Transferanalyse: Hvordan gik det for EF Education-Nippo?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. Vi runder serien af med artiklen om EF Education-Nippo, der endte som nr. 15 blandt WorldTour-holdene, og hvis analyse i første omgang blev udskudt grundet uklarthed om holdets sammensætning.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der bliver på holdet

Daniel Arroyave, Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Jonathan Klever Caicedo, Diego Andrés Camargo, Simon Carr, Hugh Carthy, Magnus Cort, Julien El Fares, Ruben Guerreiro, Jens Keukeleire, Sebastian Langeveld, Hideto Nakane, Neilson Powless, Jonas Rutsch, Tom Scully, Rigoberto Uran, Michael Valgren, Julius van den Berg

Nye ryttere

Esteban Chaves (Team BikeExchange), Merhawi Kudus (Astan-Premier Tech), Odd Christian Eiking (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Owan Doull (INEOS Grenadiers), Lukasz Wisniowski (Team Qhubeka NextHash), Mark Padun (Bahrain-Victoirous), James Shaw (Ribble Weldtite Pro Cycling), Marijn van den Berg (Equipe continentale Groupama-FDJ), Sean Quinn (Hagens Berman Axeon), Georg Steinhauser (Tirol KTM Cycling Team), Ben Healy (Trinity Racing)

Ryttere, der forlader holdet

Tejay van Garderen (stopper karrieren), Moreno Hofland (stopper karrieren), Sergio Higuita (BORA-hansgrohe), Lawson Craddock (Team BikeExchange Jayco), Fumiyuki Beppu (stopper karrieren), Mitchell Docker (stopper karrieren), Alex Howes (?), Lachlan Morton (?), Logan Owen (?), Will Barta (Movistar Team), James Whelan (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Lige nu er der dog mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de eftertragtede, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt er det blevet en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret i 2020 med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt, Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Desværre blev 2021 ikke en succes. I en coronakrise er det nemlig ikke verdens fedeste beskæftigelse at sælge uddannelsesrejser, og derfor er EF Education, der i sin tid overtog en del af ejerskabet og reddede holdet fra et næsten stensikkert kollaps, blevet ramt hårdt af rejserestriktioner og parkerede fly. Derfor var det ikke uventet, at holdet endte som et af de mange, der måtte sætte rytterne ned i løn, og en overgang var der endda vedvarende rygter om holdets lukning.

Heldigvis blev skuden holdt oven vande, men det var med et mærkbart reduceret budget. Sep Vanmarcke, Michael Woods og Martinez forlod alle, hvad der kortvarigt lignede en synkende skude, og derfor kunne man allerede inden 2021-sæsonen forudsige, at det næppe ville blive noget stort år. Selvom der var et par højdepunkter undervejs, blev den seneste sæson bestemt heller ikke nogen synderlig succes, og holdets opstigen på langliste blev vendt. I stedet dumpede holdet ned på en beskeden 16. plads, slået af beskedne hold som Cofidis og Intermarché.

Heldigvis har Vaughters proklameret, at budgettet angiveligt er tilbage på noget, der ligner 2020-niveau, og nu forestår så processen med at genopbygge den trup, der delvist faldt fra hinanden sidste vinter. Det har dog ikke været nogen let opgave, og projektet er ikke lykkedes endnu. Ganske vist skiftes der voldsomt ud på holdet, hvor der hentes ikke færre end 11 nye navne, men det er småt med verdensstjernerne. Det er i hvert fald svært at finde en ny Vanmarcke, en ny Woods og en ny Martinez blandt de nytilkomne, der mest af alt tæller unge talenter eller ryttere, der hidtil ikke har fået det fulde ud af det potentiale, man tidligere anede. Heldigvis har Vaughters jo en god historik for netop at få folk til at blomstre op på et tidspunkt, hvor de var gået i stå, som vi så det med Neilson Powless og Michael Valgren i 2021, og derfor kan det ikke undre, at han forsøger sig med knap så etablerede navne i håb om, at der kan blive vendt rundt på tingene.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

I den kategori kan man eksempelvis placere den eneste verdensstjerne, der skifter til holdet. Esteban Chaves har kurs mod at blive endnu en af de mange ryttere, der fik karrieren ødelagt af kyssesyge, og siden den første gang slog ham ud i 2018, er han aldrig blevet sig selv igen. Han har ved enkelte lejligheder vist, at han fortsat har et tårnhøjt topniveau - senest med hans dybt imponerende etapesejr på den første bjergetape i Catalonien i 2021 - men al hans stabilitet er forsvundet. Nu om dage kniber det endda med at køre klassement i kortere etapeløb, og som grand tour-rytter fungerer det slet ikke.

Det synes Vaughters at vide. I hvert fald annoncerede han i forbindelse med offentliggørelsen af skiftet, at han snarere ser Chaves som etapejæger og bjergtrøjevinder end den rytter, der tidligere var på podiet i Giroen og Vueltaen. Det var ellers nærliggende at se ham som en direkte erstatning for Martinez, men det skal vi næppe. Det er i hvert fald usandsynligt, at Chaves vinder Dauphiné eller ender som nr. 5 i Giroen, som Martinez gjorde i hhv. 2020 og 2021, og derfor bliver han næppe nogen stor resultat- eller pointmaskine. Målet må være at sørge for, at han kan finde lidt flere af de Catalonien-dage, han har haft alt for sjældent.

Så er chancen for vilde resultater nok større, når man ser på Mark Padun. Lige siden den professionelle debut i 2018, hvor han med etapesejr i Tour of the Alps kom flyvende fra start, har det stået klart, at talentet var stort, men alligevel kom det nok bag på mange, at det var så stort, at han to dage i træk kunne sætte det meste af verdenseliten på plads under årets Dauphiné. Bahrain lykkedes aldrig med at give ham bare antydningen af stabilitet, men Vaugters tror på, at Dauphiné fremover kan være reglen snarere end undtagelsen, nu hvor ukraineren har lært at spise rigtigt. I 2022 er det ambitionen, at han skal jagte grand tour-etaper via udbrud, men på sigt er drømmen, at han kan køre klassement i de store etapeløb. Om det projekt vil lykkes, er svært at spå om, for sådan er det altid med Padun, men ukraineren kan i den kommende sæson både ende som årets transferkup og årets transferflop.

Chaves og Padun er ikke de eneste klatrere, der hentes til holdet, men heller ikke blandt de andre navne, er der den klassementsrytter, der kan erstatte Martinez. Efter den fantastiske Vuelta skifter Odd Christian Eiking til holdet, men selvom det i 2021 endelig lykkedes for nordmanden at bekræfte det potentiale, vi har set alt for sjældent, er han puncheur mere end klassementsrytter. Ganske vist endte han som nr. 11 i Vueltaen, men løbet viste også, at han ikke er skabt til de høje bjerge. Det skal blive spændende at se, om han hos sit nye hold kan fortsætte de lovende takter, formentlig i rollen som etapejæger og fri rytter i Ardennerne, hvor han burde have store muligheder for at få et gennembrud, nu hvor holdet efter tabet af Woods er uden en oplagt toprytter.

I samme boldgade finder vi Merhawi Kudus, som Vaughters også håber at genrejse. Forventningerne til den unge eritreer var enorme, da han blev spået som den første sorte rytter i toppen af grand tour-klassementerne, men de er alle blevet gjort til skamme. Faktisk synes hans niveau kun at dale fra sæson til sæson, og det er tvivlsomt, om EF kan ændre mærkbart på den trend. Håbet er, at han kan køre offensivt i bjergene, men han ligner nok snarere en hjælper for Hugh Carthy og Rigoberto Uran.

Den sidste klatrestærke rytter, der skal genrejses, er James Shaw, men at kalde ham klatrer er en overdrivelse. Ligesom Eiking ligger hans spidskompetence i mellemkuperet terræn, og de evner gav ham topplaceringer i etapeløbene i både Norge og Slovenien. I tiden hos Lotto viste han ellers intet, og heller ikke hos Riwal blev det til det store, men i 2021 viste han, at han hører til på WorldTouren. Nogen stor vinder bliver han næppe, men i kuperede endagsløb og korte etapeløb samt som etapejæger har han potentiale.

Der hentes altså nogle dygtige ryttere til kuperet terræn, men der er ingen Martinez. Værre bliver det af, at holdet siger farvel til den anden af de tre colombianske stjerner, de havde i 2020. Denne gang er det Sergio Higuita, der siger farvel, og det må regnes som et tab. Ganske vist har colombianeren skuffet i de seneste to sæsoner, men han er trods alt kun 24 år og var uhyre lovende i 2019. For et hold, der i forvejen mangler profiler, gør det ondt at skulle sig farvel til så lovende en rytter. Så er det mere overskueligt, at Tejay van Garderen allerede i juni indstillede sin karriere, for siden 2. pladsen i Dauphiné i 2019 har han været så langt fra sit tidligere niveau, at han selv nåede til erkendelsen, at det ikke gav den store mening at fortsætte.

Det må også regnes som en svækkelse, at holdet siger farvel til Will Barta. Det er klart, at han aldrig bliver nogen markant vinder, men vi så hans potentiale i Vueltaen i 2020, hvor han kun med det alleryderste af neglene blev slået af Primoz Roglic på enkeltstarten, og hvor han klatrede godt nok til at ende som nr. 22 i klassementet. 2021 var til skraldespanden, men hans potentiale synes ikke udtømt. På samme måde er det ærgerligt at miste den mere erfarne Lawson Craddock, der stadig er en fornuftig temporytter og er en solid hjælper i de fleste terræner.

Knap så udtalte er ændringerne i fladere terræn og i klassikerne. Mest markant er det, at holdet henter Owain Doull, der jo startede så lovende i Tour of Britain, inden han blev professionel, men aldrig kom i nærheden af at vise samme potentiale hos Ineos. Nu skifter han væk for at komme til et hold, hvor han får mere plads - blandt andet til at køre sin blot anden grand tour i sin sjette WorldTour-sæson - men der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at han står foran en karriere som andet end den hjælper, han også var på sit tidligere hold. Det samme gælder for Lukasz Wisniowski, der havde sit livs dag, da han i sin tid blev nr. 2 i Omloop Het Nieuwsblad (bag sin nye holdkammerat Michael Valgren), men som ikke har de spidskompetencer, der gør ham til andet end god støtte for kaptajerne.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Heldigvis er tabssiden heller ikke så markant. Moreno Hofland var jo i sin tid en lovende sprinter, men han har igennem flere sæsoner oplevet en af de mere markante deroutes og ender nu karrieren som følge af skader. Veteranerne Mitchell Docker og Fumiyuki Beppu, der mest af alt sørgede for at pleje de japanske sponsorforbindelser, vil heller ikke blive savnet for mere end deres rutine. Mere overraskende er det måske, at Logan Owen må sige farvel, netop som han i efteråret vel viste sine hidtil bedste takter, men da han i de foregående tre et halvt år aldrig fik bygget videre på løfterne fra Axeon, kan man nok ikke undre sig over, at tålmodigheden alligevel slap op. Det gjorde den også med den tidligere vinder af U23-udgaven af Flandern Rundt, James Whelan, der også blot fandt ind i en rolle som helt anonym hjælper og aldrig for alvor har vist et mere lovende potentiale.

Endelig er der lige nu usikkerhed om, hvad der skal ske med Lachlan Morton og Alex Howes. Begge er i de senere år i stigende grad blevet en del af holdets alternative kalender, hvor de har deltaget i gravel- og montainbikeløb, og da der ikke længere er plads til dem i truppen, kunne noget tyde på, at de fremover vil fokusere 100% på de alternative discipliner. Uanset hvad har de begge været helt anonyme på landevejen i ganske lang tid, og derfor er det tab, der ikke vil blive bemærket i noget stort omfang.

Det andet ben i Vaughters’ typiske indkøbsstrategi er et stort fokus på unge talenter, og det afspejler sig også tydeligt i årets handler. Ikke færre end fire unge ryttere bliver professionelle på det amerikanske hold, og der er nogle spændende navne iblandt dem. Mest interessant er det vel, at holdet satser på en ung sprinter, selvom de i flere år har været temmelig passive på det område. Her har de til gengæld sikret sig et af de mest lovende navne, idet det lykkedes at lokke Marijn van den Berg væk fra FDJ, hvor han ellers er ”opvokset”. Med to sejre i Tour de l’Avenir og ikke færre end syv sejre i alt har han vist et enormt potentiale, men han er mere end bare en sprinter. Således falder han i den holdbare kategori, som han viste med blandt andet end 3. plads i Paris-Tours og en 8. plads på den ganske klatretunge VM-rute, og dermed passer han godt ind på EF, der sjældent har satset på klassiske sprintere. Fraværet af hurtige folk gør, at han burde få en del chancer allerede med det samme, og han fremstår som lidt af et kup, Vaughters kun kan være tilfreds.

Holdet har dog traditionelt haft mere appel til klatrere, og det er da også her, de har været mest aktive. Således fik de fat i Sean Quinn, der siden sin 6. plads i Baby-Giroen i 2019, hvor han blot var 19 år gammel, har været hypet som et a de mest spændende amerikanske talenter. Siden har der været lidt længere mellem snapsene, men potentialet så vi i år, hvor han i kamp med professionelle hold endte som nr. 8 samlet i Tour de Wallonie og vandt et endagsløb i Portugal. Hans lidt sparsomme optræden i Europa gør, at hans fremtidige muligheder er svære at give en præcis vurdering af, men lovende er han - og som amerikaner passer han perfekt ind på holdet.

Endnu mere lovende er Georg Steinhauser måske. Tyskeren imponerede meget i 2021, hvor han blev nr. 8 mod flere unge WorldTour-ryttere i Tour de l’Ain, vandt en bjergetape i bjergløbet Valle d’Aosta og blev nr. 2 bag Carlos Rodriguez på den sidste bjergetape i Tour de l’Avenir. Hans far, den tidligere professionelle rytter Tobias Steinhauser, har insisteret på, at han skal færdiggøre sin uddannelse, inden han kaster sig helt ud i cykeltilværelsen, og derfor har hans program hidtil været en anelse reduceret. Det vil det også være i 2022, og derfor kan det sagtens være, at han vil skulle bruge lidt længere tid på at bryde fuldt igennem. I det lys er hans resultater imidlertid også desto mere imponerende, og han må vel betegnes som den mest lovende tyske etapeløbsrytter lige nu.

Det sidste nye talent er Ben Healy. Han er en anelse sværere at kategorisere, men han fik store overskrifter, da han i 2019 blev den yngste etapevinder i Tour de l’Avenir nogensinde. I år fulgte han op med etapesejr i det andet store U23-etapeløb, Baby-Giroen, hvor han også endte som nr. 12 samlet, men at kalde ham klatrer vil være en overdrivelse. Snarere skal han nok regnes som en ardennertyper og etapejæger, der klatrer godt i mellemhøje bjerge. Den slags typer er sjældent de helt store pointmaskiner - i hvert fald når man ikke har den eksplosivitet, Healy ikke synes at have alt for meget af - men han har åbenlyst en evne til at gøre det færdigt. Han er derfor en lidt mere diffus type, men har utvivlsomt fortjent sin chance på højeste niveau.

Vaughters har således helt åbenlyst haft en dygtig og heldig hånd i sin rekruttering af unge talenter, hvor det er lykkedes ham at få fingre i flere af de mest spændende navne, måske særligt Van den Berg, Steinhauser og Quinn. Det hjælper ham bare ikke på kort sigt, og det er svært at se, at EF i 2022 vil være mærkbart bedre end i en 2021-sæson, der brød deres fine momentum. Tabet af Higuita gør ondt, og det er svært at se den meget svingende og betydeligt ældre Chaves som en fuldgod erstatning. Til gengæld har Padun-investeringen potentialet til at blive en af årets bedste, hvis det lykkes at give ham den konsistens, han i ekstrem grad har manglet. Eiking og Shaw er bestemt heller ikke uden interesse, men generelt mangler der stjernestøv og garantier over de nye ryttere, der mest af alt bærer præg af at være den bløde mellemvare, som forhåbentlig kan lykkes med hos EF at lægge flere procent til deres niveau. Det har Vaughters heldigvis haft succes med på det sidste, men det er alligevel svært at tro, at det er denne transfersæson, der bringer EF meget nærmere toppen af diverse ranglister trods den angiveligt forbedrede økonomi.