Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for INEOS Grenadiers?

Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for INEOS Grenadiers?

11. december 2022 09:00Foto: Sirotti

Som sædvanlig vil vi inden sæsonstarten i midten af januar bringe store analyser af de 18 WorldTour-hold frem mod den kommende sæson, men da transfersæsonen stort set er overstået, vil vi tyvstarte og over 18 dage bringe en analyse af transferudbyttet for hvert af den kommende sæsons hold i den højeste division.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

 

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i december. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med INEOS Grenadiers, der endte som nr. 3 på ranglisten i 2022.

 

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

BEMÆRK: Holdet har ikke officielt præsenteret truppen for 2023 og har kun 28 ryttere på kontrakt. Der er ingen forlydender om, at de har planer om at hente yderligere ryttere, men skulle det ske, vil der blive bragt en opdateret transferanalyse i forbindels med holdoptakten.

 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, Laurens De Plus, Omar Fraile, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Ethan Hayter, Kim Heiduk, Michal Kwiatkowski, Daniel Martinez, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Luke Plapp, Salvatore Puccio, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Magnus Sheffield, Pavel Sivakov, Ben Swift, Geraint Thomas, Ben Tulett, Ben Turner, Elia Viviani

 

Nye ryttere

Thymen Arensman (Team DSM), Connor Swift (Team Arkea Samsic), Leo Hayter (Hagens Berman Axeon), Joshua Tarling (nyprofessionel), Michael Leonard (nyprofessionel)

 

Ryttere, der forlader holdet

Riche Porte (stopper karrieren), Adam Yates (UAE-Team Emirates), Richard Carapaz (EF Education-EasyPost), Dylan van Baarle (Jumbo-Visma), Andrey Amador (EF Education-EasyPost), Eddie Dunbar (Team BikeExchange-Jayco), Cameron Wurf (?), Brandon Rivera (?)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde haft, først og fremmest i form af Chris Froome.

 

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der fortsat overstiger det, man finder på andre hold. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

 

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har i nogle år haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

 

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Der kom dog en tilbagevenden til foriden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens de Plus.

 

Forklaringen er formentlig lige for. I 2020 oplevede Brailsford for første gang siden 2012, at det ikke var Ineos, der svingede taktstokken i Touren. Her var briterne henvist til en rolle som passagerer, allerede inden Bernal kollapsede, og da mønsteret gentog sig i Vueltaen og i løb som Dauphiné og Tour de l’Ain, blev den med spænding imødesete duel mellem Ineos og Jumbo i 2020 en uhyre ensidig affære, hvor Brailsford og co. slet og ret blev kørt midt over af en gul, hollandsk maskine.

 

Trods den massive oprustning lykkedes det ikke at svare igen i 2021. Ganske vist havde briterne et fremragende etapeløbsår, hvor de vandt Giroen og i første halvdel af året nærmest støvsugede de ugelange etapeløb, men når de var oppe mod de to slovenske herskere, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev de kørt over, først i Touren og siden i Vueltaen. Selvom man bestemt ikke skal kimse ad en Giro-sejr, blev rollen som lillebror bekræftet, når de var oppe mod storebrødrene fra UAE og Jumbo i en grand tour.

 

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse. I det lys kunne man have ventet, at der nok engang blev gravet dybt i tegnebogen for at sikre sig et par nye verdensstjerner, men det er slet ikke sket. Der gik ellers rygter om, at Brailsford var klar til at købe Pogacar ud af den kontrakt, han netop havde forlænget, men det blev i sidste ende ved rygtet. I stedet gik han igen på rov blandt talenterne, og der blev gennemført en transfersæson nærmest udelukkende med fokus på de unge drenge.

 

I år har mønsteret gentaget sig. Ineos har igen fået bank i etapeløbene, og faktisk blev sæsonen blot den anden siden 2012, hvor holdet slet ikke vandt en grand tour. Til gengæld fik holdet mange nye fans. Mange var begejstrede for, hvordan de lod den unge garde blomstre, og det var en helt ny virkelighed at se, hvordan Tom Pidcock, Ben Turner og Magnus Sheffield boltrede sig i klassikerne med offensiv og alt andet end kontrollerende kørsel, og også Carlos Rodriguez, Ethan Hayter og Luke Plapp imponerede gentagne gange i løbet af året.

 

Nu er det endda næsten blevet en formuleret strategi. Holdet lægger ikke længere skjul på, at de satser på deres egne talenter, og selvom de i løbet af efteråret blev sat i forbindelse med både Primoz Roglic og Remco Evenepoel, var der aldrig noget konkret i de rygter. Måske i erkendelse af, at man tabte kampen om Pogacar og Evenepoel, da de stadig bare var unge drenge, synes Brailsford nu at basere hele holdets fremtid på selv at opdyrke fremtidens stjerner.

 

Det er endnu mere udtalt i årets transferstrategi, end det var det sidste år. Her hentede man trods alt etablerede navne som Elia Viviani og Omar Fraile, og man sagde ikke farvel til holdets kaptajner. Det gør man til gengæld i å, hvor der forsvinder rystende mange store navne på én gang, samtidig med at man alene erstatter dem med unge og for de fleste vedkommende relativt uprøvede navne.

 

Det er en ret voldsom åreladning, der foregår. Det største tab er utvivlsomt Richard Carapaz, og det kan undre, at det ikke lykkedes at holde på ecuadorianeren. Efter Egan Bernals voldsomme uheld syntes han at være nr. 1 i det interne grand tour-hierarki, hvor konkurrencen slet ikke har været så udtalt som tidligere, og det var således ret svært at finde sportslige og næppe heller økonomiske argumenter for, at han skulle rejse væk. Naturligvis truer Bernals håbede tilbagekomst igen ecuadorianeren, men man kan kun gisne om, hvorfor han fandt en tilværelse hos EF mere attraktiv end en plads i toppen hos et hold, der kan yde ham langt bedre støtte. Måske kan der være lidt tvivl om, hvorvidt han efterhånden har toppet, men det er svært ikke at betegne hans exit som et gigantisk tab.

 

Bedre bliver det ikke af, at Adam Yates også smutter - og det endda til en af de største konkurrenter, UAE. Også i sin tid hos Ineos måtte han sande, at hans grand tour-potentiale altså er begrænset, men han endte trods alt i top 10 i både Touren og Vueltaen i sine to år i truppen. Mest af alt vil han dog blive savnet i de ugelange løb, hvor han plejer at være en garant for succes, og selvom det ikke gjaldt i hans sygdomsplagede 2022, sluttede han sæsonen så stærkt af, at der er grund til at tro, at han i 2023 kan komme i nærheden af at høste al den succes, han tidligere har haft i korte etapeløb, hvor han for holdet nåede at tage en knusende overlegen sejr i både Catalonien og Tyskland. Tabet i grand tours vil være knap så stort, men hvis holdet vitterligt har tænkt sig at blande sig i kampen om at være verdens bedste cykelhold, er det svært at klare sig uden alle de point, en rask og sund Yates plejer at give.

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

Det er dog ikke Yates, der er kongen af ugelange løb. Det er derimod Richie Porte, der må aspirere til at være sin generations bedste rytter i korte etapeløb, og det nåede han at bekræfte i det første af sine to år efter sin ”hjemkomst”, da han i 2021 vandt Dauphiné og endte som nr. 2 bag to holdkammerater i både Catalonien og Romandiet. Nu stopper han imidlertid karrieren, men måske er tabet knap så stort. I 2022 kørte han et begrænset program, hvor han i Tirreno nåede at vise, at han bestemt stadig er konkurrencedygtig, men man fik også fornemmelsen at, at gassen var ved at gå af ballonen. Hvis hans bidrag i 2023 havde været det samme som i 2022, er det er tab, man kan leve med, men det ændrer ikke på det samlede billede, nemlig at holdet er blevet lænset for enormt meget potentiale i etapeløbene.

 

Man kan sågar føje Eddie Dunbar til listen, selvom det er klart, at han slet ikke har samme status som de tre ovennævnte stjerner. Alligevel lykkedes det ham i 2022 endelig at begynde at kapitalisere på sit potentiale, da han tog samlede sejre i både Ungarn og Coppi e Bartali. Det er dog også klart, at han i lange perioder har skuffet, og det er næppe et tab, der får Brailsford til at ligge søvnløs. Det er først og fremmest problematisk, fordi der forsvinder så meget andet klatrepotentiale på én gang.

 

Har man slet intet gjort for at lukke hullet? Jo, heldigvis, og det er heldigvis med et træk, der er meget fremtid i. Det var lidt af et scoop, at det lykkedes at slå Jumbo i kampen om det mest lovende hollandske etapeløbstalent, da man skrev kontrakt med Thymen Arensman. Her forenes fokus på ungdom ganske fint med fokus på stjerner, der allerede kan levere resultater med det samme, for det viste hollænderen nemlig, at han kan i et 2022, hvor han udviklede sig helt enormt. Med sin enorme motor, der gør ham som skabt til at excellere i den tredje uge, og den alsidighed, der gav ham to top 2-resultater på WorldTour-enkeltstarter samt kongeetapesejr i Vueltaen, ligner han en af fremtidens mest interessante grand tour-navne, og det er derfor utvivlsomt en mand, man kan bygge mange af de kommende års etapeløbsambitioner op om. For ham personligt er det endda det perfekte tidspunkt at komme til holdet på, for med de mange exits af stjerner er konkurrencen om kaptajnrollerne i etapeløbene i 2023 historisk svag.

 

Det er imidlertid ikke kun i etapeløbene, at holdet bløder stjerner. Det gør enormt ondt, at man tabte kampen om Dylan van Baarle til Jumbo. Det havde man måske kunne levet med tidligere, men at det skulle ske på et tidspunkt, hvor hollænderen bragede igennem med VM-sølv efterfulgt af en 2. plads i Flandern og ikke mindst en skræmmende overlegen sejr i Paris-Roubaix. Heldigvis viste holdet jo i 2022, at de har så meget spændende potentiale i klassikerne, at der står folk til at tage over, men at erstatte en mand, der endte i top 2 i begge brostensmonumenter, er ganske umuligt for de unge drenge. Lægger man dertil, at han er en yderst skattet, alsidig og bundsolid hjælper i grand tours - det er ikke tilfældigt, at holdet har ladet ham køre to grand tours i de seneste sæsoner - gør Van Baarles exit uhyggeligt ondt på alle parametre.

 

Så er det straks lettere at sige farvel til Andrey Amador. Det lyder voldsomt at tage afsked med en mand, der er endt som nr. 4 i Giroen, men det gør kun ondt på papiret. Costaricaneren endte som en fiaskosigning, for efter skiftet til England har han været en skygge af sig selv - så meget, at han ikke blev udtaget til én eneste grand tour i 2021 og 2022, selvom han var hentet til holdet med det formål at hjælpe netop i de lange etapeløb. På samme måde lever man fint med, at Cameron Wurf igen fokuserer fuldt på sin triatlon, for hans potentiale som landevejsrytter har altid været begrænset. Måske er det mere overraskende, at man slipper Brandon Rivera. I starten lignede han en mand, der alene havde fået kontrakt, fordi han er Bernals personlige ven, men i år begyndte han faktisk at vise, at han sagtens kan køre på cykel. Når det er sagt, er han alene en hjælpertype, der ganske let kan erstattes.

 

Erstatningen for alle disse etablerede navne består udelukkende af yngre ryttere, og blandt dem er der endda kun to etablerede navne. Det er Arensman, der er det helt store navn og kup, men derudover henter man også Connor Swift hjem til hjemlandet. Det er dog næppe noget, der sætter verden i brand. Bens Swifts fætter er ganske vist en kapabel cykelrytter, der i sin tid hos Arkea vandt grusvejsløbet Tro-Bro Leon, tog den samlede sejr i Poitou-Charentes og fik en fornem top 5 i WorldTour-løbet i Bretagne, men nogen kommende toprytter i klassikerne er den efterhånden 27-årige brite næppe. Alligevel er hans skifte ikke uden betydning. Holdet satser med deres unge garde mere og mere på klassikerne, og her vil han være ganske solid støtte på brostenene, hvor behovet for solide ryttere kun er større efter Van Baarles exit.

 

De sidste tre navne er helt unge ryttere, og her er det naturligvis Leo Hayter, der har fået mest interesse. Briten begyndte allerede at vise sit potentiale i 2021, hvor han vandt U23-udgaven af Liege, men det var hans overlegne sejr i årets Baby-Giro, der for alvor fik verden til at spærre øjnene op. Resten af sæsonen var dog mere afdæmpet, da han var ramt af sygdom, og han har generelt været ganske svingende, men med sin bronze ved VM i enkeltstart nåede han dog at vise, at han vitterligt er en af fremtidens mest spændende navne. Modsat sin ældre bror er han klatrer og etapeløbsrytter, og dermed er han det perfekte match for Ineos, hvor han både har passet i orden, og hvor han forhåbentlig kan blive manden, der viser, at Ineos også kan vinde kampen om fremtidens allerstørste stjerner.

 

Med de sidste to navne skal vi til gengæld have mere tålmodighed. Det er i stigende grad blevet normalt at hente ryttere direkte fra juniorklassen, og det er også en model, Ineos er begyndt at bruge - måske fordi man er bange for igen at misse ud på den kommende verdensstjerne. Man gjorde det første gang med Carlos Rodriguez, og selvom det helt naturligt har taget lidt tid, viser det sig jo nu, at det har kurs mod at blive en stor succes. Nu forsøger man så igen ved at hente to nye ryttere direkte fra juniorløbene.

 

Det mest omtalte af disse er Josh Tarling, der mest er kendt for sine banemeritter og for sine tempoevner, der indbragte VM-guld i 202 og -sølv i 2021. Han har primært benyttet de evner til at sikre sig fine resultater i relativt flade etapeløb, men han har også kørt nogle pæne endagsløb. Han fremstår bestemt som en spændende juniorrytter, men man skal altid være meget varsom med at basere for meget på resultater hos de helt unge ryttere, hvor meget handler om hastigheden i den fysiske udvikling. Om han vitterligt kan blive en tempogigant med klassikerpotentiale hos eliten, vil tiden vise, og vi skal formentlig vente nogle år på svaret, akkurat som vi skulle med Rodriguez.

 

Den anden signing var mere overraskende. Canadieren Michael Leonard har stort et ikke kørt UCI-løb, og hans resultater har været ganske, ganske beskedne. Alligevel tror holdet på, at de har fundet en fremtidig etapeløbsstjerne, og også her må tiden vise, om de har ret. Resultaterne viser det ikke, men det gjorde de bestemt heller ikke, da de hentede Rodriguez. Håbet er, at Leonard kan overraske lige så positivt som sin nye spanske holdkammerat.

 

Det er dog først på lang sigt, at han skal levere resultater. I 2023-sæsonen får holdet meget, meget svært ved at levere på samme niveau, som de plejer. Man skal lige gnide øjnene en ekstra gang, når man ser, at Carapaz, Yates, Van Baarle og Porte på én og samme tid forlader holdet, og selvom signingen af Arensman kan have karakter af et kup, kommer den unge hollænder ikke i nærheden af at lukke det hul. Til gengæld er han del af en meget spændende gruppe af nye unge ryttere, og derfor ser fremtiden ikke så skidt for det britiske storhold, der efter 2022 tror fuldt og fast på deres nye strategi om at udvikle og ikke købe sig til succes. Det er bare svært at tro, at dette strategiskifte ikke vil få ganske mærkbare konsekvenser på den korte bane, i første omgang i 2023.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Ineos Grenadiers
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?