Transferanalyse: Hvordan gik det for BORA-hansgrohe?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Team DSM, der endte som nr. 6 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Ryttere, der bliver på holdet

Giovanni Aleotti, Cesare Benedetti, Emanuel Buchmann, Matteo Fabbro, Patrick Gamper, Felix Grossschartner, Lennard Kämna, Wilco Kelderman, Patrick Konrad, Martin Laas, Jordi Meeus, Anton Palzer, Nils Politt, Lukas Pöstlberger, Maximilian Schachmann, Ide Schelling, Matthew Walls, Frederik Wandahl, Ben Zwiehoff

Nye ryttere

Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step), Danny van Poppel (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Aleksandr Vlasov (Astana-Premier Tech), Sergio Higuita (EF Education-Nippo), Jai Hindley (Team DSM), Marco Haller (Bahrain-Victorius), Jonas Koch (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Ryan Mullen (Trek-Segafredo), Shane Archbold (Deceuninck-Quick Step), Cian Uijtdebroeks (Team Auto Eder), Luis-Joe Lührs (Team Auto Eder)

Ryttere, der forlader holdet

Peter Sagan (Team TotalEnergies), Pascal Ackermann (UAE-Team Emirates), Daniel Oss (Team TotalEnergies), Marcus Burghardt (?), Maciej Bodnar (Team TotalEnergies), Rüdiger Selig (Lotto Soudal), Andreas Schllinger (stopper karrieren), Erik Baska (Dukla Banska Bystrica), Michael Schwarzmann (Lotto Soudal), Juraj Sagan (Team TotalEnergies)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes forskellige veje til at nå verdenstoppen. Man kan gøre som Sky/Ineos, der kun i de senere år har haft held med at udvikle egne navne og i vidt omfang er blevet et storhold ved at bruge en fed tegnebog til at skrive kontrakt med den ene verdensstjerne efter den anden. Man kan gøre som Jumbo-Visma, der var helt nede at skrabe bunden, men nu har nået toppen, næsten udelukkende ved at finde ryttere, de selv har udviklet.

Endelig er der Bora-modellen, der er ganske særegen, og som har ført det engang så beskedne tyske hold så langt, at det i dag må regnes som et af de allerbedste. Manager Ralph Denk startede som et beskedent kontinentalhold, der langsomt voksede i graderne, først ved som totale underdogs at begynde at få wildcards til de store løb, indtil man blev så store, at en storsponsor stod klar med nogle millioner. De blev brugt til at sikre en verdensstjerne, der i alt væsentligt var alene om at score point på et hold, der ellers i alt væsentligt bestod af de samme ”underdogryttere” som tidligere. Mens Sagan stod for opmærksomheden, udvikledes de mange talenter stille og roligt, og da stjernen pludselig holdt op med at præstere i 2019, var de unge drenge blevet så gode, at holdet havde tilstrækkelig bredde til alligevel, endte som verdens nr. 2 på verdensranglisten, hvor det foreløbige højdepunkt blev nået.

Denks Bora-hansgrohe-mandskab er altså gået fra at være Team Sagan til i dag at være et helstøbt hold, der kan begå sig i ethvert terræn. Mest tydeligt er det blevet i de seneste tre år, hvor Sagan, der ellers altid havde monopol på en top 5-placinger på verdensranglisten, i alt har vundet færre end 10 cykelløb og er raslet ned af ranglisten til først en 11. plads, siden en placering som nr. 45 og efter denne sæson nu blot som nr. 57. Alligevel blev Bora altså nr. 2 i 2019, og med nu to 6. pladser i træk har holdet endegyldigt cementeret sin position som et af de faste tophold.

Tiden som Team Sagan er altså for længst overstået, og derfor er det slet heller ikke nogen katastrofe, at Sagan-æraen slutter nu. Allerede i foråret signalerede Denk klart, at de mange Sagan-millioner var brugt bedre end på den slovakiske superstjerne, for selvom der stadig knytter sig enorm opmærksomhed til sportens måske største navn, har Denk altid været drevet af det sportslige. Derfor gjorde han det hurtigt klart, at det var tid til et farvel til rytteren, der mere end nogen anden har defineret holdet, og når man ser på, hvor meget han i stedet har fået ud af Sagan-millionerne, står det vist klart, at det ikke var noget dumt valg - i hvert fald ikke ud fra en sportslig betragtning.

Denk har endda benyttet den milepæl, som Sagans farvel naturligvis er, til at tage sin strategi op til overvejelse. I de senere år er holdet som sagt blevet mere helstøbt, og Sagans brostensklassikere har spillet en mindre udtalt rolle. I stedet satses der nu i langt, langt højere grad på etapeløbene, der bliver det nye fokus, og mange af de frigivne millioner er brugt på en serie spændende etapeløbsryttere. At Denk virkelig mener det, når han siger, at der skal ske noget nyt, bliver helt klart, når han samtidig siger farvel til sin trofaste følgesvend Enrico Poitschke, der har en fremtrædende sportsdirektør. Denk har selv indrømmet, at det følelsesmæssigt var en svær beslutning at sætte en ven på porten, men kynismen rakte langt nok til at erstatte ham med Rolf Aldag, der med sin enorme rutine nu skal videreføre projektet med det helt nye perspektiv, han kan tilføre.

Det bliver altså særligt på etaleløbsfronten, at Aldag skal levere resultater. Med Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Patrick Konrad og Felix Grossschartner havde holdet allerede hele fire ryttere, der har været i top 10 i grand tours inden for de seneste tre år, men det var slet ikke nok. De suppleres nemlig med ikke færre end tre nye ryttere, der alle enten har været i top 4 i en grand tour eller vist et potentiale, der gør det muligt at tro, at der kan være noget at hente i fremtiden. Og bedst af det hele er, at det alle er tre unge ryttere med en forhåbentlig lang fremtid foran sig.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det mest interessante navn er nok Aleksandr Vlasov. Russeren var efter sin vilde 2020-sæson en særdeles ombejlet herre, og Ineos var angiveligt klar til allerede sidste vinter at købe ham ud af kontrakten med Astana i deres desperate jagt efter at finde en kommende Tour-vinder. De mange Sagan-millioner blev imidlertid brugt af Denk til at matche Ineos’ bud, da briterne igen havde snøren ude efter denne sæson, og minsandten om ikke Bora vandt kampen. Resultatet er, at tyskerne har fået fat på et af de navne, der sidste år lignede et af de allermest lovende. Desværre dalede hans stjerne kraftigt i et 2021, der trods en 4. plads i Giroen slet ikke var så overbevisende som 2020, hvor han vandt hele tre løb i skrapt selskab, men med det potentiale, han har vist, og den unge alder, han fortsat har, kan Denk stadig drømme om og håbe på, at han har en komet, der kan vinde grand tours allerede på relativt kort sigt.

Vlasov er dog slet ikke den nyerhvervelse, der har klaret sig bedst i en grand tour. Det er i stedet Jai Hindley, der genforenes med sin makker fra den yderst succesrige Giro i 2020, Kelderman. Modsat Vlasov, der kørte som en motorcykel gennem en hel sæson, har australieren været betydeligt mere ustabil gennem sin karriere og kun ved føromtalte Giro for alvor blandet sig med verdenseliten i et løb, der heller ikke var alt for stærkt besat. Hans vej til toppen synes derfor noget mere uforudsigelig, men hans potentiale har været synligt helt siden U23-tiden. Bora har en god historik for at maksimere udbyttet af talent, og holdet kan derfor have et berettiget håb om, at de kan forløse et talent, der måske aldrig foldede sig helt ud hos DSM.

Lidt af det samme kan siges om Sergio Higuita, der kom bragende ind på den professionelle scene i 2019, men i de seneste to år har måttet sande, at hans stjerne er falmet mærkbart. Det er bestemt alt for tidligt at afskrive den stadig bare 24-årige colombianer, men for at talentet for alvor kan blomstre, skal holdet i første omgang finde ud af, hvor han har sin force. I første omgang er det både hans og holdets egen ambition, at han skal være led i den massive grand tour-satsning, men på baggrund af det, han hidtil har vist, kan man bestemt ikke udelukke, at hans muligheder vil være større i ardennerklassikerne, hvor han sammen med Schachmann vil kunne udgøre en ganske giftig duo.

Transformationen af holdet bliver tydelig, når man ser på afgangene. Blandt de hele 10 ryttere, der siger farvel, er der nemlig ikke én eneste klatretype, og i stedet finder vi her kun folk, der var del af den ret omfattende klassiker- og sprintersatsning - satsninger, der helt åbenlyst neddrosles betydeligt. Det skyldes også, at Sagan ikke er den eneste topsprinter, der siger farvel. Det så ellers ud til, at Bora og Pascal Ackermann skulle opleve et langt og lykkeligt ægteskab, da den tyske sprinterkomet særligt i 2019 bragede ind på den absolutte hovedscene med en sådan kraft, at Denk slet og ret kørte Sam Bennet, som ellers lignede en af verdens to bedste sprintere, blev kørt helt ud på et sidespor og endte med at forlade holdet. Dengang var det tydeligt, at det tyske pas vægtede tungere end Bennetts mange sejre, og Denk traf det klare valg at satse på den førende tyske sprinter.

Lykkelige ægteskaber ender dog af og til med skilsmisse, og kærligheden varede denne gang heller ikke specielt længe. I 2020 og 2021 dalede Ackermanns niveau og sejrsrate mærkbart, og det stod hurtigt klart for enhver, at Denk havde spillet på den forkerte hest i det tysk-irske derby. Derfor stod det allerede i foråret klart, at den tyske manager var lykkedes med at overtale Bennett til at komme hjem, og da Ackermanns succesrate samtidig blev så fattig, at han slet og ret blev snydt for den Tour-debut, han ellers var lovet, var splittelsen så stor, at bruddet var uundgåeligt. Derfor står vi nu i den helt paradoksale situation, at Denk valgte at spille på to af sine tre sprinterheste, men nu er tvunget til at flytte hele indsatsen over på den hest, han i første omgang havde fravalgt. Sagan og Ackermann, der begge har vundet betydeligt mindre end tidligere, har været i forfald, mens Bennett hos Deceuninck har været mindst lige så succesrig som tidligere, og nu har Denk derfor valgt at rette op på skaden, smide de to tidligere førstevalg ud og hente det tidligere tredjevalg tilbage.

Det gør åbenlyst Bennett til det indlysende førstevalg foran de unge navne, Jordi Meeus og Matthew Walls, men Denk har haft en anden opgave end bare at hente en sprinter. Lidt overraskende var det nemlig at erfare, at to af de væsentligste led i Ackermanns suveræne tog rejser videre - ikke for at fortsætte med Ackermann, men for i stedet at arbejde med Caleb Ewan. Det gælder først og fremmest Rüdiger Selig, der i nogen tid har aspireret til titlen som verdens bedste lead-out man, men også Michael Schwarzmann, og det står lidt uklart, hvordan i alverden to tyske lead-out men kan sige farvel til det eneste tyske hold, når der slet ingen grund var til at smide dem på porten.

Det har tvunget Denk og Bennett til at opbygge et helt nyt tog, og til det formål har man kastet kærligheden på Danny van Poppel. Det er lidt af en bedrift, at det er lykkedes at overtale hollænderen til at bytte en rolle som førstesprinter ud med en tilværelse som lead-out man, men det er et projekt, der sagtens kan ende med at blive godt. Problemet er Van Poppels enorme udsving, der gør ham svært utilregnelig, hvis han fortsætter sin problematisk omfangsrige serie af ærgerlige DNFs, men hvis han kan fortsætte takterne fra sit vanvidsefterår, er han en brølstærk rytter, der med god positioneringsevne formentlig vil være god i rollen som lead-out man. Det eneste ærgerlige er, at det er spild af talent at bruge ham i en hjælperrolle efter en sæson, hvor han endelig foldede sig ud i fuldt flor, men det kan måske anspore Denk til at give ham nogle flere personlige chancer, end det i første omgang var planen.

I tillæg til Van Poppel vil toget også bestå af Bennetts trofaste følgesvend, Shane Archbold, der dog ikke imponerede stort i toget hos Deceuninck, men som stadig har en vigtig rolle at spille som sprinterstjernens fortrolige. Derudover henter man Jonas Koch, der kan være et hæderligt valg til et tog, da han har en udmærket fart, som dog hurtigt viste sig slet ikke at række til en rolle som sprinter. Og så har Bennett efter eget ønske sikret sig et samarbejde med en anden irer, Ryan Mullen, der gjorde det ganske fornemt som et tidligt led i Treks stadig bedre tog, og som har vist sig meget god som manden, der kan lancere et lead-out. Holdet har også en drøm om at genfinde de engang så fine tempoevner, men det ligner et svært projekt. Det er som lead-out man, han først og fremmest skal gøre sig gældende.

Den sidste nye rytter spiller en dobbeltrolle på samme måde, som Van Poppel kan gøre det, hvis hollænderen får noget frihed. Marco Haller var særligt hos Katusha en langt bedre lead-out man, end han fik ry for, og han har stor erfaring i at arbejde i et tog, ofte som tredjesidste mand. Han kan være nøglen, der skal få det nye og helt nysammensatte tog til at fungere, men derudover kan han sammen med Van Poppel og til dels Bennett selv blive en nøglekomponent i den brostenstrup, der ser temmelig amputeret ud efter Sagans exit. I 2021 foldede han sig nemlig pludselig ud i finalerne af de store brostensløb med blandt andet en vanvittigt E3, hvor han efter en hel dag i udbrud kørte med favoritterne og blev nr. 3, og dermed kan han både hjælpe Bennett i spurterne og være den større for Nils Politt i de hårde brostensklassikere, som han lige nu ellers synes at kunne mangle.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Der er nemlig ryddet gevaldigt ud i klassikertruppen. Daniel Oss, der er Sagans nære ven, rejser nemlig som den største selvfølgelighed med den slovakiske stjerne, og derudover har man lidt overraskende valgt ikke at forlænge med Marcus Burghardt, der ellers ofte viser, at han stadig er en yderst brugbar støtte i de hårde brostensløb. Der ryddes altså næsten helt ud i både første og andet geled af brostenstruppen, som helt klart er blevet betydeligt svækket til den kommende sæson.

De sidste exits er knap så alvorlige og består mest af den resterende del af Sagans entourage. Maciej Bodnar rejser med slovakken, og det tab lever man med, nu hvor hans tempoevner er i kraftigt forfald. At storebror Juraj tager med lillebror, giver næppe heller Denk søvnløse nætter, ligesom det næppe gør det, at ellers erfarne Andreas Schillinger, som ofte kørte med Ackermann uden at være en del af selve toget, tager sin rutine med sig på pension. Heller ikke Erik Baska, der var en del af Sagan-gruppen, men blev brændt af og nu ender på kontinentalniveau, er noget stort tab, da den engang så lovende sprinter i de seneste år har været helt anonym og ofte bare er blevet brugt til tidligt føringsarbejde, som egentlig ikke burde være hans spidskompetence.

Det sidste led i Boras transfersæson har naturligvis været deres faste fokus på unge talenter, og også her har Denk vist, at han har haft en imponerende evne til at udmanøvrere de helt store hold, som han gjorde det i forbindelse med Vlasovs kontrakt. Da han i belgiske medier blev udråbt til ”Den nye Evenepoel” fik den unge belgier Cian Uijtdebroeks nemlig enorm interesse fra de helt store hold, men allerede sidste år lykkedes det for Denk at få ham i stalden - først med et 2021 som junior på deres talenthold og fra 2022 som professionel og altså som Evenepoel helt uden U23-løb i benene. Det forløbne år har vist, at det nok er for voldsomt at drage direkte paralleller til Evenepoels helt unikke talent, men som en klatrer med gode tempoevner er der stadig al mulig grund til at tro, at Uijdtebroeks har et stort etapeløbspotentiale, selvom det vil være alt for meget at forlange, at han allerede i 2022 leverer resultater i Evenepoel-klassen.

Holdet henter også den knapt så profilerede Luis-Joe Lührs fra deres eget juniorhold. Som type er han lidt svær at kategorisere, men det er ret oplagt, at han i hvert fald har en god spurt, ligesom han klatrer så godt, at han to gange er blevet nr. 2 bag Uijtebroeks, når denne har leveret nogle Evenepoel-agtige magtdemonstrationer. Han fremstår umiddelbart mest som en rytter med størst potentiale i klassikere, men holdet synes at ville udforske hans talent over en bred palet. Uanset hvad kommer også han direkte fra juniorklassen, hvorfor forventningerne til 2022 bør være meget beskedne.

Det gælder til gengæld ikke for holdet som helhed. Det kan godt være, at der sker en markant transformation, hvor fokus flyttes fra massespurter og brostensklassikere til etapeløb, men Bora ligner stadig en magtfaktor. De mangler måske den altoverskyggende stjerne, som man finder det hos UAE, Jumbo og Ineos, men der er ikke mange, der kan præstere så bred en etapeløbstrup som det tyske hold, der endda også kan præstere tre af de mest lovende talenter, særligt Vlasov, som forhåbentlig kan komme tilbage på sporet. Holdet mister måske to sprintere, men til gengæld får de en ny, der til gengæld er en af verdens allerbedste, og hvis det desværre temmelig usikre tog kommer til at fungere, bør Bennett vinde flere store sprintersejre, end Sagan og Ackermann gjorde tilsammen i 2021. Holdet har vundet kampen om et af sportens mest hypede talenter i Uijtdebroeks, og derfor er det kun den svækkede klassikertrup, der sammen med det ærgerlige farvel til Selig i rollen som sidste mand for Bennett er det eneste virkelige minus. Set fra en sportslig synsvinkel er de mange Sagan-millioner dog brugt meget, meget bedre, når de bliver spredt ud på flere ryttere, og derfor er det svært ikke at betegne Bora som en af transfersæsonens klare