Transferanalyse: Hvordan gik det for INEOS Grenadiers?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med INEOS Grenadiers, der endte som nr. 2 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Egan Bernal, Richard Carapaz, Jonathan Castroviejo, Laurens de Plus, Eddie Dunbar, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Ethan Hayter, Michal Kwiatkowski, Daniel Martinez, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Richie Porte, Salvatore Puccio, Brandon Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Pavel Sivakov, Ben Swift, Geraint Thomas, Dylan van Baarle, Cameron Wurf, Adam Yates

Nye ryttere

Elia Viviani (Cofidis), Omar Fraile (Astana-Premier Tech), Ben Tulett (Alpecin-Fenix), Kim Heiduk (Team Lotto-Kern Haus), Luke Plapp (Inform TMX MAKE), Ben Turner (Trinity Racing), Magnus Sheffield (Rally Cycling)

Ryttere, der forlader holdet

Rohan Dennis (Team Jumbo-Visma), Gianni Moscon (Astana Qazaqstan Team), Michal Golas (stopper karrieren), Ivan Ramiro Sosa (Movistar Team), Owain Doull (EF Education-Nippo), Sebastian Henao (Astana Qazaqstan Team), Leonardo Basso (Astana Qazaqstan Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde fat, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der langt overstiger det, man finder på andre hold. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har på det seneste haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

I de seneste to sæsoner har det dog været en tilbagevenden til fortiden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens de Plus.

Forklaringen er formentlig lige for. I 2020 oplevede Brailsford for første gang siden 2020, at det ikke var Ineos, der svingede taktstokken i Touren. Her var briterne henvist til en rolle som passagerer, allerede inden Bernal kollapsede, og da mønsteret gentog sig i Vueltaen og i løb som Dauphiné og Tour de l’Ain, blev den med spænding imødesete duel mellem Ineos og Jumbo i 2020 en uhyre ensidig affære, hvor Brailsford og co. slet og ret blev kørt midt over af en gul, hollandsk maskine.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Trods den massive oprustning lykkedes det ikke at svare igen i 2021. Ganske vist havde briterne et fremragende etapeløbsår, hvor de vandt Giroen og i første halvdel af året nærmest støvsugede de ugelange etapeløb, men når de var oppe mod de to slovenske herskere, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev de kørt over, først i Touren og siden i Vueltaen. Selvom man bestemt ikke skal kimse ad en Giro-sejr, blev rollen som lillebror bekræftet, når de var oppe mod storebrødrene fra UAE og Jumbo i en grand tour.

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse. I det lys kunne man have ventet, at der nok engang blev gravet dybt i tegnebogen for at sikre sig et par nye verdensstjerner, men det er slet ikke sket. Der gik ellers rygter om, at Brailsford var klar til at købe Pogacar ud af den kontrakt, han netop havde forlænget, men det blev i sidste ende ved rygtet. Måske var det i erkendelse af, at de to slovenere allerede var låst, at Brailsford nåede til den konklusion, at vejen til succes i 2022 ikke går via nye verdensstjerner. Dem har han nemlig i alt væsentligt holdt sig fra. I stedet er han næsten i fuldt omfang slået tilbage på det spor, vi så for et par år siden, og han har gennemført en transfersæson, hvor han næsten udelukkende har været på jagt efter nogle af de mest lovende talenter.

Den strategi er da også lykkedes. Blandt de syv nye ryttere er der ikke færre end fem unge WorldToure-debutanter, og selvom der denne gang ikke er en Bernal, Sivakov, Sosa eller Tom Pidcock, som det i sidste års transfersæson lykkedes at slå kløerne i, er der i grund til at holde øje med i hvert fald to af de fem unge navne, der i den kommende sæson slutter sig til den nu lange række af unge, lovende navne, der gør WorldTour-debut på det britiske storhold.

Det drejer sig blandt andre om Ben Tulett. Som brite har han åbenlyst stået højt på Ineos’ ønskeseddel, men hans resultater har betydet, at de formentlig har skullet slås for at få fingre i ham. Det er nemlig ikke alle 19-årige, der kan blive nr. 17 i Amstel Gold Race, nr. 12 i Fleche Wallonne og nr. 9 i Tour de Pologne - tre uhyre fornemme resultater på WorldTouren. De blev endda opnået, selvom han hidtil mest har været kendt som en lovende crossrytter, hvor han med et juniorverdensmesterskab lignede den næste britiske komet efter Tom Pidcock, og på landevejen kun havde meget få resultater, men modsat mange andre crosskometer har han allerede nu blikket stift rettet mod asfalten, hvor hans karriere fra nu af skal udspille sig. Det var et ærgerligt, men måske ikke helt uventet kendetegn ved hans 2021, at han var temmelig ustabil, men hans topniveau var for så ung en rytter ganske imponerende. Drømmen er angiveligt at udvikle sig til klassementsrytter, og her får han det perfekte sted at lære hos Ineos, hvor han dog skal krydse fingre for, at de lever op til det nye mantra om ikke blot at bruge de unge navne som hjælpere.

Den anden komet er Luke Plapp. Den unge australier har endnu mindre erfaring fra UCI-løb, end Tulett havde før sit skifte til Alpecin-Fenix. For hans vedkommende skyldes det et klart banefokus, der har ført til, at han stort set kun har kørt mesterskabsløb i Australien, men her har han imponeret stort. Han bragede ind på scenen ved sit eneste junior-VM i 2018, hvor han på enkeltstarten var ”best of the rest” bag en vis Remco Evenepoel, men det helt store gennembrud lod vente på sig til den seneste vinter. Her vandt han såmænd elitens australske enkeltstartsmesterskab med en magtdemonstration, hvor han slog Luke Durbridge med 43 sekunder, inden han fulgte Richie Porte til dørs på Willunga Hill i den nedskalerede og meget lokale version af Tour Down Under, der afvikledes i skyggen af pandemien. De to resultater var rigeligt til, at alverdens store hold jagtede hans underskrift, og ikke helt uventet vandt Brailsford den kamp. Efter et veloverstået OL og en sølvmedalje bag Johan Price-Pejtersen ved U23-VM er han nu klar til at fokusere på landevejen, hvor han beskriver sig selv som stærkest på eksplosive stigninger af kortere varighed og på enkeltstarter, men han er stadig så uprøvet, at vi har til gode at se, præcis hvilken ryttertype han vil udvikle sig til.

De tre øvrige talenter har skabt knap så mange overskrifter. Nogle vil sikkert huske, at Pidcock i 2017 vandt VM i cross for juniorer i en britisk magtdemonstration, hvor Ben Tuletts bror, Dan, blev nr. 2, og Ben Turner endte som nr. 3. Turner har siden mest af alt koncentreret sig om cross, og indtil i år havde han kun kørt meget lidt på landevejen. Det ændrede sig dog i år, hvor han leverede en række flotte resultater blandt andet Baby-Giroen og Tour Alsace, og det har givet ham smag på at satse på en karriere på asfalt. Også han er så uprøvet, at det er meget svært at blive klog på både potentiale og karakteristika, men han beskriver sig selv som en eksplosiv fyr til kortere stigninger. I sit flotte 2021 viste han ganske god fart med blandt andet en 3. plads i en massespurt i Alsace, ligesom han viste en vis holdbarhed i mellemkuperet terræn, og han ligner derfor i udpræget grad en kommende klassikerrytter. Starten har været lovende, men hvor langt han kommer er svær at sige.

I det hele taget står det klart, at Ineos ikke bare satser på klassementsryttere. De henter nemlig også den tyske U23-mester Kim Heiduk, og han kan vel mest af alt betegnes som en stærk sprinter og brostensrytter. Det viste han i første del af 2021, hvor han leverede det ene flotte spurtresultat efter det andet, indtil skader ødelagde anden del af hans sæson. Her havde han heldigvis gjort rigeligt til at sikre sig en kontrakt, der for en ryttertype som ham dog er ganske atypisk. Kan Ineos udvikle en sprinter og brostensrytter fra bunden? Hidtil er deres historik ikke overbevisende, og man kan godt forstå, hvis Heiduk har tænkt sig om en ekstra gang eller to, men med deres stigende fokus på unge ryttere kan det ikke udelukkes, at det kan blive en succes. Han skal i hvert fald ikke kæmpe med mange andre om at få lov til at blande sig i massespurter, men til gengæld må han også leve med, at støtten er begrænset, og at vejen til en grand tour-debut kan være meget lang.

Det sidste talent er Magnus Sheffield, der fik sit store gennembrud i skyggen af landsmanden Quinn Simmons ved dennes sejr ved junior-VM i England, hvor Sheffield også fik medalje. Siden fik han megen opmærksomhed for at benytte coronanedlukningen til slå juniorernes verdensrekord i forfølgelsesløb, men hans første år som professionel hos Rally var ingen succes. Man skal dog ikke glemme, at han kom direkte fra juniorklassen og blot var 18 år i sine første løb, og i det lys gjorde han det ganske hæderligt. Han er en glimrende temporytter, men også en relativt stor fyr, hvis klatreevner stadig er ret uudforskede, men baseret på hans resultater i junioråret 2019 kan han komme ganske langt, selvom hans størrelse nok tilsiger, at han er en lidt tungere type end en klassementsrytter. Om det billede holder hele vejen, vil fremtiden vise, men også han er i hvert fald et uhyre spændende navn, som Ineos ikke helt uventet formåede at sikre sig.

Selvom omdrejningspunktet har været talenter, har transfersæsonen dog ikke kun handlet om de unge drenge. En enkelt verdensstjerne vender nemlig også hjem til holdet, efter at Elia Viviani besluttede, at en tilbagevenden til det britiske hold var vejen til at få karrieren på ret kurs igen. Italieneren havde da også en succesrig tid i England, hvor han vandt flere store løb, blandt andet sin første grand tour-etapesejr, men ægteskabet endte ulykkeligt, da det blev helt umuligt for en sprinter at få plads på deres grand tour-hold. Det er lidt svært at se, hvorfor det skulle have ændret sig, men tilsyneladende er Viviani lovet en plads i Giro-truppen i 2022, og han kan i det mindste glæde sig over, at han uden intern konkurrence kan få al ønskelig plads i de løb, hvor der vurderes at være plads til en sprinter. Til gengæld kan man tvivle lidt på, om et klassementshold er det rette sted for en sprinter, for siden hans sidste ophold er der blevet sagt farvel til tungere folk som Danny van Poppel, Jonathan Dibben, Lukasz Wisniowski og Ian Stannard. Det er i hvert fald ikke noget supertog, han kan se frem til at blive støttet af, og spørgsmålet er, om Vivivans nuværende fart rækker langt uden. Målet er, at han skal bringe holdet tilbage som en faktor i massespurter, og at han skal booste sejrskontoen, men det bliver næppe en tilbagevenden til en sejsrate, som han opnåede i sine bedste år.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Helt at negligere holdets overordnede fokus, etapeløbene, gør Brailsford ikke. Han har nemlig fundet plads til at hente en stærk hjælper i form af Omar Fraile, der klart har indikeret, at det er i rollen som ”slave”, han nu skal gøre sig. Det vil utvivlsomt gøre ondt på mange, at baskeren, der hidtil har været kendt som en af feltets aggressive og underholdende kræfter med udbrudssejre i Giroen og Touren og bjergtrøjer i Vueltaen, nu tilsyneladende skal lægge en del bånd på sig selv. Det er svært helt at slippe tanken om, at det for Fraile har handlet mere om lønchecken end sportslige muligheder, men for Brailsford er han en herlig signing. Han er brølstærk og altid loyal over for sine holdkammerater, og på sine gode dage klatrer han ganske fint, ligesom han kan begå sig i mange terræner. Som hjælperytter kan han helt sikkert gøre det glimrende, selvom cykelverdenen utvivlsomt vil savne ham som en evigt offensiv kraft.

På mange områder var det også nødvendigt at få en ekstra hjælperytter til etapeløbene. Holdet har jo haft til tider problematisk mange kaptajner, og det bliver ikke lettere at støtte dem alle, når der siges farvel til Rohan Dennis. Australieren fortsætter sit lidt besynderlige karriereforløb ved at skifte direkte til rivalerne fra Jumbo, selvom han så ud til at trives i britisk tjeneste, og det er et enormt tab for briterne. Uden Dennis havde de næppe vundet Giroen i 2020, og selvom han kørte mærkeligt få løb i 2021, nåede han med sin fornemme kørsel i Romandiet at vise, hvor fremragende en etapeløbshjælper han er, ligesom han bidrog med to WorldTour-sejre på enkeltstarten. Selvom Fraile er god, kan han ikke én til én matche Dennis, og derfor er der tale om en svækkelse.

Det gælder også i teorien, når man ser på tabet af Ivan Ramiro Sosa. Når man husker på, hvor langt Ineos ville strække sig i den benhårde kamp om colombianerens underskrift, da han i 2018 var regnet som sæsonen i særklasse mest spændende U23-rytter - og ja, det var dengang, Tadej Pogacar vandt Tour de l’Avenir - virker det helt besynderligt at se ham forlade holdet via bagdøren efter bare tre år. Sosa nåede ellers i korte glimt at vise sit enorme potentiale, senest med den suveræne sejr på Ventoux i Tour de Provence i februar, men i alt for lange perioder var hans niveau overraskende lavt. Faktisk var det så lavt, at han til sidst ofte blev fravalgt til de store løb og blandt andet missede en ellers sikker Giro-plads, og vi har nu ikke set en stærk Sosa i næsten et år. I det lys vil hans farvel knap blive bemærket, men hvis han pludselig folder sit ubestridelige talent ud igen, kan Ineos have begået en stor brøler ved ikke at have haft større tålmodighed. Den tålmodighed havde de ellers med Sebastian Henao, der efter adskillige år som anonym hjælper må sande, at han aldrig indfrier de ambitioner, holdet oprindeligt havde, og det er ikke uventet, at han denne gang ikke fik forlænget sin kontrakt.

Så er det straks værre, at Gianni Moscon også siger farvel. Dengang han var regnet som et af sportens allerstørste talenter og i sin blot anden sæson kørte i top 5 i to så helt forskellige monumenter som Il Lombardie og Paris-Roubaix, var Ineos ellers villige til at se igennem fingre med alle de kontroverser, han gennem årene fik sig rodet ud i. I de seneste år har der ellers været langt mellem snapsene, og derfor kunne man egentlig have ventet, at han allerede sidste vinter, hvor han også havde kontraktudløb, ville blive sat på porten. Mærkeligt nok kom farvellet efter et 2021, hvor han med en sublim Giro klart signalerede, at han er næsten fuldt tilbage, og det bekræftede han, da han måske kun var to uheld fra at vinde Paris-Roubaix på et tidspunkt, hvor hans farvel allerede var en kendsgerning. Egan Bernal kan skrive under på, hvor meget Moscons alsidighed vil blive savnet i hjælperroller i grand tours, og han efterlader et stort hul i klassikerne, hvor man dog kan glæde sig over, at den lige så alsidige Pidcock er klar til at tage over. Efter de svage sæsoner i 2019 og 2020 var skiftet forventeligt, men det kommer på et sært tidspunkt, hvor det står klart, at han virkelig vil blive savnet.

I det hele taget ryddes der lidt ud i brostenstruppen. Owain Doull blev aldrig til det, man troede, da han bragede igennem i Tour of Britain inden sin professionelle debut, men alligevel havde han sin sikre plads som hjælper i klassikerne. Han valgte dog selv at rejse videre for derigennem at få lov at køre grand tours, og selvom han havde været nyttig i klassikerne, vil savnet ikke være voldsomt. Det vil det heller ikke, når det gælder Leonardo Basso, der vel mest af alt havde en kontrakt, fordi han var Moscons ven og derfor meget passende følger sin ven til Astana. Endelig stopper veteranen Michal Golas en flot hjælperkarriere, hvor han i de senere år dog slet ikke har haft samme fysiske styrke som tidligere og derfor nok kan undværes.

Selvom de tab ikke er dramatiske, er det dog svært ikke at betragte Ineos som et svækket hold på den korte bane. Tabene af Dennis, Moscon og muligvis også Sosa gør ondt, og selvom Fraile er solid, kan han slet ikke kompensere for dem alle. Hvorvidt eksperimentet med Viviani vil lykkes, kan man tvivle meget på, når vi taler om et hold, hvor han som type er en smule fejlcastet. Til gengæld kan Brailsford glæde sig over, at han vandt kampen om en række meget spændende talenter, der kan komme meget langt, men det bliver trods alt næppe i 2022, at de vinder de store løb. Fremtiden er der taget højde for, men på kort sigt må Ineos sande, at de var stærkere i 2021, end de vil være det i 2022.