Transferanalyse: Hvordan gik det for Astana Qazaqstan Team?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges der ud med Team DSM, der endte som nr. 11 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ryttere, der bliver på holdet

Samuele Battistella, Manuele Boaro, Gleb Brussenskiy, Stefan de Bod, Yevgeniy Fedorov, Fabio Felline, Yevgeniy Gidich, Dmitriy Gruzdev, Alexey Lutsenko, Davide Martinelli, Yuriy Natarov, Vadim Pronskiy, Javier Romo, Harold Tejada, Artyom Zakharov

Nye ryttere

Vincenzo Nibali (Trek-Segafredo), Miguel Angel Lopez (Movistar Team), Gianni Moscon (INEOS Grenadiers), David de la Cruz (UAE-Team Emirates), Andrey Zeits (Team BikeExchange), Joe Dombrowski (UAE-Team Emirates), Valerio Conti (UAE-Team Emirates), Simone Velasco (Gazprom-Rusvelo), Sebastian Henao (INEOS Grenadiers), Alexandr Riabushenko (UAE-Team Emirates), Leonardo Basso (INEOS Grenadiers), Antonio Nibali (Trek-Segafredo), Michele Gazzolo (Team Colpack Ballan), Nurbergen Nurlykhassym (Vino-Astana Motors), Igor Chzhan (Vino-Astana Motors)

Ryttere, der forlader holdet

Jakob Fuglsang (Israel Start-Up Nation), Luis Leon Sanchez (Bahrain-Victorious), Ion Izagirre (Cofidis, Solutions Crédits), Gorka Izagirre (Movistar Team), Aleksandr Vlasov (BORA-hansgrohe), Merhawi Kudus (EF Education- Nippo), Omar Fraile (INEOS Grenadiers), Alex Aranburu (Movistar Team), Hugo Houle (Israel Start-Up Nation), Osca Rodriguez (Movistar Team), Nikita Stalnov (stopper karrieren), Matteo Sobrero (Team BikeExchange Jayco), Benjamin Perry (?), Jonas Gregaad (Uno-X Pro Cycling Team), Rodrigo Contreras (EPM-Scott), Andrea Piccolo (Gazprom-Rusvelo)

Hvordan gik transfersæsonen?

I mange år var Astana kendt som en af cykelsportens giganter. Det kan godt være, at det aldrig rigtigt lykkedes dem at ende helt i toppen af diverse ranglister, men det skyldtes først og fremmest et temmelig ensidigt fokus på etapeløbene. Når det kom til løb over flere dage, var kasakkerne blandt de allerbedste, hvilket bedst understreges af, at det lykkedes dem at vinde en grand tour hvert eneste år mellem 2013 og 2016.

I de seneste år er det imidlertid gået ned ad bakke, og det skyldes formentlig først og fremmest økonomiske forhold. I hvert fald skal vi tilbage til 2016 for at finde den seneste grand tour-sejr, og holdet har heller ikke været på podiet i et langt etapeløb siden 2018. Hvor man i gamle dage altid fandt dem i toppen af ranglisten, har placeringen på det seneste snarere været i udkanten af top 10, og i år endte holdet helt nede som nr. 12.

De økonomiske kvaler skyldes, at de kasakhiske bagmænd begyndte at nedskalere. Holdets suverænt mest succesrige rytter, Vincenzo Nibali, sagde farvel forud for 2017, og forud for 2021 måtte man sige farvel til den anden store grand tour-stjerne, Miguel Angel Lopez - ikke fordi der var uenighed mellem parterne, men ganske enkelt fordi økonomien ikke rakte til at finansiere lønnen til den formentlig ganske løntunge colombianer. Med en stadig svagere strøm af kasakhiske olie- og gasmillioner var det derfor klart, at der måtte gøres noget for at finde alternativ finansiering, hvis holdet skulle genvinde sin plads nær toppen af hierarkiet.

Den mission lykkedes sidste år, da canadiske Premier Tech opgraderede et mindre sponsorat og endda blev medejere af foretagendet. Desværre kom investeringen så sent, at Lopez allerede var smuttet, men da meldingen om det canadiske indtog kom mod slutningen af 2021, så fremtiden pludselig igen ganske lys ud på det nu kasakhisk-canadiske mandskab.

Desværre blev ægteskabet aldrig lykkeligt. Mange af de etablerede folk med relation til kasakherne blev kørt ud på et sidespor, men den unge belgiske kvinde Yana Seel af Premier Tech blev placeret i en managerrolle, og der udviklede sig angiveligt hurtigt en magtkamp mellem de to parter. Det dramatiske højdepunkt kom i løbet af sommeren, hvor den store mand bag holdet, Alexandre Vinokourov, pludselig fik sparket, og set fra sidelinjen lignede holdet pludselig et temmelig kaotisk projekt, der nærmest syntes på vej mod opløsning.

Den opløsningstendens ser man heldigvis ikke længere. Magtkampen fik en klar vinder, da kasakherne ikke kunne leve med at se deres projekt gradvist glide dem helt ud af hænde, og de tilbageerobrede hurtigt kontrollen. Uenigheden var for stor, hvorfor Premier Tech tog deres gode tøj og gik, og med sig tog de Seel, der i dag er skiftet til en stilling hos Lotto Soudal. Vinokourov genindtog managersædet, der blev igen åbnet for den kasakhiske pengestrøm, og med det nye navn Astana Qazaqstan Team blev der foretaget et totalt strategiskifte. Den nye, internationale profil blev smidt i skraldespanden, og i stedet er holdets identitet nu endnu mere kasakhisk, end den nogensinde har været. Nok skal der stadig være internationale stjerner, men fremover er missionen først og fremmest at promovere Kasakhstan som nation og udvikle kasakhiske talenter.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Problemet var bare, at den kasakhiske redningskrans kom for sent. Da endelig der var åbnet for pengestrømmen, var transfersæsonen stort set ovre. De største navne havde for længst fundet nye hold. Og værre var det, at de fleste af holdets stjerner allerede havde søgt nye græsgange, for fleres vedkommende fordi de ikke turde vente på en afklaring af holdets fremtid.

Resultatet er en gigantisk hovedrengøring. Ikke færre end 16 ryttere siger farvel, og de erstattes af 15 nye, der i høj grad var dem, der kunne skrabes sammen, da der endelig blev penge til at reagere. Mest markant er det, at næsten alle udlændinge smutter. Blandt de otte ryttere, der bliver, er der således hele otte kasakher, og blandt de ryttere, der forsvinder, finder vi eksempelvis hele den ret store spanske koloni, der i de senere år har udgjort en stor del af holdet. I stedet er Vinokourov gået på strandhugst hos UAE og Ineos, hvor man har kunnet finde ryttere, der er blevet til overs på de storsatsende og meget rige mandskaber. Blandt de nye ryttere kommer således hele fire fra det arabiske storhold, mens de stenrige briter leverer tre af de nye navne.

Tabene er dramatiske. Det lykkedes ganske vist at for forlænget kontrakten med Alexey Lutsenko, der med den forstærkede kasakhiske identitet er en livsvigtig rytter, men han er også den eneste af kaptajnerne, der ikke siger farvel. Mest ondt gør det utvivlsomt, at det ikke lykkedes at holde på Aleksandr Vlasov, der ellers var udset som holdets etapeløbsstjerne, og som de syntes at være klar til at bygge en stor del af fremtiden omkring, men ifølge hans eget udsagn turde russeren ikke vente på, at der blev styr på holdets kaotiske situation.

Også den anden kaptajn siger farvel. Jakob Fuglsang var loyal mod Premier Tech, der er en meget sandsynlig kommende sponsor for det Israel SUN-hold, som danskeren skifter til. Det er klart, at Fuglsang modsat Vlasov ikke er en rytter, man kan bygge en langsigtet fremtid omkring, og det er klart, at danskeren havde en svær 2021-sæson uden garanti for, at hans fordums styrke kan genfindes, men for et hold, der lænses for klasse, er også det et stort tabt.

Også den tredje etapeløbskaptajn siger farvel. Ion Izagirre har måske tabt niveau i de senere sæsoner, men han leverede stadig en serie fine etapeløbsresultater, som vil blive savnet. Han fører an i den spanske masseudvandring, der også tæller en anden af holdets kaptajner, nemlig Alex Aranburu. Nok var han ikke en mand til etapeløbene, men han er en lovende vindertype med potentiale i klassikerne, hvor holdet havde forventninger til ham i fremtiden. Også de erfarne spaniere, Luis Leon Sanchez og Gorka Izagirre, der i dag i mindre omfang lever personlige resultater, men stadig er solide og ikke mindst rutinerede hjælpere, stikker af, og det samme gør Oscar Rodriguez, der måske aldrig er blevet til det, man håbede, men som i løbet af en flot sommer viste, at han stadig på sine gode dage er en glimrende bjerghjælper eller klatrer til mindre etapeløb.

Det stopper ikke her. Det er et stort tab, at Matteo Sobrero siger farvel efter en sæson, hvor hans sejr og Filippo Ganna ved de italienske enkeltstartsmesterskaber og hans flotte klatring i Tour de Slovenie viste, at han kan stå foran et stort gennembrud, men også han blev offer for den manglende afklaring. Det var også lykkedes at få fat i det lovende talent Andrea Piccolo, men grundet ”personlige helbredsproblemer” blev han aldrig en del af holdet, og han kørte i stedet 2021 på lavere niveau. Egentlig var det planen, at han skulle have fuldført sin kontrakt, der også gjaldt for 2022, men angiveligt var den kaotiske situation også i vejen for ham. I stedet endte han hos Gazprom, der dog har så gode forbindelser til Astana, at det er meget tænkeligt, at han kan komme tilbage til kasakherne efter et år på næsthøjeste niveau.

De øvrige tab er knap så afgørende. Hugo Houle er bundsolid og bedre, end resultaterne viser, men han er en hjælper, der kan erstattes. Merhawi Kudus er stagneret og har i de seneste år lignet et tabt talent, som snarere synes i tilbage- end fremgang. Rodrigo Contreras slog aldrig til i Europa og vender nu hjem, mens Jonas Gregaard desværre aldrig slog til på det højeste niveau. Holdet tabte tålmodigheden med Nikita Stalnov, der ellers længe lignede en af de mere spændende kasakker, men som aldrig slog, og Ben Perry, der alene var en del af holdet som følge af den canadiske forbindelse, fik heller ikke forlænget sin kontrakt.

Det er indlysende, at det ligner en umuligt at erstatte så stort et tab af klasse, når man først kom sent i gang med at forhandle, men alligevel ser det slet ikke så skidt ud, som man kunne frygte. Det skyldes først og fremmest, at der faldt en appelsin ned i den kasakhiske turban, netop som den var mest ønsket. Bedst som havde forlænget sin kontrakt blev den fortabte søn, Lopez, nemlig på dramatisk uenig med Movistar på Vueltaens 20. etape, og det viste sig, at der blot skulle en enkelt trist dag til at skabe så store sår, at de ikke kunne hele. Pludselig var Lopez desperat for at komme væk og Movistar desperate for at komme af med ham, og med en nu velpolstret kasakhisk pengeforsyning kunne Vinokourov tilbyde ham den kontrakt, der var for dyr for et år siden. Resultatet er, at holdet i 11. time får den kaptajn, de så ud til at skulle savne, og når man betænker, at Lopez med sine kongeetapesejr i Vueltaen viste, at han stadig har et tårnhøjt niveau, og kommer til et hold, hvor han har en glimrende historik, er der pludselig grund til at tro, at Astana fortsat kan spille en rolle i grand tours.

Holdet lavede også et andet potentielt kup. Ineos har ellers været imponerende dygtige til at se igennem fingre med alle Gianni Moscons kontroversielle episoder, men efterhånden som hans resultater tørrede ud, gjorde den britiske offervilje det samme. Denne gang skulle Moscon væk, og minsandten om det ikke skete, i den sæson, hvor han med en suveræn Giro og en ”næsten-sejr” i Paris-Roubaix kom tilbage på sporet. Med et stærkt italiensk aftryk på staben stod Astana klar til at overtage ham, og selvom han som klassikertype slet ikke følger holdets etapeløbstradition, vil han være centrum for en klassikersatsning, der bliver meget vigtig for et hold, som i den grad savner kaptajner.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lopez og Moscon er de to mest interessante signings, men de er ikke de største navne. Den største stjerne er Vincenzo Nibali, der vender ”hjem” til sportsdirektør Giuseppe Martinelli, med hvem han vandt tre af sine fire grand tours. Hverken han eller Astana har lagt skjul på, at hjemkomsten sker med andre ambitioner end tidligere, men det er også let at høre på Martinelli, at han har en drøm om igen at gøre veteranen så konkurrencedygtig, at han kan lave et eller andet stort. Det virker ikke sandsynligt, men skal Nibali blomstre op et sted, skal det måske være på det hold, hvor han var allerbedst.

Med udrensningen i den spanske enklave og ambitionerne om at vinde en grand tour - i 2022 bliver det Giroen - med Lopez, skulle etapeløbsdivisionen genopbygges. Her lykkedes det at få fat i David de la Cruz, der både er tiltænkt en rolle som kaptajn i Vueltaen og i ugelange løb samt en rolle som Giro-hjælper for colombianeren. Ganske vist er han meget svingende, men med to 7. pladser i Vueltaen de seneste to år styrker han utvivlsomt et hold, der mangler profiler.

Det gør Joe Dombrowski også. Hvis De la Cruz er svingende, er det intet sammenlignet med de udsving, amerikaneren kan levere, men selvom han alt for ofte er langt fra sit niveau, viste han med sin Giro-etapesejr, at hans topniveau stadig er aldeles brugbart for Lopez. Veteranen Andrey Zeits kommer også hjem efter et fejlslagent australsk eventyr, og selvom hans bedste dage er ovre, kan man håbe, at han uden de mange helbredsproblemer fra de seneste sæsoner kan genfinde lidt af den høje klasse, han havde under sit sidste ophold på holdet. Derudover styrkes holdet med Valerio Conti, der desværre som Dombrowski er præget af lange perioder på et kritisk lavt niveau, men som i juni nåede at vise, hvorfor han har vundet en etape i Vueltaen og båret Giroens lyserøde trøje, ligesom også Sebastian Henao og Antonio Nibali, der trods en kontraktforlængelse med Trek alligevel følger brormand, hentes ind. De to sidstnævnte er blot bjerghjælpere, men på et hold, der satser på grand tours, er de brugbare.

Holdet mangler dog stadig vindere, og derfor er det interessant, at de fik fat i Simone Velasco. Ligesom som mange andre af de nye signings har han været svingende, men i dette efterår fandt han tilbage på det spor, der tidligt gav ham en sejr i Trofeo Laigueglia. Med sin gode spurt og sit punch er han en potentiel vindertype, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på et hold med gode traditioner for at få ryttere til at blomstre. Holdet gambler også ved at investere i Alexandr Riabushenko, der også lider af Dombrowski-syndromets symptomer, nemlig lange perioder uden konkurrencedygtigt niveau, men som med sin spurt og sit punch også er en potentiel vinder, hvis han endda skulle lykkes med at finde det niveau, som han alt for sjældent har fundet og vel ikke har vist, siden han i 2019 slog Lutsenko i en duel i Coppa Agostoni. Endelig er der også blevet plads til Leonardo Basso, men det handler vist mest om, at Moscon gerne vil have sin gode ven med til sit nye hold.

Holdet har altid haft blik for talent, og selvom der ikke har været megen plads til den slags i et genopbygningsår, er det lykkedes at få fat i Michele Gazzoli. Nogen Pogacar er han ikke, men den hurtige italiener blev altså nr. 4 til VM. Det er bestemt ikke uinteressant at se, hvor langt han komme. Entusiasmen er mindre, når det gælder de unge kasakher, der naturligvis skal satses på, men man må nok nære en vis frygt for, at Nurbergen Nurlykhassym først og fremmest vil blive kendt for sit navn, ligesom heller ikke Igor Chzhan har vist noget, der kan få andet end en kasak til at spærre øjnene op.

Samlet set er der med udskiftning af halvdelen af truppen reelt tale om et nyt hold, hvis da ikke to af de største navne er fortabte sønner, der vender hjem til det hold, hvor succesen var størst. Inden Lopez-appelsinen faldt ned i den kasakhiske turban, lignede det med særligt tabene af Vlasov, Fuglsang og Izagirre en katastrofekurs for Vinokourov og co., men nu er der grund til at håbe, at det ikke går så galt endda. Truppen er ganske vist smal med kun få store navne, og derfor er de meget sårbare - ikke mindst fordi de en stor del af nyerhvervelserne er ustabile lottokuponer, der er helt utilregnelige. Hvis til gengæld Lopez, Moscon, Lutsenko og De la Cruz har fornuftige sæsoner, hvis Nibali laver et eller andet i sidste del af efteråret, og hvis et par af lottekuponerne giver gevinst, går det såmænd nok ikke så skidt endda. Og nu hvor der atter er åbnet for den kasakhiske pengestrøm, kan man tro på, at det hele bliver stabilt og kun kan gå fremad igen herfra.