Tour of Turkey-analyse: Næste stop Giroen

Nogle gange får man lyst til at gentage sig selv. Det er i hvert fald ganske nærliggende efter dagens flotte afslutning på Tour of Turkey, hvor Caleb Ewan atter viste, at han efterhånden har udviklet sig til en decideret specialist i puncheurfinaler. Det er således bare 2 dage siden, at jeg i min analyse af 4. etape, hvor han med en bragende flot spurt atter havde konfirmeret sine evner som sprinter på en bakke, opridsede, hvordan han i nu snart to år har haft det overordentligt svært i klassiske massespurter, men til gengæld er begyndt at excellere i de hårdere afslutninger. Således var fredagens sejr hans anden i år, og begge var de opnået i vanskelige finaler, mens hans seneste massespurtssejr på WorldTouren daterer sig helt tilbage til d. 1. august 2017.

På den baggrund kan det ikke undre, at han naturligvis så visse muligheder i dagens etape. Den sluttede nemlig med den nu efterhånden helt klassiske afslutning i Istanbul, hvor en skarp lille brostensbakke leder op til en flad finale, hvor vi nu i de seneste fire udgaver har været vidner til et spændende opgør mellem de stærke sprintere og puncheurtyper. Med tanke på den power, han havde vist både i forbindelse med sejren på Hatta Dam i Emiraterne samt senest i Bursa i fredags, lignede det derfor en god afslutning for australieren, der endda havde fået tanket masser af selvtillid med den nylige triumf.

Der var bare ét problem. Finalen i Istanbul er mere end noget andet kendt for sin kringlede natur, hvor positionen i bunden af den lille rampe er mere afgørende end benene. Derfor kunne man frygte, at det, der i år har været den største udfordring for Ewan, nemlig positionskampen og et relativt svagt hold, igen ville koste dyrt, for man kunne med nogen ret betvivle, om det ville lykkes det bare fem mand store Lotto-hold at matche de langt mere robuste tog fra Bora og ikke mindst Deceuninck.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I det hektiske indløb mod bakken gik alt da også, som man kunne have ventet. Bora og Deceuninck kæmpede om pladserne forrest, og der var ikke umiddelbart spor efter de rød-hvide Lotto-trøjer. Ikke overraskende var det i stedet de blåklædte Deceuninck-drenge, der satte sig igennem frem mod bakken, og det var Michael Mørkøv, der som første mand guidede Maximiliano Richeze og Fabio Jakobsen ind på bakken.

Desværre for belgierne havde Sam Bennett endnu engang dokumenteret sine evner i positionskampen, da ireren vandt kampen om Jakobsens baghjul. Derfor lignede det også det totale deja-vu af sidste års udgave af etapen, da Bora-sprinterne prompte reagerede på Jakobsens forsøg på at åbne et hul, som Richeze kunne udnytte. Som det skete i oktober, åbnede Bennett nemlig for gassen og blæste forbi den stillestående argentiner, og da han rundede toppen, lignede det en gentagelse af den solosejr, han havde taget bare for et halvt år siden.

Men pludselig var han der, ham den lille australier. Da Jakobsen rundede toppe, sad Ewan limet til hans baghjul, og dermed havde han altså alligevel trods den begrænsede støtte fundet vej igennem kaos og klistret sig fast til hollænderen. Herfra viste han, at det ikke blot er benene, der er gode, men at også hovedet er ganske godt udrustet. Han gjorde nemlig alt rigtigt, da han først lod Jakobsen føre i jagten på Bennett, inden han med en fornem acceleration sprang op til sidste års sejrherre, netop som hollænderen begyndte at tabe fart. Derefter var det hans gode tekniske evner, der sendte ham forbi den irske rival, og da han først havde slået hullet inden opløbet, var det en smal sag at gøre arbejdet færdigt.

Dermed endte et løb, der ellers startede så trist med nogle fejlslagne massespurter og et styrt på 2. etape, pludselig som en sand jubeloplevelse for Ewan, der nu kan rejse til Giroen med en vis tro på, at han nok skal være konkurrencedygtig. Han har stadig til gode at vise, at han kan være en trussel mod Viviani, Gaviria og co. i de italienske massespurter, men bliver terrænet lidt hårdere, har han nu i tre omgange dokumenteret, at han i den grad skal tages seriøst. Samtidig fik han sat to vigtige sejre ind på kontoen, og betydningen af det kan ikke undervurderes. Ewan bliver nemlig betalt for at levere de triumfer, som Greipel tidligere var garant for, og det har i den grad knebet i årets første måneder. Nu har han imidlertid tre sejre i bogen, og dermed kan også hans holdkammerater drage til Italien med bevidstheden om, at der er grund til at give sig 100% for deres nye kaptajn.

For Bennett endte løbet ikke som den store jubeloplevelse, han havde drømt om. Efter fire sejre i 2017 og tre triumfer i 2017 må han denne gang rejse hjem med ”beskedne” to streger i bogen, men måske kunne det have været anderledes, hvis ikke han havde en grim oplevelse i bagagen. I første omgang så det ellers ud til, at han ganske enkelt havde overvurderet egne evner, da Ewan med lethed gled fra ham i de sidste sving, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. I stedet var han ganske enkelt for forsigtig i den tekniske finale, og det er måske ikke så mærkeligt, når man erindrer, at samme Bennett for to år siden smed en sikker sejr væk ved netop at skride ud i sidste sving. Det kunne således sagtens være endt med fire etapesejre til det succesrige tyske mandskab, for Bennett fik i hvert fald endnu engang bevist, at også han er blevet specialist i disse hårde afslutninger.

Bora har nu ikke nået at klage over. Efter jubeloplevelsen i Baskerlandet kan de rejse hjem med tre etapesejre, en pointtrøje og ikke mindst deres allerførste triumf i et WorldTour-etapeløb. Med en 8. plads på dagens etape viste Felix Grossschartner nemlig, at han er en meget alsidig rytter, der også mestrer denne type afslutninger, og han kan se tilbage på et løb, hvor han er den helt fortjente triumfator. Ganske vist er der tale om sæsonens klart svagest besatte WorldTour-løb, men det skal ikke tage noget fra det østrigske talent, der endnu engang beviser, at Bora har en ganske lovende og bred palet af interessante klatrere.

Deceuninck kan også rejse hjem med en vis tilfredshed. Ganske vist blev det denne gang blot til en enkelt etapesejr, men der er masser af positive ting at tage med hjem for holdets unge kaptajner. Jakobsen fik vist, at han har topfarten til at slå en supersprinter som Bennett, og i dag viste han, at han efterhånden har en holdbarhed, der også gør ham konkurrencedygtig i sværere finaler. Dertil skal lægges, at Remco Evenepoel med gårsdagens 4. plads fik dokumenteret, at han vitterligt er noget ganske, ganske særligt, og derfor må den tyrkiske mission siges at have været særdeles vellykket for det belgiske storhold, der her atter har vist, at deres talentmasse er yderst lovende.

Til gengæld var løbet en lidt frustrerende oplevelse for Simone Consonni. Den lille italiener måtte igen i dag tage til takke med en 4. plads, selvom Juan Sebastian Molano ellers førte ham fornemt frem inden bakken. Desværre må han sande, at han sit store talent til trods også i de lidt hårdere finaler, som ellers er hans speciale, bare mangler de sidste procent for at matche de bedste. De kan heldigvis komme endnu for den ganske spændende og lovende Consonni, men denne uge har i hvert faldt vist, at der er plads til mere forbedring.

Etapen blev derudover blot en bekræftelse på det, vi allerede vidste. Det var de hårdføre sprintere, der leverede varen på en dag, hvor vi også havde Jon Aberasturi, Enrique Sanz og Christophe Noppe i top 10. Til gengæld var der ingen spor af Juan Jose Lobato, der ellers i fredags viste, at han som bakkesprinter stadig er sublim, men igen i dag måtte han indse, at der er én væsentlig grund til, at han stadig har relativt få sejre. I positionskampen forsvandt han nemlig som så ofte før, og i stedet blev det derfor op til unge Imerio Cima med en 9. plads at bekræfte, at han altså også er en ganske lovende sprinter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lidt længere tilbage finder vi på en 19. plads Mark Cavendish. Det er måske ikke i sig selv noget stort resultat, men han er formentlig en af de mest tilfredse ryttere i feltet. For få dage siden lignede han en mand med kurs mod et tidligt karrierestop, men i de seneste fire dage har han vist, at han stadig er konkurrencedygtig. I torsdags spurtede han sig til en fin 3. plads, og i dag viste han så, at han også har genvundet lidt holdbarhed. Naturligvis er han ikke, som da han i 2015 blev nr. 2 på samme etape, men han er heldigvis i en helt anden forfatning, end da han udgik af Paris-Nice for et par uger siden.

Det var til gengæld også det eneste lyspunkt for Dimension Data, hvis klassementshåb, Ben O’Connor, fejlede totalt. I stedet blev det altså Grosschartner, der kunne hyldes på podiet som vinder af et løb, der som så ofte før blev talenternes legeplads. Ud over ham og Evenepoel fik Merhawi Kudus dokumenteret, at han er kommet tilbage på rette spor efter skiftet til Astana, og Valerio Conti leverede sit livs klatrepræstation efter nogle år med stilstand. Ligeledes genrejste den ellers så fortabte Jhonatan Restrepo sig med en fornem 7. plads, og Jan Polanc fortsatte sin genopstandelse med en 6. plads som opfølgning på en flot sæsonstart.

For klatrerne blev resultaterne imidlertid alle opnået i et relativt svagt besat felt. Næste skridt er for dem alle at bevise, at de også kan omsætte det til store resultater, når de gælder de store og stærkere besatte etapeløb i Europa, og mange af dem får allerede chancen, når de vil være til start i Romandiet om en uges tid. Helt anderledes forholder det sig for Ewan, der kan se tilbage på nogle store sejre i et sprinterfelt, der bestemt ikke manglede topnavne. Når man kan slå Sam Bennett i disse afslutninger, kan man nemlig også vinde på den store scene i Europa. Og det er meget godt at vide for den lille australier, når han nu rejser til Bologna for at tage hul på Giroen. Så må vi bare se, om det bliver som sprinter eller puncheur, han vil opnå de sejre, der nok skal komme også i Lotto-trøjen.