Tour of Turkey-analyse: Vinos store sko

Kan I huske tilbage til 2012? Det var dengang et næsten sørgende Kasakhstan måtte sige farvel til en af landets store folkehelte, da Alexandre Vinokourov tog sin afsked på den smukkest tænkelige maner ved at erobre OL-guld i London. Det efterlod imidlertid den ellers så fremadstormende kasakhiske cykelsport i lidt af et tomrum, for selvom man på ryggen af Vinkourovs popularitet havde fået etableret et af verdens førende cykelhold, Astana, med landets gasmillioner i ryggen var der et gabende hul på ryttersiden, da man efter Andrey Kashechkins alt andet end glorværdige exit fra den store scene var helt uden en arvtager til kong Vino.

Det varede imidlertid blot mindre end to måneder. Allerede i september blev Kasakhstan atter hensat i cykelekstase, da en unge Alexey Lutsenko bragede ind på scene ved at spurte sig til en U23-sejr ved VM, hvor han i en spurt på toppen af Cauberg slog hurtige folk som Bryan Coquard og Tom Van Asbroeck. Med ét så det igen ud til, at den stolte nation alligevel havde en lys fremtid.

Om det var forventningspresset, skal vi lade være usagt, men Lutsenko havde i de første år svært ved at leve op til den status, han lynhurtigt fik i hjemlandet og på Astana, der allerede fra 2013-sæsonen hentede deres guldfugl til holdet. Det er nu heller ikke let at skulle leve op til Kong Vinos arv, men desværre kan man efter de første seks år som professionel konstatere, at Lutsenko aldrig bliver den stjerne, hans berømte landsmand var.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Alligevel er det ikke bare nationaliteten, der gør, at Lutsenko helt tydeligt har en særstatus på holdet. Når den kasakhiske mester rammer sin bedste form, er han nemlig en fabelagtig og brølstærk cykelrytter. På sine store dage kan han være næsten ustoppelig, og der er ikke mange, der kan prale af at have taget udbrudssejr i tre af sportens største løb, Vuelta a Espana, Tour de Suisse og Paris-Nice. Alle triumfer er blevet opnået på etaper, hvor Lutsenko har været i stand til næsten at køre sine rivaler midt over.

Desværre hører de præstationer til undtagelsen. Langt oftere har Lutsenko leveret skuffende præstationer, og det er snarere hans manglende stabilitet og alt for mange udfald end et lavt topniveau, der betyder, at han ”kun” har 16 sejre på sit cv. Især har det været frustrerende at se, at han aldrig har været i stand til at slå til i de klassikere, han ellers burde være skabt til.

I de sidste måneder har det imidlertid været klart, at Lutsenko har været i en af sine gode perioder. Året startede ellers med de velkendte udsving. Han lagde ud so lyn og torden, da han med en samlet sejr i Tour of Oman, hvor al logik ellers tilsagde, at Green Mountain ville være for svær en udfordring for en stor fyr som ham, og det skabte igen så kolossale forventninger til de store endagsløb. Klassikerne endte imidlertid igen som et brag af en nedtur, og det samme gjorde Giroen, hvor han slet ikke var i stand til hverken at udnytte den frihed, han som kasak altid har, eller hjælpe Miguel Angel Lopez meget undervejs.

Lidt overraskende har Lutsenko i efteråret valgt at satse alt på Asian Games, og derfor har han ikke kørt meget i Europa. Ganske vist viste han sin klasse ved at være en af de få, der faktisk kunne slå Bahrain og Givanni Visconti og erobre en etapesejr i Østrig Rundt, men derudover har alt været rettet mod begivenheden i Indonesien, hvor han da også gjorde rent bord med sejr både på enkeltstarten og i linjeløbet.

De triumfer skal man trods alt ikke lægge meget i, men det var hans VM, der for alvor viste, at der var noget i gærde. Kasakken kørte sig nemlig til en fremragende 13. plads på enkeltstarten - en disciplin, han siden sejren i Danmark Rundt for mange år siden slet ikke har brilleret i - og han gjorde det bedre end ventet på den knaldhårde bjergrute i linjeløbet. Dermed var det da også klart, at Lutsenko var klar til at gå efter noget stort i denne uges Tour of Turkey, hvor han står med chancen for at slå en smuk sløjfe ved at vinde årets sidste etapeløb, nøjagtigt som han vandt det første i Oman.

I går viste Lutsenko sig klar til opgaven, da han med relativ lethed lukkede hullet til Nicolas Roche og Diego Ulissi i deres angreb på sidste stigning. Det var imidlertid på dagens kongeetape til Selcuk, at den helt store test skulle bestås, for kunne han virkelig køre op mod den forsvarende vinder, Diego Ulissi, i en finale, der var skabt til den eksplosive italiener?

På forhånd kunne man have sin tvivl. Lutsenko er nemlig langt fra ren klatrer, og man kunne frygte, at den 5 km lange stigning trods alt ville være for hård for en stor fyr som ham. Alt fik imidlertid hans vej. En uventet modvind betød, at Selcuk-etapen endte som lidt af en fuser, der slet ikke stod mål med det show, vi tidligere har oplevet på rampen på den tyrkiske vestkyst. Tværtimod endte det hele i en tam afføre, hvor ingen kunne gøre den store forskel, og hurtigt måtte de alle indstille sig på det næsten absurde scenarium, at det skulle afgøres i en slags massespurt på toppen.

Det bekom naturligvis Lutsenko vel. Hvor et knaldhårdt udskilningsløb, kunne have været lidt for skrap kost, var en spurt perfekt for en mand, der er kendt som en glimrende puncheur. Under hele opkørslen lignede han da også en mand med overskud og tro på sig selv, og da Ulissi til slut åbnede spurten i et forsøg på at gentage sidste års magtdemonstration, måtte han se den hvide kasakhiske mestertrøje glide forbi og snyde ham for årets anden WorldTour-sejr.

Mens Lutsenko således med sin sejr fik bekræftet, at der fortsat er håb for den kasakhiske guldfugl, endte det hele som endnu en nedtur for Ulissi, der fortsætter sit fald fra stjernerne. Manden, der som dobbelt juniorverdensmester, lignede fremtiden helt store stjerne, da han blev professionel, men sådan er det aldrig gået. Ganske vist har han et cv, som de fleste misunder ham, men de store klassikersejre, som han var spået til, er det aldrig blevet til. Tværtimod har han i de senere år kunnet se sig selv glide længere og længere ned ad rangstigen, så han i år end ikke kunne finde plads på det italienske VM-hold, og efter i dag at være blevet sat til vægs o et løb, han ret beset burde vinde, kan vi konstatere, at det i år kun var i Tour de Suisse, at vi så glimt af den gamle Ulissi.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Langt større tilfredshed har Eduard Prades grund til at have. Ganske vist kunne han til slut ikke matche de to mere etablerede WorldTour-ryttere, men at slutte sæsonen af med en tredjeplads i et WorldTour-løb er en fantastisk kroning af et år, der også har budt på samlet sejr i Tour of Norway og en andenplads bag Greb Van Avermaet i Tour of Norway. Det er helt utroligt at tænke på, at han for et år siden blev vejet og fundet for let af Caja Rural, der nok i dag fortryder, at det ikke er dem, der med hans puncheuregenskaber kunne have vist sig så flot frem på den store scene. Det bliver spændende at følge fortsættelsen i de kommende år.

Det gør det også for James Knox. Den unge brite havde ellers lidt svært ved at slå til i det første halve år på Quick-Step, hvor han lignede en af de få nyprofessionelle, der faktisk havde problemer på den belgiske talentmaskine. Heldigvis har det ændret sig igennem et efterår, hvor han har kørt på et konstant tårnhøjt niveau. I dag var det bestemt ikke til hans fordel, at det endte i en spurt, og man kan kun spekulere over, hvad det var blevet til, hvis det faktisk var blevet hårdt. Og så kan ærgre sig over den skødesløshed på 1. etape, der som følge af et tidstab nu koster ham en samlet 4. plads i et etapeløb på sportens fineste kalender.

Nicolas Roche var en anden taber som følge af den passive kørsel. Ireren bekræftede med sin forcering på den sidste kilometer den gode form, han allerede viste i finalen i går, men i en spurt havde han aldrig en chance mod de mere eksplosive ryttere. Alligevel har han grund til at glæde sig over dette løb, der igen har vist, at Roche i september og oktober fortsat er en sand specialist i at sikre resultater, selvom 2018-sæsonen desværre har været den, der definitivt har streget ham fra listen over topryttere i de helt store løb.

Tour of Turkey har altid været talenternes holdeplads, og derfor var det kun passende, at nogle af de unge kometer viste sig flot frem. Det gjaldt naturligvis i særlig grad Knox, men også Matteo Fabbro, der ellers har skuffet ganske meget i sin første sæson som professionel, var med sit sene angreb helt tydeligvis en af de ryttere, der kunne have håbet på mere, hvis løbet havde været hårdere. Også lottokuponen Ruben Guerreiro, der ellers har været meget svingende i sin første tid som professionel, fik med en 6. plads vist, at der kan være håb om fremgang, når han næste pr slutter sig til Fabbro på Katusha. Til gengæld endte etapen som en stor nedtur for feltets måske største klatretalent, Mark Padun, der spillede med musklerne på den nedre del, men ender et generelt skuffende efterår med endnu en præstation under sit ellers tårnhøje niveau.

Der var også en række mere etablerede ryttere, der kunne være opmuntrede. Det gælder især Nathan Haas og Fabio Felline. Ganske vist var deres resultater ikke just spektakulære, men for ryttere, der har været igennem nogle meget svære sygdomsperioder skal man ikke undervurdere betydningen af, at de kan gå på vinterferie med bevidstheden om, at de i det mindst fortsat er konkurrencedygtige. Begge har tidligere vist, at deres potentiale er enormt, men en hel serie af helbredsproblemer har betydet, at de aldrig har indfriet det til fulde. Forhåbentlig er der ny lys for enden af tunnelen.

Det er der i hvert for Lutsenko, der nu står på tærsklen til karrierens første etapeløbssejr på WorldTouren. Selvom der resterer to dage, burde han ikke kunne trues. Den potentielle sidevind i morgen er ikke et problem for en tilsyneladende meget formstærk Lutsenko, og han kan med sin nuværende form endda køre med om sejren på bakken i Istanbul på søndag. Særligt i Tyrkiet skal man altid være på vagt for løse hunde - bare spørg Davide Rebellin, der for et par år siden mistede en podieplads som følge af en firbenet ven i Istanbul - men uden uheld burde årets næstsidste WorldTour-løb ende med kasakhisk sejr. Måske er det et varsel om, at han næste år kan komme lidt tættere på at udfylde de store sko, som Vino efterlod for seks år siden.