Transferanalyse 2023: Hvordan gik det Trek-Segafredo?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Trek-Segafredo, der endte som nr. 12 på ranglisten i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

BEMÆRK: Trek-Segafredo har i skrivende stund ikke officielt præsenteret truppen. Da de kun har en trup på 29 ryttere, er der plads til at tilføje endnu en rytter. Sker det, vil den endelige analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten.

Ryttere, der bliver på holdet

Jon Aberasturi, Filippo Baroncini, Julien Bernard, Marc Brustenga, Dario Cataldo, Giulio Ciccone, Kenny Elissonde, Tony Gallopin, Amanuel Ghebreigzabhier, Asbjørn Hellemose, Markus Hoelgaard, Daan Hoole, Alex Kirsch, Emils Liepins, Juan Pedro Lopez, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Mads Pedersen, Quinn Simmons, Mattias Skjelmose, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Antonio Tiberi, Antwan Tolhoek, Otto Vergaerde

Nye ryttere

Natnael Tesfatsion (Drone Hoppe-Androni Giocattoli), Mathias Vacek (Gazprom-Rusvelo), Thibau Nys (Baloise-Trek Lions)

Ryttere, der forlader holdet

Gianluca Brambilla (Q36.5 Pro Cycling Team), Alexander Kamp (?), Matteo Moschetti (Q36.5 Pro Cycling Team), Simon Pellaud (?), Jakob Egholm (Restaurant Suri-Carl Ras)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Trek-mandskabet havde store drømme om at blive verdens bedste cykelhold. Det var dengang, Segafredo blev hentet ind som sponsor, og budgettet kraftigt blev forøget. Navne som Alberto Contador og John Degenkolb, der med to nylige monumentsejre dengang stadig var et stort navn, blev hentet ind, og målet var at opbygge en trup, der kunne køre med om sejrene i alle slags store løb og dermed nærme sig de allerbedste hold i toppen af ranglisterne.

Den ambition hører man ikke meget til længere. Efter Contadors karrierestop har man ellers også fået fingre i flere store navne i form af først Richie Porte på et tidspunkt, hvor han var verdens måske bedste rytter i ugelange etapeløb, og senere Vincenzo Nibali, der jo for Segafredos mange italienske kunder varr en megastjerne, men kan man stole på de opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter, der af og til kommer frem, ligger Luca Guercilenas tropper i dag langt nede på listen over de rigeste mandskaber. På den seneste liste var de helt nede som nr. 15 blandt de 18 mandskaber, kun undergået af EF, Intermarché og BikeExchange, og de mange penge, der engang blev kastet i ambitionen om at skabe verdens bedste cykelhold, kan umuligt længere falde i Guercilenas lommer. De dage, hvor holdet kan være med i kampen om at tiltrække de helt store stjerner i Contador-klassen, er ovre, og det er formentlig derfor, at ambitionsniveauet er kraftigt justeret.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en undren over, hvor pengene er blevet af, hvis altså ikke budgettet er blevet kraftigt nedjusteret. I de seneste år er der nemlig gradvist blevet ryddet ud i stjernerne, men de er kun meget sjældent blevet erstattet. Porte kom til holdet et års tid efter Contadors karrierestop, men da den lille australier for to år siden rejste hjem til Ineos, blev der ikke indhentet nogen erstatning. Sidste år var det så Nibali, der efter bare to år på holdet, vendte hjem til Astana og efter al logik burde frigive yderligere midler i tillæg til dem, der burde være blevet tilovers efter Portes exit. Heller ikke han blev dog erstattet.

Det tyder i hvert fald på, at Guercilena opererer med et kraftigt nedjusteret budget, for ellers havde han formentlig været meget aktiv på transfermarkedet op til denne sæson. Holdet er bestemt ikke nødlidende, for en 12. plads er med den nuværende og relativt stjernefattige trup, der er afhængige af få topnavne, ganske pænt, men hvis holdet skal avancere mærkbart, er der brug for flere topnavne til at supplere Mads Pedersen, Jasper Stuyven, Bauke Mollema, Giulio Ciccone, Juan Pedro Lopez og Mattias Skjelmose, der må regnes som holdets nuværende kaptajner. De er imidlertid ikke kommet, og i stedet har Guercilena været en af de mest passive på transfermarkedet, hvor han mest har koncentreret sig om at forlænge kontrakterne med kaptajnerne.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det har han til gengæld også haft stor succes med. Ciccone forlængede sin kontrakt til 2024 allerede sidste år, og i løbet af denne sæson satte Mollema sin underskrift på en forlængelse i maj, Stuyven gjorde det i juni, Pedersen skrev under i juli, Skjelmose forlængede sit ophold i august, og slutteligt valgte Lopez efter sæsonens afslutning at blive helt frem til 2025, selvom han allerede havde papir på forholdet også for 2023-sæsonen. Med andre ord er holdets kerne nu intakt med kontrakter, der løber indtil enten 2024, 2025 og 2026, og det har nok slugt en del af hans budget.

Hans fokus i løbet af transfersæsonen har derfor været langsigtet, og han har alene været på jagt efter talenter, der kan sikre holdets langsigtede fremtid. Her har han også haft en ganske heldig hånd, for det er lykkedes ham at få kontrakt med tre meget spændende navne.

Den mest erfarne af dem er Natnael Tesfatsion, og han har allerede vist sit potentiale. Det har han gjort i flere italienske endagsløb, hvor han som klatre- og spurtstærk har vist sig skabt til de kuperede endagsløb, men han har også givet uventede løfter i de rigtige bjerge. Det gjorde han i Giroen, hvor han var aktiv i udbrud, og ikke mindst, da han vandt kongeetapen på Monte Grappa i Adriatica Ionica Race. Sidstnævnte var relativt svagt besat, og det samme gælder om Tour of Rwanda, som han har vundet to gange, og derfor mangler han stadig den store sejr. Han har allerede været pokkers tæt på flere gange, og det skal blive meget interessant at se, hvor langt Trek kan føre ham. Det er ardennerløbene, der umiddelbart burde ligge bedst til ham, mens han i grand tours vil være en glimrende etapejæger, og det gør ham ganske velegnet til holdet, der ikke har nogen skræmmende ardennertrup og plejer at give en del frihed til at jagte etaper i grand tours.

Mest hype har der dog nok været om Thibau Nys. Det er klart, at noget af omtalen kommer automatisk, når man er søn af alletiders vel nok bedste crossrytter - vi venter lige lidt med at give Mathieu van der Poel eller Wout van Aert den status, indtil deres karrierer er slut - men han også vist, at han er mere end bare et kendt navn. Hans sejr ved U23-EM sidste år var vel det store gennembrud, men han var også tæt på at blive U23-verdensmester sidste år, ligesom han tog en uhyre overlegen samlet sejr i Fleche du Sud i år. Han er desværre meget svingende, både på cross- og landevejscyklen, og han skuffede derfor i mange løb i år, ikke mindst Belgium Tour, der var et stort mål, men han nåede også at vise sine evner mod eliten, da han blev nr. 3 i grusvejsløbet Antwerp Port Epic, hvor han kun blev slået af Florian og Gianni Vermeersch - to ryttere, der begge har været i top 10 i brostensmonumenter. Han kører en fuld crosssæson denne vinter, men det skulle også være den sidste, inden han vil neddrosle sine crossambitioner for at jagte mere succes på landevejen efter en model, der vel vil minde om den, vi kender fra Van der Poel og Van Aert, og det gør det endnu mere interessant at se, hvad han kan levere i Trek-trøjen. Han er åbenlyst lynhurtig, men har altså også vist sig frem i hårde endagsløb med grus, og det er derfor nok som holdbar sprinter og brostensrytter, at han har sit potentiale. Han synes i hvert fald at kunne se frem til en betydeligt bedre landevejskarriere end farmand.

Den sidste af de nye ryttere har faktisk allerede vundet på WorldTouren. Mathias Vacek skabte en mindre sensation, da han snød sprinterne på en pandekageflad sprinteretape i UAE Tour tidligere i år, inden Gazprom-miseren satte hans karriere lidt i stå. Det lykkedes ham dog stadig at køre løb, og det gjorde han med stor succes. En tredjeplads i Fredsløbet, der er et af de større U23-løb, blev fulgt op af sølv ved både U23-EM og U23-VM, og han viste også sine klatreevner med en samlet 10. plads i Tour de l’Avenir. Han sluttede endda det hele af med som stagiaire for Trek at blive en fornem nr. 6 i det knaldhårde Veneto Classic og fik dermed bevist, at han også kan levere resultater mod eliten. Det var egentlig hans tempoevner, der i første omgang skabte overskrifter, da han blev europamester i 2020, men dem har vi ikke set meget til siden dengang. Nu er det derimod hans styrke i linjeløbene, der har imponeret. Man skal nok ikke lægge alt for meget i hans 10. plads i l’Avenir, for han klatrer ikke godt nok til at blive en rigtig etapeløbsrytter, men med en god spurt og evner i kuperet terræn synes han bestemt at blive interessant i klassikerne. Og kan han genfinde sine enkeltstartstakter, er kortere etapeløb måske også en mulighed.

Guercilena har altså haft en heldig hånd med sine nye talenter, men han må også notere sig nogle tab. Mest ondt gør det nok at sige farvel til Matteo Moschetti. Verden så ellers ud til at ligge for hans fødder, da han som U23 lignede en kommende sprinterstjerne, hvad han blot bekræftede med sin fremragende start i 2020, men efter det grimme styrt, der indtraf bare få uger senere, er han aldrig blevet sig selv igen. Allerede i 2022 blev holdets ellers tidligere ret målrettede satsning på ham nedskaleret ganske kraftigt, og det var slut med at have et dedikeret tog for ham. Nu om dage er det Pedersen, der er holdets klare førstesprinter, og fokus på massespurter synes derudover at blive nedskaleret. I det lys er det vel meget naturligt for begge parter, at Moschetti prøver at rejse sig selv i nye omgivelser.

Det er også et tab, at de siger farvel til Alexander Kamp. Danskeren lykkedes jo aldrig med at levere de stabile resultater, man kunne have forventet efter hans uhyre flotte 2019-sæson, men at han er en pokkers talentfuld, fik han jo vist med særligt sit forrygende Amstel Gold Race og i mindre grad med også med sin podieplads på WorldTouren i Bretagne. Desværre var der alt for langt mellem snapsene, og der findes få, der har haft så stor forskel på top- og bundniveau som Kamp. Det ændrer dog ikke på, at det er helt umuligt for et ikke alt for stærkt hold som Trek at se det som andet end et tab, at man mister en rytter, der blev nr. 3 og 5 i to WorldTour-løb i den forgangne sæson. Måske var toppræstationerne få, men den slags resultater har bestemt ikke hængt på træerne for Trek i de senere år.

Det tredje tab er Gianluca Brambilla, men det er nok ikke noget større problem, at han siger farvel. Den efterhånden 35-årige veteran synes at have toppet, og det er efterhånden længe siden, at vi har set den bedste udgave af ham. Hans 2022-sæson var bestemt ikke noget at skrive hjem om, og da holdet i forvejen ikke har det allerstørste fokus på klassementer, hvor han kunne være en god hjælper, er det ikke nogen katastrofe, at han rejser videre. Skjelmose og Lopez er ganske vist meget lovende og skal sammen med Ciccone drive klassementssatsningen, men da ingen forventer, at Trek tager det store ansvar, lever de nok med, at bjergtruppen ser en smule tynd ud.

De sidste to ryttere, der siger farvel, har langt færre resultater. Det gælder for udbryderkongen Simon Pellaud, der efter bare en enkelt lidt uheldig sæson blev enige med holdet om at ophæve kontrakten, så han kunne rejse hjem til sit schweiziske hjemlands nye store satsning, og det er næppe noget, der vil kunne mærkes alt for meget. Det vil det desværre heller ikke, at Jakob Egholm tager hjem til Danmark for at genstarte sin karriere på kontinentalniveau, for danskeren blev aldrig andet end hjælperytter i sin tid på holdet.

På den baggrund kan Guercilena ikke være alt for utilfreds med sin transfersæson. Tabene af Moschetti og Brambilla er ikke så alvorlige, som de havde været for nogle år siden, og de bidrog med meget lidt i den netop afsluttede sæson. Det gjorde Kamp til gengæld ikke, men selvom hans to topresultater vil blive savnet, var de også så sjældne, at vi vel ender på plussiden, når holdet får tilgang af tre meget spændende talenter. Selvom de vil kunne levere resultater allerede i den kommende sæson, er det dog i første omgang holdets nuværende kaptajner, der skal løfte fanen i 2023, og gør de det med samme succes som i 2023, vild det være en ganske hæderlig sæson for holdet, der ikke længere gør sig forhåbninger om at være med helt i toppen af WorldTouren.