Tour of Turkey-analyse: Quick-Steps mageløse rekord

Skru tiden tilbage til torsdag d. 18. januar 2018. Efter en skuffende indledning på løbet lykkedes det endelig Elia Viviani at ramme rigtigt, da han på 3. etape i Tour Down under spurtede sig til sin første sejr i Quick-Step-trøjen. Dermed var der som så ofte før tidligt på sæsonen åbnet for den traditionelle sejrsstime til det belgiske storhold, der igen lignede en favorit til at blive årets mest vindende. Denne gang var der dog mere skepsis end vanligt, for det var svært at tro, at belgierne efter tabene af stjerner som Dan Martin og Marcel Kittel kunne blive helt lige så succesfulde som i tidligere jubelsæsoner.

Skru så tiden frem til lørdag d. 13. oktober 2018. 268 dage efter at Viviani havde sat Phil Bauhaus og Caleb Ewan til vægs i udkanten af Adelaide, spurtede en anden af holdets nyerhvervelser, sprintertalentet Alvaro Hodeg, sig til sæsonens fjerde - endda den tredje på WorldTouren - da han overvandt alle odds og slog den ellers så usårlige Sam Bennett på dennes legeplads i Tour of Turkey. Mellem de to i sig selv ikke specielt mindeværdige sejre står i løbet af de altså bare godt 250 dage ikke være end yderligere 69 triumfer, der betyder, at Quick-Step med godt en uge tilbage af deres sæson står med hele 71 sejre.

Når tallet 71 er specielt, skyldes det, at manager Patrick Lefevere mod Vueltaens slutning turde udråbe det som en erklæret ambition at tangere det magiske antal sejre, som holdets forgængere, Mapei, havde vundet i begyndelsen af årtusindet. Forud for sæsonen var det ellers ikke noget, der taltes om, men efterhånden som Quick-Step fortsatte med at vinde med samme takt, som vi andre skifter underbuksen, stod det snart klart for Lefevere, at den ellers så urealistiske score ikke var helt så urealistisk endda.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

På sin vis er der noget smukt i, at det netop er Hodeg, der sikrer, at holdet når rekorden. For det første er det nemlig passende, at sejr nr. 71 kom i en massespurt, for med navne som Viviani, Gaviria, Fabio Jakobsen og Hodeg er det især i spurterne, at holdet har lagt grunden til deres høst. For det andet er det symptomatisk, at det er en nyprofessionel, der når rekorden, for der findes intet hold, der som Quick-Step kan forvandle unge opkomlinge til serievindere, nærmest inden de har gennemført deres første WorldTour-løb. Og endelig er det helt symptomatisk, at Hodeg slet ikke var tiltænkt rollen som kaptajn, men kun kom i rampelyset, da holdets oprindelige førstemand, Fernando Gaviria, brækkede kravebenet. Intet andet hold har nemlig en bredde, der som hos Quick-Step betyder, at man altid har en kapabel plan B, selv når stjernerne er fraværende.

I tirsdags ville jeg ellers have forsvoret, at det blev i Tyrkiet, at Quick-Step nåede den magiske 71. sejr. Ganske vist fik de en uventet triumf med Maximilano Richezes geniale nummer på 1. etape, men med udsigten til konkurrence fra en næsten overmenneskelig Sam Bennett lignede Hodeg en overmatchet mand. Særligt de bøllebank, han modtog i spurten på 2. etape, gav ikke megen grund til at tro, at der senere i løbet ville kunne vendes op og ned på styrkeforholdet.

Det var der da heller intet, der tydede på, da feltet i dag efter endnu en let og begivenhedsfattig etape bragede ind mod centrum af den helt nye målby, Manisa. Bennett har som sagt så ofte før nemlig fundet opskriften på at besejre Qiick-Step, og han fulgte da også sin vanlige plan, da han i finalen limede sig fast til Hodegs baghjul. Herfra lignede det ”business as usual”: et perfekt lead-out fra Richeze, inden Bennett ville gå forbi Hodeg med tilsyneladende lethed.

Denne gang var der imidlertid grus i maskineriet. Quick-Step viste igen deres tårnhøje klasse, da Iljo Keisse og Zdenek Stybar med imponerende autoritet satte alle andre sprintertog til vægs og afleverede deres sydamerikanske duo helt perfekt med 500 m igen. Herefter trådte Richeze med stor styrke an, så Hodeg atter kunne starte sin spurt fra den perfekte position.

Herefter var det bare at vente på, at Bennett gik forbi, men det skete aldrig. Der så ellers ikke ud til at være noget til hinder for den stærke irer, der ganske enkelt lignede en mand helt uden ben. Da han åbnede op, nærmede han sig end ikke colombianeren og måtte endda lide den tort af blive sat klart til vægs af John Degenkolb og Nathan Haas.

Nu er det naturligvis altid let at være bagklog, for jeg har om nogen rost Bennett i de seneste dage. I bakspejlet er det imidlertid svært ikke at huske på hans overraskende lille sejrsmargin på 3. etape, hvor han ellers burde have været ret suveræn. Bennett har ganske vist været relativt suveræn ved mange lejligheder og især været meget stærk i positionskampen, men selve spurterne har faktisk været en smule under niveau i et felt, hvor han burde være i særklasse. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han efter endnu et svært efterår ikke helt har de ben, han havde i Italien i maj. Heldigvis har han så stor klasse, at han i et relativt svagt felt som dette alligevel har kunnet ligne et altædende monster.

Hodeg fik med sejren vist, at han måske ikke er feltets allerhurtigste, men at han med gode lead-outs er god nok til at slå selv de bedste. Han åbnede sin konto med sejren i Handzame Classic, og siden har han taget WorldTour-sejre i Catalonien, Polen og nu Tyrkiet, ligesom han har en etapesejr i Tyskland Rundt. Det er en næsten uhørt score for en nyprofessionel, og sammen med Jakobsen og Viviani vil han sikre, at Quick-Step ikke er helt på spanden, hvis Gaviria virkelig vil sælge en lovende karriere for ussel mammon og forlade verdens bedste sprinterhold til fordel for en meget usikker fremtid på UAE.

Dagens anden helt store vinder var John Degenkolb. Ganske vist blev det ikke til sejr, men tyskeren var ganske tæt på faktisk at gå forbi Hodeg. Dermed viser han, at det vitterligt var forkølelsen, der satte ham tilbage i de første dage, og at han fortsætter den genrejsning som sprinter, han vel startede ved de tyske mesterskaber og har fortsat i Touren, Hamburg, Münster og nu her. En mand til rene spurter som disse bliver han aldrig, men der er dog håb om, at han kan nærme sig niveauet fra før det grimme træningsstyrt.

Det blev ellers ikke en god dag for WorldTour-sprinterne. Jempy Drucker, der ellers har virket så stærk, sad godt placeret, men blev lukket inde i selve spurten. Simone Consonni brugte vist lidt for mange kræfter i den positionskamp, han ellers mestrer så godt, og stod nærmest stille, da der først blev trådt an. Edward Theuns var trods en god position fortsat en skygge af den rytter, der kæmpede mod Bennett på de tyrkiske veje sidste år, mens Interpol har udsendt en efterlysning efter Ivan Garcia, der aldrig blev spottet i spurten. I stedet var det de lovende Christophe Noppe og Szmyon Sajnok, som vi også fremhævede i går, der viste, at de har et vist potentiale med et par ganske gode resultater.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Intet kan dog matche Nathan Haas. Efter en gennemført elendig sæson, hvor sygdom har lagt alt i ruiner allerede siden yndlingsløbet Amstel Gold Race, ser det ud til, at australieren kan tage på ferie med en vis fred i sindet og tro på fremtiden. Efter en delvis genrejsning i Canada kom han til Tyrkiet med håb om succes, selvom kongeetapen på papiret lignede en lidt for svær sag. Den kraftige modvind, der betød, at det i går helt uhørt endte i en form for massespurt betød imidlertid, at han undgik at tabe anden tid end bonussekunder, og da han i dag overraskede stort ved at spurte sig til en tredjeplads på en let etape, der bestemt ikke lå til hans højreben, og tillige sikrede sig to bonussekunder i den indlagte spurt, har han nu løftet sig selv op på en samlet andenplads, nu bare fire sekunder efter Alexey Lutsenko.

Og dermed er der pludselig åbnet op for en helt ny spænding. Morgendagens finale i Istanbuls smalle gader burde nemlig passe glimrende til Haas, der kan drømme om at spurte sig til endnu flere bonussekunder i landets største by. Afslutningen passer imidlertid også fremragende til Lutsenko, og dermed er nu lagt op til en decideret kamp om den samlede sejr i morgendagens spektakulære finale. Det var der næppe mange, der havde ventet, men er kun en udvikling, cykelfans kan bifalde efter et løb, der mildt sagt har været halvkedeligt indtil nu.

Der er derfor grund til at glæde sig til den store finale i morgen, Og hvem ved? Måske bliver det allerede her, at Quick-Step overgår Mapeis magiske 71 sejre. Måske har de ikke etapens favorit, men det vil ligne dem dårligt ikke at blande sig igen 269 dage og yderligere 70 sejre efter årets første triumf den 18. januar i Australien.