Tour of California-analyse: Initiativ belønner sig

Cykelsporten er ikke altid retfærdig. Det er således ganske almindeligt, at de hold, der igennem et helt løb har ført an i feltet i håb om en etapesejr, slutteligt må se sig slået af en rytter fra et mandskab, der ikke rørte en finger hele dagen. Den arbejdsindsats, der ligger til grund for en sejr, er i hvert fald ofte vidt forskellig, og der er meget stor forskel på den arbejdsiver, de forskellige hold udviser. Det er således velkendt, at Deceuninck-Quick Step sjældent forspilder en chance for at påtage sig et ansvar, hvis blot de lurer den mindste chance for en sejr, mens et hold som Mitchelton-Scott omvendt er notorisk berygtede for deres manglende vilje til at påtage sig det ansvar, mange mener må være deres.

I det lys var det herligt at se, hvordan Bahrain-Merida i nat fik løn som fortjent, da Ivan Garcia på fornem vis tog en længe ventet første professionel sejr i den knaldhårde og spændende finale på 5. etape af Tour of California. Mange var nemlig nok forbløffede over, at det netop var det arabiske mandskab sammen med Tejay van Garderens førende EF-tropper tog ansvar for at kontrollere det store og ganske stærke udbrud, der med blandt andre Peter Sagan i gruppen meget let kunne have fået lov at køre om etapesejren. Det krævede ikke mange blik på Bahrains trup at indse, at det måtte handle om chancerne for netop Garcia, men i lyset af at den talentfulde spanier endnu havde sin første gevinst til gode, og at finalen med den lille mur i udkanten af Ventura meget vel kunne have vist sig for hård, var mange nok alligevel forundrede over, at araberne stod for at indhente udbruddet på den næsten 220 km lange etape.

Ikke desto mindre viste de deres talentfulde sprinter den rette tillid, og den var han helt voksen til at løfte. Da røgen havde lagt sig efter en hektisk finale, hvor først Zdenek Stybar havde forsøgt at køre alene hjem, og senere George Bennett og Sergio Higuita havde sat et seriøst angreb ind på klassementet, lykkedes det nemlig til slut at skabe samling, så 24 ryttere skulle spurte om sejren. Og da blikket gled hen over gruppen, stod det klart, at stigningen slet ikke havde gjort det forskel, man kunne have ventet, da først Maximiliano Richezes argentinske mestertrøje, siden Garcias store skikkelse og til slut også den lille, kompakte Nacer Bouhanni kom til syne. Dermed stod det klart, at der næppe ville blive mange bonussekunder at slås om i klassementet, for etapen havde ikke budt på den selektion, hurtige folk som Maximilian Schachmann, Kasper Asgreen, Sergio Higuita og Gianni Moscon kunne have håbet på.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I det interne opgør mellem gruppens tre sprintere var Garcia imidlertid den lille. Selvom han ikke er den samme som tidligere, er Bouhanni nemlig en af sportens mest dekorerede topsprintere, og selvom han i dag mest er lead-out man, har Richeze trods alt ikke færre end 16 sejre på cv’et. Til sammenligning stod Garcias høst indtil i nat stadig på 0, og derfor var det langt fra givet, at det ville være ham, der ville komme først over stregen.

Det gjorde han imidlertid, og dermed bekræftede han det enorme potentiale, han første gang viste for en bredere offentlighed, da han nærmest sensationelt som sprinter i sin allerførste grand tour under Vueltaen i 2017 var meget tæt på at vinde 19. etapes knaldhårde udbrudsetape. Selv i dag har han sikkert søvnløse nætter over, at han ikke holdt hovedet lidt mere koldt og udnyttede den fantastiske chance, han havde for at spurte sig til sejr på sin hjemmebane, men det skulle alligevel være et varsel om, at et nyt, for Spanien lidt atypisk talent var født. Også sidste år imponerede han i Vueltaen med nogle imponerende udbrudsforsøg i bjergene, ligesom han særligt i dette forår gav prøver på talentet i brostensklassikerne, men indtil i nat havde han altså endnu ikke vundet. Nok er han hurtig, men der er mange, der er hurtigere end ham, og trods sin holdbarhed har han altid skullet spurte mod bedre sprintere.

Sådan så det altså ud til at være i nat, men denne gang var det Garcia, der blev den store og således endegyldigt cementerede, at Bahrain godt kan vise ham tillid i det omfang, de gjorde i nat. Samtidig er hans stjerne på holdet nok heller ikke blevet mindre af, at hans sejr indbragte lidt tiltrængt succes til et mandskab, der har haft en katastrofal sæsonstart. I et år, hvor end ikke sejrsmaskinen Rohan Dennis har kunnet vinde enkeltstarter, var det således indtil i nat blot blevet til en spurtsejr med Sonny Colbrelli i Oman samt Jan Tratniks flotte prologsejr i Romandiet, og da hverken Colbrelli eller Dylan Teuns slog til i årets klassikere, er det et kriseramt arabisk mandskab, der nu kan håbe, at Garcia med sin sejr har igangsat et momentum, som Vincenzo Nibali kan bygge videre på i Touren.

For Richeze var etapen en stor frustration, for han havde mulighed for helt uventet at kunne tage Deceunincks fjerde etapesejr i træk - og det endda med fire forskellige ryttere. Det er ellers ikke tit, at argentineren, der måske er verdens bedste lead-out man, får sin chance, og normalt har han ellers en yderst imponerende evne til at gribe den, når den en sjælden gang byder sig. Det så vi, da han trods sin rolle som lead-out for Gaviria endte 2016-udgaven af Tour de Suisse med både etapesejr og pointtrøje, eller da han sidste år efter et tidligt styrt fra Gaviria vandt 1. etape af Tour of Turkey, ligesom han også har kapitaliseret på Gavirias uheld til at vinde en etape på hjemmebanen i San Juan i 2017. Nu om dage er det ellers ret sjældent, at vi ser, hvor godt en formstærk Richeze faktisk klatrer, men det blev vi mindet om i nat, hvor mange nok kunne have undt en af feltets mest loyale ryttere karrierens tredje sejr på WorldTouren.

Dagens helt store overraskelse var dog hverken Garcia eller Richeze. Det var derimod Bouhanni. Det er nu ikke ukendt, at franskmanden er en ganske glimrende klatrer - særligt hans 5. plads på 13. etape af 2014-udgaven af Vueltaen må stadig stå i frisk erindring hos mange - men efter et forår, hvor sygdom satte ham ud af spillet, og han i april vel nærmest lignede en mand på vej mod total deroute, da han udgik i Sarthe efter en skræmmende ringe præstation, var forventningerne til ham i dette løb vel mildt sagt beherskede. Da holdet meldte ud, at problemerne skyldtes magnesiummangel, var vi nok mange, der havde svært ved ikke at betragte det som en dårlig undskyldning, men noget kunne tyde på, at det måske alligevel var det, der var forklaringen på de mange trængsler. I hvert fald leverede Bouhanni i nat sin vel nok bedste klatrepræstation i mange, mange år, og selvom det må gøre ondt, at han fejlede så fælt i en spurt, han burde have vundet, må resultatet alligevel betragtes som en halv sejr. Med Christophe Laportes katastrofeforår in mente kan Bouhanni, som vi allerede nævnte i går, måske alligevel have kurs mod en rolle som Cofidis-sprinter i sommerens Tour de France.

Det er også værd at bemærke sig, at Joris Nieuwenhuis blev nr. 4. Den tidligere U23-verdensmester i cykelcross har eller sikke kørt meget på landevejen, men er i år blevet professionel hos Sunweb, hvor han først gjorde debut med en 20. plads i Eschborn-Frankfurt den 1. maj. I bare sin anden start for holdet var han altså i nat tæt på podiet et hårdt WorldTour-løb, og det borger for en vis kvalitet hos den lovende hollænder. Med tanke på det, vi har set fra andre cykelcrossryttere i de senere år, er han i hvert fald en fyr, der er værd at holde øje med.

For klassementsrytterne blev etapen ikke helt det, nogle havde håbet. Den varslede sidevind udeblev fuldstændigt, da det skulle vise sig, at rytterne var pakket inde af de mange californiske skove gennem hele etapen, og derfor endte det med, at etapen kunne koges ned til et sidste opgør på muren. Her var det som sagt Stybar, der iværksatte et stort forsøg på at vinde etapen, inden supertalentet Higuita atter bekræftede, at han er den næste colombianske topklatrer, da han blæste væk fra feltet i jagten på de bonussekunder, ventede på toppen. Den acceleration kunne kun Bennett, der lignede en mand i hopla, matche, men da Higuita naturligvis ikke kunne køre væk fra Tejay van Garderen sammen med en af de værste rivaler, måtte Bennett påtage sig alt arbejdet alene, og det var naturligvis umuligt i kamp mod den seksmandsgruppe med Gianni Moscon, Kasper Asgreen, Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner, Tadej Pogacar og Rigoberto Uran, der havde etableret sig bag dem. Kort efter kom også gruppen med van Garderen og Richie Porte tilbage, og dermed blev det kun de bonussekunder, som blev samlet op af blandt andre Asgreen, Bennett og ikke mindst Higuita, der med en 3. plads i spurten også bekræftede sin fantastiske hurtighed, gjorde forskelle på en etape, der i alt væsentligt blev neutraliseret.

Etapen gav alligevel visse svar. Særligt var det bemærkelsesværdigt, at 2017-vinderen Bennett var så overbevisende på en eksplosiv stigning, der bestemt ikke er hans kop te, og han ligner i den grad en mand, der er kommet til USA for at gentage triumfen fra for to år siden. Higuita fik også bevist, at EF så rigtigt ved at belønne hans flotte forår med en fremrykket kontrakt, så han kunne starte allerede i dette løb, men det betød til gengæld ikke, at alt var godt i EF-lejren. Uran, der normalt ellers er godt på disse bakker, kunne ikke holde hjul på Higuita og Bennett, og værre var det, at van Garderen tilsyneladende slet ikke kunne være med, og da Mount Baldy i forvejen lignede en svær udfordring for den ikke længere så klatrestærke amerikaner, ser hans gule trøje nu endnu mere truet ud, end den gjorde for 24 timer siden.

Desværre kunne det også se ud til, at Porte endnu ikke har genfundet sin bedste form efter sine mange sygdomsperioder, for normalt er den lille australier ganske god på bakker som disse. Han så i hvert fald ikke overbevisende ud i dagens finale, men det kan også have været en velkalkuleret indsats, hvor han i lyset af finalens trods alt ret lette karakter valgte at spare på kræfterne til i morgen. Om det er tilfældet ved vi ikke, men vi er meget, meget klogere, når røgen om 24 timer har lagt sig på Mount Baldy.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Her vil vi også så at se, hvor langt Kasper Asgreens klatreevner rækker. I dag viste han fin kørelyst ved at samle 3 sekunder op i den første spurt, og han viste atter sin styrke ved at være med i den seksmandsgruppe, der samledes bag Higuita og Bennett. Nu slutter festen imidlertid for den store dansker, der trods alt ikke kan køre lige op med de lette folk på Mount Baldy, men det skal blive ganske interessant at se, hvor langt frem på resultatlisten han kan få sin store krop. Og da både Jonas Gregaard og Jesper Hansen, der begge er rigtige klatrere, samtidig viser god form, kan det blive en ganske interessant nat set med danske øjne.

Det gør det ikke for Garcia. For den store spanier handler nattens etape bare om overlevelse, men mon ikke lidelserne bliver lidt mere udholdelige med tanke på, at han så fornemt tilbagebetalte sit hold for den tillid, de lidt overraskende viste ham på denne nats lange maraton. Han har i hvert fald utvivlsomt fået smag på mere, ikke mindst fordi også 7. etape kunne være en god etape for holdbare sprintere, og nu ved hans hold, at de kan stole på, at han kan levere. Det sker nemlig heldigvis af og til, at initiativ faktisk belønner sig.