Tour of Guangxi-analyse: Hvis bare det kun handlede om at spurte...

For uindviede, der kun følge cykelsporten i ny og næ og måske ser de sidste 10 km af sprinteretaperne under Touren, kan massespurter virker både kedelige og flygtige. Ved første øjekast handler det jo bare om at træde så hårdt, man kan, i de sidste sekunder af etapen. Den rytter, der er bedst til det, vil uundgåeligt krydse stregen først, og hurtigste mand vil derfor naturligt vinde.

Massespurter i landevejscykling er imidlertid ikke så enkle som et 100 m løb i atletik eller banecyklingens omgang på tid, der er en lidt mere ren - men dog ikke fuldstændig - udmåling af fart. Man skal ikke se mange cykelløb, før man forstår, at det at afslutte selve spurten ofte er den mindste del af det at krydse stregen først. Nok har det til tider set nærmest trivielt ud, når Mark Cavendish har vundet seks etaper i Touren, eller Alessandro Petacchi har vundet mageløse ni etaper i Giroen, men de resultater er langt fra kun udtryk for, at de begge var deres generations hurtigste afsluttere. Petacchi var kendt for at være en fabelagtig afslutter bag et Fasse Bortolo-tog, der bragte det at sætte en sprinter rigtigt op til en massespurt til et helt nyt niveau, og Cavendish var vidt berømt for sin fantastiske evne til at positionere sig og læse spurterne rigtigt, ligesom også han var bakket op af et til tider næsten usårligt tog.

Hvis bare massespurter alene havde handlet om fart, ville vi formentlig have talt meget mere om Dan McLay. Den relativt ukendte brite har nemlig gang på gang vist, at han har en enorm topfart. Det blev første gang tydeligt for et bredere publikum, da han i 2016 vandt sprinterløbet GP de Denain efter en nu verdensberømt spurt, hvor han på de sidste meter med kolossal fart zigzaggede sig gennem et mylder af sprintere, der ikke var i nærheden af at kunne måle sig med hans hastighed (se denne video). Dengang troede man, at det skulle blive den første af mange europæiske sejre (han havde et år tidligere vundet en massespurt i Tropicale Amissa Bongo i Afrika), og den antagelse blev bestyrket af, at han få uger senere tog endnu en spurt i GP de la Somme og blev nr. 3 bag Cavendish og Marcel Kittel i en massespurt i sit første Tour de France samme sommer.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det er nu mere end tre år siden, og derfor kan man undre sig over, at den sejr, han noget overraskende i dag opnåede i Tour of Guangxi, faktisk blot var den ottende i karrieren og den femte siden gennembruddet i 2016. Siden dengang er det blevet til beskedne sejr i Trofeo Palma - en sejr, der er berømt, fordi han endte dagen på hospitalet og ikke podiet som følge af et styrt efter målstregen - en spurtsejr i en lille gruppe i et regnvådt Tour de l’Eurometropole samt efter skiftet til EF i 2018 sejre i de relativt svagt besatte Circuit Cycliste Sarthe og tidligere i år i Herald Sun Tour, og McLay er blevet så anonym en sprinter, at han  sjældent nævnes som vinderkandidat, når han er til start i et større løb, ligesom hans hold også fuldstændig har opgivet at give ham den mindste støtte. McLay har da nu også taget konsekvensen af sine manglende resultater med et skifte ”hjem” til Arkea, hvor han næste år ventes at skulle være sidste mand i det tog, der er ved at blive bygget op om Nacer Bouhanni.

På baggrund af de manglende resultater kan man godt forstå, at EF har mistet tålmodigheden og i stedet har udset sig Kristoffer Halvorsen som deres fremtidige sprintersatsning. Man skal næppe være ualmindeligt overbærende, hvis man har skullet kunne blive ved med at støtte englænderen, når han gang på gang er endt uden for top 10 i de massespurter, hvor han har fået chancen. Således var dagens sejr blot hans femte top 10-resultat i år og hans 13. siden skiftet til EF for snart to år siden, og det er mildt sagt ikke noget stort udkomme på et hold, hvor han har været én af bare få sprintere, og hvor han stort set er blevet sendt til alle de ugelange etapeløb, hvor der har været relativt mange helt flade etaper.

Talentet og farten har imidlertid altid været det og er ikke meget mindre, end da han som ung blev nr. 3 bag giganterne Cavendish og Kittel i Touren. Det har han vist ved flere lejligheder, som da han i sidste års Polen Rundt i rollen som lead-out man for Sacha Modolo kørte så stærkt, at hverken hans egen kaptajn eller André Greipel, der forinden havde kørt nogle bragende spurter i Touren, ikke kunne gå forbi, og så det kun var et fabelagtigt lead-out af Michael Mørkøv, der gav sejren til Alvaro Hodeg og ikke ham. Og det viste han tidligere i år, da han blev nr. 4 på en etape i et Paris-Nice, hvor kraftig sidevind betød, at det blev den eneste spurt, den alt andet end holdbare brite fik mulighed for at køre.

Når det er blevet til så få sejre trods den åbenlyse fart, skyldes det netop, at spurter handler om meget mere at køre hurtigt på de sidste meter. Som Marcel Kittel særligt fik at føle i karrierens sidste år, kan man være nok så hurtig, hvis ikke man mestrer kunsten af kunne positionere sig, og positionskampen på de sidste meter er altid meget vigtigere end selve spurten. Det vil også Sam Bennett kunne bevidne, for selvom han i de første år af karrieren var stort set lige så hurtig, som han er i dag, er det først i de seneste tre sæsoner, hvor han har fået fod på positionskampen i et omfang, så han nu er en af verdens allerbedste i den disciplin, at han er blevet helt ustoppelig. Når Dylan Groenewegen ikke altid har været overlegen, skyldes det ikke mangel på fart, men derimod problemer med at holde fast i hjulet på sin lead-out man. Når Peter Sagan, Elia Viviani, og Alexander Kristoff har vundet flere spurter, end deres fart berettiger til, skyldes det i vidt omfang, at de har været bedre end de fleste i den hektiske slutfase. Og når Arnaud Demare i de senere år endelig er begyndt at vinde større massespurter, skyldes det, at FDJ med særligt Jacopo Guarnieri har fået opbygget et tog, der har mindsket betydningen af hans ringe positionering.

En god målestok for rytternes positioneringsevne er ofte antallet af top 10-placeringer, og derfor er det klart af ovenstående opregning af McLays resultater, at det er her, skoen har trykket. Det gjorde den også i Guangxi sidste år, hvor det i fire spurter blot blev til placeringer som nr. 8, 10, 18 og 28, selvom etaperne var lettere og mere enkle end i noget andet WorldTour-løb. Og også i går klemte skoen voldsomt på de stakkels tæer, da McLay atter blev fanget i spurtkaosset og på åbningsetapen end ikke kom i top 30.

Som jeg bemærkede i gårsdagens optakt, var der imidlertid håb om, at 2. etape kunne blive McLays. Her ventede nemlig en kort og let etape, der sluttede med en 2,3 km lang opløbsstrækning på en stor flersporet kinesisk hovedvej, som vi kender dem fra det hav af mindre etapeløb, som er skudt op i de senere år, og hvor rene sprintere som Jakub Mareczko, der med sine veldokumenterede positionerings- og klatreproblemer på mange måde er en italiensk pendant til McLay, har taget et hav af sejre. På en sådan etape er selv McLay-typerne friske til slut, og på så bred en vej er muligheden for at finde en åbning og lade farten tale større end i de kringlede finaler på smalle veje, som man ser det i de fleste europæiske løb.

Den profeti skulle vise sig at være mere sand, end jeg selv regnede med, da jeg skrev den. Nok var chancerne for et topresultat større end i snart sagt en hvilken som helst anden spurt, men at McLay ligefrem skulle kunne slå Pascal Ackermann på ren fart må være kommet bag på selv de mest optimistiske britiske fans. Ikke desto mindre viste McLay, som han også gjorde det i Polen sidste år, at han vitterligt er en af verdens hurtigste, når han kommer frisk frem til en målstreg, hvor han uhindret kan få lov at køre en spurt. I dag mindede McLay hele cykelverdenen om hans fabelagtige sejr i Denain for tre år siden, og at det altså kunne være værd for et mere dedikeret sprinterhold at forsøge at opbygge et tog om ham i stedet for som Arkea at henvise ham til et lead-out-job, som han med sin enorme fart og svage positionering slet ikke synes at være prototypen på at kunne udfylde. Heldigvis kom sejren på rette tid, for ikke blot fik han sagt fint farvel til EF, han fik også vist sit nye hold, at Bouhannis nye tog måske en gang eller to i den første del af året også skal arbejde for McLay, der lige nu faktisk ligner en mere lovende vindertype end franskmanden, der ikke har kørt én eneste god massespurt siden sejren i Vueltaen for nu mere end et år siden.

Sjovt nok kom McLays sejr på en dag, hvor vi samtidig blev mindet om, hvor ens han og Mareczko er. I gårsdagens optakt pegede jeg nemlig også på den polskfødte italiener, som har taget ikke færre end 31 større sejre i disse lette kinesiske massespurter, som en rytter, der kunne udnytte finalens enkle karakter til at tage et sjældent topresultat. Sandt er det da også, at Mareczko nok engang kom flyvende i forrygende fart på de sidste meter, men modsat McLay kunne han end ikke komme fri i denne meget lidt kringlede finale. Nok engang startede han sin spurt så langt tilbage, at han kun på de sidste meter fik sneget sig ind i top 10, og dermed blev han nok engang billedet på, at heller ikke McLay vil kunne vise sig sikker på resultater, hvis blot han fik bygget et tog op omkring sig. Det har Mareczko nemlig haft gennem hele året på CCC, og alligevel har han ikke været i nærheden af et resultat. Faktisk led han i dag den tort at se holdets anden sprinter, Jonas Koch, som er kendt for alt andet end topfart udnytte sin bedre positioneringsevne til at blive nr. 4, selvom han af indlysende grunde aldrig ville kunne en ren massespurt som denne.

For Pascal Ackermann blev det til endnu et kapitel til det, der vel efterhånden kan blive til en hel bog om hans dårlige oplevelser i Kina. Således var dagens 2. plads den femte ud af otte mulige i de to år, han har kørt løbet i Kina, og dermed synes han at være blevet ramt af noget, der minder om en kinesisk forbandelse. Igen i dag viste han ellers sine fremragende evner i positionskampen, da han trods et stort kaos på den sidste kilometer kunne starte sin spurt fra en noget nær ideel position, men for anden dag i træk var der en mand, der var hurtigere. Nok blev han presset mod barrieren af Phil Bauhaus, der helt korrekt blev deklasseret for slet ikke at holde sin bane, men da Ackermann end ikke syntes at miste et tråd som følge af bataljen, er det svært at bruge det som en reel undskyldning for et nederlag, der var ganske klart. Heldigvis kan Ackermann håbe på i hvert fald to muligheder de to sidste dage, og han har da i det mindste førertrøjen som en slags trøst, selvom det af indlysende årsager ikke er en gevinst, der varer mange dage endnu.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Netop Bauhaus ligner en mand, der kan tage på vinterferie med en endnu dårligere smag i munden end Ackermann. Tyskeren lignede ellers en mand, der var på vej tilbage på sporet efter nogle ret lovende spurter i BinckBank Tour, der meget passende for temaet for denne analyse blev ødelagt af ringe positionering. Positioneringsproblemer har han til gengæld slet ikke haft i dette løb, hvor han har gjort det flot på de sidste kilometer, men til gengæld har hans fart været yderst skuffende. I går kunne han fra en god position end ikke gå forbi Matteo Trentin, som ellers ingenlunde er en mand til lette sprinteretaper, og i dag gled han baglæns med en skræmmende hast, da han åbnede en lang spurt fra front. Det var bestemt ikke det udkomme, Bauhaus havde ventet af et løb, der lignede en stor chance for at bringe karrieren tilbage på ret køl efter et ikke alt for opløftende år.

Helt omvendt er det med Trentin. Italieneren kom ellers til løbet med noget, der lignede ikkeeksisterende ambitioner, men modsat holdets oprindelige meldinger har han blandet sig i massespurter, der slet ikke passede ham, og her er han trods en åbenlys mangel på fart nu to gange blevet en imponerende nr.3. Det skyldes i høj grad et imponerende Mitchelton-tog, der som et af de få har kunnet sætte sig igennem i finaler, hvor de brede veje har gjort det svært at holde fronten, og med udsigt til at han måske kan vinde morgendagens 3. etape, kan man slet ikke længere afvise, at han kan begrænse sit tab på kongeetapen så meget, at bonussekunder kan bringe ham til tops i klassementet. Det kræver dog, at han har holdt træningen ved lige siden VM, og det kan man nok betvivle, hvis man betænker, at løbet i Yorkshire endte som karrierens største skuffelse.

For Fernando Gaviria blev etapen en brat opvågnen efter gårsdagens succes, og endnu et vidnesbyrd om, at der altså er sket et eller andet med hans engang så fine positionering. Nok engang lykkedes det ham slet ikke at komme frem i feltet, og selvom han kom med fin fart til sidst, var han aldrig i nærheden af at kunne vinde. Med tanke på, at han i går viste, at farten stadig er intakt, kan man således ikke undervurdere betydningen af det kommende års genforening med Maximiliano Richeze, der kan være den nøgle, som forvandler sekundære placeringer til de mange sejre, hans åbenlyse fart rækker til.

Den fart har John Degenkolb ikke haft i mange år, og derfor er det også lidt af et mysterium, at Trek valgte at lade Matteo Moschetti køre lead-out for tyskeren, når nu den langt hurtigere italiener i går havde vist så fin en fart. Præcis som i Tour de Pologne kunne tyskeren da heller ikke omsætte det fine tog til andet end en sekundær placering, selvom Trek ligesom Mitchelton var et af de få hold, der kunne sætte sig igennem i finalen. På den anden side kan man kun rose Trek for ikke at skele til Degenkolbs holdskifte - noget Ineos kunne lære lidt af, efter at de igen i dag smed et resultat væk ved at køre en 16. plads hjem til Chris Lawless i stedet for at støtte den langt hurtigere Halvorsen, der er på vej til EF.

Derudover bekræftede spurten det billede, vi allerede kendte. Timothy Dupont er vitterligt træt efter en lang sæson og har ikke længere den samme fine fart, han har haft i et imponerende efterår, og Max Kanter må efter et helt år, hvor skader har forhindret ham i at spurte, indse, at han stadig mangler en del på dette niveau. Riccardo Minalis vidt berømte positioneringsproblemer er ikke blevet bedre af et svært år på Israel Cycling Academy, der ikke har kunnet give ham megen støtte. Derimod viste Davide Ballerini ligesom Koch og Trentin, hvordan man med god positionering kan lever et godt resultat, selvom farten slet ikke rækker til lette sprinteretaper som disse.

Den slags ryttere kan til gengæld glæde sig over, at det bliver hårdere fra nu af. Allerede i morgen venter en ny rundstrækning, hvis hårdhed kan være temmelig svær at vurdere, men som ligger godt til afsluttere, der kan klatre. Efter søndagens kongeetape venter så den velkendte 5. etape, der plejer at ende i en reduceret massespurt, hvor netop Trentin sidste år sejrede. Og når de rene sprintere endelig kan komme til fadet igen på sidste etape, venter en hel anden slags finale med et sving umiddelbart inden stregen, hvor positionering atter vil blive en nøglekomponent mere end blot topfart.

Og så vil McLay nok atter blive mindet om, hvorfor han kun har taget 8 sejre, når nu han har så åbenlys en topfart. Massespurter handler nemlig om noget om andet og mere end bare at være hurtig. Det ved briten mere om end de fleste.