Tour of Turkey-analyse: Den irske løgnhals

Det er ikke nogen hemmelighed, at Sam Bennett har kæmpet lidt med selvtilliden og med at overbevise sig selv om, at han vitterligt er en af feltets supersprintere. Han har i hvert fald ofte talt om, hvordan han har brug for med jævne mellemrum at sejre, og at blot en lille tørkeperiode hurtigt kan få ham til at tvivle. Derfor har det netop for ham været særligt vigtigt at finde en form for stabilitet, der ellers i den grad manglede i den tidlige del af karrieren, og det er måske i høj grad den sneboldeffekt og deraf følgende voksende tro på sig selv, der i de seneste par år har ført ham det sidste skridt ind i verdenseliten.

Måske var det også det, der var på spil i går. Efter at han ellers med vanlig autoritet havde sikret sig sin 8. etapesejr i det tyrkiske etapeløb ved at vise opkomlingen Fabio Jakobsen, at han altså fortsat mangler lidt for at kunne slå de allerhurtigste, nedspillede han nemlig igen forventningerne til sig selv. Denne gang var det manglende form efter en længere pause, der havde fået ham til at tvivle på egne evner, og derfor virkede han oprigtigt overrasket over, at det faktisk var lykkedes ham at vinde med det, der lignede en vis lethed i løbets første massespurt.

På den baggrund lød Bennett bestemt ikke som en mand, der troede på et trøjeforsvar på dagens 2. etape. Den sluttede nemlig på en bakke, der ganske vist under normale omstændigheder ikke burde være for svær for ireren, som særligt i sidste års Giro dokumenterede, at han klatrer langt bedre end hovedparten af feltets øvrige supersprintere. Bennett gjorde det imidlertid klart, at han vist havde ladet formen dykke lidt mere, end godt var, og han lignede en mand, der primært var kommet til Tyrkiet for at vinde løbets to massespurter.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Efter dagens etape er der imidlertid god grund til at slette det vinderinterview fra diverse arkiver. Det kan nemlig karakteriseres som i bedste fald misvisende og værste fald decideret vildledende, og selvom den altid ydmyge Bennett virkede ganske oprigtig i sin vurdering af sin form, fortjener han vist alligevel prædikatet løgnhals. Da det i dag gik løs i finalen på den lille bakke, der helt som spået slet ikke var så hård, som profilen kunne indikere, var der nemlig ingen, der var blot i nærheden af at kunne true den suveræne irer.

Det så ellers længe ud til, at det var en helt andet Bora-rytter, der skulle løbe med sejren. Lukas Pöstlberger var nemlig lige ved at gentage sin genialitet fra 1. etape af Giroen i 2017, da han udnyttede en smule stilstand i favoritgruppen, da de nåede det lille plateau, der ledte frem til den sidste rampe. I et felt, hvor kaptajnerne alle syntes isolerede, fik han nemlig lynhurtigt opbygget sig et forspring, som længe truede med at sende sejren til Østrig.

Det bragte naturligvis Bennett i en lidt penibel situation, for kunne han vitterligt tillade sig at åbne en spurt, når holdkammeraten havde kurs mod sejr? Det stod imidlertid hurtigt klart, at Pöstlbergers ben blev tunge som bly, da han ramte den sidste lille, ganske stejle rampe op mod mål. Det var signalet for Bennett til at åbne for gassen, og herfra tog han en sejr, der var så knusende overlegen, at der ville være registreret en tidsforskel ned til nr. 2, hvis ikke han havde indledt sin fejring så tidligt.

Sejren vidner atter om, at Bennett har mestret den svære kunst både at udvikle sin hurtighed og at genfinde den holdbarhed, der faktisk var hans varemærke i U23-karrieren, hvor han var kendt som meget mere end bare en sprinter. Sjovt nok var det faktisk først, da han forud for 2017-sæsonen besluttede sig for igen at gå væk fra rollen som en mere klassisk sprinter, at han også begyndte at vinde massespurter på højeste niveau. Dermed har han fået i både pose og sæk og er nu en af de sprintere, der kan begå sig i det bredeste spektrum af finaler.

Sejren blev ikke mindre imponerende af, at finalen faktisk gjorde det af med andre holdbare sprinter. Den næstbedste var højst overraskende Christophe Noppe, der tog en uventet 12. plads, mens bakkespecialisten Juan Jose Lobato med en 16. plads ikke var med helt i front, men dog endelig viste lidt form. Længere tilbage sad en af dagens favoritter Simone Consonni på en beskeden 18. plads, fire placeringer foran den ellers ret tunge Eduard Grosu, der ligesom Noppe overraskede positivt. Til gengæld skuffede folk som Ryan Gibbons, Jon Aberasturi og Enrique Sanz, der ellers alle har denne type spurter som deres speciale, men som slet ikke var i nærheden af at matche de bedste.

I front var der heller ingen spor af Caleb Ewan, men i lyset af det chok, han havde gennemlevet bare en times tid tidligere, var hans 44. plads nok alligevel nærmest en lettelse. Kortvarigt så det nemlig ud til, at hans Giro-deltagelse kunne være i fare, da han blev siddende på asfalten efter et grimt styrt. Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at han med en bandage om håndleddet kunne køre videre, men desværre kostede det ham det nødvendige overskud til også at gøre sig gældende i finalen. Det må utvivlsomt være frustrerende for den lille australier, der efter en lidt tam start for Lotto i den grad har brug for at få styrket en sejrskonto, der foreløbig kun tæller én officielt UCI-sejr, og dagens etape var formentlig hans bedste mulighed for at kunne drage til Italien med en frisk triumf i bagagen. I lyset af de dramatiske konsekvenser, han kunne have måttet imødese, slap han nådigt, men det tyrkiske eventyr bliver nu ikke længere nødvendigvis det, han havde håbet, selvom han - hvis håndleddet har det bedre - burde have fine chancer på især 4. og 6. etape.

De generelle vanskeligheder for sprinterne betød også, at det i stedet især var klassementsrytterne, der boltrede sig i front, og list overraskende opstod der faktisk ganske store huller til sidst. Tv-billederne dokumenterer det ikke, men en stor del af forklaringen på de mange forskelle er et styrt, der i finalen bidrog til at splitte feltet. Det involverede desværre en af løbets helt store favoritter, den spanske veteran Raul Alarcon, der efter flere år med fremragende resultater i både Spanien og Portugal, her har fået sin store chance for at vise sine evner i et WorldTour-løb. Heldigvis har han som følge af uheldet fået noteret samme tid som mange af de øvrige favoritter, herunder W52-holdets plan B, Ricardo Mestre, men det udestår stadig at finde ud af, om han er for forslået til at spille den ventede hovedrolle senere i løbet.

Derudover var det som ventet de mere eksplosive folk, der var med i front. Mest tilfreds kan Felix Grossschartner være, efter at han med en flot spurt ikke blot sikrede Bora en dobbeltsejr, men også kunne sætte seks bonussekunder ind på kontoen. Om han er for tung til Kartepe-stigningen på lørdag, har vi stadig til gode at se, men dagens resultat viser i hvert fald, at han er kommet til Tyrkiet med god form. Ligeledes var det forventeligt at se de hurtige UAE-klatrere Jan Polanc og Valerio Conti helt fremme samt de to puncheurs Mauro Finetto og Valerio Conti, ligesom også halvhurtige Merhawi Kudus kunne sætte list sekunder på kontoen i forhold til flere af rivalerne. Til gengæld var der et lille tidstab til to af løbets øvrige favoritter, Ben O’Connor, der ikke overraskende led lidt i den eksploisve finale, samt Remco Evenepoel.

Netop Evenepoel må leve med, at han som en forventet kommende superstjerne, tiltrækker sig enorm opmærksomhed, og derfor bliver hver en meter af hans kørsel gransket ekstra tæt. Mange belgiske medier vil da helt sikkert også bemærke, at det belgiske fænomen stadig har en del af lære, hvad taktik angår. I hvert fald lignede det ikke verdens klogeste beslutning at være så aktiv i en finale, hvor han alligevel ikke havde de store chancer, og hvor hans store aktivitet formentlig var hovedforklaringen på det lille tidstab. På den anden side har han ikke haft mange muligheder for at lære blot det mindste om taktik og økonomisk kørsel i en juniortid, hvor han som regel tilbragte alle løbene helt alene langt foran feltet

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Forhåbentlig holder han lidt mere igen, når det helt store slag om den samlede sejr skal slås på lørdag, for han får brug for alle kræfter, hvis han skal sejre på toppen af den modbydelige stejle Kartepe-stigning. Indtil da må han leve med, at al opmærksomhed formentlig vil være rettet mod Bennett, der med den præstation, han i dag leverede, reelt kan drømme om at vinde fem af de seks etaper. Den næste chance kommer allerede torsdag, hvor han igen skal finde de mere klassiske sprinterben frem. Nu ved vi i hvert fald, at der intet er i vejen med formen, og at man aldrig skal stole på, hvad der kommer ud af munden på den irske løgnhals.