Tour of Turkey-analyse: Boras og Bennetts store dilemma

Det må have været frustrerende at være Sam Bennett de seneste måneder. I Giroen, hvor den stærke irer viste sig som feltets klart hurtigste, også hurtigere end den ellers så dominerende Elia Viviani, havde han ellers etableret sig som en af feltets allerbedste sprintere, og vi var vel en hel cykelverden, der bare ventede på at se ham tage kampen op mod især Dylan Groenewegen og Fernando Gaviria. Som vi beskrev i går, blev han imidlertid som altid i løbet af sommeren og det tidlige efterår ramt at sygdom, og derfor kunne han kun fra distancen se til, mens hans position på Bora-mandskabet kom under pres.

Egentlig er det helt urimeligt, at man i cykelsporten har så kort hukommelse. Bennett havde nemlig i Giroen gjort sig fortjent til det helt store gennembrud og en ledende rolle på Bora, hvor han dog fortsat skulle leve med at stå i skyggen af Peter Sagan. Alligevel var det som om, at han hurtigt fremstod som den lille i det interne Bora-hierarki, da kometen Pascal Ackermann i løbet af en sand drømmeperiode i  juli, august og september kom på alles løber, og mens Bennett kæmpede for blot at stille til start i sine planlagte løb, bragede den tyske mester med et hav af sejre mod toppen af den internationale sprinterscene.

Derfor har Bennett også været under pres, mens han har kæmpet for at komme tilbage på sporet. I år var det ingen sag at bede opkomlingen Ackermann indrette sig under holdets to bedste sprintere, men så nemt bliver det ikke i fremtiden. Tværtimod står tyskerne med et sandt luksusproblem, hvor der naturligvis ikke hersker tvivl om Sagans status som førstemand i de løb, han udser sig, men hvor der i den grad kan blive kamp om at få chancen i Giroen og Vueltaen for holdets to øvrige hurtige folk.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Problemet er, at det kan blive svært at holde på dem alle tre i længden. Sagan har netop skrevet en langtidskontrakt, der betyder, at hans rolle som førstemand i Touren er cementeret. Dermed kan Ackermann og Bennett kun blive, hvis de er interesserede i at droppe verdens største cykelløb samt at kæmpe med hinanden om krummerne efter den tidligere verdensmester. Det kan blive svært at stille dem begge tilfredse, men samtidig vil det gøre ufatteligt ondt på ledelsen at måtte slippe blot den ene af de to.

Sagen er nemlig, at der knytter sig noget specielt til dem begge. Ackermann er en af de mest lovende tyskere, og det siger sig selv, at et tysk hold vil gøre alt for at holde ham i deres rækker. På den anden side er Bennett hjemmeavl, der netop under Ralph Denks vinder har vokset sig til en af verdens supersprintere, og det fremgår tydeligt, at han spiller en særlig rolle for ledelsen. Derfor gør det særligt ondt, at man kan blive tvunget til at skulle vælge.

I lyset af den skærpede interne konkurrence har Bennett også været under særligt pres forud for denne uges løb i Tyrkiet. Efter fire måneder helt uden resultater har det været vigtigt for ham i disse dage at vise, at man i den kommende sæsonplanlægning også skal tilgodese ham. Sidste år dominerede han som bekendt totalt med fire ud af seks etapesejre, og denne gang var der en kærkommen chance for igen i Tyrkiet at sikre sig det bedste afsæt for den kommende vinterperiode.

Der var udsigt til et brag af et opgør med Gaviria, men efter dennes exit har alt været lagt til rette for mere totaldominans af Bennett, der allerede på 1. etape viste sig som feltets klart hurtigste. I går cementerede han sin status, da han med tilsyneladende lethed gik forbi Alvaro Hodeg til sidst, og derfor har han stadig mulighed for at gentage sidste års fire triumfer, selvom der ikke længere er plads til smuttere som på 1. etape.

Som vi skrev i går, har Bennett lignede en mand, der ligesom sidste år for alvor har fundet formen helt ud af det blå til sæsonafslutningen. Det blev bekræftet, da han i dag gentog succesen efter endnu en overbevisende præstation. Gennem hele sæsonen har Bennett vist, at han ha ropnået en hdtil uset holdbarhed - især imponerede han, da han på den berømte regnvejrsetape i Giroen, som han vandt efter en lang vanvidsspurt, endda selv angreb på stigningerne til sidst - og de evner gjorde han igen brug af i dag, da han for anden gang i træk sejrede i den hårde finale i Marmaris.

Bennett lignede en mand i totalt overskud på stigningen, hvor Astana, UAE og Katusha ellers gjorde deres bedste for at komme af med den irske storfavorit. Faktisk var han aldrig ude af top 20, heller ikke da klassementsrytterne testede benene nær toppen, og da først han rundede toppen med de første, så udfaldet ud til at være givet. Igen håndterede han nemlig positionskampen sublimt, da han hurtigt indså, a Quick-Step atter var holdet at følge, og da Zdenek Stybar igen viste, at belgierne er fremragende til at sætte deres sprintere op, havde Bennett helt på egen fundet det hjul, alle ville have: Maximilano Richezes.

For en gangs skyld så det imidlertid ud til, at Bennett blev en anelse overmodig. Da Stybar begyndte at tabe fart, valgte han nemlig at åbne en meget lang spurt. Det var lige ved at koste ham sejren, for modst på de foregående etaper måtte han denne gang se sig truet. Richeze, der ellers i de seneste to sæsoner  slet ikke har spurtet så godt som tidligere, selvom han har etableret sig som verdens bedste lead-out man, rejste sig nemlig på fremragende vis og var ganske tæt på til allersidst at sikre sig en uventet anden sejr i et løb, hvor han blot var tiltænkt rollen som tredjeviolin.

Det viser igen, at Quick-Step har en fantastisk evne til at være konkurrencedygtige med snart sagt alle deres ryttere, selv når de er uden deres største stjerner. I dag var Richeze nemlig også kun plan B, men som ventet blev han hurtigt placeret i en kaptajnrolle. Helt som ventet viste finalen sig nemlig at være for hård for Alvaro Hodeg, der nok har vist sig som en af de meste lovende sprintere, men som har en del at arbejde med, hvis han med den meget begrænsede holdbarhed skal udvikle sig til at være den vindermaskine, han drømmer om.

John Degenkolb spurtede sig til en tredjeplads og fik dermed endelig vist sig lidt frem i et løb, hvor han var tiltænkt en rolle som en af de store stjerner. Det er kommet frem, at en lille forkølelse har været forklaringen på den tamme start, og i det lys er det lovende at se en vis fremgang. På den anden side viste dagens spurt også, at det næppe bliver til tysk sejr i en af de klassiske massespurter. I stedet må han drømme om at kunne sætte sig igennem på brostensbakken i Istanbul, der burde ligge til højrebenet for klassikerstjernen, der trods en generel fremgang stadig jagter det niveau, han havde inden sit grimme styrt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det var opløftende at se, at flere hold forsøgte at true Bennett. Katusha med Nathan Haas og Astana med Alexey Lutsenko var begge meget aktive, men helt som i foregående udgaver viste den sidste stigning sig ikke at være hård nok til at kunne skabe megen udskilning. Det lykkedes ganske vist at sætte Edward Theuns, der i dag blot fik gravet sit hul endnu dybere, da han ikke kunne sidde med de bedste, og mere klassiske sprintere som Hodeg, Brenton Jones, Christophe Noppe, Alexander Porsev og Luca Pacioni til vægs, men det lå i kortene, at klassikerfyre som dem trods alt ville komme til kort.

Det var til gengæld en stor chance for både Simone Consonni og Ivan Garcia, der begge satte deres hold til at jagte hele dagen. Skæbnen var imidlertid grum for den stakkels Consonni, der som følge af en punktering aldrig fik mulighed for at se, om han kunne have truet til Bennett. Den chance fik Garcia, der igen imponerede som en af de klart stærkeste på stigningen, men som atter måtte indse, at hans topfart ikke rækker til at true de bedste.

Etapen gav også de første små svar på, hvem der kan blande sig på morgendagens kongeetape. Her var det især Nicolas Roche, der viste sig overraskende stærk på den sidste stigning, hvor han i den grad bragte Diego Ulissi i vanskeligheder med sin stærke forcering. Det lykkedes akkurat for den forsvarende vinder at genvinde kontakten, ligesom også den meget formstærke og ambitiøse Alexey Lutsenko fik kontakt, men det er i første omgang Roche, der altid er flyvende i sæsonens sidste del, som efter en skuffende sæson kunne tage et stik hjem inden morgendagens afgørende slag.

Man skal dog passe på med at drage alt for skråsikre konklusioner. Mange har nemlig også været pinligt bevidste om, at chancen for at køre hjem var meget lille, og derfor er der helt sikkert en del, der har undladt at bruge mange kræfter. Vi så i hvert fald, at Kristijan Durasek, Mauro Finetto, Ruben Guerreiro, James Knox og Mark Padun alle så ganske komfortable ud bag de tre forreste, og det er derfor fortsat helt åbent, hvem der vil vise sig stærkest, når det i morgen formentlig er tid til at finde ud af, hvem der skal vinde det tyrkiske løb, når det går løs på Selcuk-stigningen.

I mellemtiden må Sam Bennett træde lidt i baggrunden. Han er ganske vist vant til at være manden i centrum i det tyrkiske løb, men sådan bliver det ikke i morgen. Her må han overlade showet til det lettere kavaleri, men det betyder ikke, at han er færdig endnu. Drømmen er stadig at gentage sidste års fire sejre, og det kræver, at han slår til på de sidste to etaper. Der skal jo præsteres, hvis man skal forsvare sin plads i det stadig mere tætpakkede sprinterfelt hos Bora.