ellers formstærke Felix Grossschartner at tabe 11 sekunder til rivalerne, og det samme var tilfældet for klatrerne Kristijan Durasek, Louis Meintjes, Darwin Atapuma og Matteo Fabbro. Dermed har de alle et lille handicap, og selvom det ikke er meget, kan det blive helt afgørende i et løb, der kun byder på en enkelt rigtig klassementsetape.

Et lidt klarere billede af favoritternes form får vi i aften/nat, når rytterne kastes ud i den første bjergetape. Ganske vist kommer udfordringerne for langt fra mål til at kunne bruges offensivt, men den lille rampe op til mål vil helt sikkert give os en fornemmelse af, hvem der har taget den gode form med sig til USA. Og normalt vil Sagan også elske en afslutning som denne, og derfor vil bakken i South Lake Tahoe give den første virkelige indikation på, om eksverdensmesteren vitterligt er tilbage. I dag gav hans hoved og positionering ham en yderst lovende start. Hvis han også vinder 2. etape, kan vi definitivt konstatere, at kongen af Californien endelig er tilbage!